Indhold

Dette afsnit handler om genanbringelse af fortjeneste i ejendomme i udlandet.

Afsnittet indeholder:

  • Kort om genanbringelse af fortjeneste, når den afståede eller erhvervede ejendom ligger i udlandet
  • Skattepligtig personkreds og skattepligtige ejendomme
  • Tidspunktet for, hvornår anskaffelsessummen nedsættes
  • Ændrede regler for genanbringelser i fast ejendom i udlandet
  • Nye regler for fraflytterskat i forbindelse med ejerens fraflytning
  • Hvilke ejendomme og hvilken fortjeneste?
  • Tab på udenlandske ejendomme
  • Frister for at anmode Skattestyrelsen om lov til at genanbringe
  • Oplysninger til Skattestyrelsen ved anmodning om genanbringelse i udlandet
  • Nødvendige oplysninger til Skattestyrelsen inden ophør af fuld skattepligt
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Kort om genanbringelse af fortjeneste, når den afståede eller erhvervede ejendom ligger i udlandet

Reglerne om at genanbringe fortjeneste ved afståelse af en fast ejendom ved at nedsætte anskaffelsessummen for en nyerhvervet ejendom med fortjenesten gælder under visse betingelser også, når den afståede eller erhvervede ejendom ligger i udlandet.

Tilsvarende kan anskaffelsessummen under visse betingelser nedsættes på en ombygning, tilbygning eller nybygning på en ejendom i udlandet med fortjenesten ved afståelse af fast ejendom i stedet for, at fortjenesten skal medregnes til den skattepligtige indkomst. Se EBL § 6 C sammenholdt med EBL § 6 A og § 6 B.

Bemærk

EBL § 6 B er ophævet med virkning fra den 1. marts 2015. For personer, som den 28. februar 2015 havde henstand efter den dagældende § 73 E i KSL vedrørende betalingen af skat beregnet efter EBL § 6 B, finder DBSL § 51 og § 65 og EBL § 6 B, stk. 3 og 4, fortsat anvendelse på henstanden.

Skattepligtig personkreds og skattepligtige ejendomme

Reglerne omfatter fysiske eller juridiske personer, der

  • er fuldt skattepligtige her til landet uden at være hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst, og som
  • ejer fast ejendom, der ligger i en stat, der er medlem af EU/EØS, på Færøerne eller i Grønland,

hvis visse betingelser er opfyldte.

Det er en forudsætning for anvendelse af genanbringelsesreglerne på ejendomme, der ligger på Færøerne, i Grønland eller i en fremmed stat, der er medlem af EU/EØS, at ejeren har skattemæssigt hjemsted i Danmark på det tidspunkt, hvor anskaffelsessummen nedsættes dvs. nedsættelsestidspunktet.

Det vil sige, at ejeren

  • på nedsættelsestidspunktet er fuldt skattepligtig til Danmark efter KSL § 1, SEL § 1 eller FBL § 1, og
  • samtidig ikke er hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Se EBL § 6 A, stk. 4.

►Brexit

Ifølge EBL § 6 A, stk. 4 kan der alene genanbringes ejendomsavance i erhvervede ejendomme beliggende indenfor EU/EØS, på Færøerne eller i Grønland.

På det tidspunkt, hvor Storbritannien ikke længere er en del af EU/EØS og overgangsperioden er udløbet (dvs. efter 31. december 2020), vil det ikke længere være muligt at nedsætte anskaffelsessummen for en ejendom beliggende i Storbritannien med fortjenesten for en ejendom, der er afstået i Danmark.

Det er heller ikke muligt at genanbringe fortjeneste fra en ejendom, der er afstået i Danmark, i en nyerhvervet ejendom beliggende i Storbritannien efter 31. december 2020.◄

Tidspunktet for, hvornår anskaffelsessummen nedsættes

Det tidspunkt, hvor fortjenesten nedsætter anskaffelsessummen, kan udledes af reglen i EBL § 6 A, stk. 2.

Hvis erhvervelsen af den udenlandske ejendom, som anskaffelsessummen skal nedsættes for, er sket i det seneste indkomstår forud for afståelsesåret for den ejendom, hvis beskatning udskydes, så er nedsættelsestidspunktet tidspunktet for rettidig oplysningsskema for afståelsesåret.

Hvis erhvervelsen er sket i samme år, er nedsættelsestidspunktet fortsat tidspunktet for rettidig oplysningsskema.

Hvis erhvervelsen sker i året efter, er nedsættelsestidspunktet tidspunktet for rettidig oplysningsskema for dette år.

Hvis skattemyndighederne ændrer skatteansættelsen vedrørende afståelse af fast ejendom, og ejeren anmoder om at få nedsat anskaffelsessummen inden for tre måneders fristen, er nedsættelsestidspunktet tidspunktet for, hvornår ejeren beder om at få fortjenesten nedsat.

Ændrede regler for genanbringelser i fast ejendom i udlandet

Indtil 1. januar 2002 omfattede reglerne om genanbringelse af fortjeneste i fast ejendom kun erhvervsejendomme, beliggende i Danmark.

