Indhold

Afsnittet handler om den retlige interesse, der skal være til stede, for at en fordringshaver kan begære en skyldner konkurs.

Afsnittet indeholder:

Udsigt til hel eller delvis dækning
Omstødelsesmulighed eller andre formål
Skatteforvaltningens interesse i at hindre yderligere gæld
Skatteforvaltningens mulighed for at inddrage registreringen
Sammenfattende om Skatteforvaltningens retlige interesse
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Udsigt til hel eller delvis dækning

En retlig interesse i en konkurs vil altid foreligge, hvis fordringshaver gennem skyldners konkurs opnår hel eller delvis fyldestgørelse. Hvis det med sikkerhed kan fastslås, at fordringshaver ikke vil få fyldestgørelse for sit tilgodehavende ved en konkursbehandling, foreligger der ikke en retlig interesse. Se UfR 1997.51 ØLR. Dermed vil fordringshaver have en retlig interesse, hvis det ikke kan udelukkes, at konkursbehandlingen vil medføre delvis fyldestgørelse af tilgodehavendet.

En konkursbegæring fra en fordringshaver, hvis krav er efterstillet i henhold til reglerne om konkursordenen, vil derfor som udgangspunkt ikke føre til en konkurs, hvis det med sikkerhed kan fastslås, at der ikke vil fremkomme noget, der kan dække den efterstillede gæld.

Se også afsnit G.A.3.4.1.4.8 Konkursordenen.

Omstødelsesmulighed eller andre formål

En retlig interesse i en konkursbegæring vil være til stede, hvis det må formodes, at skyldner har bragt sine aktiver i ly for sine kreditorer, og hvor en konkursbegæring vil være nødvendig for at få omstødt de utilbørlige dispositioner. Se UfR 2011.1493 ØLR hvor fordringshaver havde retlig interesse i en konkursbehandling, da der var grund til at formode, at der forelå omstødelige dispositioner. Se også UfR 2018.1916 VLR, hvor det ikke kunne udelukkes, at der forelå en omstødelig disposition. Kendelsen vedrører overdragelse af et aktiv mellem nærstående.

En retlig interesse vil også foreligge, hvis skyldner er et selskab, der ejer intet og ikke har drevet virksomhed i længere tid, og formålet med konkursbegæringen er at skabe mulighed for at rette et hæftelseskrav mod aktionærerne for det skattekrav, der påhviler selskabet. Se selskabsskattelovens § 33 og UfR 1973.399 ØLR.

En skyldner, der i forvejen er under konkursbehandling, kan begæres konkurs på ny, hvis den nye konkursbehandling er nødvendig for at kunne undersøge, om skyldner har aktiver, der ikke omfattes af den eksisterende konkurs. Se konkurslovens § 33 og SKM2006.700.VLR.

Skatteforvaltningens interesse i at hindre yderligere gæld

Hvis en konkurs skønnes nødvendig for at hindre yderligere moms- og skatterestancer, kan Skatteforvaltningens rolle som tvangskreditor begrunde, at en retlig interesse foreligger, selv om skyldner er uden aktiver. Ved konkursen afmeldes virksomheden fra registrering, og driften kan derfor ikke lovligt fortsættes. Se UfR 1994.10 VLR, og UfR 1998.527 ØLR.

I sidstnævnte afgørelse lagde landsretten bl.a. vægt på, at de bestemmelser om sikkerhedsstillelse, der blev indført ved lov nr. 1093 af 21. december 1994 i bl.a. daværende KSL §§ 56A og 74A og ML § 62, stk. 10, ikke gav mulighed for at inddrage registreringen. I tilfælde af manglende opfyldelse af et pålæg om sikkerhedsstillelse måtte havde told- og skattemyndigheden ikke andre muligheder end derfor i stedet overveje en konkurs, og konkursen blev derfor opretholdt.

Opkrævningslovens regler om fratagelse af registrering er fra 2006, hvorfor disse naturligvis ikke var med i Landsrettens vurdering i UfR 1998.527 ØLR. Se herom straks nedenfor.

Skatteforvaltningens mulighed for at inddrage registreringen

Siden den 1. juli 2006 har det været muligt at inddrage registreringen, hvis virksomheden ikke opfylder et pålæg om sikkerhedsstillelse, der er meddelt efter opkrævningslovens § 11, stk. 1. Se opkrævningslovens § 11, stk. 9.

