Indhold

Afsnittet indeholder en beskrivelse af reglerne om bundfradrag ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste ved afståelse af landbrugsejendomme mv., skovbrugsejendomme og blandet benyttede ejendomme.

Afsnittet indeholder:

  • Hovedregel
  • Ejendomme, omfattet af reglen
  • Beregning af bundfradraget
  • Hvornår foretages fradraget?
  • Undtagelse
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Bemærk

På baggrund af den nye ejendomsvurderingslov er EBL § 6, stk. 2, ændret således, at ejendomme, der på afståelsestidspunktet efter ejendomsvurderingsloven (EVL) anses som landbrug, skovbrug eller blandet benyttede ejendomme, er omfattet af bestemmelsen.

Den nye formulering af EBL § 6, stk. 2, er dog først gældende, når der foreligger en ny vurdering efter ejendomsvurderingsloven (EVL). Se § 10 i lov nr. 278 af 17. april 2018 (L 171 fremsat den 28. februar 2018, lovforslagets § 9) og § 10 i lov nr. 1729 af 27. december 2018 (L 115 af 20. november 2018).

Dog gælder der særlige regler for ejendomme afstået i perioden 1. januar 2018 til og med 27. februar 2018. Dette fremgår af § 10 i lov nr. 278 af 17. april 2018 (L 171 fremsat den 28. februar 2018). Denne bestemmelse om valgfrihed er blevet ændret ved lov nr. 1729 af 27. december 2018, da det ikke på nuværende tidspunkt er muligt at foretage en kategorisering eller fordeling efter det nye ejendomsvurderings system. Det er derfor ikke muligt, at afgrænse de ejendomme der - når de vurderes efter det nye ejendomsvurderingssystem - vil blive anset som landbrugs- eller skovejendomme. Derfor er der i lov nr. 1729 af 27. december 2018 foretaget en objektiv afgrænsning af landbrugs- og skovbrugsejendomme, som kan anvendes i tilfælde, hvor der i perioden fra og med den 1. januar 2018 til og med den 27. februar 2018 er sket en direkte  eller indirekte overdragelse af en ejendom. 

I forhold til hvilke ejendomme, der kan anvende reglerne i EBL § 6, stk. 2, er der ikke med den nye ejendomsvurderingslov tilsigtet nogen ændringer.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, L 212, af 3. maj 2017 (følgeforslaget til den nye ejedomsvurderingslov), at:

"Vurderingsmyndigheden skal efter § 33, stk. 1, i lov om vurdering af landets faste ejendomme, træffe afgørelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.

Denne kategorisering anses ikke for at være operationel i den kommende vurderingsordning i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov. Det foreslås derfor i § 3, stk. 1, i forslag til en ny ejendomsvurderingslov, at vurderingsmyndigheden som led i vurderingen skal beslutte, hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:

1) Ejerbolig.

2) Landbrugsejendom.

3) Skovejendom.

4) Erhvervsejendom eller anden ejendom, som ikke er omfattet af nr. 1-3.

I § 6, stk. 2, 1. pkt., i ejendomsavancebeskatningsloven anvendes begrebet landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage. Det foreslås som konsekvens heraf, at henvisningen ændres i overensstemmelse hermed.

Herudover er der tale om ændringer af teknisk karakter af hensyn til strukturen og dermed paragrafhenvisningerne i det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsvurderingslov". 

Hovedregel

Ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste ved afståelse af landbrugsejendomme mv., skovbrugsejendomme og blandet benyttede ejendomme gives der et bundfradrag i den opgjorte fortjeneste, når visse betingelser er opfyldte. Se EBL § 6, stk. 2.

Ejendomme, omfattet af reglen

Der beregnes kun bundfradrag ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste ved afståelse af en ejendom, hvis den på afståelsestidspunktet opfylder følgende betingelser:

  • Ejendommen anses for landbrug eller skovbrug eller er en blandet benyttede ejendom efter EVL § 3, stk. 1, nr. 2 eller 3, og § 35, stk. 1, eller VUL § 33, stk. 1 eller 5, eller stk. 7, 1. og 2. pkt.,  
  • Ejeren har ejet ejendommen i mindst 5 år
  • Ejendommen har tjent til bolig for ejeren i en del af eller hele den periode, hvor denne har ejet ejendommen, og ejendommen har været omfattet af EVL § 3, stk. 1, nr. 2 eller 3, eller § 35, stk. 1, (VUL § 33, stk. 1 eller 5, eller stk. 7, 1. og 2. pkt.) og 
  • Afståelsen omfatter stuehuset eller ejerboligen med tilhørende grund og have.