Med virkning fra og med 1. januar 2002 blev anvendelsesområdet for reglerne udvidet. Herefter kunne genanbringelsesreglerne også - når ejeren var fuldt skattepligtig/hjemmehørende i Danmark - anvendes på fortjeneste på alle afståede erhvervsejendomme, hvad enten de lå i Danmark eller i udlandet. Se § 3 i lov nr. 221 af 31. marts 2004.

Med virkning fra og med 22. april 2009 blev anvendelsesområdet for genanbringelsesreglerne på erhvervsejendomme i udlandet indskrænket. Genanbringelse i udenlandske ejendomme kunne herefter kun ske i erhvervsejendomme på Færøerne, Grønland og i lande, som er medlemmer af EU/EØS, og som udveksler oplysninger med de danske skattemyndigheder. Se § 5 i lov nr. 525 af 12. juni 2009 om ændring af aktieavancebeskatningsloven og forskellige andre love (Harmonisering af selskabers aktie- og udbyttebeskatning mv.) 

I praksis betyder kravene, at det kun er Liechtenstein, der ikke er omfattet.

De ændrede regler gælder for fortjenester, der genanbringes i fast ejendom, hvor

  • den afståede faste ejendom (hvorfra man ønsker at genanbringe fortjeneste) er afstået den 22. april 2009 eller senere, eller
  • den erhvervede faste ejendom eller aftalen om nybygning, ombygning eller tilbygning (som man ønsker at genanbringe i) er erhvervet eller indgået den 22. april 2009 eller senere.

I perioden fra 2004 og indtil gennemførelsen af loven kunne fortjeneste også genanbringes i udenlandske ejendomme i stater, der ikke var medlem af EU/EØS, når betingelserne var opfyldte. De ændrede regler for at genanbringe i udenlandske ejendomme berører ikke fortjenester, der var genanbragt inden ændringen af reglerne.

Nye regler for fraflytterskat i forbindelse med ejerens fraflytning.

Der er indført nye regler for fraflytterskat i forbindelse med ejerens fraflytning den 1. marts 2015 eller senere. Se lov nr. 202 af 27. februar 2015 (L 98, fremsat den 17. december 2014).

Disse regler betyder, at såfremt en person ophører med at være skattepligtig efter KSL § 1, uden at der er tale om dødsfald, anses aktiver, som ikke fortsat er omfattet af dansk beskatningsret, for afhændet på fraflytningstidspunktet til handelsværdien på dette tidspunkt.

Det gælder også, hvis en person efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst bliver hjemmehørende i en fremmed stat eller på Færøerne eller i Grønland.

Personer, der skattemæssigt er hjemmehørende i et EU/EØS land - herunder efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst - kan vælge henstand med betalingen af den skat, der beregnes ved fraflytningen, når skatten vedrører aktiver, der befinder sig i et land, der er medlem af EU/EØS. Se § 1 i lov nr. 202 af 27. februar 2015. Se afsnit C.H.2.1.11.8.1

Henstandsbeløbet skal afdrages i takt med, at der af de aktiver, som henstandssaldoen vedrører, oppebæres indtægt. Dog skal henstandssaldoen afdrages med 1/7 del hvert år, eller - hvis ejendommen afstås inden 7 år - med skatteværdien af avancen vedrørende ejendommen.

Som noget nyt anses ejendommen for afstået ved ophøret af skattepligten efter KSL § 1, og aktiver, som ikke fortsat er omfattet af dansk beskatning, anses for afhændet på fraflytningstidspunktet til handelsværdien på fraflytningstidspunktet. Det betyder, at også fortjenesten på den udenlandske ejendom fra erhvervelsestidspunktet og frem til fraflytningstidspunktet bliver beskattet. Se § 1 i lov nr. 202 af 27. februar 2015.

Da ejendommen anses for afstået, og skatten beregnes endeligt, vil et efterfølgende tab på den udenlandske ejendom, som er opstået efter fraflytningen, ikke kunne modregnes i den skat, der eventuelt er givet henstand med.

Hvilke ejendomme og hvilken fortjeneste?

Reglerne for at genanbringe fortjenester i danske ejendomme gælder tilsvarende for genanbringelse af fortjenester i udenlandske ejendomme. Se EBL § 6 A og § 6 C og afsnit (C.H.2.1.11.2) om genanbringelse af fortjeneste ved erhvervelse af ny ejendom og afsnit (C.H.2.1.11.3) om genanbringelse af fortjeneste i erhvervsejendomme ved ombygning mv. på eksisterende ejendomme.

Den fortjeneste, der fremkommer ved nedsættelse af anskaffelsessummen på den udenlandske ejendom, stammer fra fortjeneste fra fast ejendom, der ligger i den stat, hvor den afståede ejendom lå. Se EBL § 6 A, stk. 4, 4. pkt.

Det er først, når den erhvervede ejendom afstås, at fortjenesten på den først afståede ejendom bliver beskattet, medmindre den fulde skattepligt efter KSL § 1 eller efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst, ophører. I disse tilfælde beregnes en fraflytterskat på den udenlandske ejendom. Fraflytterskatten bliver opgjort efter ejendomsavancebeskatningslovens almindelige regler, som omfatter - men ikke er begrænset til - eventuelle genanbragte fortjenester. I forhold til fast ejendom beliggende i udlandet vil der derfor også kunne blive tale om fraflytterbeskatning af gevinster - ud over genvundne afskrivninger og genanbragte fortjenester - hvor der ved en faktisk afståelse ville være indtrådt skattepligt.