Præmisserne i Østre Landsrets kendelse i UfR 1998.527 ØLR, indebærer, at den retlige interesse i en konkurs ikke vil være til stede, hvis

Skatteforvaltningens formål med en konkurs udelukkende vil være at hindre yderligere gældsstiftelse ved at få virksomheden afmeldt fra registrering gennem en konkurs, og
dette konkret kan opnås gennem en inddragelse af registreringen.

Se opkrævningslovens § 11, stk. 9.

Hvis Skatteforvaltningen ikke kan inddrage virksomhedens registreringsforhold gennem opkrævningslovens regler, fx fordi virksomheden er registreret som "anden ikke-registreringspligtig virksomhed", har Skatteforvaltningen den fornødne retlige interesse i konkurs, idet konkurs dermed er eneste mulighed for at stoppe yderligere restancetilvækst. Se SKM2016.291.ØLR.

Juridiske personer

I forhold til selskaber og andre juridiske personer må en retlig interesse i en konkurs normalt antages at være til stede, da konkursen indebærer den juridiske persons ophør.

De juridiske personers særlige beskaffenhed gør det desuden nærliggende gennem en konkurs at muliggøre en undersøgelse af evt. omstødelige forhold og andre forhold, der kan tjene fordringshavernes interesser. Der kan fx være fjernet selskabskapital i strid med selskabslovgivningen.

Enkeltmandsvirksomheder

I enkeltmandsvirksomheder hæfter indehaveren personligt for virksomhedens forpligtelser, og hæftelsen omfatter også de krav, der ikke opnår fuld dækning ved indehaverens konkurs. Se konkurslovens § 156. Modsat de juridiske personer vil en fysisk person, der erklæres konkurs, ikke ophøre med at eksistere.

Den retlige interesse i en konkurs er ikke til stede, hvis følgende tre betingelser alle er opfyldt:

Indehaveren af enkeltmandsvirksomheden har ikke aktiver, og der er heller ikke kendskab til aktiver, der kan siges at bestå i form af mulige omstødelseskrav, krav på erstatning mv.
Skatteforvaltningen ønsker udelukkende at hindre yderligere gældsstiftelse.
Det vil konkret være muligt at opnå en inddragelse af registreringen gennem et krav om sikkerhedsstillelse. Se opkrævningslovens § 11, stk. 1.

Hvis en sikkerhed ikke stilles, inddrages registreringen. Se opkrævningslovens § 11, stk. 9. Det beløb, der skal stilles sikkerhed for, består bl.a. af virksomhedens restancer. Se opkrævningslovens § 11, stk. 5. Da det er de selv samme restancer, der skal begrunde en konkurs, må det anses for givet, at sikkerheden ikke vil blive stillet, hvorved inddragelsen vil være en realitet.

Sammenfattende om Skatteforvaltningens retlige interesse

Skatteforvaltningen har som restanceinddrivelsesmyndighed som udgangspunkt altid en retlig interesse i at få en insolvent skyldner begæret konkurs, hvad enten der er tale om et selskab, en anden juridisk person eller en enkeltmandsvirksomhed.

Den retlige interesse vil dog ikke være til stede, hvis følgende tre betingelser alle er opfyldt:

Skyldneren driver enkeltmandsvirksomhed
Der er ikke kendskab til nogen som helst aktiver, herunder eventuelle omstødelses- eller erstatningskrav, som kurator vil kunne rejse i tilfælde af skyldners konkurs
Det konkret vil være muligt at inddrage virksomhedens registreringsforhold som følge af manglende opfyldelse af et pålæg om sikkerhedsstillelse. Se opkrævningslovens § 11, stk. 9.

Er de tre betingelser alle opfyldt, har restanceinddrivelsesmyndigheden derfor kun mulighed for at hindre yderligere gældsstiftelse ved at inddrage registreringen. Se opkrævningslovens § 11, stk. 9.

