Den landespecifikke dokumentation skal vedlægges en fuld kopi af alle væsentlige koncerninterne aftaler, som den skattepligtige er part i. Se TP-dokumentationsbekendtgørelsen § 5, stk. 2, nr. 4.
Om en aftale er uvæsentlig, bedømmes som udgangspunkt efter samme kriterier, som gælder i forhold til, om transaktioner er uvæsentlige, det vil sige af enkeltstående karakter og beskedent økonomisk omfang, jf. herom indholdet i afsnit C.D.11.13.1.2.2.3.3, om uvæsentlige transaktioner der ikke skal beskrives i transfer pricing dokumentationen. Herudover kan aftaler, selvom de ikke har enkeltstående karakter, anses for uvæsentlige, hvis de omhandler transaktioner af beskedent økonomisk omfang set i forhold til den skattepligtiges virksomhed og samtidig ikke vedrører immaterielle aktiver.
En aftale vedrørende et immaterielt aktiv er altid væsentlig. Uanset om en virksomhed vurderer, at et immaterielt aktiv ikke har nogen værdi, så skal en aftale om brug eller overdragelse heraf vedlægges den landespecifikke dokumentation.
Selvom en koncernintern aftale måske er uvæsentlig for koncernen set som helhed, så kan aftalen meget vel være væsentlig for den skattepligtige virksomhed.
Det er ikke blot koncerninterne aftaler, der er indgået i løbet af det aktuelle indkomstår, men alle koncerninterne aftaler som stadig er gældende i indkomståret, der skal vedlægges den landespecifikke dokumentation. Er der eksempelvis for 5 år siden indgået en aftale om betaling af royalty, og gælder aftalen stadig i det aktuelle indkomstår, så skal en kopi af aftalen vedlægges den landespecifikke dokumentation.
Er der efterfølgende lavet tillæg til de koncerninterne aftaler, så skal fuld kopi af disse tillæg også vedlægges de relevante aftaler og indsendes sammen med den landespecifikke dokumentation.
►Har en skattepligtig indgået flere koncerninterne aftaler, som i al væsentlighed er enslydende, er det tilstrækkeligt, at der vedlægges kopi af én af disse aftaler som eksempel, mens de øvrige aftaler blot oplistes i en fortegnelse over alle koncerninterne aftaler af denne type. Et eksempel kunne være flere enslydende distributions- eller serviceaftaler med den skattepligtiges udenlandske salgs- eller serviceenheder.◄
Der kan til støtte for gennemgangen af de koncerninterne aftaler i den landespecifikke dokumentation laves en fortegnelse over de vedlagte aftaler, hvori aftalernes indhold/emne og parter angives. Heri kan også angives de aftaler, der er vurderet som uvæsentlige, og som derfor ikke er vedlagt i kopi.