Indhold

Hovedreglen er, at der er delingsformue i et ægteskab Dette afsnit beskriver kort hovedreglen for formueforholdet mellem ægtefæller samt hvad der indgår i delingsformuen. Afsnittet beskriver ligeledes kort de formueretlige retsvirkninger af registreret partnerskab og af at være ugifte samlevende.

Afsnittet indeholder:

• Regelgrundlag
• Delingsformue
• ►Bodel◄
• Særråden og særhæftelse
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regelgrundlag

Formueforholdet mellem ægtefæller er reguleret i lov nr. 774 om ægtefællers økonomiske forhold af 7. august 2019 (ægtefælleloven), som ændret ved lov nr. 962 af 26. juni 2020.

Efter ægteskabslovens § 1 gælder de samme regler for ægtefæller af samme køn og ægtefæller af forskelligt køn.

►Registreret partnerskab mellem to personer af samme køn indtil 15. juni 2012

Partnerskabsloven er ophævet med virkning fra den 15. juni 2012, men finder fortsat anvendelse på partnerskaber, som er registreret før den 15. juni 2012. Se § 4 i lov nr. 532 af 12. juni 2012 om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, lov om ægteskabets retsvirkninger og retsplejeloven og om ophævelse af lov om registreret partnerskab.

Registrering af partnerskab mellem to personer af samme køn har - med enkelte undtagelser - samme retsvirkninger som indgåelse af ægteskab. Bestemmelser i dansk lovgivning, som omhandler ægteskab og ægtefæller, skal anvendes tilsvarende for registreret partnerskab og registrerede partnere. Se den tidligere gældende partnerskabslovs § 3. Restanceinddrivelsesmyndigheden betragter derfor i inddrivelsesmæssig henseende registrerede partnere som ægtepar.

Ugifte samlevende

Der findes ikke særskilt lovgivning om formueforholdet for ugifte samlevende, og ægteskabsloven gælder ikke for sådanne forhold. Hver part råder derfor over sine egne aktiver og hæfter for sin egen gæld. Der kan ikke oprettes ægtepagt i et sådant parforhold, men parterne kan naturligvis handle indbyrdes. Der kan også i et sådant parforhold forekomme sameje af aktiver, og der gælder samme regler for udlæg i samejeaktiver som inden for ægteskaber. Ugifte samlevende er ikke omfattet af bestemmelsen om subsidiær hæftelse i gældsinddrivelsesloven § 12.◄

Delingsformue

Hovedreglen er, at der er delingsformue i ægteskabet. Se ægtefællelovens § 5. Delingsformue kaldes også formuefællesskab og fælleseje.

I delingsformuen indgår som udgangspunkt alt, hvad ægtefællerne ejer. Det gælder både den formue, som de har indbragt i ægteskabet ved ægteskabets indgåelse, og alt hvad de hver for sig har erhvervet og indbragt i delingsformuen under ægteskabets beståen.

►Hovedreglen om delingsformue er gældende, medmindre ægtefællerne før eller under ægteskabet etablerer en aftale om særeje eller forhåndsaftaler om formuedeling. Gyldige aftaler om særeje eller forhåndsaftaler går forud for princippet om delingsformue.◄

Se også G.A.3.1.5.2 Særeje.

►Bodel

Bodel er betegnelsen for den del af delingsformuen, som den enkelte ægtefælle råder over og hæfter med. En delingsformue består således af to bodele. En ægtefælles bodel består af de aktiver, som ægtefællen bragte ind i ægteskabet ved ægteskabets indgåelse, og som ægtefællen har erhvervet under ægteskabet i form af køb, gave, arv mv.

Det er ægtefællerne, der har bevisbyrden for, hvem der har indbragt hvilke aktiver i ægteskabet. I relation til gaver er reglen i tilfælde af tvivl, at bryllupsgaver tilhører den ægtefælle, fra hvis familie eller venner gaven stammer. Samme regel gælder for gaver modtaget under ægteskabet. Hvis gaven stammer fra fælles venner, er reglen, at de ejes af begge ægtefæller i lige sameje.

I relation til arv gælder, at arven indgår i bodelen for den ægtefælle, som var arving til det afdøde familiemedlem, medmindre der ved testamente fra afdøde er bestemt andet.◄

Særråden og særhæftelse

I ægteskabet er der på trods af delingsformue også:

• særråden og
• særhæftelse.

Se ægtefællelovens § 1 og § 3.