Se også SKM2007.653.SKAT om indgivelse af konkursbegæring og inddragelse af en virksomheds registrering i henhold til opkrævningslovens § 11, stk. 9.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Landsretten
UfR 2018.1916 VLR	Kreditor, K, indgav konkursbegæring mod selskabet S, idet S ikke havde betalt et krav på ca. 2,6 mio. kr., der stammede fra en dom. S' direktør, D, forklarede i skifteretten, at S, der ikke bestred kravet, ikke kunne betale og ingen aktiver havde. D forklarede endvidere, at S var en del af en koncern. S havde kort tid før konkursbegæringens indgivelse solgt en ejendom til markedsprisen til et andet selskab i koncernen. K fastholdt konkursbegæringen, mens S påstod konkursbegæringen nægtet fremme. Skifteretten nægtede at afsige konkursdekret, idet skifteretten fandt, at det ikke var sandsynliggjort, at ejendommen ikke var overdraget til markedsprisen, og K havde herefter ikke en væsentlig og individuel interesse i afsigelse af konkursdekret over det insolvente selskab. Landsretten ophævede skifterettens kendelse og hjemviste sagen til fortsat behandling i skifteretten, idet der ikke var oplyst nærmere om baggrunden for overdragelsen af selskabets eneste aktiv til et koncernforbundet selskab, og det kunne derfor ikke udelukkes, at der kunne foreligge en omstødelig disposition i forbindelse med overdragelsen, og K havde derfor den fornødne individuelle, væsentlige interesse i en konkursbehandling	På baggrund af kendelsen er det Gældsstyrelsens opfattelse, at bevisbyrden for retlig interesse ikke er særlig tung, hvis aktiver er overdraget til nærstående.
SKM2016.291.ØLR	Spørgsmålet i sagen var, om SKAT havde retlig interesse i konkurs. Virksomheden i sagen var registreret som "anden ikke-registreringspligtig virksomhed", og virksomheden havde ikke afgiftspligter over for SKAT. Skifteretten fandt, at virksomheden var uden aktiver og insolvent, men at det ikke var sandsynliggjort, at der var omstødelige dispositioner. Spørgsmålet var herefter, om SKATs retlige interesse i at stoppe yderligere restancetilvækst kunne medføre, at virksomheden skulle tages under konkursbehandling. Skifteretten fandt, at SKAT kunne imødegå yderligere restancetilvækst ved fratagelse af virksomhedens registrering i medfør af opkrævningslovens bestemmelser herom. SKATs konkursbegæring blev herefter afvist på grund af manglende retlig interesse. SKAT kærede skifterettens kendelse til Østre Landsret med påstand om hjemvisning til fornyet behandling ved skifteretten. For Østre Landsret gjorde SKAT gældende, at virksomheden, der ikke var registreringspligtig, ikke var omfattet af opkrævningslovens bestemmelser, se opkrævningslovens § 1. I konsekvens heraf gjorde SKAT gældende, at SKAT ikke kan inddrage en ikke-registreringspligtig virksomheds registrering, når en virksomhed ikke er registreringspligtig i medfør af opkrævningsloven, uanset om virksomheden var registeret som "anden ikke-registreringspligtig virksomhed". Endvidere gjorde SKAT gældende, at SKATs eneste mulighed for at stoppe restancetilvæksten i en ikke-registreringspligtig virksomhed er gennem konkursinstituttet. Østre Landsret lagde til grund, at det i disse situationer ikke er muligt for SKAT at imødegå yderligere gældsstiftelse gennem inddragelse efter opkrævningsloven, og SKAT fandtes derfor at have retlig interesse i, at virksomheden blev taget under konkursbehandling. Som følge heraf blev sagen hjemvist til fornyet behandling ved skifteretten, hvor der efterfølgende blev afsagt konkursdekret.	På baggrund af kendelsen er det Gældsstyrelsens opfattelse, at den retlige interesse er til stede, hvis ikke der er andre skridt end konkurs, der kan opfylde formålet (her en hindring af restancetilvækst).
