Indhold
Dette afsnit beskriver kravene til transfer pricing dokumentation ved transaktioner vedrørende omstruktureringer, samt nogle af de supplerende oplysninger skattemyndighederne efterfølgende kan anmode om i forbindelse med en skattekontrol.
- Oplysninger om omstruktureringer i transfer pricing dokumentationen
- Supplerende oplysninger i forbindelse med en skattekontrol.
Oplysninger om omstruktureringer i transfer pricing dokumentationen
Er der i en koncern sket betydelige omstruktureringer, tilkøb og frasalg i løbet af indkomståret, så skal der i beskrivelsen under fællesdokumentationen oplyses herom, jf. TP-dokumentationsbekendtgørelsen § 4, stk. 2, nr. 6.
I den landespecifikke dokumentationen skal det angives, om den skattepligtige har været involveret i eller påvirket af omstruktureringer i indeværende indkomstår samt indkomståret umiddelbart forud for indeværende indkomstår. Og dokumentationen skal, hvis det er tilfældet, indeholde en forklaring på, hvordan sådanne transaktioner har eller har haft indvirkning på den skattepligtige, jf. TP-dokumentationsbekendtgørelsen § 5, stk. 1, nr. 2, og gennemgangen i afsnit C.D.11.13.1.2.1.
Den landespecifikke dokumentation skal også indeholde en udførlig beskrivelse af kontrollerede transaktioner i forbindelse med omstruktureringen, samt dokumentation for, at de fastsatte priser og vilkår er i overensstemmelse med armslængdeprincippet, jf. TP-dokumentationsbekendtgørelsen § 5, stk. 2, og gennemgangen i afsnit C.D.11.13.1.2.2.
Supplerende oplysninger i forbindelse med en skattekontrol
Skattemyndighederne kan blandt andet anmode om følgende supplerende dokumentation i forbindelse med en skattekontrol vedrørende omstruktureringer, jf. TP dokumentationsbekendtgørelsen § 6.
Når der gennemføres koncerninterne omstruktureringer, så er det vigtigt, at den dokumentationspligtige kan vise, at to grundlæggende betingelser er opfyldt i forhold til omstruktureringen. Se herom også afsnit C.D.11.3.2 om anerkendelse af den fastlagte transaktion.
Den første betingelse er, at omstruktureringen skal være forretningsmæssig/økonomisk rationel for begge (eller alle) parter. Efter armslængdeprincippet skal begge (eller alle) parter efter omstruktureringen være bedre stillet end før omstruktureringen. Se TPG 1.122 og 1.123 samt TPG 9.68 og 9.84.
Part A vil kun indgå en aftale med part B, hvis part A efter aftalens indgåelse er eller forventes at være bedre stillet end før aftalens indgåelse. Og tilsvarende vil part B kun indgå en aftale med part A, hvis part B efter aftalens indgåelse er eller forventes at være bedre stillet end før aftalens indgåelse.
Det følger også heraf, at det ikke er tilstrækkeligt, at koncernen samlet set måtte have en fordel af omstruktureringen. Begge (eller alle) de berørte parter skal have en egen separat fordel af omstruktureringen, jf. "separate entity" princippet i TPG 6 og TPG 9.64.
Er koncernens samlede resultat af omstruktureringen før skat positivt, kan det være en god indikator på, at omstruktureringen er økonomisk rationel. Et positivt samlet resultat af omstruktureringen vil nemlig kunne deles mellem parterne på en sådan måde, at begge (eller alle) parter - hver for sig - stilles bedre end før omstruktureringen. Se også TPG 1.122 og 1.123.
Den anden betingelse er, at omstruktureringen skal være bedre end begge (eller alle) parters realistiske alternativer. En omstrukturering vil kun blive gennemført, hvis ingen af parterne har bedre realistiske alternativer. Se TPG 1.38, 1.40 og 1.52 og 9.59.
Part A, vil ikke indgå en aftale med part B, hvis part A kan få en bedre aftale med part C, eller hvis part A er bedre stillet uden at indgå nogen aftale med hverken part B eller C.
Er nutidsværdien af de forventede fremtidige indtægter i virksomheden efter omstruktureringen (inklusiv en eventuel betaling for overtagelse af aktiver i forbindelse med omstruktureringen) mindre, end nutidsværdien af de forventede fremtidige indtægter i virksomheden før omstruktureringen, så er der anledning til en meget grundig vurdering af, om der ved omstruktureringen er overført "noget af værdi" som ikke er blevet kompenseret i overensstemmelse med armslængde-princippet.
Erstattes en høj men risikabel indkomst med en fremtidig lav, men sikker indkomst, så kræves der ingen kompensation kun hvis nutidsværdien af den tilbagediskonterede indkomst før og efter omstruktureringen er den samme. Se TPG 9.71 - 9.73 og TPG 1.79.
Det bør også kunne dokumenteres, om virksomhedens værdi efter omstruktureringen er den samme eller højere end virksomhedens værdi før omstruktureringen. Er virksomhedens værdi lavere efter omstruktureringen, så vil der kunne kræves en meget udførlig redegørelse for, at dette er i overensstemmelse med armslængdeprincippet.
Se også
TPG kap. IX om business restructuring.
Afsnit C.D.11.3 om identificering og fastlæggelse af kontrollerede transaktioner.
Afsnit C.D.11.7 om omstruktureringer.
Afsnit C.D.11.13.1.2.4.1 om beskrivelse af transaktioner vedrørende immaterielle aktiver.
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=203225