Indhold

Afsnittet handler om meddelelsespligter, oplysningspligter m.v. for pensionsopsparer og pengeinstitutter og om deponeringspligten for pensionsopsparer. 

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Ændringer i forhold til den tidligere skattekontrollov
  • Pensionsopsparerens dokumentationspligt ved anbringelse af midler i et kommanditselskab eller kommanditaktieselskab
  • Pengeinstituttets meddelelsespligt og pensionsopsparerens samtykke

Regel

Efter SKL § 22, stk.1 skal en pensionsopsparer, der anbringer midler, anbragt i særskilte depoter mv. tilknyttet en pensionsordning, i et kommanditselskab eller kommanditaktieselskab, afgive dokumentation for ejerskabet til det pengeinstitut, hvor pensionsordningen er anbragt.

Det fremgår af forarbejderne, at bestemmelsen er en videreførelse af den tidligere skattekontrollovs § 11 E med enkelte præciseringer.

 Endvidere fremgår det, at SKL § 22, stk.2 at en pensionsopsparer der anbringer midler i værdipapirer, som ikke er registreret i en værdipapircentral, skal deponere værdipapirerne i et pengeinstitut eller hos udstederen af værdipapiret. Det fremgår af forarbejderne, at bestemmelsen er en delvis videreførelse med præciseringer af den tidligere skattekontrollovs § 11 B, stk. 1 og 3, og delvis ny.

 Det fremgår endvidere af SKL § 22, stk. 3, at for pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 15 C skal det pengeinstitut, hvor pensionsordningen er anbragt (dvs. det udenlandske pengeinstitut) sende en meddelelse til kommanditselskabet eller kommanditaktieselskabet, det unoterede selskab, forvalteren af en alternativ investeringsfond, eller det andet depotførende pengeinstitut, hvoraf det fremgår, at alle fremtidige betalinger, herunder udbytte og provenu fra afståelse, skal ske til depotet i det pengeinstitut, hvor pensionsordningen er anbragt, samt at pensionsopspareren kun kan disponere over kapitalandelene ved afståelse.

Ifølge SKL § 22, stk. 4 er det kun fysiske personer, der er skatte- eller afgiftspligtige af udbetalinger fra pensionsordningen eller af afkastet, der skal opfylde pligten efter SKL § 22, stk. 2 og afgive samtykke efter stk. 3.

SKL § 22 erstatter hjemlen i den tidligere skattekontrollovs § 11 E og § 11 B, stk. 1-3.

Oversigt over ændringer

Tidligere SKL

Gældende SKL

Indholdet af ændringer

 §11 E

§ 22, stk. 1

Det følger af bestemmelsen, at en pensionsopsparer, der anbringer midler, anbragt i særskilte deporter m.v. tilknyttet en pensionsordning, i et kommanditselskab eller kommanditaktieselskab, skal afgive dokumentation for ejerskabet til det pengeinstitut, hvor pensionsordning er anbragt. Dokumentationen skal være udarbejdet af det pågældende kommanditaktieselskab eller kommanditaktieselskab. Bestemmelsen er en videreførelse af tidligereskattekontrollov § 11 E med enkelte præciseringer. Bestemmelsen udvides til også anbringelse af aldersopsparing i et kommanditselskab eller kommanditaktieselskab.

§ 11 B, stk. 1 og 3

 § 22, stk. 2, 1. pkt.

Efter bestemmelsen skal værdipapirer, som særskilte depoter anbragt i en pensionsordning omfattet af pensionsbeskatningsloven, og som ikke er registreret i en værdipapircentral, deponeres i et pengeinstitut eller hos udstederen af værdipapiret.

Bestemmelsen er en videreførelse af tidligereskattekontrollov § 11 B, stk. 1 og 3, med den præcisering, at kravet om deponering af værdipapirer, der ikke er registreret i en værdipapircentral her i landet, ændres til værdipapirer, der ikke er registret i en værdipapircentral, hvad enten værdipapircentralen er her i landet eller i udlandet.

Bestemmelsen er ny

§ 22, stk. 2, 2. pkt.