Personer, der efter fraflytningen er hjemmehørende i et land, der er medlem af EU/EØS, kan få henstand med fraflytterskatten, hvis ejendommen er beliggende i EU/EØS. Dette gælder også, hvis personen efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst bliver hjemmehørende i et EU/EØS land.

Henstandsbeløbet skal afdrages i takt med, at der eventuelt oppebæres indtægt på ejendommen. Indtægter kan fx være realiserede gevinster ved en afståelse m.v., i det omfang en sådan afståelse skulle have været medregnet ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvis ejendommen fortsat havde været omfattet af dansk beskatningsret.

Der skal dog pr. indkomstår mindst betales et afdrag opgjort til 1/7 af det henstandsbeløb, der udgjorde saldoen ved etablering. Se afsnit C.H.2.1.11.7.

Genanbragt fortjeneste behandles som fortjeneste på den tidligere afståede ejendom i relation til dobbeltbeskatningsoverenskomster. Hvis den tidligere afståede ejendom lå i Danmark, behandles fortjenesten i dobbeltbeskatningsoverenskomstmæssig sammenhæng altså med udgangspunkt i, at indkomstkilden er i Danmark.

Hvis der efter udenlandske regler opstår en fortjeneste på den erhvervede ejendom, kan den udenlandske skat af ejendommen altså ikke fratrækkes i dansk skat, der stammer fra nedsættelsen af anskaffelsessummen.

Tab på udenlandske ejendomme

Hvis der ved afståelse af den udenlandske ejendom konstateres et tab, der beregnes som forskellen mellem ejendommens anskaffelsessum og afståelsessum, bliver den skattepligtige fortjeneste, der tidligere er opgjort for den danske ejendom, nedsat med forskellen efter EBL § 6 B, stk. 3, hvis der var givet henstand efter den dagældende § 73 E, stk. 1, i kildeskatteloven vedrørende betalingen af skat beregnet efter EBL § 6 B inden den 1. marts 2015.

Bemærk

EBL § 6 B er ophævet med virkning fra den 1. marts 2015. Som konsekvens heraf bortfalder:

  • muligheden for genberegning af fraflytterbeskatningen af genanbragte fortjenester, hvis der ved afståelse eller død konstateres et tab.
  • muligheden for, at en længstlevende ægtefælle kan succedere i henstandssaldoen vedrørende fraflytterbeskatningen af genanbragte fortjenester
  • reglen om, at fraflytterbeskatningen af genanbragte fortjenester bortfalder, hvis skatteyderen igen bliver fuld skattepligtig. Se § 1, nr. 5, og § 8, nr. 6, i lov nr. 202 af 27. februar 2015.

Frister for at anmode Skattestyrelsen om tilladelse til at genanbringe

Det er en betingelse for at genanbringe, at ejeren anmoder Skattestyrelsen om tilladelse til at nedsætte anskaffelsessummen med fortjenesten

  • senest på tidspunktet for rettidig oplysningsskema for det indkomstår, hvor erhvervelsen finder sted, eller
  • senest på tidspunktet for rettidig oplysningsskema for afståelsesåret, hvis erhvervelsen af fast ejendom finder sted i det seneste indkomstår forud for afståelsesåret.

Disse regler svarer til de tidsmæssige frister, der gælder for at genanbringe i danske ejendomme. Se herom i afsnit C.H.2.1.11.2.

Det er yderligere bestemt, at når en skattepligtig ejer, der er en fysisk person, ønsker at genanbringe fortjeneste i en ejendom i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland inden fraflytning, kan han eller hun inden ophør af den fulde skattepligt efter KSL § 1 anmode om at få lov at genanbringe i en erhvervet udenlandsk ejendom, der opfylder betingelserne i EBL § 6 A.

Baggrunden for bestemmelsen er, at det kan være praktisk umuligt at oplyse for den forløbne periode i indkomståret på fraflytningstidspunktet, når der er tale om virksomhedsophør eller start af ny virksomhed i udlandet i forbindelse med afståelse/erhvervelse af en erhvervsejendom. Se også SKM2006.730.SR.

Derfor behøver ejeren ikke opretholde sin fulde skattepligt til Danmark indtil tidspunktet for oplysning for at kunne genanbringe fortjenesten i udlandet.

Når ejeren indgiver disse oplysninger og vælger at genanbringe fortjenesten i en ny ejendom i udlandet, gælder de samme regler, som hvis der først ved oplysningsskemaet var foretaget et valg. Det vil sige, at det ikke er muligt at ændre valget efterfølgende. Se SKM2006.730.SR.

Det er fortsat en betingelse for at genanbringe, at ejeren afleverer rettidig oplysningsskema for indkomståret. Se EBL § 6 A, stk. 2. Valg af henstand skal meddeles sammen med oplysningsskemaet, jf. KSL § 73 B, stk. 2.

