Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af, hvilke fordringer der ikke kan eftergives efter reglerne i gældsinddrivelseslovens §§ 13-15.

Afsnittet indeholder: 

  • Gæld til private
  • Pantefordringer og lignende
  • Udenlandske fordringer
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Gæld til private

Bestemmelserne om eftergivelse i gældsinddrivelsesloven, omfatter alene gæld til det offentlige. Se gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 1.

Restanceinddrivelsesmyndigheden inddriver i visse tilfælde gæld til private fordringshavere. Som eksempel herpå kan nævnes underholdsbidrag, der ikke er forskudsvist udlagt af det offentlige. Selvom restanceinddrivelsesmyndigheden har gæld til inddrivelse, som skyldes til private fordringshavere, kan denne gæld ikke eftergives, da der ikke er tale om gæld til det offentlige.

Har skyldner overvejende gæld til private fordringshavere, vil betingelserne for eftergivelse af gæld til det offentlige ofte ikke være opfyldt, idet skyldner sjældent vil kunne opnå en varig forbedring af sine økonomiske forhold ved alene at få eftergivet gælden til det offentlige. I sådanne situationer vil det derfor oftest være mere relevant for skyldner at søge gældssanering ved skifteretten. Restanceinddrivelsesmyndigheden vejleder skyldner om muligheden for at søge gældssanering ved skifteretten.

Pantefordringer og lignende

I overensstemmelse med de almindelige gældssaneringsprincipper ses der ved eftergivelsen bort fra pantefordringer, i det omfang pantet strækker til. Se herved princippet i konkurslovens § 199, stk. 2 og SKM2008.90.LSR.

Gæld omfattet af andre lignende sikkerhedsrettigheder såsom udlæg og ejendomsforbehold, omfattes ligeledes ikke af eftergivelsen. Det betyder, at sådanne udlæg m.v. kan realiseres uanset om skyldner er meddelt eftergivelse. Se eksempelvis SKM 2008.90.LSR, hvor der ikke kunne ske eftergivelse af en skyldners gæld, da der var foretaget udlæg for hovedparten af kravet i ægtefællens bolig.

Udenlandske fordringer

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan ikke eftergive udenlandske fordringer, der inddrives efter bistandsanmodning fra udlandet, selvom disse fordringer inddrives efter reglerne i gældsinddrivelsesloven. Hvorvidt sådanne skal eftergives, afgøres af den stat, der har anmodet om bistand.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

Landsskatteretten

SKM2008.90.LSR

Landsskatteretten fastslog, at der ikke kunne ske eftergivelse efter opkrævningslovens § 15, stk. 1 af gæld til det offentlige, som ansås for sikret ved et udlæg i klagerens ægtefælles andelsbolig.

Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at princippet i konkurslovens § 199, stk. 2 finder anvendelse i eftergivelsessager. Herved kan pantefordringer og fordringer omfattet af lignende sikkerhedsrettigheder ikke eftergives.