Det følger af bestemmelsen, at pensionsopspareren pålægges, at afgive dokumentation til det pengeinstitut, hvor pensionsopspareren deponerer værdipapirerne i et andet pengeinstitut, end hvor pensionsopsparingen er anbragt eller hos udstederen af værdipapiret, med henblik på at sikre beskatningen efter PBL og PAL.

Bestemmelsen er ny

 § 22, stk. 3

Det følger af bestemmelsen, at for pensionsordninger omfattet af PBL § 15 C skal det pengeinstitut, hvor pensionsordningen er anbragt sende en meddelelse til kommanditselskabet eller kommanditaktieselskabet, det unoterede selskab, forvalteren af en alternativ investeringsfond, eller det andet depotførende pengeinstitut, hvoraf det fremgår, at alle fremtidige betalinger herunder udbytte og provenu fra afståelse, skal ske til depotet i det pengeinstitut, hvor pensionsordningen er anbragt, samt at pensionsopspareren kun kan disponere over kapitalandele ved afståelse.

§ 11 B, stk. 2

§ 22, stk. 4

Det følger af bestemmelsen, at det kun er fysiske personer, der er skatte- eller afgiftspligtige af udbetalinger fra pensionsordningen eller af afkastet, der skal opfylde pligten efter stk. 2 og afgive samtykke efter stk. 3. Bestemmelsen er dels en videreførelse af betingelsen om, at deponeringspligten skal opfyldes af fysiske personer, der er skatte- eller afgiftspligtige af udbetalinger fra pensionsordningen eller af afkastet efter pensionsbeskatningsloven eller pensionsafkastbeskatningsloven, og dels nyt for så vidt det angår det foreslåede krav om, at pensionsopsparerens samtykke skal opfyldes af fysiske personer, der er skatte- eller afgiftspligtige af udbetalinger fra pensionsordningen eller af afkastet efter pensionsbeskatningsloven eller pensionsafkastbeskatningsloven.

Pensionsopsparerens dokumentationspligt ved anbringelse af midler i et kommanditselskab eller kommanditaktieselskab

En pensionsopsparer, der anbringer midler, anbragt i særskilte depoter mv. tilknyttet en pensionsordning, i et kommanditselskab eller kommanditaktieselskab, skal afgive dokumentation for ejerskabet til det pengeinstitut, hvor pensionsordningen er anbragt. Dokumentationen skal være udarbejdet af det pågældende kommanditselskab eller kommanditaktieselskab.

Se SKL § 22, stk. 1.

Det fremgår af forarbejderne, at bestemmelsen er en videreførelse af den tidligere skattekontrollovs § 11 E med enkelte præciseringer. Henvisningerne i bestemmelsen er blevet præciseret, så bestemmelsen har fået samme indhold som ved indførelsen af den tidligere skattekontrollovs § 11 E, ved lov nr. 1181 af 12. december 2005 (Forenklet skatteopgørelse ved investeringer gennem skattetransparente juridiske personer, placering af rate- og kapitalpensioner i kommanditselskaber m.m.).

Bestemmelsen er herudover blevet udvidet til også at omfatte anbringelse af aldersopsparing i et kommanditselskab eller kommanditaktieselskab. Denne del af bestemmelsen er en konsekvensrettelse som følge af indførelsen af aldersopsparing ved lov nr. 922 af 18. september 2012 (Afskaffelse af fradragsret m.v. for indbetalinger til kapitalpension) og den samtidig hermed indførte adgang til at placere aldersopsparing i et kommanditselskab mv.

