Parter
A
(landsretssagfører I. A. Strobel)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Martin Henrichsen)
Afsagt af landsdommerne
Gunst Andersen, M. Levy og Niels Christian Ellegaard (kst.)
Under denne sag, der er anlagt den 12. marts 2003, har sagsøgeren, A, nedlagt endelig påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende
- at sagsøgerens skattepligtige indkomst nedsættes
for indkomståret 1995 med 749.425 kr.,
for indkomståret 1996 med 843,485 kr.,
for indkomståret 1997 med 949.350 kr.
- at sagsøgerens skattepligtige personlige indkomst for indkomståret 1997 nedsættes med principalt 13.876 kr., subsidiært 11.075 kr. og mere subsidiært 10.055 kr.
Sagsøgte, Skatteministeriet, har over for påstand 1 nedlagt påstand om frifindelse og over for påstand 2 principalt påstand om frifindelse, subsidiært at den skønsmæssige fordeling af sagsøgerens private og erhvervsmæssige kørsel i indkomståret 1997 hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.
Landsretten har truffet bestemmelse om særskilt forhandling, jf. retsplejelovens § 253, stk. 1, af sagsøgerens påstand 2, som vedrører skattemæssige fradrag i indkomståret 1997 for benzinudgifter til en erstatningsvogn og til kørsel i Skotland.
Sagens omstændigheder
Sagsøger er efter det oplyste ejer af en dieseldrevet Toyota Landcruiser, som benyttes erhvervsmæssigt af sagsøgeren. Sagsøgeren havde for indkomstårene 1996 og 1997 fradraget udgifter vedrørende bildriften med 100% i sit skatteregnskab.
Skatteforvaltningen ændrede i 1999 skatteansættelsen for 1997 vedrørende bildriften, idet skatteforvaltningen foretog en opdeling af sagsøgers kørsel i henholdsvis erhvervsmæssig og privat kørsel. Skatteforvaltningen lagde blandt andet til grund, at kørslen mellem ... og København ikke kunne anses for erhvervsmæssig, da kørslen måtte anses for at være kørsel mellem hjem og arbejde.
Da sagsøgeren ikke havde ført kørebog, skete beregningen af den erhvervsmæssige andel af kørslen på grundlag af sagsøgers oplysninger om omkostninger og kørselsmønster. Skatteforvaltningen fandt, at den erhvervsmæssige andel af kørslen i 1997 udgjorde 53%.
Skatteforvaltningen nægtede i den forbindelse at godkende selvangivne udgifter til benzin med 4.495 kr. og blade med 36 kr. Endvidere henregnede skatteforvaltningen 6.132 km kørt i udlandet til privat kørsel.
Skatteforvaltningens afgørelse vedrørende bildriften og en række andre forhold blev af sagsøgeren påklaget til Skatteankenævnet, som stadfæstede afgørelsen med hensyn til opgørelsen af den erhvervsmæssige kørsel i indkomståret 1997. Skatteankenævnet anførte om kørselsfradraget bl.a. følgende som begrundelse for sin afgørelse:
"Vedr. Kørsel
Fradrag for erhvervsmæssig kørsel opgøres ud fra dokumenterede udgifter og fordeling mellem erhverv og privat foretages på grundlag af et dagligt ført kørselsregnskab.
Da der ikke foreligger et kørselsregnskab, ansættes fordelingen af kørslen mellem erhverv og privat efter praksis efter et skøn.
Ud fra det forelagte om kørsel mellem bopælen og arbejdsstedet i København vedtog ankenævnet at stadfæste ansættelsen på dette punkt, da der ikke er fremlagt oplysninger der godtgør, at det udøvede skøn er forkert.
..."
Skatteankenævnets afgørelse blev af sagsøgeren påklaget til Landsskatteretten og sagsøgerens advokat anførte i et brev af 5. juli 2002 bl.a. følgende vedrørende udgiften til benzin og kørsel i udlandet:
"Kørslen i udlandet i 1997 udsprang af, at min klient blev opfordret til at virke som mægler med hensyn til skovejendomme i Skotland. Efter at have undersøgt forholdene på stedet, kom han til det resultat, at skovene ikke kunne forrente de priser, der blev handlet til; derfor ønskede han ikke at engagere sig som mægler på dette område.
...
Udgiften til benzin er ... til kørsel i den erstatningsvogn, som min klient lånte af værkstedet, når Toyotaen var til eftersyn eller reparation.
..."
Landsskatteretten stadfæstede den 13. december 2002 skatteankenævnets afgørelse vedrørende bildriften for indkomståret 1997, idet retten ikke fandt grundlag for at ændre den af skattemyndighederne opgjorte fordeling mellem private. og erhvervsmæssige udgifter for dette år.
