Indhold
Dette afsnit indeholder en beskrivelse af, hvilke regler, der gælder for restanceinddrivelsesmyndigheden, og bl.a. hvilke fordringshavere eller fordringer, restanceinddrivelsesmyndigheden skal inddrive for.
Afsnittet indeholder:
- Restanceinddrivelsesmyndigheden.
- Fordringshavere, som restanceinddrivelsesmyndigheden inddriver for.
- Fordringer, som restanceinddrivelsesmyndigheden inddriver.
- Krav til oplysninger om fordringen eller skyldneren.
- Udenlandske fordringer, der inddrives i Danmark og danske fordringer, der inddrives i udlandet.
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Restanceinddrivelsesmyndigheden
►Reglen i gældsinddrivelseslovens § 1 har til formål at afgrænse restanceinddrivelsesmyndighedens opgaver og ansvar.
Skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger til det, er restanceinddrivelsesmyndighed. Se gældsinddrivelsesloven § 2, stk. 1.
Restanceinddrivelsesmyndigheden er Told- og Skatteforvaltningen. Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 2.
Gældsstyrelsen varetager opgaven som restanceinddrivelsesmyndighed i Skatteforvaltningen.◄
Hvilke fordringshavere kan restanceinddrivelsesmyndigheden inddrive for?
Restanceinddrivelsesmyndigheden står for inddrivelsen af fordringer fra "det offentlige". Se gældsinddrivelsesloven § 1, stk. 1.
Begrebet "det offentlige" skal forstås bredt. Det betyder, at restanceinddrivelsesmyndigheden skal stå for inddrivelsen af fordringer, der bl.a. stammer fra:
- statsvirksomheder
- nettostyrede virksomheder
- indtægtsdækkede virksomheder
- selvejende institutioner
- institutioner med mindre supplerende virksomhed og
- særlige fonde er omfattet af lovens anvendelsesområde.
►I U2020.266HR blev fogedrettens beslutning om at behandle et udlæg foretaget på vegne af Advokatnævnet ophævet. Højesteret fastslog, at Advokatnævnets krav på sagsomkostninger skulle inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, fordi Advokatnævnet er omfattet af begrebet "det offentlige" i gældsinddrivelseslovens forstand. Højesterets flertal lagde bl.a. vægt på, at Advokatnævnet er en del af den offentlige forvaltning med henvisning til forarbejderne vedrørende retsplejelovens § 143 i Folketingstidende 2006-07, tillæg A, lovforslag nr. L 163, s. 5468 f. og U2014.3309HR.
U2020.520ØLR fastslog landsretten, at A/S Storebæltsforbindelsen ikke er omfattet af begrebet "det offentlige" i gældsinddrivelseslovens forstand. Landsretten lagde vægt på, at statslige aktieselskaber ikke er medtaget i den opregning, som fremgår af forarbejderne til gældsinddrivelsesloven, og at statslige aktieselskaber i den almindelige forvaltningsretlige lovgivning ikke henregnes til den offentlige forvaltning.
Hvis der er tvivl om, hvorvidt en fordringshaver er omfattet af begrebet det "offentlige", fordi det ikke direkte fremgår af lovgivningen på fordringshaverens område, skal der foretages en konkret vurdering, med henblik på at afklare, om fordringshaveren er omfattet det "offentlige". Der kan bl.a. lægges vægt på om fordringshaveren:
- er en del af den offentlige forvaltning,
- har fået delegeret myndighedsudøvelse,
- er omfattet af forvaltningslovens regler, fx partshørings-, begrundelses- og vejledningspligt,
- er omfattet af et administrativt hierarkisk system, hvor der fx kan klages til en højere administrativ instans.
Der kan også være andre forhold, som taler for, at der er tale om en fordringshaver, som er omfattet af begrebet det "offentlige" i gældsinddrivelseslovens forstand. Det har bl.a. betydning for om en fordringshaver kan overdrage fordringer til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Se U2020.266HR og U2020.520ØLR.◄
Bemærk
Gældsinddrivelsesloven gælder dog ikke for opkrævning og inddrivelse af kommunale fordringer, der hæfter på fast ejendom med fortrinsret. Se gældsinddrivelsesloven § 1 a, stk. 1, som blev indsat ved lov nr. 114 af 31. januar 2017.
