Indhold

Dette afsnit handler om reglerne, der regulerer Vurderingsstyrelsens adgang til at ændre en vurdering eller en del af en vurdering.

Regler

Vurderingsstyrelsen har efter skatteforvaltningsloven (SFL) forskellige adgange til at ændre en foretaget vurdering:

  • Genoptagelse efter SFL § 33.
  • Revision efter SFL § 33 a.
  • Afledte ændringer af nyere vurderinger efter SFL § 34.
  • ►Genoptagelse i forbindelse med klage efter § 35 a, stk. 5.◄

►Herudover kan Vurderingsstyrelsen foretage genoptagelse efter den særlige overgangsbestemmelse i EVL § 81, stk. 6. Der henvises til afsnit H.A.3.1.1.◄

Vurderingsstyrelsens adgang til at ændre en vurdering eller en del af en vurdering

►   ◄

►Vurderingsstyrelsens adgang til at genoptage en ejendomsvurdering eller en del af en ejendomsvurdering er reguleret af genoptagelsesreglerne i SFL § 33, der er blevet præciseret og justeret med § 1, nr. 24-29, i lov nr. 688 af 8. juni 2017, der er trådt i kraft den 1. januar 2018. SFL § 33 er også ændret ved § 5, nr. 2, i lov nr. 2614 af 28. december 2021, hvorved der indførtes et 20 procentkrav ved ordinær genoptagelse. Ændringsloven trådte i kraft den 1. januar 2022. ◄

Endvidere er der med § 1, nr. 30-32, i lov nr. 688 af 8. juni 2017, der tillige er trådt i kraft den 1. januar 2018, gennemført ændringer af revisionsreglen i SFL § 33 a, der giver Vurderingsstyrelsen forbedrede muligheder for ved egen drift at revidere ejendomsvurderinger, uanset at de pågældende vurderinger ikke er påklaget rettidigt, og uanset at forudsætningerne for genoptagelse i SFL § 33 ikke er opfyldt.

Der er med § 1, nr. 33, i lov nr. 688 af 8. juni 2017, der tillige er trådt i kraft den 1. januar 2018, desuden foretaget en række ændringer i adgangen til at foretage afledte ændringer af nye vurderinger efter SFL § 34.

Der er i bemærkningerne til lov nr. 688 af 8. juni 2017 udtrykkeligt taget stilling til hierarkiet i reglerne om genoptagelse i SFL § 33 og reglerne om revision i SFL § 33 a. Det fremgår således af bemærkningerne, at Vurderingsstyrelsen under henvisning til strukturen i SFL kapitel 12 først skal vurdere, om en påtænkt ændring kan gennemføres under henvisning til reglerne om ordinær genoptagelse, i anden række skal vurdere, om ændring kan gennemføres efter reglerne om ekstraordinær genoptagelse, og først derefter skal vurdere, om der kan og skal gennemføres ændring ved i første række ordinær revision og dernæst ekstraordinær revision. Dette er relevant, da det skattemæssige virkningstidspunkt for en ændring af en vurdering er afhængig af, hvilke af reglerne i SFL §§ 33 og 33 a der begrunder ændringen.

Det fremgår herudover udtrykkeligt af bemærkningerne til lov nr. 688 af 8. juni 2017, at Vurderingsstyrelsen, ud over de ændringsmuligheder, der følger af reglerne i skatteforvaltningsloven, har adgang til at berigtige taste-fejl mv.

►Herudover har Vurderingsstyrelsen i tilfælde, hvor en afgørelse, der er truffet af styrelsen, påklages, en mulighed for uanset de almindelige frister og forudsætninger for genoptagelse efter skatteforvaltningsloven at genoptage og ændre afgørelsen, hvis klageren er enig heri. Det følger af SFL § 35 a, stk. 5. For afgørelser om genoptagelse i forbindelse med klage, der træffes den 1. januar 2022 eller senere, er det dog en betingelse for genoptagelse af vurderinger foretaget efter EVL §§ 5 og 6, at genoptagelsen vil resultere i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien, der er større end 20 pct. Det følger af SFL § 35 a, stk. 5, 2. pkt.