Indhold

Afsnittet handler bl.a. om de fælles regler som er særlige for restanceinddrivelsesmyndigheden. 

Afsnittet indeholder:

• Særligt om restanceinddrivelsesmyndigheden.
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser.

Særligt om restanceinddrivelsesmyndigheden

I dette afsnit anvendes overalt betegnelsen restanceinddrivelsesmyndigheden, selv om det navnlig vil være Skatteforvaltningens fordringshaverinteresser, der står på spil. 

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan ofte have fået et kendskab til muligt omstødelige dispositioner, og dette kendskab kan være et sagligt argument ved vurderingen af, om skyldner skal erklæres konkurs. 

Restanceinddrivelsesmyndigheden vil som følge af sin rolle som tvangskreditor ofte være blandt de største fordringshavere i et konkursbo. 

Restanceinddrivelsesmyndigheden vil derfor kunne have en interesse i at muliggøre en omstødelsessag ved at stille den sikkerhed, som kurator anmoder om.

Hvad sikkerhedsstillelsen kan vedrøre

En kurator kan anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om at indestå for omkostninger til fx 

• undersøgelse af, om der foreligger omstødelige dispositioner,
• anlæggelse og gennemførelse af retssager om omstødelse, erstatning, tilbagesøgning af ulovlige aktionærlån/direktørlån eller udtræk fra selskabet eller kontraktretlige krav,
• yderligere indeståelse for omkostninger i forbindelse med en omstødelsessag, herunder undersøgelse af, om der foreligger andre omstødelige dispositioner,
• andre inddrivelsesskridt for boet, fx indgivelse af konkursbegæringer mod andre skyldnere eller gennemførelse af arrest,
• genoptagelse af et konkursbo, fordi kurator efter boets slutning har konstateret omstødelige dispositioner.

Restanceinddrivelsesmyndighedens vurdering af kurators anmodning om sikkerhedsstillelse

Følgende fire forhold er især relevante ved vurderingen af en kurators anmodning om sikkerhedsstillelse: 

• Restanceinddrivelsesmyndighedens økonomiske interesser i sagen
• Den juridiske vurdering af sagen
• Opfyldelsesudsigten
• Hensynet til retsfølelsen

Restanceinddrivelsesmyndighedens økonomiske interesser i sagen

Når restanceinddrivelsesmyndigheden modtager kurators anmodning om sikkerhedsstillelse, skal det afklares, hvor stor en økonomisk interesse restanceinddrivelsesmyndigheden har i sagen. Det sker ved at sammenholde følgende oplysninger: 

• Størrelsen af restanceinddrivelsesmyndighedens krav og dette eller disse kravs placering i konkursordenen.
• Størrelsen af sikkerhedsstillelsen.
• Størrelsen af den forventede dividende, hvis boet tilføres midler fra omstødelsessagen.
• Størrelsen af de øvrige fordringshaveres krav og disse kravs placering i konkursordenen.

Eksempler

Hvis restanceinddrivelsesmyndighedens krav udgør et mindre beløb, og vedrører den omstødelige disposition et mindre beløb, vil det tale for, at restanceinddrivelsesmyndigheden ikke skal stille sikkerhed til brug for en omstødelsessag.

Eksempel 1: 

• Restanceinddrivelsesmyndigheden har et krav på 50.000 kr. mod konkursboet.
• De øvrige simple krav udgør 500.000 kr.
• Den omstødelige disposition kan opgøres til 30.000 kr.
• Den dividende, der vil blive tilført boet til udbetaling til de simple krav, vil være under 2 pct.
• Restanceinddrivelsesmyndigheden har hverken præventive eller andre tilsvarende interesser i sagen.

I en sådan situation skal restanceinddrivelsesmyndigheden normalt ikke stille sikkerhed for anlæggelse af omstødelsessag. Dette gælder også, selv om der er god udsigt til, at omstødelsesdommen bliver opfyldt. 

