Dato for udgivelse
06 Jun 2011 10:50
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
27 Apr 2011 12:59
SKM-nummer
SKM2011.389.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
11. afdeling, B-1225-10
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Når man ønsker en sag genoptaget + Virksomheder
Emneord
Prøvelse, domstol, erstatning, driftsmidler, tyveri
Resumé

For Landsskatteretten havde appellanten alene gjort gældende, at der skulle ske genoptagelse af hans skatteansættelse for indkomståret 2002. Landsretten afviste derfor at behandle appellantens materielle påstand om nedsættelse af den skattepligtige indkomst for dette indkomstår, jf. skatteforvaltningslovens § 48.

Landsretten afviste endvidere at genoptage appellantens skatteansættelse for indkomståret 2002, da han ikke havde anmodet om genoptagelse inden for fristerne herfor, og da det ikke var godtgjort, at der forelå ganske særlige omstændigheder, som i medfør af skatteforvaltningslovens § 37, stk. 2, kunne begrunde genoptagelse.

Sagen vedrørte endvidere indkomståret 2003, hvor appellanten principalt gjorde gældende, at en forsikringssum, han havde fået udbetalt i 2003, ikke var skattepligtig, da der var tale om erstatning for private aktiver, og subsidiært at forsikringssummen skulle beskattes i indkomståret 2001, hvor aktiverne blev stjålet, og sagsøgeren ophørte med at drive personlig virksomhed.

Landsretten fandt, at de stjålne aktiver var driftsmidler i sagsøgerens virksomhed og derfor i henhold til afskrivningslovens § 48 skulle behandles som en salgssum.

Endelig fandt landsretten, at der havde været en reel tvist mellem forsikringsselskabet og appellanten om forsikringssummens udbetaling, hvorfor appellanten først erhvervede endelig ret til forsikringssummen på tidspunktet for dennes udbetaling i 2003.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 37
Skatteforvaltningsloven § 48, stk. 1
Afskrivningsloven § 48

Henvisning

Den juridiske vejledning 2011-1 A.A.1.6.1.2

 

Henvisning

Den juridiske vejledning 2011-1 A.A.10.3.3

 

Henvisning

Ligningsvejledningen 2011-1 E.A.1.3.3

Henvisning

Ligningsvejledningen 2011-1 E.A.3.1.1

Parter

A
(Advokat Jan Schneider)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Lisbeth Jørgensen)

Afsagt af landsdommerne

Olav D. Larsen, Henrik Twilhøj og Berith Linnebjerg (kst.)

Retten i Sønderborg har den 19. maj 2010 afsagt dorn i 1. instans (BS C10-1290/2009).

Påstande

For landsretten har appellanten, A, gentaget sine påstande for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

Landsrettens begrundelse og resultat

Indkomståret 2002

Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 48 for at indbringe sagen for domstolene ikke er opfyldt, og at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 37 for skatteankenævnets genoptagelse af sagen ikke er opfyldt. Det bemærkes i den forbindelse, at A ikke har godtgjort, at ganske særlige omstændigheder taler for genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 37, stk. 2.

Indkomståret 2003

Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det, at H1 ved A først erhvervede endelig ret til det yderligere erstatningsbeløb på 647.345 kr. i 2003, og at beskatningen af beløbet derfor skal ske i dette indkomstår.

Som følge af det anførte stadfæster landsretten dommen.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 50.000 kr. til udgifter til advokatbistand.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

A skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 50.000 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.