Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af restanceinddrivelsesmyndighedens mulighed for at suspendere inddrivelsen for fordringer, hvor der er kendskab til eller mistanke om fejl i fordringshavers oplysninger om fordringerne (datafejl).

Afsnittet indeholder:

  • Fordringer, hvor der er kendskab til eller mistanke om datafejl
  • Suspension af inddrivelsen
  • Ophævelse af suspensionen

Fordringer, hvor der er kendskab til eller mistanke om datafejl

Fordringshaveren skal ved overdragelsen af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden give alle oplysninger, som efter restanceinddrivelsesmyndighedens bestemmelse er nødvendige for inddrivelsen, herunder efter omstændighederne oplysning om fordringens stiftelsestidspunkt, forfaldstidspunkt, sidste rettidige betalingstidspunkt, rentesats, hovedstol, tilskrevne renter, gebyrer og omkostninger. Se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 3, stk. 2, 2. punktum.

Restanceinddrivelsesmyndigheden lægger som udgangspunkt fordringshaverens oplysninger om fordringerne til grund.

Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden får kendskab til eller har mistanke om, at der er fejl i fordringshaverens oplysninger om fordringerne (datafejl), herunder hvis restanceinddrivelsesmyndigheden er i tvivl om, hvad oplysningerne er udtryk for, fraviges udgangspunktet om at lægge fordringshaverens oplysninger om fordringerne til grund. Det skyldes, at fejl i fordringshavers oplysninger, kan have betydning for lovligheden af restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse.

Det kan fx være, at en fordring oplyses med en betalingsfrist, der ligger senere end den lovbestemte betalingsfrist for den pågældende fordring, hvilket bl.a. har betydning for fordringens forældelsesdato og vil kunne medføre ulovlig inddrivelse i form af inddrivelse af fordringer, der er forældede.

Suspension af inddrivelsen

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan suspendere inddrivelsen af fordringer ved kendskab til eller mistanke om datafejl, der kan henføres til forhold hos fordringshaveren. Se gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 6, 1. punktum.

Fordringerne anses stadig for at være under inddrivelse og tilskrives fortsat inddrivelsesrenter. Se gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 7.

I det omfang fejlen skønnes at kunne medføre ulovlig inddrivelse foretager restanceinddrivelsesmyndigheden ikke dækning på eller igangsætter inddrivelsesindsatser for fordringer, hvor inddrivelsen er suspenderet. Hvis fordringer allerede indgår i inddrivelsesindsatser, kan suspensionen betyde, at fordringerne fjernes fra inddrivelsesindsatsen.

Ophævelse af suspension

Restanceinddrivelsesmyndigheden ophæver suspensionen, når fordringshaver har identificeret og tilbagekaldt de fordringer, som efter en undersøgelse gennemført af fordringshaveren, viser sig at være berørt af fejl. Se gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 6, 2. punktum

Hvis fordringshaver ikke, inden en af restanceinddrivelsesmyndigheden fastsat frist, identificerer og tilbagekalder de fordringer, som viser sig at være berørt af fejl, kan restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesende samtlige fordringer med renter og gebyrer, der omfattes af suspensionen. Se gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 6, 3. punktum.