Eksempel 2:

• Restanceinddrivelsesmyndigheden har et simpelt krav på 50.000 kr. mod konkursboet.
• De øvrige simple krav udgør 500.000 kr.
• Sikkerhedsstillelsen udgør 100.000 kr.
• Den dividende, der vil blive tilført boet til udbetaling til de simple krav, vil være under 5 pct.
• Restanceinddrivelsesmyndigheden har hverken præventive eller andre tilsvarende interesser i sagen. 

I en sådan situation bør restanceinddrivelsesmyndigheden normalt ikke stille sikkerhed for anlæggelse af omstødelsessag. Dette gælder også, selv om der er god udsigt til, at omstødelsesdommen bliver opfyldt. 

Hvis restanceinddrivelsesmyndighedens krav udgør et betydeligt beløb, og vedrører den omstødelige disposition et beløb, der væsentligt vil påvirke den dividende, der udbetales til de simple fordringshavere, taler dette for, at restanceinddrivelsesmyndigheden stiller den ønskede sikkerhed, hvis beløbet står i rimeligt forhold til procesrisikoen i sagen og restanceinddrivelsesmyndighedens økonomiske interesser i sagen. 

Eksempel 3: 

• Restanceinddrivelsesmyndigheden har et simpelt krav på 650.000 kr. mod konkursboet.
• De øvrige simple krav udgør 120.000 kr.
• Den omstødelige disposition kan opgøres til 90.000 kr.
• Sikkerhedsstillelsen udgør 40.000 kr.
• Den dividende, der vil blive tilført boet til udbetaling til de simple krav, vil være ca. 10 pct.
• Restanceinddrivelsesmyndigheden har hverken præventive eller andre tilsvarende interesser i sagen. 

I en sådan situation skal restanceinddrivelsesmyndigheden normalt stille sikkerhed til brug for anlæggelse af omstødelsessagen, hvis der er en god udsigt til, at en dom til omstødelse vil blive opfyldt. 

Eksempel 4:

• Restanceinddrivelsesmyndigheden har et simpelt krav på 650.000 kr. mod konkursboet.
• De øvrige simple krav udgør 120.000 kr.
• Den omstødelige disposition kan opgøres til 200.000 kr.
• Sikkerhedsstillelsen udgør 100.000 kr.
• Den dividende, der vil blive tilført boet til udbetaling til de simple krav, vil være ca. 20 pct.
• restanceinddrivelsesmyndigheden har hverken præventive eller andre tilsvarende interesser i sagen. 

I en sådan situation skal restanceinddrivelsesmyndigheden normalt stille sikkerhed til brug for anlæggelse af omstødelsessagen, hvis der er en god udsigt til, at en dom til omstødelse vil blive opfyldt.

Aftaler om sikkerhedsstillelse

Hvis restanceinddrivelsesmyndighedens krav kun er en lille del af den samlede fordringsmasse, kan restanceinddrivelsesmyndigheden alligevel have en økonomisk interesse i at stille sikkerhed. Såfremt ingen af de øvrige kreditorer er interesseret i at stille sikkerheden, kan restanceinddrivelsesmyndigheden stille sikkerhed mod at få op til 50 % af et eventuelt provenu forlods. Således er det kun de resterende 50 %, der indgår i konkursmassen til fordeling blandt kreditorerne. Højesteret har ikke fundet anledning til at tilsidesætte denne fremgangsmåde. Se UfR 2017.1815 HR.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan stille sikkerhed som ovenfor beskrevet, hvis de øvrige betingelser for sikkerhedsstillelse er opfyldt.

Restanceinddrivelsesmyndigheden skal nøje overveje om sikkerheden skal stilles mod et forlods provenu. Fremgangsmåden er især tiltænkt i situationer, hvor store kreditorer, der vil få en væsentlig del af dividenden hvis omstødelsessagen vindes, forholder sig passivt og afventende. Kurator vil skulle undersøge, om andre kreditorer vil stille sikkerhed på samme eller bedre vilkår. 

Andre hensyn end økonomiske

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan have andre bevæggrunde end de rent økonomiske. Retsfølelsen eller præventive hensyn kan i sig selv begrunde, at restanceinddrivelsesmyndigheden stiller sikkerhed for omkostningerne ved fx en omstødelsessag.