Hvis oplysningsskemaet ikke bliver afleveret rettidigt, betyder det, at der ikke kan genanbringes. Ejeren er på dette tidspunkt ikke længere skattepligtig i Danmark og opfylder derfor ikke længere betingelserne for at kunne genanbringe fortjenesten. Fortjenesten vil derfor blive beskattet efter de almindelige regler i ejendomsavancebeskatningsloven.

Hvis der er gives udsættelse med indgivelse af oplysningsskema efter SKL § 4, stk. 4, skal oplysningsskemaet og meddelelsen om henstand være indgivet inden denne frist.

Herudover skal ejeren indgive rettidig oplysningsskema for hvert år, hvor der er en positiv henstandssaldo. Samtidig med indsendelsen af oplysningsskemaet skal der gives oplysninger om, i hvilket land personen er skattemæssigt hjemmehørende ultimo indkomståret. Oplysningsfristen er den almindelige frist, som fremgår af SKL § 4, stk. 1 og stk. 3

Indgives oplysningsskemaet ikke rettidigt, bortfalder henstanden, og det beløb, der står på henstandssaldoen, forfalder til betaling. Told- og skatteforvaltningen kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis konkrete omstændigheder taler herfor. Se KSL § 73 B, stk. 3.

Oplysninger til Skattestyrelsen ved anmodning om genanbringelse i ejendom i udlandet

Det er en betingelse for genanbringelse af fortjeneste ved salg af en fast ejendom i  en anden ejendom, at ejeren giver bestemte  oplysninger om henholdsvis den afståede og den erhvervede ejendom til Skattestyrelsen samtidig med, at ejeren anmoder om genanbringelse. 

Det står i BEK nr. 256 af 20.marts 2012, hvilke oplysninger, der skal indgives til Skattestyrelsen, ved genanbringelse af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom.

Ejeren skal indgive oplysningerne ved anmodning om genanbringelse af fortjeneste fra afståelse af fast ejendom, der indgives i forbindelse med oplysningsskemaet for indkomstår, som slutter den 31. december 2009 eller senere. Reglerne gælder fra og med den 1. januar 2010.

Anmodning om genanbringelse og afgivelse af de nødvendige oplysninger vil kunne ske elektronisk ved anvendelse af TastSelv, se www.skat.dk. 

En anmodning om genanbringelse skal indeholde følgende oplysninger:

  • Tilkendegivelse af, at fortjeneste ved afståelse af fast ejendom er genanbragt i en fast ejendom, der er beliggende i en anden EU-stat, Norge, Island, Grønland eller på Færøerne.
  • Identifikationsoplysninger for den faste ejendom, hvori fortjenesten er genanbragt.
    • For faste ejendomme beliggende i en anden EU-stat, Norge, Island, Grønland eller på Færøerne: Adresse, postnummer og land.
  • Størrelsen af den genanbragte fortjeneste.
  • Identifikationsoplysninger for den afståede faste ejendom.
    • For faste ejendomme beliggende i Danmark: Det kommunale ejendomsnummer.
    • For faste ejendomme beliggende i en anden EU-stat, Norge, Island, Grønland eller på Færøerne: Adresse, postnummer og land.

Reglerne om, hvilke oplysninger der skal gives, gælder tilsvarende, når fortjeneste ved afståelse af en fast ejendom genanbringes i ombygning, tilbygning eller nybygning på en fast ejendom, der er omfattet af EBL § 6 A, jf. § 6 C.

Bemærk

Udover de oplysninger, der er nævnt ovenfor, skal ejeren efter anmodning fra SKAT kunne fremlægge bl.a. oplysninger om grundlaget for den opgjorte fortjeneste og dokumentation for, at betingelserne for genanbringelse er opfyldt.

Nødvendige oplysninger til Skattestyrelsen inden ophør af fuld skattepligt

I forbindelse med at ejeren anmoder Skattestyrelsen om tilladelse til at genanbringe inden ophør af den fulde skattepligt, skal ejeren give de nødvendige oplysninger om de implicerede ejendomme, herunder et driftsbudget for den erhvervede ejendom, så Skattestyrelsen kan konstatere, om det formelle og reelle grundlag for at genanbringe efter EBL §§ 6 A-6 C er opfyldt. Se EBL § 6 A, stk. 4.

Skattestyrelsen er berettiget til at se de tidligere års resultater for ejendommen, hvis der er usikkerhed om driftsbudgettet. Se forarbejderne til lov nr. 335 af 7. maj 2008 om ændring af forskellige skattelove (Diverse EU-tilpasninger af skattelovgivningen mv.). 

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme
SKM2013.543.ØLR Retten fandt efter en samlet vurdering, at appellanten ikke havde godtgjort en hensigt om at have hjemsted her i landet. Appellanten havde derfor ikke været fuld skattepligtig i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, under hendes ophold i Danmark fra april 2006 til marts 2007. Skattepligt for appellanten i perioden var i stedet indtrådt efter opholdsreglen i kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Skattepligt efter denne bestemmelse var ophørt på tidspunktet for erhvervelsen af den udenlandske landbrugsejendom. Der kunne derfor ikke ske genanbringelse i en udenlandsk ejendom. Tidligere instans SKM2012.594.BR.
Landsskattereskendelser
SKM2011.785.LSR Genanbringelse af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom kunne ske i fast ejendom beliggende i Frankrig. Begge ejendomme måtte karakteriseres som hoteller. Tilladelse.

