Indhold

Dette afsnit beskriver, hvornår virksomheder og privatpersoner er forpligtede til at lade sig registrere for betaling af afgift på chokolade- og sukkervarer.

Afsnittet indeholder:

  • Oplagshavere
  • Registrerede varemodtagere
  • Midlertidigt registrerede varemodtagere
  • Fjernsalg
  • Privatpersoner
  • Registreringsblanket

Oplagshavere

Fremstilling

Virksomheder, der fremstiller chokolade- og sukkervarer, skal anmelde sig til registrering som oplagshaver hos Erhvervsstyrelsen. Se CHOAL § 3, stk. 1.

Pakning i detail- eller engrospakninger af modtagne færdigvarer betragtes ikke som fremstilling.

Virksomheder, der fremstiller overtræk af chokolade, kakao eller erstatning herfor til afgiftsfri varer, fx kager og biskuits, skal anmelde sig til registrering som oplagshaver hos Erhvervsstyrelsen. Det gælder dog ikke virksomheder, der erhvervsmæssigt fremstiller afgiftspligtige varer omfattet af ISAL § 1, stk. 1, og er registreret efter ISAL § 3. Sidstnævnte skal ses i sammenhæng med, at de pågældende virksomheder kan opnå afgiftsfritagelse eller -godtgørelse for chokolade- og sukkervarer efter henholdsvis CHOAL § 9, stk. 4 eller 5.

Virksomheder, der kun tilsætter yderligere fedtstoffer, fx kokosolie til indkøbt beskattet overtræk, skal dog ikke registreres som oplagshaver og skal heller ikke betale afgift af disse tilsætningsstoffer. Se CHOAL § 3, stk. 2.

Virksomheder, der indkøber færdigt overtræk til fremstilling af afgiftsfri varer, fx kager og biskuits, kan dog anmelde sig til registrering som oplagshaver hos Erhvervsstyrelsen. Se CHOAL § 3, stk. 3. Det gælder dog ikke virksomheder, der erhvervsmæssigt fremstiller afgiftspligtige varer omfattet af ISAL § 1, stk. 1, og er registreret efter ISAL § 3. Sidstnævnte skal ses i sammenhæng med, at de pågældende virksomheder kan opnå afgiftsfritagelse eller -godtgørelse for chokolade- og sukkervarer efter henholdsvis CHOAL § 9, stk. 4 eller 5.

Detailbagerier og lignende, der sælger afgiftsfri varer med overtræk af chokolade, kakao eller erstatning herfor udelukkende fra egne detailudsalg, er fritaget for registrering som oplagshaver, når de sælger varerne gennem højst tre udsalg. Se CHOAL § 3, stk. 4.

Bagerier, der opfylder de nævnte betingelser, skal ikke søge om fritagelse for registrering som oplagshaver, men er umiddelbart fritaget.

Mellemhandel

Enhver, der i erhvervsmæssigt øjemed driver engrossalg eller sælger varer fra seks eller flere detailudsalg, som ejes af virksomheden, kan anmelde sin virksomhed til registrering som oplagshaver hos Erhvervsstyrelsen. Se CHOAL § 4, stk. 1.

Hvis en registreret oplagshaver, der fremstiller eller driver mellemhandel med afgiftspligtige varer, ejer mindre end seks detailudsalg, kan Skatteforvaltningen tillade, at varerne til disse udsalg modtages, uden at afgiften er berigtiget. Dette gælder dog kun, hvis virksomhedens salg af afgiftspligtige varer til andre handlende overstiger salget gennem de detailudsalg, der ejes af virksomheden, beregnet efter engrosværdien. Se CHOAL § 5, stk. 2.

Se også

Se også afsnit E.A.2.3.2 Forskellige definitioner ved chokolade- og sukkervarer m.m.

En virksomhed registreret som oplagshaver har, afhængig af registreringstypen, ret til at indføre eller fra andre registrerede virksomheder at modtage ubeskattede varer, hvis varerne er bestemt til

  • fremstilling af andre afgiftspligtige varer
  • fremstilling af overtræk til afgiftsfri varer, når virksomheden er registreret som oplagshaver for denne fremstilling
  • videresalg en gros eller
  • salg fra seks eller flere detailudsalg, der ejes af virksomheden.