Samarbejdet med Lønmodtagernes Garantifond (LG)

LG har ofte anmeldt et krav efter konkurslovens § 95 i forbindelse med udbetalingen af nettolønnen til ansatte, der på grund af arbejdsgiverens insolvens ikke har modtaget lønnen fra denne. LG vil i disse tilfælde i forbindelse med sin anmeldelse også have beregnet Skatteforvaltningens § 95-krav, som ligeledes anmeldes på vegne af Skatteforvaltningen. 

Restanceinddrivelsesmyndigheden og LG vil i disse sager have en fælles interesse, hvilket medfører, at restanceinddrivelsesmyndigheden og LG normalt træffer en fælles beslutning om enten ja eller nej til sikkerhedsstillelse. 

Der kan laves en fordelingsnøgle ud fra størrelsen af de respektive § 95-krav. Normalt har LG en større andel, hvorfor LG typisk vil skulle stå for en større andel af sikkerhedsstillelsen end restanceinddrivelsesmyndigheden. Det kan dog tænkes, at restanceinddrivelsesmyndigheden også har anmeldt et simpelt krav (konkurslovens § 97), og det må lægges til grund, at der også vil blive udbetalt en dividende til de simple kreditorer. Dette kan betyde, at restanceinddrivelsesmyndighedens samlede udkomme vil kunne overstige LGs, hvorfor LG vil kunne have en naturlig interesse i, at restanceinddrivelsesmyndigheden derfor skal stå for en større del af sikkerheden. Ofte vil en præcis fordelingsnøgle ikke kunne beregnes i disse tilfælde. Fastlæggelse af fordelingen må derfor ske på baggrund af en aftale mellem LG og restanceinddrivelsesmyndigheden.

Hvis der er andre væsentlige fordringshavere

Er der andre væsentlige fordringshavere såsom banker og andre finansstærke fordringshavere, bør disse normalt medvirke i en sikkerhedsstillelse ud fra en fordelingsnøgle, der beregnes ud fra størrelsen på kravene fra de fordringshavere, der medvirker i en sikkerhedsstillelsesordning. 

Restanceinddrivelsesmyndigheden skal derfor sikre, at kurator har spurgt eventuelle andre væsentlige fordringshavere, om de vil være med til at stille sikkerhed for gennemførelse af en omstødelsessag mv.

Alternativt kan der laves en aftale som beskrevet ovenfor.

Kurator skal oplyse størrelsen på det nødvendige sikkerhedsstillelsesbeløb

Af hensyn til restanceinddrivelsesmyndighedens risiko- og budgetstyring skal kurator altid oplyse størrelsen af det nødvendige indeståelsesbeløb (herunder om beløbet er med eller uden moms) for sagens førelse i 1. instans. 

Der skal altid sættes et "loft" over restanceinddrivelsesmyndighedens indeståelse, hvilket betyder, at restanceinddrivelsesmyndigheden altid skal maksimere den indeståelse, som restanceinddrivelsesmyndigheden forpligter sig til. 

Hvis kurator når loftet i restanceinddrivelsesmyndighedens sikkerhedsstillelse, må kurator henvende sig til restanceinddrivelsesmyndigheden med anmodning om yderligere sikkerhedsstillelse.

Den juridiske vurdering af sagen

Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden vurderer, at restanceinddrivelsesmyndigheden har en tilstrækkelig økonomisk mv. interesse i sagen, skal det dernæst afklares, om den eller de retssager, som kurator foreslår anlagt, sandsynligvis eller overvejende sandsynligt kan vindes. 

Dette er den vanskeligste del af processen og kræver et godt kendskab til følgende regler:

• Omstødelsesreglerne.
• Selskabslovens regler om ulovlige kapitalfjernelser.
• Erstatningsreglerne. 

Vurderingen af, om retssagen kan vindes, bør ske i et samarbejde med kurator. Hvis anmodningen fra kurator om sikkerhedsstillelse kun indeholder få eller utilstrækkelige faktuelle oplysninger eller måske ikke er nærmere eller utilstrækkeligt begrundet, skal restanceinddrivelsesmyndigheden tage kontakt til kurator med henblik på dels af få yderligere oplysninger i sagen, dels at få kurators mere detaljerede og begrundede vurdering af sagens holdbarhed. 