Gældsinddrivelsesloven gælder dog heller ikke for kommunalt ejede forsyningsvirksomheders, som har valgt privat inddrivelse, fremfor inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Se gældsinddrivelseslovens 1 b, stk. 1.
Hvilke fordringer inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden?
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan inddrive fordringer med tillæg af renter, gebyrer, afgifter og andre omkostninger, der opkræves eller inddrives af det offentlige. Se gældsinddrivelsesloven § 1, stk. 1.
Gældsinddrivelsesloven dækker derfor både offentlige og visse civile fordringer.
Gældsinddrivelsesloven gælder også fordringer, der opkræves og inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden på vegne af andre, herunder
- underholdsbidrag for private og udenlandske kreditorer
- krav om tilbagebetaling fra A-kasser
- kontrolafgifter, ekspeditionsgebyrer og rejsekortfordringer fra jernbanevirksomheder
- fordringer på gebyrer fra private klagenævn
- krav fra Landsbyggefonden, Byggeskadefonden og Grundejernes Investeringsfond på pligtige indbetalinger og bidrag efter lov om almene boliger mv. og lov om ferieboliger
- krav fra Byggeskadefonden vedrørende bygningsfornyelse på ekstraordinære bidrag efter lov om byfornyelse og udvikling af byer
- krav fra Grundejernes Investeringsfond på pligtige indbetalinger fra lov om midlertidig regulering af boligforholdene
- krav fra administrator på indbetaling fra ejer efter lov om tvungen administration af udlejningsejendomme
- krav på licens og kontrolafgift fra Danmarks Radio
- krav fra godkendte undervisningsinstitutioner
- krav fra bilsyn.
Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 1.
I bilag 1 til gældsinddrivelsesloven, som indsat ved lov nr. 285 af 29. marts 2017, er en liste over de fordringstyper, der ikke kan inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden ved henholdsvis lønindeholdelse, udlæg eller afdragsordning.
Skatteministeren kan efter gældsinddrivelsesloven § 1, stk. 1 fastsætte regler om, at loven også finder anvendelse på fordringer, der er fastsat ved lov eller i henhold til lov.
Der gælder ikke længere nogen beløbsgrænse for, hvornår en fordringshaver kan oversende en fordring til inddrivelse. Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 1, stk. 2. Fordringer under 100 kr. kan dermed oversendes til inddrivelse.
Særligt vedrørende ejendomsskatter
Ved lov nr. 114 af 31. januar 2017 er inddrivelsesopgaven vedrørende fortrinsberettigede kommunale fordringer overgået fra restanceinddrivelsesmyndigheden til kommunerne. Loven trådte i kraft den 2. februar 2017.
Kommunale fordringer, der inden den 2. februar 2017 er overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og som ikke den 2. februar 2017 eller senere tilbagekaldes, inddrives dog efter det hidtil gældende regelsæt af restanceinddrivelsesmyndigheden.
Se også
Se mere om inddrivelse af ejendomsskatter og fortrinskrav i G.A.3.7.2.
Krav til oplysninger om fordringen eller skyldneren
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan stille krav om oplysninger vedrørende fordringer, som fordringshaver overdrager til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Der skal bl.a. medsendes alle oplysninger, som er nødvendige for inddrivelsen, herudover fordringens
- stiftelsestidspunkt,
- forfaldstidspunkt,
- sidste rettidige betalingstidspunkt,
- rentesats,
- hovedstol,
- tilskrevne renter,
- gebyrer og
- omkostninger.
Fordringshaveren skal fx også benytte et CPR- eller CVR-nummer til at identificere skyldneren. Dette kan dog undlades, hvis fordringshaveren godtgør, at det ikke har været muligt at fremskaffe sådanne oplysninger.
Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 3, stk. 2, 2. pkt.
