Indhold
Dette afsnit beskriver de særlige regler, der gælder for afsoning af bøder ved forvandlingsstraf.
Afsnittet indeholder:
- Generelt om forvandlingsstraf
- Forvandlingsstraf for tvangsbøder
- Forvandlingsstraf for andre bøder end tvangsbøder
- Ansøgning om udsættelse eller fritagelse for udståelse af forvandlingsstraf for andre bøder end tvangsbøder
- Administrativ klageadgang
- Forældelse af forvandlingsstraf
Generelt om forvandlingsstraf
I de tilfælde, hvor det ikke er muligt for restanceinddrivelsesmyndigheden at inddrive en bøde, kan restanceinddrivelsesmyndigheden oversende sagen til politiet, så politiet kan træffe afgørelse om, hvorvidt afsoning af forvandlingsstraf i form af fængsel skal træde i stedet for betaling.
Der er forskellige betingelser for at oversende sager til politiet. Reglerne for, hvornår og under hvilke betingelser restanceinddrivelsesmyndigheden kan oversende sager til politiet med henblik på udståelse af bødeforvandlingsstraf, fremgår af gældsinddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 11. I gældsinddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 11, herunder i gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 39 og i gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 40, sondres der mellem tvangsbøder og andre bøder end tvangsbøder.
Forvandlingsstraf for tvangsbøder
Betales en tvangsbøde ikke, kan der fastsættes en forvandlingsstraf, uanset om tvangsbøden er pålagt ved dom eller ved afgørelse af en administrativ statslig eller kommunal myndighed. Se § 17 i lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov (ikrafttrædelsesloven).
Det er politiet, der træffer afgørelse om, at forvandlingsstraf skal træde i stedet for tvangsbøder. Se § 13 i bekendtgørelse nr. 1250 af 29. november 2019 om opkrævning af visse bøder, offerbidrag, konfiskationsbeløb, sagsomkostninger m.v. samt afgørelse om udståelse af forvandlingsstraf for bøde (bødebekendtgørelsen).
Hvis tvangsbøder ikke straks betales eller inddrives, oversendes sagen til politiet med henblik på afgørelse af, hvorvidt den pågældende skal udstå forvandlingsstraf for tvangsbøderne. Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 40.
Tvangsbøder har et særligt formål, nemlig at gennemtvinge opfyldelsen af et lovbestemt påbud eller forbud. Restanceinddrivelsesmyndighedens praksis for inddrivelse af tvangsbøder er i overensstemmelse med gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 40 tilpasset dette formål. Restanceinddrivelsesmyndigheden inddriver således tvangsbøden ved at sende påkrav til skyldner. Hvis tvangsbøden ikke bliver inddrevet ved påkravet, foretager restanceinddrivelsesmyndigheden udlæg for tvangsbøden efter gældsinddrivelseslovens § 11, hvis dette er muligt.
Hvis det ikke er muligt at inddrive tvangsbøden ved udlæg, eller restanceinddrivelsesmyndigheden har foretaget udlæg, men vurderer, at det ikke er relevant og proportionelt at tvangsrealisere aktivet, der er foretaget udlæg i, oversender restanceinddrivelsesmyndigheden sagen til politiet, med henblik på afgørelse af, hvorvidt skyldner skal udstå forvandlingsstraf for tvangsbøden.
Tvangsbøder bortfalder, når forpligtelsen efterleves. Politiets afgørelse om, at skyldneren skal udstå forvandlingsstraf for tvangsbøderne, forudsætter derfor også, at det ved politiets behandling af sagen kan lægges til grund, at skyldner aktuelt ikke har opfyldt handlepligten, der ligger til grund for tvangsbøden.
Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden, efter at sagen er oversendt til politiet, modtager oplysning om, at forpligtelsen er opfyldt, skal restanceinddrivelsesmyndigheden derfor hurtigst muligt orientere politiet herom.
Forvandlingsstraf for andre bøder end tvangsbøder
Andre bøder end tvangsbøder kan oversendes til politiet med henblik på afgørelse om bødeforvandlingsstraf, når restanceinddrivelsesmyndigheden kan konstatere
- at det ikke er muligt at inddrive bøden helt eller delvist og
- at skyldneren har betalingsevne.
Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 39, stk. 1.
Begge forudsætninger skal være til stede. Dette indebærer, at alle muligheder for at inddrive bøden skal være udnyttet, inden sagen oversendes til politiet. Sagen kan ikke sendes til politiet, hvis skyldneren, efter en konkret vurdering efter reglerne i gældsinddrivelsesbekendtgørelsen kap. 7, ikke har betalingsevne.
Hvis skyldneren har betalingsevne, men ikke vilje til at betale, og bøden ikke kan inddrives ved lønindeholdelse, modregning eller andet inddrivelsesmiddel, er betingelserne for oversendelse til stede. Se kapitel 5 i vejledning nr. 10083 af 29. november 2019 om opkrævning af visse bøder, offerbidrag, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger og om afgørelse om udståelse af forvandlingsstraf for bøde (bødevejledningen).
Når politiet modtager sagen, skal de påse, at det ud fra de oplysninger, politiet har modtaget fra restanceinddrivelsesmyndigheden, kan lægges til grund, at ovennævnte betingelser er til stede. Se bødebekendtgørelsens § 8. Politiet skal derfor ikke foretage en nærmere vurdering af skyldnerens betalingsevne eller de foretagne inddrivelsesskridt, idet denne vurdering er foretaget af restanceinddrivelsesmyndigheden.
