Indhold

Dette afsnit beskriver kravene til afgiftsregnskabet for virksomheder, der er registeret for tobaksafgift af cigarer, cerutter og cigarillos.

Afsnittet indeholder:

  • Krav til regnskab for autoriserede oplagshavere
  • Krav til regnskab for registrerede varemodtagere
  • Statistik.

Krav til regnskab for autoriserede oplagshavere

Den autoriserede oplagshaver skal føre regnskab over tilgangen af varer, som anvendes til varefremstilling, og over udlevering, forbrug og svind i virksomheden af de fremstillede varer.

Oplagshaveren skal desuden føre regnskab over tilgang, forbrug og udlevering af varer, som ikke er fremstillet af virksomheden. Se TOBAKAL § 18, stk. 1. For at leve op til kravene i TOBAKAL § 18, stk. 1, skal regnskaberne efter Skatteforvaltningens opfattelse føres som beskrevet i afsnit E.A.10.1.8 og i dette afsnit.

Virksomheder, der fremstiller cigarer mv., skal udfærdige en fortegnelse over de afgiftspligtige varer, der påtænkes fremstillet. Fortegnelsen skal for hvert mærke og nummer indeholde oplysning om det gennemsnitlige tobaksforbrug samt vægten af de færdigfremstillede varer.

En evt. lagermanko for cigarer mv. medregnes i virksomhedens afgiftspligtige omsætning for den måned, optællingen er sket i. Mankoen kan beskattes efter en gennemsnitlig detailpris, der beregnes efter detailprisen for de varer, som virksomheden har afsat i årets løb. Vedrører mankoen udelukkende eller helt overvejende dyre varer, skal mankoen beskattes efter detailprisen for disse varer.

Udlevering til salgsvogn

Ubeskattede cigarer mv. kan overføres til salgsvogn med henblik på salg til detailhandlere direkte fra vogn. Virksomheden må dog gennem et internt regnskab for hvert enkelt mærke kunne gøre rede for antallet af varer, der er

  • overført til hver enkelt salgsvogn fra virksomhedens godkendte lokaler
  • udleveret til detailhandler
  • returneret til de godkendte lokaler.

Virksomheden skal udfærdige faktura snarest efter, at varerne er udleveret til detailhandleren.

Salgsregnskab for cigarer mv.

Salgsregnskabets formål er at redegøre for de afgiftspligtige varer, som udleveres fra oplagshaverens ubeskattede lager.

Regnskabet føres dagligt på grundlag af de udstedte fakturaer og skal mindst indeholde oplysninger om antal udleverede stk. samt afgiften af disse. Virksomheder, der overfører varer til salgsvogn, skal ikke postere udleveringen til salgsvognen i salgsregnskabet.

Regnskabsafslutning

Salgsregnskabet afsluttes ved månedens udgang ved sammentælling af postering for udleveret antal varer og afgiften heraf. Kreditnotaer for beskattede varer, der er modtaget retur, noteres i salgsregnskabet som en negativ postering. Slutsummer overføres til afgiftsangivelsen.

Ved den månedlige afslutning af salgsregnskabet foretages der fraskrivning af det beskattede antal varer i lagerregnskabet over færdigvarer.

Dispensation

Virksomheder, der fører et specificeret regnskab over færdigvarer af cigarer mv., som indeholder oplysning om til- og afgange af varer inden for hvert mærke eller med samme detailpris, kan beskatte mankoer efter den opgjorte detailpris i regnskabet. Det er en betingelse, at der er en tilstrækkelig intern kontrol i forbindelse med regnskabet over færdigvarer.

Krav til regnskab for registrerede varemodtagere

Registrerede varemodtagere og virksomheder registreret for fjernsalg eller disses fiskale repræsentanter skal føre

  • regnskab over vareleveringer og
  • fortegnelse over hvor varerne er leveret.

Se TOBAKAL § 18, stk. 2.

For at leve op til kravene i TOBAKAL § 18, stk. 2, skal regnskaberne efter Skatteforvaltningens opfattelse føres som beskrevet i afsnit E.A.10.1.8.

Statistik

Autoriserede oplagshavere og varemodtagere skal kvartalsvis afgive oplysninger til Skatteforvaltningen om indkøb og eventuelt videresalg af afgiftspligtige varer.

Indberetningerne afgives på blanket nr. 29.023, som i udfyldt stand indsendes digitalt til Skatteforvaltningen vedhæftet kontaktformularen på skat.dk/tastselverhverv. Indsendelsen skal ske senest den 15. i måneden efter kvartalets udløb. Ved udfyldelse af kontaktformularen anvendes emnet "Punktafgifter" og undergruppen "Tobak-kvartalsstatistik". Se TOBAKAL § 18, stk. 4.

Bestemmelserne om indsendelse af statistik oplysningerne er omfattet af reglerne om påbud, jf. E.A.10.1.8 Se TOBAKAL § 18, stk. 11 og 12.