Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-604/19 - Gmina Wrocław

Artikel 14, stk. 2, litra a), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at den konvertering af den langvarige brugsret over en fast ejendom til en fuld ejendomsret, der er fastsat i national lovgivning og foretages mod betaling af et vederlag, udgør en levering af varer i denne bestemmelses forstand.

Direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at under forbehold af den efterprøvelse, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, handler en kommune, der ejer en fast ejendom, som gør det muligt for den at opnå indtægter af en vis varig karakter, i sin egenskab af afgiftspligtig person som omhandlet i dette direktivs artikel 9, stk. 1, og ikke i sin egenskab af offentlig myndighed som omhandlet i direktivets artikel 13, stk. 1, når denne kommune mod betaling af et vederlag foretager en i national lovgivning fastsat konvertering af den langvarige brugsret over denne ejendom til en fuld ejendomsret.

C-235/18, Vega

Artikel 135, stk. 1, litra b), i Rådets direktiv 2006/112/EF skal fortolkes således, at et moderselskabs tilrådighedsstillelse af tankkort for dets datterselskaber under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, der giver de sidstnævnte mulighed for at foretage brændstofpåfyldning af de køretøjer, hvis transport de varetager, kan kvalificeres som en ydelse af lån, der er fritaget for merværdiafgift i denne bestemmelses forstand.

C-526/13, Fast Bunkering Klaipèda

Momssystemdirektivets artikel 148, litra a), skal fortolkes således, at den fritagelse, der er fastsat i denne bestemmelse, i princippet ikke finder anvendelse på levering af varer bestemt som brændstof og forsyninger, herunder proviant, som sker til mellemmænd, der handler i eget navn, selv om den endelige anvendelse på leveringstidspunktet er kendt og godtgjort, og beviser, som bekræfter dette, er indleveret til afgiftsmyndigheden i overensstemmelse med en national lovgivning.

Under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende kan den nævnte fritagelse dog finde anvendelse, hvis overførslen til de nævnte mellemmænd af ejendomsretten til de pågældende varer efter de i gældende national ret fastsatte former tidligst indtræder samtidig med det tidspunkt, hvor driftsherrerne af fartøjer, som anvendes til sejlads i rum sø, bliver bemyndiget til faktisk at råde over disse varer, som var de ejere heraf, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. Dvs. at fritagelsen alene finder anvendelse, hvis olien momsmæssigt skal anses for leveret direkte fra leverandøren til skibsoperatøren (driftsherren), og ikke fra leverandøren til mellemmanden og derefter fra mellemmanden til skibsoperatøren.

Dommen tager ikke stilling til, hvordan mellemmænds transaktioner skal kvalificeres.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at under de omstændigheder, hvor olien skal anses for leveret direkte fra leverandøren til skibsoperatøren, og ikke fra leverandøren til mellemmanden og derefter fra mellemmanden til skibsoperatøren, skal mellemmanden anses for at have leveret en formidlingsydelse.

I de tilfælde, hvor formidlingsydelsen har leveringssted i Danmark, vil ydelsen efter Skattestyrelsens opfattelse være momsfritaget efter ML § 34, stk. 1, nr. 17, såfremt olieleverancen sker til et skib i udenrigsfart, jf. § 34, stk. 1, nr. 8 og 9. Se afsnit D.A.10.1.3.3 og D.A.10.1.6.

Se også omtalen af momsudvalgets retningslinje om dommen ovenfor.

C-494/12, Dixons Retail 

C-63/04, Centralan Proberty Ltd

Udlejning af fast ejendom for en periode på 999 år til en person og derefter (3 dage senere) overdragelse af den resterende ejendomsret til anden person. EF-domstolen fandt, at de forskellige definitioner af begrebet ejendomsfællesskab i medlemsstaternes retsordener talte for, at det er muligt, at retten til som ejer at råde over et gode kan være tillagt flere end én person. Begge transaktioner kunne derfor udgøre leveringer af varer. Det tilkom dog den nationale ret i det konkrete tilfælde og under hensyn til sagens faktiske omstændigheder at afgøre, om den første, den anden eller begge transaktioner kan anses for levering af en vare.

Domstolen undlod på baggrund af sin besvarelse af de stillede præjudicielle spørgsmål at tage stilling til, om der i sagen var tale om misbrug af rettigheder. Se eventuelt D.A.3.4 om misbrug.

Om dommen, se eventuelt også D.A.11.7.4 om regulering af fradragsret for investeringsgoder.

C-185/01, Auto Lease Holland BV

Leasinggivers brændstofadministration. Det var aftalt mellem leasinggiver, et kreditkortselskab, og leasingtagerne, at leasingtagerne ved hjælp af kreditkortene købte brændstof i leasinggivers navn, når leasingtagerne påfyldte det leasede køretøj brændstof.

