åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "C.D.2.4.7.2.8 Definition af "dobbelt medregnet indkomst"" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

I SEL § 8 C, stk. 1, nr. 8, defineres begrebet dobbelt medregnet indkomst.

Ved dobbelt medregnet indkomst forstås enhver indkomst, der er omfattet af lovgivningen i begge de jurisdiktioner, hvor mismatchresultatet er opstået.

Begrebet dobbelt medregnet indkomst anvendes ved vurdering af hybride mismatch omfattet af SEL § 8 C, stk. 1, nr. 1, litra e-g, samt når sådanne hybride mismatch neutraliseres efter SEL § 8 D. Begrebet dobbelt medregnet indkomst anvendes endvidere i SEL § 8 E.

Hvis et dansk ultimativt moderselskab vælger international sambeskatning efter SEL § 31 A, medregnes udenlandske datterselskabers indkomst i moderselskabets indkomstopgørelse. Der vil således være tale om dobbelt medregnet indkomst, idet datterselskabets indkomst medregnes både i det land, hvor det er beliggende, og i Danmark. Det er dobbelt medregnet indkomst, uanset om datterselskabets lokale selskabsskat giver anledning til skattenedslag i Danmark.

Der vil bl.a. også være tale om dobbelt medregnet indkomst, hvis et udenlandsk datterselskabs indkomst medregnes i moderselskabet i Danmark, fordi datterselskabet omfattes af CFC-reglerne i SEL § 32.

Se også