Hvis der er tale om sager, der i særlig grad appellerer til retsfølelsen, fordi de involverede personer groft har tilsidesat restanceinddrivelsesmyndighedens interesser som (tvangs)kreditor, kan dette tale i sig selv tale for, at restanceinddrivelsesmyndigheden stiller sikkerhed.

Opfyldelsesudsigten

Har restanceinddrivelsesmyndigheden den fornødne økonomiske interesse i sagen, og vurderes det, at det er sandsynligt eller overvejende sandsynligt, at sagen kan vindes, skal det dernæst vurderes, om den eller de sagsøgte må formodes at være i stand til at opfylde dommen. Restanceinddrivelsesmyndighedens oplysninger fra diverse systemer kan ofte give et fingerpeg om den sagsøgtes formodede betalingsevne. 

Den sagsøgte vil ofte - mens retssagen verserer - have tid til at forstikke, dvs. skjule, sine midler, så der ikke er nogen udsigt til at inddrive i midlerne, når dommen afsiges til sin tid. Det vil især kunne forekomme i selskaber, da fysiske personer efter en konkurs stadig hæfter for den udækkede del af fordringshavernes krav. 

Kurator vil kun i visse tilfælde have mulighed for at overbevise en fogedret om, at der til sikring af fx omstødelseskrav skal foretages arrest i sagsøgtes aktiver. Se retsplejelovens § 627. 

Oftest vil der derfor allerede på dette tidlige tidspunkt skulle tages stilling til den fremtidige strategi. Hvis der afsiges dom i boets favør, og dommen ikke opfyldes, vil det måske bevirke, at sagsøgte (domfældte) skal erklæres konkurs (som regel efter et forgæves udlæg i fogedretten), hvilket kan være nødvendigt for at muliggøre en omstødelse af de dispositioner, hvormed aktiverne er forstukket, mens retssagen verserede. Der kan derfor opstå en dominoeffekt, hvor kurator må erklære forskellige (typisk) selskaber konkurs, og det kan være et kapløb med tiden grundet omstødelsesfristerne. Ved erstatningssager og sager om tilbagesøgning af ulovlige kapitalfjernelser fra selskaber gælder omstødelsesfristerne og fristen i konkurslovens § 81 dog ikke. 

Viser det sig, at dommen ikke opfyldes, og yderligere inddrivelse over for domfældte opgives af kurator, kan restanceinddrivelsesmyndigheden have en interesse i at modtage en transport på domsbeløbet, for hvilket der vil være en 10-årig forældelsesfrist som følge af det særlige retsgrundlag, som dommen udgør. 

Domsbeløbet vil være en civilretlig fordring, hvorfor restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder ikke selv kan foretage udlæg for kravet, der heller ikke vil kunne inddrives ved lønindeholdelse. Til gengæld vil dommen udgøre et eksekutionsfundament efter retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 1, så fogedretten kan foretage udlæg for kravet, der ligeledes vil kunne afvente en modregningsmulighed i forhold til den domfældte. 

En sådan transport er dog ikke i sig selv et mål, da inddrivelsesudsigterne ofte vil være ringe, når kurator har måttet opgive en inddrivelse. En transport vil dog være en rimelig udgang på en sag, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden har afholdt udgifter i forbindelse med retssagens førelse.

Konkurskriminalitet, sagskomplekser og andre sager, der har samfundsmæssig og/eller politisk interesse

Hensynet til "retsfølelsen" eller præventive hensyn kan give anledning til, at restanceinddrivelsesmyndigheden vælger at stille sikkerhed for en kurators eller Kammeradvokatens undersøgelser og anlæggelse af omstødelsessager mv. i konkursboer. 

Dette vil typisk være tilfældet, når der foreligger en eller anden form for konkurskriminalitet. Begrebet konkurskriminalitet er ikke entydigt og kan derfor dække mange forskellige typer af overtrædelser. 

