Parter
Anklagemyndigheden
mod
T
................................
Anklageskrift er modtaget den 7. maj 2020.
T er tiltalt for overtrædelse af
lovbekendtgørelse nr. 1010 af 3. juli 2018 om afgift af chokolade og sukkervarer m.m. § 26, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 5, jf. § 13, stk. 2 og § 12, stk. 5,
ved, som konstateret ved Skattestyrelsens kontrolbesøg den 21. marts 2019 i tiltaltes forretning "G1", Y1-adresse, som tiltalte drev under CVR nr. …11, at have udbudt 0,350 kg. "Slik 1", 1 kg. " Slik 2" samt 2 kg. " Slik 3" til salg, uden at han på forretningsstedet opbevarede følgesedler eller kvitteringer for de afgiftspligtige varer i forretningen, samt ikke at have ført forskriftsmæssigt regnskab, som kunne danne grundlag for opgørelsen af, om afgiften af de afgiftspligtige varer var betalt, og hvorfra varerne var leveret, hvorfor det ikke var muligt at konstatere, om der var betalt afgift efter bestemmelserne i loven.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf på 10.000 kr.
Tiltalte har erkendt sig skyldig.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte.
Forklaringen er lydoptaget og gengives ikke i dommen.
Tiltalte er ikke tidligere straffet.
Rettens begrundelse og afgørelse
Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.
Straffen fastsættes til en bøde på 10.000 kr., jf. lovbekendtgørelse nr. 1010 af 3. juli 2018 om afgift af chokolade og sukkervarer m.m. § 26, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 5, jf. § 13, stk. 2 og § 12, stk. 5.
Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.
Ved fastsættelsen af bødens størrelse er der lagt vægt på, at det følger af bemærkningerne til lov 1554/2016 om ændring af chokoladeafgiftsloven mv., at bøden i de omhandlede tilfælde i førstegangstilfælde fastsættes til 10.000 kr.
Thi kendes for ret:
Tiltalte T skal betale en bøde på 10.000 kr.
Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 10 dage.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.