Politiet skal orientere restanceinddrivelsesmyndigheden, når der træffes afgørelse i sagen, ligesom politiet skal underrette restanceinddrivelsesmyndigheden, når bødeforvandlingsstraffen er udstået.
Hvis sagen er sendt til politiet, og restanceinddrivelsesmyndigheden pludselig får kendskab til, at betingelserne for at fastsætte en forvandlingsstraf ikke er opfyldt, skal restanceinddrivelsesmyndigheden hurtigst muligt - og efter omstændighederne straks - orientere politiet om dette. Det kan fx være tilfælde, hvor:
- restanceinddrivelsesmyndigheden får kendskab til, at skyldneren ingen betalingsevne har,
- restanceinddrivelsesmyndigheden har modtaget indbetaling på bøden, eller
- restanceinddrivelsesmyndigheden på et andet grundlag må lægge til grund, at skyldneren nu har betalingsvilje
Sager hvor der ikke kan fastsættes en forvandlingsstraf
Restanceinddrivelsesmyndigheden skal ikke sende sagen til politiet, hvis der ikke er hjemmel til at fastsætte forvandlingsstraf for bøden. Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 39, stk. 2, nr.1. Der kan fx ikke fastsættes en forvandlingsstraf for bøder, der sendes til inddrivelse i Danmark efter lov nr. 213 af 22. februar 2013 om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union. Se denne lovs § 26.
Restanceinddrivelsesmyndigheden skal heller ikke sende sagen til politiet, hvis bødeforvandlingsstraffen er forældet. Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 39, stk. 2, nr. 2.
Ansøgning om udsættelse eller fritagelse for udståelse af forvandlingsstraf for andre bøder end tvangsbøder
Hvis skyldneren ansøger om udsættelse med fuldbyrdelsen af forvandlingsstraf for bøde, skal ansøgningen behandles som en ansøgning om henstand. Se bødebekendtgørelsens § 9, stk. 1.
Hvis skyldneren ansøger om fritagelse for fuldbyrdelsen af forvandlingsstraf for bøde, skal ansøgningen behandles som en ansøgning om eftergivelse af bøden. Se bødebekendtgørelsens § 9, stk. 2.
Se også
Se mere om ansøgning om eftergivelse i afsnit G.A.3.1.6.2.2.1.
Disse ansøgninger involverer restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis skyldners ansøgning er begrundet med økonomiske forhold. Hvis ansøgningen kun er begrundet med ikke-økonomiske forhold, fx skyldnerens helbred, behandles ansøgningen af kriminalforsorgsområdet efter reglerne i bekendtgørelse nr. 181 af 26. februar 2019 om udsættelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf og den administrative behandling af sager om benådning (udsættelses- og benådningsbekendtgørelsen). Se bødebekendtgørelsens § 10.
Disse to typer af ansøgninger har væsentlig betydning for skyldneren, da politiets afgørelse om, at skyldneren skal udstå bødeforvandlingsstraf, som hovedregel bortfalder, hvis skyldneren indgiver ansøgning om afdragsvis betaling, henstand eller eftergivelse. Se bødebekendtgørelsens § 11, stk. 1.
Er en tilsvarende afgørelse om forvandlingsstraf tidligere bortfaldet som følge af en ansøgning fra skyldneren, bortfalder afgørelsen om forvandlingsstraf dog kun, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden finder, at
- den nye ansøgning indeholder nye væsentlige oplysninger om skyldnerens aktuelle økonomiske forhold, hvis rigtighed så vidt muligt er godtgjort, eller
- at der i øvrigt er særlig grund til at afvente afgørelsen af den nye ansøgning.
Se bødebekendtgørelsens § 11, stk. 2.
Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden modtager en ansøgning om eftergivelse af bøden eller henstand med betalingen eller om tilladelse til afdragsvis betaling, skal restanceinddrivelsesmyndigheden hurtigst muligt, eventuelt telefonisk, orientere politiet herom. Se bødebekendtgørelsens § 11, stk. 3.
Administrativ klageadgang
Følgende afgørelser, der er truffet af politiet, kan påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen:
- at skyldner skal udstå forvandlingsstraf for en bøde,
- at forvandlingsstraf skal træde i stedet for tvangsbøder
Se bødebekendtgørelsens § 14, stk. 1.
En klage vedrørende en afgørelse om, at skyldner skal udstå forvandlingsstraf for andre bøder end tvangsbøder har opsættende virkning, mens klagen behandles, medmindre direktoratet tidligere har afvist en tilsvarende klage fra skyldneren. Se bødebekendtgørelsens § 14, stk. 3.
En klage vedrørende en afgørelse om at forvandlingsstraf skal træde i stedet for tvangsbøder har derimod ikke opsættende virkning. Se bødebekendtgørelsens § 14, stk. 4.
Forældelse af forvandlingsstraf
Der gælder særlige regler for forældelse af forvandlingsstraf, som fremgår af straffelovens § 97 a, stk. 2.
Se afsnit G.A.2.4.5 Forældelse af gæld opstået ved strafbare forhold og forvandlingsstraf.
Se også
Se mere om inddrivelse af bødefordringer i afsnit G.A.3.7.1 Gæld opstået ved strafbare forhold.