Endvidere et det blevet tydeliggjort, at ændringen af den omfattede personkreds fra "skattepligtige omfattet af pensionsafkastbeskatningslovens § 1, stk. 2" til "pensionsopsparere" er nødvendig for at sikre, at bestemmelsen efter nyaffattelsen af pensionsafkastbeskatningsloven fortsat vil omfatte samme personkreds som ved indførelsen af bestemmelsen, dvs. både fuldt og begrænsede skattepligtige pensionsopsparere i pengeinstitutter med skattebegunstigede rate- og kapitalpensioner. Med nyaffattelsen af pensionsafkastbeskatningsloven blev den omfattede personkreds således begrænset til kun at være personer, der er fuldt skattepligtige til Danmark, og som ikke er hjemmehørende i udlandet efter en eventuel dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Med virkning fra og med henholdsvis 2008 for de godkendte udenlandske pensionsordninger og pensionsinstitutter og fra og med 2010 for de danske pensionsordninger og pensionsinstitutter, blev skattepligten efter pensionsafkastbeskatningsloven omlagt fra institut- til individniveau, hvilket medførte en nyaffattelse af pensionsbeskatningsloven. Ved en fejl blev der i den forbindelse ikke foretaget en konsekvensændring af henvisningerne til pensionsafkastbeskatningsloven i den tidligere skattekontrollovs § 11 E.

Formålet med SKL § 22, stk. 1 er, dels hensynet til pengeinstitutterne, idet dokumentationen kan tjene som bevis på, at pensionsopspareren ejer en del af kommanditselskabet mv., dels hensynet til at sikre korrekt beskatning efter pensionsafkastbeskatningsloven og pensionsbeskatningsloven. Bestemmelsen vil således skulle ses i sammenhæng med § 23, stk. 8, i Finanstilsynets puljebekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 1056 af 7. september 2015 om visse skattebegunstigende opsparingsformer i pengeinstitutter), hvoraf fremgår, at pengeinstitutter skal sende en meddelelse til kommanditselskabet mv. om, at alle fremtidige betalinger skal ske til pensionsdepotet, samt at pensionsopspareren ikke kan disponere over andelene.

Dokumentationen for ejerskabet vil endvidere skulle udarbejdes af det pågældende kommanditselskab mv. Der stilles ikke krav om den måde, som disse oplysninger vil skulle afgives på. Dokumentationen vil således kunne afgives ved, at pensionsopspareren fysisk afleverer et dokument eller lignende i pengeinstituttet, men vil f.eks. også kunne ske ved elektronisk overførsel til pengeinstituttet.

Hvis dokumentationsforpligtelsen ikke overholdes

Det bemærkes, at en pensionsopsparer, der anbringer opsparing i en rate- eller kapitalpension eller en aldersopsparing i et kommanditselskab eller kommanditaktieselskab, og som ikke opfylder dokumentationsforpligtelsen, vil skulle anses for at have hævet den anbragte opsparing fra pensionsordningen med de konsekvenser, der følger af reglerne i pensionsbeskatningsloven. Afhængigt af den konkrete situation vil den anbragte opsparing således kunne pålægges en afgift efter pensionsbeskatningslovens §§ 25, 28 eller 29.

Deponeringspligt ved anbringelse af midler i værdipapirer, som ikke er registreret i en værdipapircentral

Anbringer en pensionsopsparer midler i værdipapirer, som ikke er registreret i en værdipapircentral, skal pensionsopspareren deponere værdipapirerne i et pengeinstitut eller hos udstederen af værdipapiret. Ved deponering i et andet pengeinstitut end det pengeinstitut, hvor pensionsordningen er anbragt, eller hos udstederen af værdipapiret, skal pensionsopspareren afgive dokumentation for deponeringen til det pengeinstitut, hvor pensionsordningen er anbragt.

Se SKL § 22, stk.2

Det fremgår af forarbejderne, at bestemmelsen er en delvis videreførelse med præciseringer af den tidligere skattekontrollovs § 11 B, stk. 1 og 3, og delvis ny. Kravet om deponering er alene videreført for værdipapirer, som midler i særskilte depoter tilknyttet en pensionsordning som nævnt i SKL § 22, stk. 1 er anbragt i. Endvidere er bestemmelsen udvidet til at omfatte tilfælde, hvor deponeringen af værdipapirerne vil ske hos udstederen.

Bestemmelsen omfatter unoterede aktier, som midler i særskilte depoter i opsparingsordninger i pengeinstitutter kan anbringes i efter pensionsbeskatningslovens § 12, for så vidt angår pensionsordninger i andre EU/EØS lande eller efter Finanstilsynets såkaldte puljebekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 1056 af 7. september 2015 om visse skattebegunstigende opsparingsformer i pengeinstitutter) eller for så vidt angår pensionsordninger i danske pengeinstitutter.

