Indhold

Dette afsnit omhandler baggrunden for kategorisering.

Efter EVL § 3, stk. 1, beslutter told- og skatteforvaltningen [Vurderingsstyrelsen] som led i vurderingen, hvilken af følgende kategorier en ejendom skal henføres til:

  • Ejerbolig

  • Landbrugsejendom

  • Skovejendom

  • Erhvervsejendom, grunde, der ligger i et kolonihaveområde, jf. § 2 i lov om kolonihaver, eller anden ejendom, som ikke er omfattet af de øvrige tre kategorier.

Baggrunden for kategoriseringen er, at der gælder forskellige vurderingsregler for forskellige kategorier af ejendomme. Samtidig vil der ved vurderingen blive anvendt forskellige vurderingstilgange i form af vurderingsmodeller og processer for de forskellige kategorier af ejendomme.

Alle faste ejendomme efter ejendomsvurderingsloven kategoriseres. Det gælder også de ejendomme, der er undtaget fra vurdering - for yderligere vedrørende undtagne ejendomme henvises til afsnit H.A.2.3 om ejendomme helt eller delvist undtaget fra vurdering.

Udgangspunktet ved kategoriseringen af ejendomme er, at ensartede ejendomme skal vurderes i samme år, og at opdelingen i videst muligt omfang er markeds- og databaseret med henblik på at sikre, at ensartede/sammenlignelige ejendomme kategoriseres og vurderes sammen. 

Efter EVL § 5, stk. 2, 1. pkt., vurderes ejerboliger som udgangspunkt i lige år. Dog vurderes ejerboliger i ulige år, hvis ejendommens grundareal udgør 2 ha eller mere, hvis der på ejendommen er registreret bygningsarealer til erhvervsmæssig anvendelse, eller hvis der på ejendommen er opført eller er ret til at opføre en eller flere produktionsvindmøller eller et eller flere erhvervsmæssige solenergianlæg. Andre ejendomme end ejerboliger vurderes i ulige år, jf. EVL § 5, stk. 2, 2. og 3. pkt. Se tillige afsnit H.A.3 om almindelig vurdering, omvurdering og vurderingsterminen. 

Hvis ejendommen er kategoriseret som landbrugsejendom eller skovejendom, vurderes hele ejendommen i ulige år, herunder også en eventuel boligdel. Det er kategorien, som er afgørende for vurderingsåret, og ikke den enkelte bygnings anvendelse.

Tilsvarende gør sig gældende for ejendomme, der er kategoriseret som erhvervsejendom mv., herunder ejerboligejendomme med registrerede arealer til erhvervsmæssig anvendelse.