Skatterådet

SKM2019.253.SR

Spørger ønskede at genplacere ejendomsavancen fra et påtænkt salg af spørgers danske landbrugsejendomme i tre vingårde i Portugal. Spørger ønskede at udleje ejendommene til et portugisisk produktionsselskab, som var 100 pct. ejet af spørger. Spørger ønskede endvidere at genplacere ejendomsavancen i vingårdenes lagertanke. Skatterådet kunne bekræfte, at spørger opfyldte betingelserne for genanbringelse af ejendomsavancen, og at spørger kunne udleje ejendommen til et produktionsselskab, som ejes og kontrolleres af spørger. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at lagertankene udgjorde en del af den faste ejendom.

 

SKM2018.630.SR

Skatterådet bekræftede, at spørger ved afståelse af selskabets skotske ejendom maksimalt skal indtægtsføre det laveste af følgende beløb i den danske indkomstopgørelse: Et beløb svarende til genplaceret avance på i alt x mio. kr. eller et beløb svarende til den skattepligtige avance opgjort efter danske regler, selv om denne efter genplaceringen måtte være lavere end det genplacerede beløb.

SKM2017.514.SR

Skatterådet bekræftede, at genplacering af ejendomsavancen i en udenlandsk ejendom i 2005 var uafhængig af den internationale sambeskatning, således at ejendomsavancen fortsat kunne udskydes, selvom den internationale sambeskatning ophørte, så længe den faste ejendom, hvori genplacering var sket, fortsat var i selskabets eje og dette var skattepligtigt til Danmark.

SKM2009.792.SR

Både den afståede ejendom og den ejendom, der blev erhvervet, opfyldte kravet til erhvervsmæssig anvendelse efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven. Derfor kunne en fortjeneste, der var realiseret ved salg af 63,4881 ha landbrugsjord i Danmark, genanbringes i 180 ha landbrugsjord i Spanien og i den del af maskinhuset i Spanien, der blev anvendt erhvervsmæssigt, herunder de ombygningsudgifter, som relaterede sig til den del af maskinhuset, der blev anvendt erhvervsmæssigt i ejerens virksomhed. Tilladelse.

 

SKM2009.755.SR

Et dansk indregistreret selskab kunne ikke videregenanbringe en genanbragt fortjeneste i en ny ejendom i udlandet, når selskabets ejer og daglige leder var flyttet til udlandet, og selskabet herved ikke kunne anses for hjemmehørende i Danmark efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Afslag.

 

SKM2009.709.SR

Der kunne genanbringes i polsk landbrugsjord via et kommanditselskab. Det var dog en betingelse, at der skete (polsk) erhvervelse af jorden ved en notariel akt inden udgangen af år 2009, samt at de i sagen omtalte 2,5 mio. DKK var sædvanlig indskudskapital i kommanditselskabet, som blev anvendt til at finansiere erhvervelsen af ejendommene. Betinget tilladelse.

 

SKM2009.156.SR

Genanbringelse, svensk skovejendom. De svenske regler for fordeling af købesum kunne fraviges, da anden fordeling var dokumenteret. Det var desuden muligt under visse betingelser at anvende virksomhedsordningen, samt at genanbringe i den erhvervsmæssige del af ejendommen. Tilladelse.

 

SKM2009.151.SR

Genanbringelse, leasehold. Der kunne genanbringes i en landbrugsejendom, hvor ejendomsretten var baseret på leasehold. Tilladelse.

 

SKM2009.131.SR

Genanbringelse, svensk skovejendom, landboturisme. Svensk skovejendom på nær stuehus blev anset som ejendom, der kunne drives erhvervsmæssigt, på grund af beskeden skovdrift, udlejning af jagt og fiskeri, samt udlejning af ferielejligheder. Der kunne derfor genanbringes på denne baggrund. Tilladelse.

Genoptagelse af SKM2008.735.SR.

SKM2009.116.SR

Genanbringelse, udland, henstand, sikkerhedsstillelse. Det var muligt at genanbringe fortjeneste i en erhvervsejendom, der lå i Laos. Det var muligt at få henstand med betaling af ejendomsavanceskat. Tilladelse.

 

SKM2008.1027.SR

Genanbringelse, nybygning af farm i Tanzania. Der kunne genanbringes i nybyggeri af svinefarm i Tanzania. Tilladelse.

 

SKM2008.1022.SR

Genanbringelse, skovejendom, Skotland. Der kunne genanbringes i skotsk skovejendom. Tilladelse.

 

SKM2008.1017.SR

En kontrakt med en agent (Agent Agreement) om opkøb af jord i Rumænien kunne ikke sidestilles med erhvervelse af fast ejendom i forhold til EBL § 6 A, stk. 2, nr. 1. Afslag.

 

SKM2008.944.SR

Genanbringelse, svensk skovejendom. Der kunne ikke genanbringes i svensk skovejendom, fordi den havde karakter af et fritidshus med et mindre skovareal. Afslag.