► ◄

►Særråden

Særråden indebærer, at ægtefællerne, kan råde over alt, hvad de hver især har indbragt i ægteskabet, og har anskaffet eller modtaget under ægteskabet, det vil sige deres bodel. Se ægtefællelovens § 1. Det vil sige, at den pågældende ægtefælle kan sælge, bortgive, pantsætte eller på anden måde overdrage alle de aktiver, som den pågældende råder over. Der gælder dog visse begrænsninger i den frie råderet. Se ægtefælleloven §§ 6-10, som omhandler dispositioner over familiens helårsbolig og tilbagegivelse af gave givet til tredjemand. Se også afsnit G.A.3.1.5.8 om pantsætnings- og afhændelsesforbud.

Den ene ægtefælle kan som følge af princippet om særråden ikke råde over aktiver, som tilhører den anden ægtefælles bodel, og der kan derfor som hovedregel heller ikke ske pantsætning af eller foretages udlæg i den anden ægtefælles aktiver. Kreditorer kan således som hovedregel udelukkende retsforfølge i skyldnerens egne aktiver.

Der kan dog i nogle tilfælde foretages udlæg hos ægtefællen for gæld vedrørende personskatter. Se afsnit G.A.3.1.5.9 om subsidiært udlæg hos ægtefælle og børn. Se også nærmere i afsnittet om særhæftelse herunder.

Særhæftelse

Særhæftelse betyder, at en ægtefælle, som altovervejende udgangspunkt, kun hæfter for de forpligtelser, som påhviler den pågældende. Det gælder uanset om forpligtelserne er opstået før eller under ægteskabet.  Ægtefællen hæfter således kun med sin egen bodel og eventuelle særeje, for egne gældsforpligtelser. Se ægtefællelovens § 3.

Hæftelse for den anden ægtefælles gæld kan derfor ikke pålægges af andre. Der er dog intet til hinder for, at en ægtefælle frivilligt påtager sig at hæfte for sin ægtefælles gæld. Se fx TfS 2000.746.ØLD. Se også SKM2013.620.ØLR

Der gælder dog enkelte undtagelser fra princippet om særhæftelse. Se afsnit G.A.3.1.5.6 om subsidiært udlæg hos ægtefælle og børn og afsnit G.A.3.1.5.7 om modregning i ægtefællens overskydende skat.◄

►Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.◄

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Landsretsdomme
SKM2013.620.ØLR	Sagen vedrørte fortolkningen af en overdragelseserklæring, der var underskrevet af såvel A som dennes ægtefælle. Overdragelseserklæringen gav efter sin ordlyd skattemyndighederne transport i provenuet fra en ejendom ejet af A og dennes ægtefælle, BA. A gjorde under kæresagen gældende, at hun ved underskriften på overdragelseserklæringen alene havde givet transport i sin andel af provenuet til dækning af sin egen skatterestance, men ikke til dækning af ægtefællens restancer. Endvidere gjorde hun gældende, at overdragelseserklæringen kunne tilsidesættes som ugyldig som følge af koncipistreglen, og fordi skattemyndighederne ikke havde varetaget sin forpligtelse som forvaltningsmyndighed. Skattemyndighederne gjorde gældende, at overdragelseserklæringen vedrørte enhver restance, som enhver af ægtefællerne havde til skattemyndighederne, og at erklæringen var gyldigt indgået. Landsretten fandt, at det under de anførte omstændigheder måtte lægges til grund, at A ved underskriften på overdragelseserklæringen havde erklæret sig indforstået med, at provenuet fra den ejendom, som ægtefællerne var i færd med at sælge, skulle anvendes til dækning af ægtefællernes gæld til skattemyndighederne på udbetalingstidspunktet. Landsretten fandt endvidere, at der ikke var fremkommet oplysninger, som gav grundlag for at tilsidesætte overdragelseserklæringen som ugyldig. De under retssagen afgivne forklaringer ændrede ikke på dette, hvorfor overdragelseserklæringen blev fortolket som anført af skattemyndighederne, og provenufordelingen fra fogedretten blev stadfæstet.
TfS 2000.746.ØLD	Der var tale om en sag, hvor skatteyderen sammen med sin ægtefælle indgik en aftale med skattemyndighederne om en samlet ordning vedrørende ægtefællernes skatterestancer. Som et led i ordningen overdrog skatteyderen retten til sin overskydende skat til skattemyndighederne til dækning af ægtefællens skatterestancer. Skatteyderen gjorde efterfølgende gældende, at overdragelseserklæringen var ugyldig, og at hun ikke hæftede for ægtefællens skattegæld, da de ikke var samlevende. Landsretten fandt hverken grundlag for at anse overdragelseserklæringen for ugyldig eller for at fortolke erklæringen indskrænkende til kun at vedrøre et bestemt indkomstår. Skatteyderen havde derfor ikke krav på tilbagebetaling af det overførte beløb.