Når den kontrollerede transaktion som skal prisfastsættes er fastlagt, og det er undersøgt om der findes uafhængige interne eller eksterne transaktioner, der er sammenlignelige med den kontrollerede transaktion, så skal der tages stilling til, hvordan armslængdevilkår og -pris (eller -indtjening) for transaktionen eller aktiviteten bedst kan fastsættes.
Under dette sjette trin i sammenlignelighedsanalysen, skal der tages stilling til, hvilken transfer pricing-metode, der er bedst egnet til fastsættelse af priser og vilkår for den kontrollerede transaktion. Og hvis den valgte metode kræver det, så skal den testede part og den eller de mest egnede nøgletal (Profit Level Indicator) i forhold til sammenligningen af transaktionerne eller aktiviteten vælges.
OECD anbefaler fem metoder, som kan anvendes til at fastsætte armslængdepriser for kontrollerede transaktioner. (CUP, RPM, Cost plus-metoden, Profit Split og TNMM). Se også herom C.D.11.4.
Valget af den mest egnede transfer pricing-metode afhænger af:
- Styrker og svagheder ved de enkelte metoder i forhold til prisfastsættelsen af den fastlagte kontrollerede transaktion
- Tilgængelighed af oplysninger om interne eller eksterne sammenlignelige transaktioner, som er påkrævet for at anvende metoderne
- De identificerede væsentligste sammenlignelighedsfaktorer for den kontrollerede transaktion samt muligheden for at lave justeringer for eventuelle forskelle.
Vælges en TNMM, Cost plus-metoden eller en RPM, så skal den part i den kontrollerede aktivitet, for hvilken armslængdeavancen ved transaktionen eller aktiviteten skal fastsættes identificeres (den testede part) og den relevante kontrollerede transaktion eller aktivitet samt resultaterne herved udskilles. Se TPG 3.18 - 3.19.
Den testede part vil ofte være den mest simple af parterne i den kontrollerede transaktion eller aktivitet. Det forhold at der vælges en testet part indebærer ikke, at den eller de andre parter i transaktionen kan holdes ude af sammenlignelighedsanalysen. Alle transfer pricing-metoder kræver, at der tages stilling til prisen eller indtjeningen hos begge eller alle parter i den kontrollerede transaktion.
Valget af PLI sker typisk med udgangspunkt i, hvad der genererer indkomsten i forhold til den kontrollerede transaktion - det kan eksempelvis være omsætning, omkostninger eller aktiver.
I praksis kan valget af den mest egnede PLI også være bestemt af manglende præcision i de tilgængelige data for de sammenlignelige transaktioner. Den mest egnede PLI er derfor nogle gange den mest pålidelige fællesnævner for de transaktioner eller aktiviteter, der sammenlignes.
Endeligt vil det i nogle situationer være muligt og tilrådeligt at anvende to eller flere transfer pricing-metoder (eller PLI'er) og sammenholde resultaterne heraf. Det kan enten gøres for at underbygge det armslængdeestimat, der fremkommer ved den først valgte transfer pricing-metode, eller for at udlede et armslængdeestimat under hensyntagen til begge metoder. Se TPG 2.4 og 2.11.
Se også
Afsnit C.D.11.4 og TPG kap. II om transfer pricing-metoderne og valg af PLI. Valg af metode, PLI og testet part beskrives nærmere under afsnit C.D.11.5.6.