Efter SKL § 22, stk. 2, 1. pkt., skal værdipapirer, som særskilte depoter anbragt i en pensionsordning omfattet af pensionsbeskatningsloven, og som ikke er registreret i en værdipapircentral, deponeres i et pengeinstitut eller hos udstederen af værdipapiret.

SKL § 22, stk. 2, 1. pkt. er en videreførelse af den tidligere skattekontrollovs § 11 B, stk. 1 og 3, med den præcisering, at kravet om deponering af værdipapirer, der ikke er registreret i en værdipapircentral her i landet, ændres til værdipapirer, der ikke er registret i en værdipapircentral, hvad enten værdipapircentralen er her i landet eller i udlandet.

En registrering af et værdipapir i en værdipapircentral her i landet eller i udlandet giver således samme sikkerhed for beskatningen efter pensionsafkastbeskatningsloven og pensionsbeskatningsloven som en deponering.

Det fremgår af forarbejderne, at SKL § 11 B om indberetning til Skatteforvaltningen af størrelsen af indeståender, renter mv. af værdipapirer deponeret i udenlandske pengeinstitutter ikke videreføres i SKL. Der vil imidlertid fortsat være behov for at opretholde deponeringspligten for værdipapirer, som midler i særskilte depoter anbragt i opsparingsordninger i pengeinstitutter, med henblik på at kunne sikre beskatningen af pensionsordningen efter pensionsbeskatningsloven og pensionsafkastbeskatningsloven. Ved et særskilt depot skal forstås, at pensionsopspareren selv har placeret de opsparede midler i værdipapirer.

Det følger af SKL § 22, stk. 2, 2. pkt., at foretages deponeringen i et andet pengeinstitut end det pengeinstitut, hvor pensionsordningen er anbragt, eller hos udstederen af værdipapirerne, skal pensionsopspareren afgive dokumentation for deponeringen til det pensionsinstitut, hvor pensionsordningen er anbragt.

SKL § 22, stk. 2, 2. pkt., er nyt og pålægger pensionsopspareren at afgive dokumentation til det pengeinstitut, hvor pensionsordningen er anbragt, hvis pensionsopspareren deponerer værdipapirerne i et andet pengeinstitut, end hvor pensionsordningen er anbragt, eller hos udstederen af værdipapiret, med henblik på at sikre beskatningen efter pensionsbeskatningsloven og pensionsafkastbeskatningsloven.

Hvis deponeringspligten ikke overholdes

Hvis en pensionsopsparer ikke opfylder forpligtelserne i SKL § 22, stk. 2, anses pensionsopspareren for at have hævet den anbragte opsparing fra pensionsordningen med de konsekvenser, der følger af reglerne i pensionsbeskatningsloven. Afhængigt af den konkrete situation vil den anbragte opsparing således blive pålagt afgift efter pensionsbeskatningslovens §§ 25, 28 eller 29.

Pengeinstituttets meddelelsespligt og pensionsopsparerens samtykke

Meddelelsespligt for det pengeinstitut, hvor pensionsordningen er anbragt

For pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 15 C (pensionsordninger oprettet i udlandet med fradragsret ved opgørelsen af dansk skattepligtig indkomst) skal det pengeinstitut, hvor pensionsordningen er anbragt (dvs. det udenlandske pengeinstitut) sende en meddelelse til kommanditselskabet eller kommanditaktieselskabet, det unoterede selskab, forvalteren af en alternativ investeringsfond, eller det andet depotførende pengeinstitut, hvoraf det fremgår, at alle fremtidige betalinger, herunder udbytte og provenu fra afståelse, skal ske til depotet i det pengeinstitut, hvor pensionsordningen er anbragt, samt at pensionsopspareren kun kan disponere over kapitalandelene ved afståelse.

Se SKL § 22, stk. 3, 1. pkt.

Det fremgår af forarbejderne at SKL § 22, stk. 3, 1. pkt., er nyt.

