Indhold
Afsnittet sammenholder de frivillige kreditorordninger med konkurslovens insolvensbehandlingsformer.
Afsnittet indeholder:
- Insolvensbehandling efter konkursloven
- Fordele ved en frivillig kreditorordning
Insolvensbehandling efter konkursloven
Konkursloven indeholder regler om henholdsvis rekonstruktion, konkurs og gældssanering.
Disse former for insolvensbehandling er karakteriseret ved, at der indgives en begæring til skifteretten, hvilket bevirker, at skifteretten som en offentlig instans har indsigt i og kontrol med den insolvensbehandling, som foretages.
Øvrige karakteristika er, at der etableres en fristdag, ligesom der åbnes mulighed for omstødelse.
Herudover bevirker begæringen væsentlige indgreb i både skyldnerens og fordringshavernes rettigheder. Skyldneren skal afstå råderetten over sine aktiver, mens fordringshaverne i et vist omfang er afskåret fra at udøve deres ret til individualforfølgning og bliver herved mere eller mindre tvunget til at deltage i insolvensbehandlingen.
Det er et fundamentalt hovedprincip i konkurslovens regler om insolvensbehandling, at skyldnerens fordringshavere skal ligestilles.
Fordele ved en frivillig kreditorordning
Der er dog ingen forpligtelse til at indgive en begæring til skifteretten. Skyldneren har derfor mulighed for at gennemføre en frivillig ordning med fordringshaverne uden at indgive en begæring til skifteretten, hvilket i praksis forudsætter, at ingen fordringshaver vil søge at skaffe sig dækning for sit tilgodehavende eller modsætte sig ordningen i øvrigt.
En af fordelene ved at undlade at indgive en begæring er, at nødvendige og uopsættelige dispositioner kan gennemføres hurtigt, uden godkendelse af en rekonstruktør.
En frivillig kreditorordning kan også tilstræbes i forbindelse med en rekonstruktionsbehandling. Indgås en sådan ordning, bliver skyldneren solvent, og rekonstruktionsbehandlingen vil herefter ophøre da. Se konkurslovens § 15, stk. 1, nr. 1 og afsnit G.A.3.4.2.7 Rekonstruktionsbehandlingens ophør.