Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om dødsboets salg til en nær medarbejder, tidligere nær medarbejder eller tidligere ejer, når

  • afdøde har brugt virksomhedsordningen efter VSL afsnit I eller konjunkturudligningsordning efter VSL afsnit II og
  • dødsboet skiftes ved dødsfaldet.

Afsnittet indeholder:

  • Dødsboer omfattet af reglen
  • Regel
  • Retningslinjer
  • Regler for salg før 1. januar 2009.

Dødsboer omfattet af reglen

Reglen omfatter dødsboer, der skiftes i forbindelse med dødsfaldet og er omfattet af DBSL afsnit II.

Regel

Gevinst ved et dødsbos salg eller anden form for afståelse med succession til en

  • nær medarbejder
  • tidligere nær medarbejder eller
  • tidligere ejer

efter KSL § 33 c, stk. 12 eller 13, skal ikke medregnes i dødsboets skattepligtige indkomst for bobeskatningsperioden. Se DBSL § 27, stk. 3.

Se også

Se afsnit C.C.6.7 om succession ved salg af virksomhed.

Når afdøde har

  • opsparet overskud efter virksomhedsordningen i VSL afsnit I eller
  • henlæggelse til konjunkturudligning efter VSL afsnit II

ved udgangen af året før dødsåret, betyder det, at salg kan ske med succession, når virksomheden også sælges sammen med opsparingen eller henlæggelsen til samme person.

Det følger af KSL § 33 c, stk. 12 og 13, at bl.a. KSL § 33 c, stk. 5 (om virksomhedsordningen) og stk. 6 (om konjunkturudligningsordningen) også gælder for salg til den nævnte personkreds. Efter disse stykker kan opsparet overskud og konjunkturudligningshenlæggelse kun sælges med succession, hvis virksomheden sælges med virkning for begyndelsen af afdødes indkomstår.

Retningslinjer

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at et dødsbo er afskåret fra at sælge en virksomhed med tilhørende opsparet overskud eller konjunkturhenlæggelse til den nævnte personkreds, fordi dødsboet ikke kan sælge en virksomhed med virkning for et tidspunkt, der ligger tidligere end dødsdagen. Dødsboet eksisterer ikke, før dødsfaldet er sket.

Det eneste tilfælde, hvor reglen kan anvendes er, når afdøde allerede før sin død har truffet aftale om salg med virkning for begyndelsen af indkomståret.

Regler for salg før 1. januar 2009

Der findes ikke tilsvarende regler, når salget er sket før 1. januar 2009.