Byretten har den 7. januar 2021 afsagt dom, der er offentliggjort i SKM2021.100.BR.
Sagen vedrører personers fradrag for tab på unoterede aktier, hvor tabet er opgjort ved anvendelse af gennemsnitsmetoden i aktieavancebeskatningslovens § 26, stk. 2 og 6. I sagen havde SKAT underkendt fradraget ud fra en omgåelsesbetragtning. Byretten underkendte SKAT og gav
skatteyderen medhold i, at tabet kunne opgøres efter gennemsnitsmetoden og fradrages som et tab på unoterede aktier. Dommen er ikke anket.
Skattestyrelsen arbejder på et styresignal om dommen.
Styresignalet forventes udsendt om nogle måneder.
Adgang til genoptagelse efter underkendelse af praksis er imidlertid ikke betinget af, at Skattestyrelsen har offentliggjort et styresignal om genoptagelse.
Denne SKM har derfor til formål at præcisere, at anmodninger om genoptagelse ikke kan afvises med den begrundelse, at Skattestyrelsen endnu ikke har udsendt et styresignal. Anmodninger om genoptagelse i den konkrete situation skal modtages af Skattestyrelsen og journaliseres med henblik på sagsbehandling, når styresignalet er udsendt.
Forældelse
Muligheden for ekstraordinær genoptagelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 32 er betinget af, at det afledte krav ikke er formueretligt forældet. Se skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4. Forældelsesfristen for krav afledt af en ekstraordinær ansættelse er 10 år. Se skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4.
Fristen kan ikke suspenderes, men afbrydes foreløbigt, hvis der varsles en ændring eller anmodes om genoptagelse inden forældelsesfristens udløb. I disse tilfælde er kravet tidligst forældet 1 år efter at Skattestyrelsen har truffet afgørelse, uanset om der er tale om en ændring på Skattestyrelsens eller på borgerens/virksomhedens initiativ. Se skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 2.
Se evt. også Den juridiske vejlednings afsnit A.A.8.3.2.1.3 og A.A.9