 

SKM2008.943.SR

Fortjeneste, erhvervsmæssig virksomhed, genanbringelse. Udlejning af 2,04 ha frijord kunne ikke anses for erhvervsmæssig virksomhed og kunne derfor ikke beskattes efter reglerne i virksomhedsskatteloven. Som følge af det, kunne der ikke genanbringes i arealet. Afslag.

 

SKM2008.897.SR

Genanbringelse, svenske skovejendomme. Der kunne ske genanbringelse i to ud af tre svenske skovejendomme, sagen drejede sig om. Delvis tilladelse.

 

SKM2008.808.SR

Genanbringelse, svensk skovejendom. Der kunne ikke genanbringes fortjeneste i mindre svensk skovejendom, fordi den ikke kunne drives erhvervsmæssigt. Afslag.

 

SKM2008.807.SR

Genanbringelse, svensk skovejendom. Fortjeneste kunne genanbringes i svensk skovejendom. Tilladelse.

 

SKM2008.805.SR

Genanbringelse, Ukraine. Fortjenesten kunne genanbringes ved salg af ejendom i Ukraine i landbrugsjord eller opførelse af driftsbygninger i Danmark. Tilladelse.

 

SKM2008.734.SR

Genanbringelse, svensk skovejendom. Fortjenesten kunne genanbringes i svensk skovejendom. Tilladelse.

 

SKM2008.730.SR

Genanbringelse, landbrugsjord i Frankrig. Fortjenesten kunne genanbringes ved køb af landbrugsjord i Frankrig. Tilladelse.

Vedrører også genvundne afskrivninger samt opgørelsen af fortjenesten på ejendommen.

SKM2008.729.SR

Genanbringelse, svensk skovejendom. Fortjenesten kunne genanbringes i svensk skovejendom. Fordelingen af anskaffelsessummen kunne ske i forhold til den seneste svenske ejendomsværdi. Tilladelse.

 

SKM2008.643.SR

Genanbringelse, landbrugsejendom, Holland. Der blev taget stilling til forskellige spørgsmål i forbindelse med genanbringelse af fortjeneste i hollandsk landbrugsejendom. Tilladelse.

Vedrører også henstand.

SKM2008.575.SR

Genanbringelse, landbrugsejendom, Holland. Fortjenesten ved salg af tre danske ejendomme kunne genanbringes i en hollandsk landbrugsejendom. Fortjeneste ved afståelse af betalingsrettigheder og mælkekvoter var dog ikke omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven og kunne derfor ikke genanbringes. Tilladelse.

 

SKM2008.570.SR

Genanbringelse, afvisning. Spørgsmål om genanbringelse af fortjeneste i polsk landbrugsejendom blev afvist, fordi der ikke eksisterede en konkret genanbringelsessituation. Afvisning.

 

SKM2008.498.SR

Genanbringelse, udgifter til ombygning, solcelleanlæg, Tyskland. Fortjenesten kunne genanbringes i et byggeri af lagerfaciliteter til korn og maskiner med tilhørende solcelleanlæg til produktion af elektricitet. Tilladelse.

 

SKM2008.385.SR

Genanbringelse, Holland. Fortjenesten kunne genanbringes i ejendomme i Holland. Ved efterfølgende fraflytning kunne ejeren få henstand med skattebetalingen. Tilladelse.

 

SKM2008.345.SR

Genanbringelse, salg af ejendom i Sverige. Der blev taget stilling til forskellige spørgsmål i forbindelse med fortsat genanbringelse i Danmark af fortjeneste ved salg af svensk ejendom. Der kunne ikke modregnes i dansk skat af pålignet svensk avanceskat, når den danske ejendom, som den svenske fortjeneste var genanbragt i, blev solgt. Den svenske avanceskat kunne heller ikke udbetales kontant i Danmark. Afslag.

 

SKM2008.222.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udland, selskab. Der blev taget stilling til flere spørgsmål om genanbringelse og sambeskatning i forbindelse med et selskabs genanbringelse af fortjenesten ved køb af fast ejendom i udlandet. Delvis tilladelse.

 

SKM2008.190.SR

Fortjeneste, genanbringelse, erhvervsmæssig anvendelse. Fortjeneste ved afståelse af en landbrugsejendom i Danmark kunne genanbringes i en skov i Sverige. Tilladelse.

 

SKM2008.187.SR

Fortjeneste, genanbringelse, erhvervsmæssig anvendelse. Fortjeneste ved afståelse af landbrugsjord kunne ikke genanbringes i en skov på 4 ha i Sverige, da betingelsen om erhvervsmæssig anvendelse ikke var opfyldt. Afslag.

 

SKM2008.181.SR

Fortjeneste, genanbringelse, erhvervsmæssig anvendelse, udland. Fortjeneste ved afståelse af en ejendom i Danmark kunne ikke genanbringes i et deltidsskovbrug i Sverige, fordi betingelsen om erhvervsmæssig anvendelse ikke var opfyldt. Afslag.

 

SKM2008.179.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udland, selskab. Der kunne ikke tages stilling til, hvorvidt der kunne ske genanbringelse af en fortjeneste i en ejendom i Litauen, da der ikke forelå en konkret genanbringelsessituation. Afvisning.