Stykket indebærer, at for pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 15 C, skal det udenlandske pengeinstitut, hvor pensionsordningen er anbragt, meddele kommanditselskabet eller kommanditaktieselskabet, det andet depotførende pengeinstitut mv., at alle fremtidige betalinger, herunder udbytte og provenu fra afståelse, skal ske til depotet i det pengeinstitut, hvor pensionsordningen er anbragt, samt at pensionsopspareren kun kan disponere over kapitalandelene ved afståelse.

Pligt til at pensionsopspareren giver samtykke

Efter SKL § 22, stk. 3, 2. pkt., skal pensionsopspareren endvidere give det pengeinstitut, hvor ordningen er anbragt, samtykke til, at pengeinstituttet skal sende meddelelsen.

Det fremgår af forarbejderne, at SKL § 22, stk. 3, 2. pkt., er nyt og betyder, at pensionsopspareren skal give det udenlandske pengeinstitut samtykke til, at det udenlandske pengeinstitut kan sende meddelelse.

De krav, der er indeholdt i SKL § 22, stk. 3, 1. og 2. pkt., svarer som udgangspunkt til de krav, der i § 23, stk. 8, i Finanstilsynets puljebekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 1056 af 7. september 2015 om visse skattebegunstigende opsparingsformer i pengeinstitutter), stilles til pengeinstitutter her i landet og pensionsopsparere vedrørende værdipapirer, som særskilte depoter i en pensionsordning er anbragt i, idet forpligtelsen udvides til også at omfatte det depotførende pengeinstitut, hvor det ikke er identisk med det pengeinstitut, hvor ordningen er anbragt.

Efter Finanstilsynets puljebekendtgørelse, skal pengeinstitutter sende en meddelelse til det unoterede selskab, forvalteren af en alternativ investeringsfond, kommanditselskabet eller kommanditaktieselskabet, hvoraf det fremgår, at alle fremtidige betalinger, herunder udbytte og provenu fra afståelse, skal ske til depotet, samt at kunden kun kan disponere over kapitalandelene ved afståelse, ligesom kunden skal give pengeinstituttet samtykke til, at pengeinstituttet kan sende meddelelsen.

Hvem er omfattet af meddelelsespligten og pligten til af give samtykke

Det er kun fysiske personer, der er skatte- eller afgiftspligtige af udbetalinger fra pensionsordningen eller af afkastet, der skal opfylde pligten efter stk. 2 og afgive samtykke efter stk. 3.

Se SKL § 22, stk.4

Det fremgår af forarbejderne, at bestemmelsen dels er en videreførelse af betingelsen om, at deponeringspligten skal opfyldes af fysiske personer, der er skatte- eller afgiftspligtige af udbetalinger fra pensionsordningen eller af afkastet efter pensionsbeskatningsloven eller pensionsafkastbeskatningsloven, og dels er nyt for så vidt det angår det foreslåede krav om, at pensionsopsparerens samtykke skal opfyldes af fysiske personer, der er skatte- eller afgiftspligtige af udbetalinger fra pensionsordningen eller af afkastet efter pensionsbeskatningsloven eller pensionsafkastbeskatningsloven.

For så vidt angår henvisningen til skattepligt af afkast efter pensionsbeskatningsloven eller pensionsafkastbeskatningsloven, bemærkes, at afkastet af pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit I "Pensionsordninger m.v., hvor bidrag eller præmier er skattefri, samt aldersopsparing og aldersforsikring" vil skulle beskattes efter pensionsafkastbeskatningsloven, mens afkastet af pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit II A "Indkomstskattepligtige pensionsordninger, forsikringer m.v." vil skulle beskattes efter regler i pensionsbeskatningsloven.

Med bestemmelsen er det blevet sikret, at der fortsat gælder en deponeringspligt for unoterede aktier, som midler i særskilte depoter tilknyttet pensionsordninger er anbragt i, når udbetalingerne fra en pensionsordning er skatte- eller afgiftspligtige, eller afkastet af pensionsordningen beskattes efter enten pensionsbeskatningsloven eller pensionsafkastbeskatningsloven.