Se CHOAL § 5, stk. 1.

Virksomheder, der fremstiller både chokoladeafgiftspligtige varer og kakaoholdige varer, der opfylder betingelserne for at kunne fritages for afgift, se afsnit E.A.2.3.8, kan ikke benytte ubeskattede varer (kakao, halvfabrikata og lignende) og/eller varer, som virksomheden selv har fremstillet med anvendelse af ubeskattede varer til fremstilling af de afgiftsfri kakaoholdige produkter. Det samme gælder kakaopulver mv. til fremstilling af overtræk til afgiftsfri varer, når virksomheden ikke er registreret som oplagshaver for denne fremstilling.

Lokalekrav

Skatteforvaltningen skal godkende virksomhedens lokaler, før virksomheden kan blive registreret som oplagshaver for fremstilling af chokolade- og sukkervarer. Se CHOAL § 3, stk. 5.

Mellemhandlere, som har fået tilladelse til at opgøre den afgiftspligtige mængde på grundlag af udleveringen, skal også have lokalerne godkendt af Skatteforvaltningen. Se CHOAL § 7, stk. 2.

Se også

Se også afsnit E.A.1.4.1 Former for registrering, om krav til lokalegodkendelse.

Registrerede varemodtagere

Virksomheder, der ikke er registreret som fremstiller eller mellemhandler (oplagshaver), men som indfører varer fra udlandet, herunder fra EU-lande, skal anmelde sig til registrering som registreret varemodtager hos Erhvervsstyrelsen. Se CHOAL § 10 a, stk. 1.

Se også

Se også afsnit E.A.1.4.1 Former for registrering, om registrering af varemodtager.

Sikkerhedsstillelse

Skatteforvaltningen kan pålægge en registreret varemodtager at stille sikkerhed, hvis varemodtageren inden for de seneste 3 år er straffet efter CHOAL § 26. Sikkerheden skal stilles for et beløb svarende til det forventede skyldige afgiftsbeløb for de kommende 12 måneder, dog mindst 20.000 kr. Sikkerheden frigives, hvis varemodtageren inden for en 2-års periode ikke er straffet efter CHOAL § 26. Sikkerheden skal være Skatteforvaltningen i hænde, før forsendelsen af ubeskattede leverancer kan påbegyndes. Skatteforvaltningen fastsætter regler for sikkerheden. Se CHOAL § 10 a, stk. 2.

Skatteforvaltningen kan fratage en virksomhed registreringen som varemodtager, hvis virksomheden gentagne gange ikke angiver og betaler afgiften rettidigt, eller hvis virksomheden ikke overholder regnskabsbestemmelserne i CHOAL §§ 12 og 13. Generhvervelse af registreringen kan ske efter 1 år. Se CHOAL § 10 a, stk. 6.

Skatteforvaltningen kan kun fratage varemodtagerregistreringen i tilfælde, hvor der er tale om gentagne overtrædelser. Se SKM2009.443.SKAT.

Midlertidig registrerede varemodtagere

En virksomhed, institution eller person, der ikke er registreret som varemodtager, og som erhvervsmæssigt modtager afgiftspligtige varer fra udlandet, skal inden vareafsendelsen fra udlandet registreres som midlertidigt registreret varemodtager. Registreringen sker hos Skatteforvaltningen, og varetransporten skal forhåndsanmeldes til Skatteforvaltningen. Den midlertidigt registrerede varemodtager skal indbetale afgiften af varerne til Skatteforvaltningen samtidig med registrering og anmeldelse af varetransporten. Se CHOAL § 10 a, stk. 5.

Fjernsalg

Virksomheder, der er registreret efter momslovens § 47, stk. 1, og som her til landet sælger afgiftspligtige varer ved fjernsalg, skal registreres som oplagshaver hos Erhvervsstyrelsen. Se CHOAL § 3, stk. 6.