Se også
G.A.1.1.4 Inddrivelsesparate fordringer.
G.A.1.3.4 Suspension af inddrivelsen pga. datafejl.
Udenlandske fordringer, der inddrives i Danmark og danske fordringer, der inddrives i udlandet
Udenlandske fordringer, der inddrives i Danmark, og danske fordringer, der inddrives i udlandet, er også omfattet af loven. Dog sådan at Danmarks internationale aftaler fortsat gælder.
Se gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 2.
Loven gælder også for opkrævning og inddrivelse af
- udenlandske, færøske eller grønlandske skattekrav i skattesager, som ikke er straffesager
- andre krav fra det offentlige, som efter anmodning fra den kompetente myndighed i den pågældende stat, på Færøerne eller i Grønland opkræves eller inddrives her i landet i overensstemmelse med
- Danmarks forpligtelser efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst
- en anden international overenskomst, konvention eller
- en administrativt indgået aftale om administrativ bistand i skattesager.
Se gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 2.
Se også
Se også afsnit G.A.3.6 International inddrivelse for en uddybning af disse regler.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Nedenfor angives afgørelser mv. af relevans for afsnittet.
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Højesteret |
xU2020.266HRx | Sagen vedrører et udlæg foretaget af på vegne af Advokatnævnet for sagsomkostninger. Fogedretten besluttede at behandle sagen. Højesteret ophævede fogedrettens beslutning om at behandle sagen. Højesteret fastslog, at Advokatnævnets er omfattet af begrebet "det offentlige" i gældsinddrivelseslovens forstand. Højesterets flertal lagde bl.a. vægt på, at Advokatnævnet er en del af den offentlige forvaltning med henvisning til forarbejderne vedrørende retsplejelovens § 143 i Folketingstidende 2006-07, tillæg A, lovforslag nr. L 163, s. 5468 f. og U2014.3309HR. Højesterets mindretal lagde vægt på, at Advokatnævnet ikke kan anses for at være en del af den offentlige forvaltning med følgende begrundelse: "…at det er i overensstemmelse med forarbejderne til den gældende klageordning, at Advokatnævnet ikke er etableret som en selvstændig, offentlig klageinstitution med egen økonomi, men med et sekretariat som udgør en del af Advokatsamfundets sekretariat, og hvor alle udgifter - på nær vederlag mv. til de offentligt udpegede medlemmer af Advokatnævnet - afholdes af Advokatsamfundet. Henvisningen i forarbejderne til, at Advokatnævnet udgør »en del af den offentlige forvaltning« sigter til, at nævnet ved udøvelsen af sine funktioner er omfattet af straffelovens regler om tavshedspligt - og nu også forvaltningsloven og offentlighedsloven…" | |
Østre Landsret |
xU2020.520ØLRx | Sagen vedrører et udlæg foretaget af A/S Storebæltsforbindelsen. Fogedretten besluttede at afvise at behandle sagen, med den begrundelse at kravet skulle inddrives af Gældsstyrelsen (Restanceinddrivelsesmyndigheden). Landsretten sendte sagen tilbage til fogedretning med henblik på fornyet behandling. Landsretten har fastslået, at A/S Storebæltsforbindelsen ikke er omfattet af begrebet "det offentlige" i gældsinddrivelseslovens forstand. Landsretten lagde vægt på at statslige aktieselskaber ikke er medtaget i den opregning, som fremgår af forarbejderne til gældsinddrivelsesloven. Landsretten lagde vægt på, at statslige aktieselskaber i den almindelige forvaltningsretlige lovgivning ikke henregnes til den offentlige forvaltning. Landsretten afviste at lægge vægt på, at den danske stat garanterer for A/S Storebæltsforbindelsens økonomiske forpligtelser, at transport- og energiministeren skal godkende vedtægterne for A/S Storebæltsforbindelsen, at transport- og energiministeren kan give selskabet instrukser om spørgsmål af væsentlig betydning, og at transport- og energiministeren kan gennemføre ekspropriationer for selskabet. | |