 

SKM2008.133.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udlejning, udland, ejendomsprojekter, bygninger på lejet grund. Fortjeneste fra salg af en ejendom, der delvist var udlejet, kunne ikke genanbringes i en ejendom, som skulle videresælges som ejendomsprojekter. Fortjenesten på den erhvervsmæssige del af ejendommen kunne godt genanbringes i erhvervsbygninger på lejet grund i Makedonien, forudsat at betingelserne i EBL § 6 A i øvrigt er opfyldt. Delvis tilladelse.

 

SKM2008.93.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udlejning. Fortjeneste fra salg af udlejningslejlighed kunne ikke genanbringes i lejlighed i Thailand. Afslag.

 

SKM2008.73.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udland. Fortjeneste ved salg af en skovejendom kunne genanbringes i en skovejendom i Chile eller i et EU-land, forudsat at betingelserne for genanbringelse efter EBL § 6 A var opfyldt. Tilladelse.

 

SKM2008.64.SR

Fortjeneste, genanbringelse, nybygning, udland, selskab. Fortjenesten fra salg af en ejendom i Danmark kunne genanbringes i en grund og en nybygning i udlandet gennem et hollandsk interessentskab. Tilladelse.

 

SKM2008.45.SR

Fortjeneste, genanbringelse, erhvervsmæssig anvendelse, udland, interessentselskab, skovejendom. Fortjenesten ved salg af en landbrugsejendom kunne genanbringes i en ubebygget skovejendom i Sverige. Tilladelse.

 

SKM2008.44.SR

Fortjeneste, genanbringelse, erhvervsmæssig anvendelse. Fortjeneste ved afståelse af en ejendom i Danmark kunne ikke genanbringes i opførelsen af en lade på en grund i Sverige, fordi den solgte ejendom ikke opfyldte kravene om erhvervsmæssig anvendelse. Afslag.

 

SKM2007.911.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udland, selskab. Fortjenesten ved salg af en dansk ejendom kunne genanbringes i en landbrugsejendom i Rumænien købt gennem et "General Partnership". Fortjenesten kunne også genanbringes i en landbrugsejendom købt gennem et "Limited Partnership". Tilladelse.

 

SKM2007.839.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udland, landbrugsejendom, selskab. Fortjeneste fra salg af en dansk ejendom kunne genanbringes i en fransk skov- og landbrugsejendom. Ejendommen var erhvervet gennem et "Groupement Foncier Agricole" - GFA. EBL § 6 A kunne ikke anvendes på den del af landbrugsejendommen, som udgjorde betalingsrettigheder, fx udbetaling fra EU af mælke- sukker- eller kvægtillæg. Genanbringelsesreglerne kunne også anvendes på den forholdsmæssige del af omkostningerne ved erhvervelsen af landbrugsejendommen. Delvis tilladelse.

 

SKM2007.829.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udland, erhvervsmæssig anvendelse, skovejendom. Fortjeneste fra salg af en dansk ejendom kunne ikke genanbringes i en svensk blandet ejendom, der blev benyttet til deltidsskovbrug. Kravet om erhvervsmæssig anvendelse var ikke opfyldt. Afslag.

 

SKM2007.828.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udland, erhvervsmæssig anvendelse, skovejendom. Fortjeneste fra salg af en dansk ejendom kunne efter en konkret vurdering genanbringes i en svensk land- og skovbrugsejendom. Tilladelse.

 

SKM2007.827.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udland, erhvervsmæssig anvendelse, skovejendom. Fortjeneste fra salg af en dansk ejendom kunne genanbringes i en svensk land- og skovbrugsejendom. Skatteyderen kunne få henstand med betaling af skatten efter KSL § 73 E. Tilladelse.

 

SKM2007.808.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udland, nybygning. Fortjeneste fra salg af en ejendom i Danmark kunne genanbringes i en ejendom i udlandet, forudsat at betingelserne i EBL § 6 A var opfyldt. Den resterende del af fortjenesten kunne genanbringes i omkostningerne til nybygning på ejendommen i udlandet. Det var dog en betingelse, at ejeren senest ved fraflytning fra Danmark havde indgået en endelig bindende aftale om bygningen, og at byggeriet var begyndt i rimelig tid herefter. Hvis byggeriet blev dyrere end aftalt i kontrakten, kunne skatteyderen få genoptaget en eventuel beskatning af fortjenesten. Tilladelse.

 

SKM2007.767.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udland. Fortjeneste, der var opstået ved salg af skov- og plantageejendom kunne genanbringes i en udenlandsk plantagelignende ejendom forudsat, at betingelserne i EBL § 6 A, var opfyldt, herunder at ejendommen blev anvendt erhvervsmæssigt. Tilladelse.

 

SKM2007.748.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udland. Fortjeneste fra salg af en ejendom i Danmark kunne genanbringes i en ejendom i udlandet under forudsætning af, at betingelserne i EBL § 6 A var opfyldt, herunder at den udenlandske ejendom blev anvendt erhvervsmæssigt. Tilladelse.