EF-domstolen fandt, at tankstationerne leverede brændstoffet direkte til leasingtagerne, og at leasinggiver i stedet leverede en finansiel ydelse i forbindelse med påfyldningen.

Domstolen lagde vægt på, at leasingtageren modtog brændstoffet direkte fra tankstationerne, og at leasinggiveren ikke havde ret til at bestemme, på hvilken måde og med hvilket formål brændstoffet skulle anvendes. Leasingtagerne valgte frit kvalitet, mængde samt tidspunkt for køb af brændstof.

Leasingtagernes betaling af månedlige rater til leasinggiver var blot månedlige forskud. Det faktiske forbrug blev opgjort ved årets udgang. Leasingtagerne bar derfor udgifterne ved brændstofleveringen i sin helhed. Ikke levering af varer.

Told- og Skattestyrelsen udsendte SKM2003.58.TSS på baggrund af denne sag.

Højesteret kom i en konkret sag i SKM2009.25.HR til samme resultat. Se nedenfor.

Østre Landsret kom i en anden konkret sag til samme resultat. Se SKM2014.755.ØLR nedenfor.

Landsskatteretten kom i en tredje konkret sag til samme resultat i SKM2007.195.LSR.

Se også afsnit D.A.11.4.2.

C-320/88, Shipping and Forwarding Enterprise Safe BV

Retten til som ejer at råde over et materielt gode må anses for levering af en vare, selvom der ikke foreligger overdragelse af den retlige ejendomsret til godet.

C-10/87, Tattersals Ltd.

Dyr er varer i momssystemdirektivets forstand.

Domstolen fastslog det samme i sag C-320/02, Stenholmen. Om sidstnævnte dom se også D.A.18.3.2 om brugte varer.

Højesteretsdomme

SKM2010.621.HR

EU-handel. Mobiltelefoner. Kædehandel. Højesteret fandt af de af landsretten anførte grunde, at det måtte lægges til grund, at de enkelte led i handelskæden - henset til de foreliggende oplysninger om parternes dispositioner - faktisk havde rådet over telefonerne ved som ejer at videresælge dem.

Et selskab, som drev detailforretning i Danmark med salg af bl.a. jetbåde, markedsførte et grænsehandelsarrangement, hvorefter firmaets varer kunne købes med tysk moms i stedet for med dansk moms, hvis kunden købte båden hos en samarbejdspartner i Tyskland og afhentede båden der.

Højesteret fandt, at de danske kunders købsaftale under omstændighederne i sagen reelt måtte anses for indgået med selskabet og ikke med samarbejdspartneren, som alene måtte anses for at have fungeret som et uselvstændigt mellemled i forbindelse med bådens udlevering og købesummens betaling. Selskabets levering var således sket til den danske kunde og ikke til samarbejdspartneren. Da båden befandt sig i Danmark på det tidspunkt, hvor transporten til den danske kunde (aftageren) begyndte, var leveringsstedet her i landet, og der skulle derfor betales moms i Danmark.

SKM2009.25.HR

Højesteret kom i sagen til samme resultat som EF-domstolen i sag C-185/01, Auto Lease. Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at virksomheden havde pådraget sig en økonomisk risiko for udviklingen i prisen for de omhandlede brændstofleverancer.

Landsretsdomme

Spørgsmålet i sagen var, om H1 havde handlet groft uagtsomt ved anvendelsen af et etableret grænsehandelskoncept med salg af både til danske kunder via en tysk samarbejdspartner, og om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af selskabets momstilsvar var opfyldt.

Landsretten fandt, at H1s grænsehandelskoncept alene blev anvendt med det formål at udnytte fordelen ved at sælge både med den lavere tyske moms, og at den tyske samarbejdspartner alene fungerede som et gennemfaktureringsled.

Under sådanne omstændigheder fandt landsretten, at der måtte påhvile H1 en særlig forpligtelse til at sikre sig, at den anvendte metode ikke indebar en overtrædelse af momslovgivningen.

Eftersom H1 ikke havde indrettet sit grænsehandelskoncept i overensstemmelse med de opstillede retningslinjer for handel med tysk moms i SKM2006.530.SR, og da H1 ikke havde iværksat eller søgt at iværksætte relevante tiltag for at sikre sig arrangementets overensstemmelse med momslovgivningen, fandt landsretten, at H1 ikke har udvist den fornødne omhu og påpasselighed og herved havde handlet groft uagtsomt. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af H1 momstilsvar var således opfyldt.

Eftersom det under sagen var ubestridt, at H1 herefter havde pligt til at betale moms af de pågældende salg i grænsehandelskonceptet blev byrettens dom stadfæstet.