UfR 2011.1493 ØLR	S solgte i juni 2010 halvdelen af familiens bolig til sin ægtefælle, der herefter fik skøde på hele ejendommen. Overdragelsessummen var 6 mio. kr. Efter S' opfattelse havde hele ejendommen en værdi på 12 mio. kr. og var ikke handlet til en pris mindre end den, en tredjemand skulle have givet. Ejendommen var 1½ år tidligere blevet belånt af banken B, der havde givet et lån på 1½ mio. kr., hvorved ejendommen havde prioritetslån på 13½ mio. kr. Banken C, der havde overtaget B's krav, indgav konkursbegæring mod S, som erkendte, at han var insolvent, men protesterede mod, at hans bo blev taget under konkursbehandling, da C ikke havde retlig interesse heri. S henviste herved til bl.a., at den faste ejendom måtte anses for at være overbehæftet også til den pris, som hans ægtefælle havde købt den for. Af S' forklaring for skifteretten fremgik bl.a., at han ikke var blevet frigjort for sin hæftelse vedrørende lånene i ejendommen, ligesom han fortsat betalte prioritetsydelser på lånene. I hvert fald under disse omstændigheder tiltrådte landsretten, at der var en sådan grund til at formode, at omstødelige dispositioner kunne foreligge, at C havde fornøden retlig interesse i, at der gennemførtes en konkursbehandling, og stadfæstede skifterettens kendelse.	På baggrund af kendelsen er det Gældsstyrelsens opfattelse, at en rekvirent kan have en helt legitim retlig interesse i afsigelsen af konkursdekretet, hvis der er mistanke om placering af aktiver i kreditorly eller andre lignende omstødelige dispositioner.
SKM2006.700.VLR	Skyldner var i forvejen under konkursbehandling. Retlig interesse i en ny konkursbehandling var til stede, da en ny konkurs ville omfatte aktiver, der ikke var omfattet af det eksisterende konkursbo.	På baggrund af Landsrettens kendelse er det Gældsstyrelsens opfattelse, at retlig interesse kan være til stede, selvom skyldner tidligere er erklæret konkurs. Dette kan bl.a. begrundes i, at skyldner har fået nye aktiver, der ikke er omfattet af den første konkurs efter reglerne i konkurslovens § 33.
UfR 1998.527 ØLR	Told- og skattemyndigheden havde en retlig interesse i en konkurs, selv om skyldner var uden aktiver. Konkursen var eneste middel til at hindre yderligere gældsstiftelse, fordi registreringen ikke kunne inddrages efter de dagældende regler om sikkerhedsstillelse.	På baggrund af kendelsen er det Gældsstyrelsens opfattelse, at der kan indgives konkursbegæring, hvis betingelserne er opfyldt og det er ikke en betingelse at anvende andre retsskridt, der er mindre effektive. OBS. Særlovgivningen gav på dette tidspunkt ikke mulighed for at opnå formålet (hindring af yderligere gældsstiftelse). Denne mulighed eksisterer i dag i opkrævningsloven.
UfR 1997.51 ØLR	Konkursbegæringen blev ikke taget til følge, da der ikke forelå nogen retlig interesse. Der var ikke udsigt til fyldestgørelse af nogen dele af rekvirentens tilgodehavende.	På baggrund af kendelsen er det Gældsstyrelsens opfattelse, at retlig interesse foreligger, hvis det ikke kan udelukkes, at rekvirenten kan få dækket noget af sin fordring.
UfR 1994.10 VLR	Told- og skattemyndigheden havde retlig interesse i en konkurs, selv om skyldner var uden aktiver af væsentlig værdi. Konkursen ville hindre yderligere gældsstiftelse.	På baggrund af kendelsen er det Gældsstyrelsens opfattelse, at retlig interesse kan foreligge, selvom der ikke er udsigt til hel eller delvis fyldestgørelse af kravet. Interessen skal i så fald være begrundet i et andet legitimt formål, der ikke kan opnås på en mindst lige så effektiv måde som ved konkurs.
UfR 1973.399 ØLR	Retlig interesse i et selskabs konkurs forelå, da selskabet, der var uden aktiver og ikke havde drevet virksomhed i årevis, med en konkurs hurtigt ville blive opløst og slettet fra selskabsregistret. Dermed ville kravet på selskabsskat kunne rettes mod aktionærerne.	På baggrund af kendelsen er det Gældsstyrelsens opfattelse, at retlige interesse forligger, hvis et konkursdekret kan medføre muligheden for at søge kravet inddrevet hos andre end skyldner selv. I den konkrete sag have Skattevæsnet hjemmel til inddrivelse af kravet i selskabsskattelovens § 33.