Indhold

Dette afsnit omfatter indsigelser om kravets eksistens eller størrelse, som fordringshaveren skal behandle.

Afsnittet indeholder:

  • Indsigelser om kravets eksistens eller størrelse.
  • Oversigt domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Indsigelser om kravets eksistens eller størrelse

Restanceinddrivelsesmyndigheden har ikke kompetence til at afklare tvister om kravets eksistens eller størrelse. Fordringshaveren skal afklare tvister om kravets eksistens eller størrelse.

Se gældsinddrivelsesloven § 2, stk. 2 og gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 8, stk. 1.

Det gælder også, hvis en fordring er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, og der efterfølgende rejses tvivl om kravets eksistens eller størrelse.

Skyldners indsigelser har som hovedregel ikke opsættende virkning i forhold til restanceinddrivelsen. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan i konkrete tilfælde sætte inddrivelsen i bero, indtil der er en afklaring fra fordringshaveren om, hvorvidt kravet eksisterer og/eller om størrelsen af kravet. Det kan være tilfælde, hvor skyldneren har fremsat kvalificerede indsigelser, og hvor restanceinddrivelsesmyndigheden på grundlag af en vurdering af indsigelserne har en begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt af fordringshaveren eller kravet ikke eksisterer.

Se gældsinddrivelsesloven § 2, stk. 2 samt gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 8, stk. 1.

Se også

SKM2017.329.ØLR, hvor en parkeringsafgift var pålagt med urette. Bilisten fik ikke medhold i en påstand om, at SKAT skulle anerkende, at SKATs tvangsinddrivelse forud for sagens indenretlige afgørelse havde været uberettiget.

SKM2011.469.LSR, hvor Landsskatteretten fandt at det var med rette, at restanceinddrivelsesmyndigheden ikke havde tillagt skyldners indsigelser opsættende virkning.

SKM2011.503.VLR, hvor Landsskatteretten udtalte, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan søge skattekravet inddrevet, selv om der er tvist om kravet.

Hvis fordringshaveren ikke søger skyldnerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig tid, kan restanceinddrivelsesmyndigheden sende kravet tilbage til fordringshaveren.

Klager over kravets eksistens og størrelse, der relaterer sig til den periode, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden har haft kravet til inddrivelse, fx spørgsmålet om et krav er betalt til restanceinddrivelsesmyndigheden, behandles IKKE af fordringshaveren, men indbringes for Landsskatteretten, medmindre andet er bestemt i lovgivningen.

Se i øvrigt afsnit G.A.2.2 om klager over Skatteforvaltningens afgørelser.

Oversigt domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretten

SKM2017.329.ØLR

En parkeringsafgift var pålagt med urette. Bilisten fik ikke medhold i en påstand om, at SKAT skulle anerkende, at SKATs tvangsinddrivelse forud for sagens indenretlige afgørelse havde været uberettiget.

SKM2011.503.VLR

Landsretten stadfæstede udlæggene og udtalte, at SKAT kan søge skattekravet inddrevet, selv om der er tvist om kravet.

Landsskatteretten

SKM2011.469.LSR

Landsskatteretten fandt at det var med rette, at restanceinddrivelsesmyndigheden havde fastholdt inddrivelsen af klagerens gæld, på trods af at klageren bestred gældens eksistens og størrelse. Der blev lagt vægt på at restanceinddrivelsesmyndigheden havde handlet i overensstemmelse med gældsinddrivelseslovens § 2 og -bekendtgørelsens § 3, samt at indsigelserne mod kravets eksistens ikke kunne tillægges opsættende virkning, da der ikke var en begrundet formodning for, at kravet ikke var opgjort korrekt eller ikke eksisterede.