Et i Tyskland hjemmehørende selskab etableret af en dansk koncern af busselskaber fandtes efter en samlet bedømmelse af det i sagen foreliggende dansk-tyske busleasingarrangement etableret af koncernen ikke at have fradragsret for den danske moms af brændstof indkøbt fra et dansk benzinselskab. Brændstoffet var tanket af det danske rutebusselskab i koncernen på danske tankanlæg og påfyldt koncernens rutebusser. Rutebusserne blev anvendt her i landet til busselskabets opfyldelse af trafikaftaler indgået med amter/regioner.

Det tyske selskab fandtes ikke at have rådet som en ejer over brændstoffet og at have foretaget køb og videresalg heraf. Betalingerne fra det tyske selskab til det koncernforbundne danske serviceselskab, der havde indkøbt brændstoffet fra et dansk benzinselskab, og fra det koncernforbundne danske rutebusselskab til det tyske selskab, var således ikke for køb og videresalg af brændstof, men måtte derimod anses for betalinger som led i finansielle transaktioner, der ikke medførte fradragsret for det tyske selskab for momsen af den del af betalingerne, der kunne henføres til "brændstofdelen".

Byretsdomme

Grænsehandelskoncept tilsidesat. Aftale om salg af båd var reelt indgået med den danske forhandler og ikke med det tyske mellemled, der alene havde fungeret som et uselvstændigt mellemled. Der skulle derfor betales dansk moms.

Forhandleren havde ikke udvist den krævede omhu og påpasselighed ved det anvendte grænsehandelskoncept og havde derfor handlet groft uagtsomt. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter SKFL § 32 var således opfyldt.

Landsskatteretskendelser

Sagen omhandlede, hvorvidt en tilkendt ekspropriationserstatning for afståelse af ejendommen beliggende XX, til vejudvidelse i forbindelse med etablering af YY, skulle pålægges moms.

Landsskatteretten fandt, at den foretagne ekspropriation mod erstatning ikke udgjorde en afgiftspligtig transaktion i momslovens forstand, jf. ML § 4, stk. 1, 1. og 2. pkt.

Landsskatteretten henså herved til, at EU-Domstolen i C-665/16, Gmina Wroclaw har fastslået, at momssystemdirektivet artikel 14, stk. 2, litra a), på baggrund af dens ordlyd er en lex-specialis-bestemmelse, hvis anvendelsesbetingelser har en selvstændig karakter i forhold til anvendelsesbetingelserne efter artikel 14, stk. 1, og at momsloven ikke har en bestemmelse, der udtrykkeligt gennemfører momssystemdirektivets artikel 14, stk. 2, litra a). 

Landsskatten bemærkede, at en administrativ praksis ikke kan erstatte en korrekt implementering af momssystemdirektivets artikel 14, stk. 2, litra a), når denne praksis ikke har dækning i lovens ordlyd.

Retten bemærkede endeligt, at ML § 4, stk. 3, nr. 3, ikke var trådt i kraft på tidspunktet for det bindende svar, og at det anførte i bemærkningerne til lov nr. 1295 af 5. december 2019 ikke kunne føre til et andet resultat.

Ved lov nr. 1295 af 5. december 2019 blev momssystemdirektivets artikel 14, stk. 2, litra a, indsat i momslovens § 4, som et nyt stk. 3, nr. 3, hvorefter overdragelse af ejendomsretten til en vare mod betaling af en erstatningsydelse i henhold til pålæg fra det offentlige eller på dettes vegne eller ifølge lov udgør en levering mod vederlag.

Ændringsloven er trådt i kraft den 1. januar 2020, jf. lovens § 11, stk. 1.

Praksisændringen som fastlagt ved SKM2021.84.LSR har således kun virkning frem til ikrafttrædelsen af ændringsloven.

►Skattestyrelsen har på baggrund af Landsskatterettens afgørelse offentliggjort et genoptagelsesstyresignal. Se SKM2021.700.SKTST.◄ 

SKM2009.732.LSR

Salg af en tidsubegrænset brugsret til en parkeringsplads i en parkeringskælder blev anset for sidestillet med overdragelse af ejendomsret. Der var således tale om levering af fast ejendom.

Se evt. afsnit D.A.5.9.3.

Skatterådet

OPP-projekt. Efter en samlet konkret vurdering var der ikke tilstrækkeligt grundlag for momsmæssigt at tilsidesætte parternes aftale, hvorefter OPP-selskabet er ejer af bygningen. Bygningen kunne derfor ikke anses for overdraget til brugeren af bygningen. Ikke levering af varer.

Vedrører også D.A.4.2.2 om tidsbegrænsede kontrakter.

Skattestyrelsen

SKM2010.734.SKAT

SKM2010.727.SKAT