Beregning af bundfradraget

Bundfradraget gives med et grundbeløb på 268.800 kr. (2010-niveau), der reguleres efter PSL § 20. Se EBL § 6, stk. 2.

Bundfradraget udgør 307.100 kr. 2020 og 314.000 kr. i 2021.

Der gives kun ét bundfradrag pr. ejendom.

Hvis en ejendom ejes af flere i sameje, kan hver ejer kun anvende den del af bundfradraget, der svarer til hans eller hendes ejerandel.

Er ejendommen ejet i lige sameje mellem to personer, kan hver ejer anvende halvdelen af bundfradraget. 5-års reglen gælder for den enkelte ejer. Hvis fx den ene ejer har ejet ejendommen i 7 år, og den anden kun har været ejer i 4 år på salgstidspunktet, er det kun den førstnævnte, der kan anvende sin del af bundfradraget. Den resterende del går tabt.

Ved delsalg af en ejendom kan ejeren anvende en forholdsmæssig andel af bundfradraget. Hvis en ejer sælger en ideel andel på 50 pct. af sin ejendom, kan ejeren anvende 50 pct. af bundfradraget. Når ejeren så senere sælger den sidste andel af ejendommen, som ejeren nu ejer med 50 pct., gives der kun et tilsvarende bundfradrag (50 pct.). 

Hvornår foretages fradraget?

Bundfradraget indgår som sidste led i opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste.

Herefter skal sælgeren ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kun medregne den del af den opgjorte fortjeneste, der er tilbage efter

  • fradrag for frigørelsesafgift (se nærmere om frigørelsesafgift i afsnit (C.H.2.2)),
  • bundfradrag og
  • fradrag for fremførselsberettiget tab ved salg af anden fast ejendom.

Undtagelse

Der gives dog ikke bundfradrag, hvis

  • reglen om ejertidsnedslag efter den tidligere regel i EBL § 6, stk. 3, har været anvendt ved et tidligere delsalg af ejendommen (Det bemærkes, at reglen om ejertidsnedslag er ophævet for ejendomme, der afstås den 1. januar 2008 eller senere.),
  • ejendommens anskaffelsessum opgøres efter indekseringsreglen i EBL § 5 A, eller
  • der tidligere har været frasalg, eller der samtidigt med salg af restejendommen er frasolgt en del af ejendommen, hvor reglen om indeksering i EBL § 5 A har været anvendt ved opgørelsen af fortjenesten.

Se EBL § 6, stk. 2.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Byretsdomme 

SKM2014.723.BR

Spørgsmålet i sagen var om ejendommen indeholdt mere end en eller to beboelseslejligheder og om betingelserne som følge heraf for at anvende EBL § 6, stk. 2, var opfyldt. Retten fandt, at der var mere end to beboelseslejligheder på ejendommen. Retten lagde vægt på, at skatteyderen i sine skatteregnskaber havde anført lejeindtægter for tre lejligheder, at der skete udlejning til tre særskilte enheder, herunder blandt andet familier med børn, samt at det af BBR-meddelelsen fremgik, at der var tre lejligheder på ejendommen, hver med eget køkken, wc og bad. Klager var derfor ikke berettiget til bundfradrag efter EBL § 6, stk. 2.

Landsskatteretskendelser

SKM2014.344.LSR Klager havde samtidig med salget af en bygningsparcel foretaget frasalg af den resterende del af ejendommen, hvor avancen var opgjort efter EBL § 5 A. Han var derfor ikke berettiget til bundfradrag efter EBL § 6, stk. 2, ved afståelsen af bygningsparcellen. Kendelsen stadfæster SKM2012.626.SR.