 

SKM2007.747.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udland, fraflytning. Der blev taget stilling til flere spørgsmål om genanbringelse af fortjenesten i en udenlandsk erhvervsejendom og genanbringelse i omkostninger til nybygning af erhvervsejendom. Der blev også taget stilling til spørgsmål om henstand med betaling af skat efter KSL § 73 E. Delvis tilladelse.

 

SKM2007.702.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udland, selskab. Fortjenesten ved salg af en dansk ejendom kunne genanbringes i en landbrugsejendom i Rumænien, som var købt gennem et "General Partnership". Fortjenesten kunne også genanbringes i en landbrugsejendom købt gennem et "Limited Partnership". Tilladelse.

 

SKM2007.650.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udland, fraflytning, lempelse. Skatterådet tog stilling til forskellige spørgsmål om genanbringelse i udlandet gennem et kommanditselskab.

 

SKM2007.640.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udland, fraflytning, henstand. Fortjeneste fra salg af en ideel andel af en landbrugsejendom kunne genanbringes i en ideel andel af en hollandsk landbrugsejendom, forudsat at ejeren var fuldt skattepligtig og hjemmehørende i Danmark på det tidspunkt, hvor anskaffelsessummen blev nedsat. Der kunne gives henstand med fraflytterskatten efter KSL § 73 E. Tilladelse.

 

SKM2007.622.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udland, fraflytning, henstand. Fortjeneste fra salg af en ejendom i Danmark kunne genanbringes i en ejendom i Litauen under forudsætning af, at ejeren var fuldt skattepligtig og hjemmehørende i Danmark på det tidspunkt, hvor anskaffelsessummen blev nedsat. Skatteyderen kunne ikke undgå fraflytningsbeskatning efter EBL § 6 B, ved at bevare begrænset skattepligt til Danmark. Skatteyderen kunne få henstand efter KSL § 73 E med betaling af fraflytterskatten. Delvis tilladelse.

 

SKM2007.621.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udland, fraflytning, ombygning, nybygning. Fortjeneste fra salg af erhvervsejendom i Danmark kunne genanbringes i hollandsk erhvervsejendom forudsat, at skatteyderen var fuldt skattepligtig til Danmark og havde skattemæssigt hjemsted her på det tidspunkt, hvor anskaffelsessummen blev nedsat. Det var ikke afgørende for at genanbringe, at nybygningen eller ombygningen var færdiggjort inden for tidsfristerne. Det var tilstrækkeligt, at nybygningen eller ombygningen var påbegyndt. Tilladelse.

 

SKM2007.329.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udland, fraflytning, bygninger på lejet grund, landbrug. Fortjeneste fra salg af en dansk ejendom kunne genanbringes efter EBL § 6 A og § 6 B i en ejendom i udlandet, også selv om den udenlandske ejendom var opført på lejet grund. Det var en forudsætning, at bygningen blev anvendt erhvervsmæssigt til landbrugsformål. Der kunne ikke genanbringes efter EBL § 6 A, hvis der ikke var indgået en bindende aftale om køb af den udenlandske ejendom inden fraflytning fra Danmark. Delvis tilladelse.

 

SKM2007.286.SR

Fortjeneste, genanbringelse, udland, selskab, sambeskatning. Fortjeneste ved salg af hollandsk ejendom kunne genanbringes i køb af en anden hollandsk ejendom, forudsat at skatteyderens danske selskab opfyldte betingelserne for at genanbringe i EBL § 6 A. Skatteyderens danske og hollandske selskab kunne sambeskattes, og det danske selskab kunne opretholde sin skattepligt til Danmark. Tilladelse.

 

SKM2007.270.SR

Fortjeneste, genanbringelse, fraflytning, udland, henstand. Fortjenesten kunne genanbringes i en ejendom i udlandet efter EBL § 6 A. Der kunne gives henstand med betalingen af skatten. Der skulle stilles sikkerhed, fordi skatteyderen flyttede fra Danmark til et land uden for EU. Tilladelse.

 

SKM2006.730.SR

Fortjenesten, genanbringelse, fraflytning, udland, henstand. En fortjeneste kunne genanbringes i en udenlandsk ejendom. Det var tilstrækkeligt, at en skatteyder, der opfyldte skattepligtsbetingelserne inden fraflytning, bad om tilladelse til at genanbringe fortjeneste ved afståelsen af den danske ejendom i den udenlandske ejendom. I den forbindelse skulle skatteyderen give SKAT de nødvendige oplysninger om ejendommene, så SKAT kunne tage stilling til, om det formelle og reelle grundlag for at genanbringe var opfyldt. Skatteyderen havde krav på henstand. Tilladelse.

Vigtig afgørelse, da der tages stilling til, at der ikke kan stilles krav om, at skatteyder er skattepligtig til Danmark frem til oplysningsfristen.

SKM2006.690.SR

Fortjeneste, genanbringelse, ombygning, nybygning, tilbygning. En fortjeneste kunne genanbringes i om-, til- eller nybygning af en ejendom efter reglerne i EBL § 6 C. Det var tilstrækkeligt, at om-, ny- eller tilbygningen var påbegyndt, men ikke noget krav at den var afsluttet. Tilladelse.