Ved lov nr. 1434 af 17. december 2019 indsættes i ML § 67 c som stk. 2 og 3:
»Stk. 2. Omkostninger til persontransport indregnes ved beregning af rejsebureauets fortjenstmargen, jf. stk. 1, med det vederlag, som den sidste virksomhed i transaktionsrækkefølgen, der ikke indgår i et interessefælleskab, jf. § 29, stk. 3, med rejsebureauet, modtog.
Stk. 3. Hvis persontransportydelsen produceres af en persontransportvirksomhed, der indgår i et interessefællesskab med rejsebureauet, indregnes omkostningerne til persontransport med normalværdien for transportydelserne ved beregningen af rejsebureauets fortjenstmargen.«
Værnsreglen vil først blive sat i kraft, når EU’s Ministerråds godkendelse foreligger. Skatteministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.
Formål
Formålet med værnsreglen er at forhindre, at rejsebureauer kan reducere deres momsbetaling ved hjælp af en selskabskonstruktion, hvor et rejsebureau stifter et datterselskab, som indkøber flybilletter for herefter at videresælge de samme flybilletter til kunstigt høje priser til rejsebureauet. Dette medfører, at rejsebureauets fortjeneste (og dermed også momsbetaling) reduceres. Fortjenesten ligger i stedet hos datterselskabet, og den er som udgangspunkt momsfritaget.
Den opnåede fordel anses som et misbrug af særordningen for rejsebureauer. Værnsreglen skal imødegå ressourcekrævende misbrugssager samt den procesrisiko, der er knyttet til bevisførelsen i misbrugssager.
Se forarbejderne til lov nr. 1434 af 17. december 2019.
Opgørelsesmetode
Rejsebureauer skal efter værnsreglen fremadrettet indregne omkostninger til persontransport, fx flybilletter, der kommer den rejsende direkte til gode, i rejsebureauets fortjenstmargen med det vederlag, som den sidste virksomhed i transaktionsrækkefølgen, der ikke er nært forbundet med rejsebureauet, modtog i vederlag. Ved transaktionsrækkefølge forstås handelskæde. Med andre ord vil omkostningerne skulle indregnes til den pris, som koncernen faktisk indkøbte persontransportydelsen til fra en uvildig tredjemand. Hvis koncernen selv producerer persontransportydelsen, indregnes omkostningen med normalværdien.