Konkurskriminalitet kan fx foreligge som konkursrytteri, hvorved forstås et tilsigtet virksomhedssammenbrud, hvor skyldner forinden det økonomiske sammenbrud på forskellig måde har tømt et selskab for aktiver, der derved er bragt uden for fordringshavernes rækkevidde. Typisk bringes aktiverne ind i et nyt selskab, der måske er stiftet ved hjælp af en stråmand. 

Konkurskriminalitet kan også foreligge i form af et selskab, der fremstår som tomt ved konkursdekretets afsigelse. Det opdages i forbindelse med konkursboets undersøgelser af selskabet, at næsten alle pligter er tilsidesat under driften af selskabet. Ofte foreligger der ikke pålidelige informationer om selskabets forhold, og den tidligere ledelse afgiver ikke oplysninger eller relevante oplysninger ved konkursdekretets afsigelse. Selskabets revisor har desuden ofte ikke kendskab til forholdene i virksomheden.

En foreliggende konkurskriminalitet er ofte kombineret med, at et selskab er en del af et kompleks, hvor der også optræder udenlandske selskaber, og hvor der findes aktiver i udlandet.  

I sådanne sager må restanceinddrivelsesmyndigheden understøtte en styrket indsats i forbindelse med undersøgelse af konkursboets forhold. Ud over et generalpræventivt sigte vil en styrket indsats fra kurators side kunne indebære, at der opnås en forbedret mulighed for at finde skjulte aktiver. Effekten heraf kan dels vise sig at være en begrænsning af de omkostninger, som restanceinddrivelsesmyndigheden skal afholde til behandlingen af konkursboet, dels være en mulighed for yderligere dividende til fordringshaverne. 

I sådanne sager kan der ofte være brug for endog meget betydelige sikkerhedsstillelser.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv. 

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Kommentarer
Højesteret
UfR 2017.1815 HR	A, der inden finanskrisen drev forretning med investering i blandt andet ejendomme, blev i august og september 2009 begæret konkurs af en bank, B, som havde krav mod A i henhold til en kaution for et nødlidende selskab. Konkursbegæringerne blev tilbagekaldt efter indgåelse af en aftale mellem A og B, hvorefter A til B skulle betale 3 mio. kr. i november 2009, 1 mio. kr. i november 2010 og 1 mio. kr. i november 2011. A betalte i november 2009 og november 2010. Som følge af manglende betaling i 2011 blev A erklæret konkurs efter begæring fra B. Spørgsmålet var herefter, om betalingerne i 2009 og 2010 kunne omstødes efter konkurslovens § 74. Parterne var enige om, at A var insolvent, da B indgav konkursbegæring i august og september 2009 og tillige i november 2011. Højesteret fandt det ikke godtgjort, at betalingerne i 2009 og 2010 hidrørte fra tredjemand. A fik ikke tilført ny likviditet ved betalingsaftalen med B, og der var heller ikke i øvrigt fremkommet oplysninger, der gav grundlag for at antage, at A's likviditet eller økonomi blev forbedret fra efteråret 2009 til 2011, hvor konkursdekret blev afsagt. Umiddelbart inden betalingen i 2010 havde B også truet med på ny at indgive konkursbegæring. Højesteret fandt det godtgjort, at A vedvarende havde været insolvent i hele perioden fra efteråret 2009 til konkursen i 2011. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at A's kreditorer trods A's klare insolvens i lang tid havde undladt at indgive konkursbegæring mod A. Højesteret fandt det ikke godtgjort, at A's øvrige kreditorer eller hovedparten af disse havde godkendt betalingsaftalen med B, og aftalen havde ikke karakter af en fælles ordning med kreditorerne eller hovedparten af disse. Højesteret fandt herefter, at B havde opnået en utilbørlig begunstigelse på bekostning af de øvrige kreditorer ved betalingerne i 2009 og 2010. Højesteret fandt, at B var i ond tro om A's insolvens og om de omstændigheder, der gjorde betalingerne utilbørlige. Betalingerne blev derfor omstødt efter konkurslovens § 74. Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte en aftale mellem konkursboet og en anden kreditor om betaling af sikkerhedsstillelse for omkostningerne ved omstødelsessagen mod et vederlag for sikkerhedsstillelsen på 50 % af det provenu, som boet ville opnå ved retssagen.