Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne for afgift på øl.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Lovgrundlag
  • Historik. 

Regel

Der er afgift på øl, som produceres i Danmark eller importeres her til landet. Se øl- og vinafgiftsloven (ØLVINAL) § 1, stk. 1. 

Ølafgiften omfatter også maltbaserede alkoholsodavand.

Lovgrundlag

Afgift på øl fremgår af lovbekendtgørelse nr. 1451 af 8. oktober 2020 om afgift af øl, vin og frugtvin m.m. (øl- og vinafgiftsloven) med senere ændringer.

Der er med hjemmel i øl- og vinafgiftsloven udstedt bekendtgørelse nr. 187 af 26. februar 2013 om afgift af øl, vin og frugtvin m.m. (ØLVINALbek). Bekendtgørelsen er ændret ved bekendtgørelse nr. 1496 af 13. december 2013.

Reglerne for afgift af øl og vin er harmoniseret i EU. De harmoniserede regler findes i Rådets direktiv nr. 83 af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikke og Rådets direktiv nr. 84 af 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnærmelse af punktafgiftssatserne for alkohol og alkoholholdige drikkevarer. Rådet har i direktiv (EU) 2020/1151 af 29. juli 2020 ændret direktiv nr. 83 af 19. oktober 1992. De ændrede bestemmelser, tillige med visse præciseringer af afgiftsfritagelserne, ►er gennemført◄ ved lov nr. 1240 af 11. juni 2021 og ►trådte◄ i kraft den 1. januar 2022. ►På samme tidspunkt blev der indført regler om certificering og selvcertificering for små uafhængige producenter i medfør af bl.a. Rådets direktiv nr. 83 af 19. oktober 1992.◄

Reglerne for forsendelse og kontrol af øl- og vinafgiftspligtige varer er harmoniseret i Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af direktiv 92/12/EØF. Direktivet er bl.a. ændret ved Rådets direktiv (EU) 2019/2235 af 16. december 2019, hvor der indføres afgiftsfritagelse for varer der leveres til brug for andre EU-landes væbnede styrker mv. Reglerne gennemføres ved lov nr. 1240 af 11. juni 2021 og træder i kraft 1. juli 2022. Rådet har i direktiv (EU) 2020/262 af 19. december 2019 om den generelle ordning for punktafgifter (omarbejdning) vedtaget et omarbejdet direktiv. Bestemmelserne i det omarbejdede direktiv gennemføres ved lov nr. 1240 af 11. juni 2021 og træder i kraft den 13. februar 2023. Reglerne for forsendelse og kontrol af varer, der er pålagt harmoniserede afgifter, er beskrevet i afsnit E.A.1.8.

Historik

Afgiften på øl i sin nuværende form blev indført i 1891.

Den nuværende øl- og vinafgiftslov, lov nr. 1015 af 19. december 1992, trådte i kraft d. 1. januar 1993 og indeholdt blandt andet en tilpasning til EU's bestemmelser.

Loven er efterfølgende ændret et antal gange og ændringerne er indarbejdet i lovbekendtgørelse nr. 1451 af 8. oktober 2020 om afgift af øl, vin og frugtvin m.m. (ØLVINAL) med senere ændringer.