Konneks modregning ved rekonstruktion tilladt på tværs af fristdagen, da kravene udsprang direkte af samme kontrakt og var nært forbundne.

Virksomheden X blev begæret konkurs den 8. marts 2018 (fristdagen). Rekonstruktion blev indledt den 3. april 2018, men sluttede uden resultat. Konkursdekret blev afsagt den 1. maj 2018.

Efter konkursen ønskede virksomheden Y at modregne sit krav om erstatning for skader og bortkomst af hovedsageligt opmagasinerede varer i konkursboets krav på vederlag for transport og opbevaring af varer i rekonstruktionsperioden. Virksomheden Ys erstatningskrav var stiftet og faktureret før fristdagen.

Højesteret fandt, at der ikke var holdepunkter i konkurslovens forarbejder for, at der bør gælde en snævrere adgang til modregning med konnekse krav under rekonstruktion end i konkurs. Dansk rets almindelige regler om konneks modregning, som efter konkurslovens forarbejder gælder ved siden af konkurslovens modregningsbestemmelser, fandt derfor anvendelse. Idet kravene udsprang direkte af samme kontrakt og var nært forbundne, tiltrådte Højesteret, at virksomheden Y kunne modregne sit erstatningskrav i konkursboets betalingskrav.

SKATs momskrav var stiftet før de pågældende fristdage i konkursboerne. Konkursboernes krav var stiftet efter de pågældende fristdage.

Konkurslovens § 42, stk. 1, udelukker modregning på "tværs" af fristdagen. Modregning er i disse tilfælde alene muligt, hvis kravene er konnekse.

Spørgsmålet var således, om kravene var konnekse.

Hertil udtalte Højesteret, at såvel konkursboernes krav som SKATs krav udsprang af de ubetalte momsbelagte fakturaer. Højesteret udtalte også, at såfremt de pågældende fakturaer ikke fandtes, ville konkursboerne ikke have noget krav efter ML § 27, stk. 6, ligesom SKATs krav på skyldig moms ville have været tilsvarende mindre. Højesteret fandt derfor, at de beløb, som konkursboerne havde krav på i medfør af ML § 27, stk. 6, også indgik i SKATs krav på skyldig moms for den afgiftsperiode, hvor momsbeløbet indgik. Derfor fandt Højesteret, at kravene var nært forbundne, og at den nære forbindelse bestod, uanset om en del af momskravet i afgiftsperioden var betalt.

På den baggrund fandt Højesteret, at SKAT i hvert fald i en situation som den foreliggende, hvor konkursboerne ikke havde fortsat virksomhedsdriften efter konkursens indtræden, kunne foretage modregning.

Ifølge Højesteret kunne det ikke føre til et andet resultat, at fradraget efter ML § 27, stk. 6, først kan ske, når tabet konstateres, og fradraget dermed ikke sker i samme afgiftsperiode, som SKATs krav på skyldig moms vedrører.

Et rederi -  R - drev i 1970'erne og 1980'erne færgefart mellem Gedser og Travemünde og betalte i den forbindelse havneafgifter til DSB -  S -  for brug af havnen. I april 1987 gik R konkurs, og i den forbindelse anmeldte S et krav i konkursboet -  K -  på blandt andet ca. 3,9 mio. kr. Kravet blev i 1994 anerkendt som en simpel fordring i boet, og S modtog senere samme år dividende af kravet. Ved en højesteretsdom i 2005 blev S dømt til at betale R 10 mio. kr., der udgjorde uberettiget opkrævede havneafgifter for perioden fra januar 1985 til februar 1987. Derudover havde R et forældet krav, ligeledes på uberettiget opkrævede havneafgifter, for perioden fra juni 1982 til januar 1985, og K ønskede derfor at benytte dette krav til modregning i S' godkendte simple krav på de 3,9 mio. kr. K's erklæring herom blev fremsat i marts 2002.

Højesteret udtalte, at K i en sådan situation, hvor S og K havde uforældede - ligeværdige - krav stående over for hinanden, ikke ved at komme først med en modregningserklæring kunne bestemme, hvorledes det samlede opgør mellem parterne skulle falde ud, herunder hvilke fordringer der skulle anses for dækket ved modregning. S var derimod berettiget til at kræve opgøret gennemført på en sådan måde, at dets uforældede krav blev afregnet i K's uforældede krav

Sag vedrørende forståelsen af konneksitetsbegrebet.

Skatteministeriet havde påstået konneksitet, da modfordringen (krav på skat udsprunget ligningsmæssig forhøjelse) og hovedfordringen (krav på overskydende skat) hidrørte fra samme indkomstår. Skatteministeriet gjorde ikke gældende, at de to krav derudover stod i nærmere forbindelse med hinanden.

Dommen fastslår, at det ligger uden for en naturlig forståelse af begrebet konneksitet at betegne samtlige skattekrav fra eller mod en skatteyder, der angår samme indkomstår, som vedrørende samme retsforhold. Den skete modregning var derfor uberettiget.

Sagen drejede sig hovedsageligt om, hvorvidt skattemyndighederne i strid med retspraksis havde undladt at foretage konneks modregning af restskat med overskydende skat, og om sagsøgeren som følge heraf havde krav på tilbagebetaling og erstatning.

Østre Landsret fastslog, at konneks modregning med overskydende skat kræver, at skatteyderen udtrykkeligt kræver dette. Det skyldes, at denne form for modregning langtfra altid vil være til gunst for skatteyderen.

Da skatteyderen ikke udtrykkeligt havde krævet dette, blev skattemyndighederne frifundet.

Landsskatteretten statuerede i afgørelsen, at SKATs momskrav mod selskabet, og selskabets krav mod SKAT på overskydende skat, der var opstået ved, at datterselskabets skattepligtige indkomst blev nedsat med beløb svarende til momskravene, var konnekse.

Der var således en sådan sammenhæng mellem momskravet og den overskydende skat, at de kunne modregnes som konnekse.

Landsskatteretten ændrede skattemyndighedernes afgørelse om modregning af overskydende skat i en restance, således at skattemyndighederne i stedet var forpligtet til at anvende den overskydende skat til modregning i klagerens restskat for samme indkomstår.

Landsskatteretten bemærkede, at reglen om, at en skatteyder kan forlange, at en restskat skal dækkes med tidligere opgjort overskydende skat for samme indkomstår, og at dette gælder, uanset at den overskydende skat er anvendt til dækning af andre restancer, må antages også at gælde for udlæg i sådanne krav.