SKM2017.277.ØLR | SKAT havde varslet en forhøjelse af skatteansættelsen efter SFL § 34 b, 2. pkt., i en situation, hvor den fordring, der udsprang af skatteansættelsen, ikke var formueretligt forældet, og hvor der ikke var rejst tiltale mod skatteyderen efter straffelovens § 289. Landsretten fandt efter ordlyden af bestemmelsen og indholdet af forarbejderne, at SKAT i et tilfælde som det foreliggende, hvor skattekravet var fastslået ved en dom for strafbart forhold, uafhængigt af fristreglerne i SFL §§ 26 og 27, havde hjemmel i SFL § 34 b, 2. pkt., til at gøre kravet gældende over for A. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at skattekravet ikke var formueretligt forældet ved varslingen. Landsretten lagde herved vægt på, at det i givet fald ville indebære, at adgangen til at gøre skattekrav i anledning af strafbart forhold gældende ville være mere restriktiv i tilfælde, hvor kravet ikke er formueretlig forældet end i tilfælde, hvor der er indtrådt forældelse. Hvad angik skatteyderens synspunkt om, at § 34 b, 2. pkt., ikke fandt anvendelse, fordi han ikke blev tiltalt efter straffelovens § 289, men kun efter dagældende bestemmelse i SKL § 13, henviste landsretten til byrettens begrundelse. Byretten havde anført, at dagældende bestemmelse i SKL § 19 a efter sin ordlyd vedrører sager om overtrædelse af både dagældende bestemmelse i SKL § 13 og straffelovens § 289. | Tidligere SKM2016.295.BR. |