Bemærk

►Ved lov nr. 810 af 9. juni 2020 blev momsreglerne ved salg til private i EU ændret. De nye regler trådte i kraft den 1. juli 2021. Der er bl.a. indført en ny fælles EU-beløbsgrænse, som medfører, at virksomheder der er etableret i EU skal betale moms i forbrugslandet, når virksomhedens samlede fjernsalg af varer og salg af elektroniske ydelser, herunder teleydelser og radio- og tv-spredningstjenester, til ikke erhvervsmæssige aftagere i andre EU-lande overstiger 10.000 euro pr. år.  For virksomheder, der er etableret i mere end et EU-land, eller i et land uden for EU finder beløbsgrænsen ikke anvendelse og pligten til at afregne moms i forbrugslandet gælder for alle fjernsalgsleverancer uanset virksomhedens omsætning af varer og ydelser til andre EU-lande.◄

Moms One Stop Shop

►Virksomheder, som fjernsælger varer pålagt nationale punktafgifter til Danmark og som er tilsluttet Moms One Stop Shop, som ændret med virkning fra 1. juli 2021, anses ikke for at være registreret efter ML § 47, stk. 1. Disse udenlandske virksomheder skal og kan dermed ikke være registreret for fjernsalg af varer pålagt nationale punktafgifter. Forpligtigelsen til at afregne nationale punktafgifter, vedrørende leverancer foretaget af disse virksomheder, påhviler i denne situation den ikke-erhvervsmæssige aftager efter reglerne i OPKL § 9. Se også "Nye regler for moms ved salg til private i EU".

►Virksomheder, som er etableret i udlandet og som fjernsælger varer til Danmark fra et andet EU-land, og som ikke er tilsluttet Moms One Stop Shop vil pr. 1. juli 2021 fortsat være forpligtet til at være registreret for nationale punktafgifter. Registreringsgrænsen afhænger af virksomhedens etablering og omsætning i EU-lande.◄

  • ►Virksomheder etableret i ét EU-land, skal registreres og afregne nationale punktafgifter, hvis den samlede omsætning af varer og ydelser til ikke-erhvervsmæssige aftagere i andre EU-lande overstiger 10.000 euro (ca. 75.000 kr.).◄
  • ►Virksomheder etableret i mere end ét EU-land, skal registreres for og afregne nationale punktafgifter uanset virksomhedens omsætning af varer og ydelser til andre EU-lande.◄
  • ►Virksomheder etableret i et land uden for EU, skal registreres for og afregne nationale punktafgifter, uanset virksomhedens omsætning af varer og ydelser til andre EU-lande.◄

►For en mere detaljeret beskrivelse af, hvornår virksomheder etableret i udlandet er forpligtet til at lade sig registre her i landet efter ML § 47, stk. 1, henvises til afsnit D.A.14.1.2. Det er alene virksomheder, der er registreringspligtige efter denne bestemmelse, som skal og kan registreres for nationale punktafgifter for fjernslag fra andre EU-lande.◄

►Virksomheder, som er etableret og momsregistreret i Danmark berøres ikke af ændringerne.◄

►Hvis den udenlandske virksomhed ikke er registreret for fjernsalg af punktafgiftspligtige varer i Danmark, påhviler forpligtigelsen til at afregne nationale punktafgifter, vedrørende leverancer foretaget af disse virksomheder den ikke-erhvervsmæssige aftager efter reglerne i OPKL § 9. Skatteforvaltningen kan tilbageholde sådanne varer, indtil afgiften er betalt. Se afsnit A.C.2.5 om Skatteforvaltningens kontrolbeføjelser.◄

Se også

Se også afsnit E.A.1.4.1 Former for registrering, om registrering for fjernsalg.

Privatpersoner

Reglerne om privatpersoners køb af afgiftspligtige varer i andre lande fremgår af afsnit E.A.1.4.3, der handler om afgift af varer, der modtages fra udlandet af privatpersoner.

Registreringsblanket

Registrering sker ved anmeldelse til Erhvervsstyrelsen. Ved anmeldelse til registrering skal blanket nr. 29.025 anvendes.