Sagsøgerens advokat anmodede ved skrivelse af 3. februar 2003 skatteforvaltningen om at ændre opgørelsen vedrørende bildriften således, at der i opgørelsen blev medregnet omkostninger til erstatningsvognen, og at kørslen i Skotland blev medtaget som erhvervsmæssig. Skatteforvaltningen meddelte ved brev af 4. februar 2003, at den henholdt sig til Landsskatterettens kendelse og oplyste, at den ikke kan ændre kendelser afsagt af Landsskatteretten.
Sagsøgeren har under behandlingen af sagen for landsretten indhentet en erklæring fra G1 A/S af 23. juli 2003, hvoraf det fremgår, at selskabet servicerer den af sagsøger ejede Toyota Landcruiser. Selskabet udlåner en erstatningsvogn til sagsøgeren med fyldt tank, når sagsøgerens egen bil er til service eller skal repareres. Erstatningsvognen er afleveret af sagsøger med fyldt benzintank.
Forklaringer
Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøgeren, A, der har forklaret blandt andet, at erstatningsvognen blev brugt på samme måde som Toyota Landcruiseren. Hans egen bil var formentlig på værksted hver anden måned, og det var oftest muligt at afhente bilen hos værkstedet samme dag. Nogle gange trak det dog ud med reparation eller service, og han benyttede i så fald også erstatningsvognen den næstfølgende dag. Sagsøger har tidligere solgt ejendomme i Sverige og vurderet ejendomme i Baltikum. I forbindelse med varetagelse af en opgave i Danmark blev han af en kollega opfordret til at undersøge mulighederne for at drive mæglervirksomhed i England og Skotland. Sagsøgeren har tidligere boet i England.
Parternes procedure
Sagsøgeren har til støtte for sine påstande anført, at kørslen i erstatningsvognen er af tilsvarende art som sagsøgers kørsel i egen vogn, hvorfor der ikke er grund til at behandle omkostningerne til benzin til erstatningsvognen forskelligt fra omkostningerne til egen vogn. Kørslen i Skotland er sket med henblik på at undersøge mulighederne for at udvide sagsøgers eksisterende ejendomsmæglervirksomhed og er som sådan fradragsberettiget, idet der ikke kan stilles krav om, at undersøgelserne skal kaste indtægter af sig.
Med hensyn til den af sagsøgte nedlagte subsidiære påstand om hjemvisning, har sagsøgeren anført, at spørgsmålet om ændringer i skatteansættelsen for indkomståret 1997 ikke vedrører et af skattemyndighederne udøvet skøn, men derimod er et spørgsmål om, hvorvidt visse bestemte omkostninger skal medregnes i opgørelsen af bildriften. Der er endvidere ikke hjemmel til at ændre i en skatteansættelse, som i øvrigt er godkendt, efter at fristen for at ændre en sådan er udløbet.
Sagsøgte har til støtte for sin principale påstand anført, at sagsøger ikke har ført kørebog, der kan dokumentere fordelingen mellem erhvervsmæssig og privat kørsel. Skattemyndighederne har derfor været berettiget til at foretage en sådan fordeling efter et skøn.
Skattemyndighedernes skøn kan kun tilsidesættes, såfremt det kan godtgøres, at det udøvede skøn hviler på et urigtigt grundlag eller har ført til et for sagsøgeren urimeligt resultat. Sagsøgeren har ikke i sagen løftet bevisbyrden for, at skønnet er udøvet på et urigtigt grundlag. Sagsøgeren har ikke dokumenteret, hvilken kørsel der har fundet sted i erstatningsvognen. Det fremgår af retspraksis og forarbejderne til ligningslovens § 9B, at kun kørsel til indtægtsgivende virksomhed eller arbejde er fradragsberettiget, hvorfor kørslen i Skotland allerede af den grund ikke kan indgå i opgørelsen.
Til støtte for sin subsidiære påstand har sagsøgte anført, at der efter fast praksis skal ske hjemvisning af sagen til skattemyndighederne, når skattemyndighedernes afgørelse hviler på et skøn.
Landsrettens bemærkninger
Sagsøgeren har ikke ført kørebog for indkomståret 1997 og skattemyndighederne har derfor været berettiget til at skønne over fordelingen mellem erhvervsmæssig og privat kørsel.
Efter den stedfundne bevisførelse finder landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn over fordelingen mellem erhvervsmæssig og privat kørsel, hvilket indebærer, at kørsel i Skotland er henregnet til privat kørsel, idet sagsøgeren ikke har dokumenteret, at kørslen havde et erhvervsmæssigt formål.
Landsretten finder endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedens skøn, hvorefter sagsøgeren ikke er indrømmet fradrag for udgift til benzin, da sagsøgeren ikke har dokumenteret, at udgiften har haft relation til hans erhvervsmæssige kørsel.
Landsretten tager, derfor sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
I sagsomkostninger betaler sagsøger, A, inden 14 dage 8.000 kr. til sagsøgte, Skatteministeriet.