Dato for udgivelse
06 Sep 2021 12:57
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
14 Jul 2021 11:56
SKM-nummer
SKM2021.459.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
20-0097541
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Tinglysningsafgift
Emneord
Godtgørelse, tinglysningsafgift, betingelse, afgiftsgodtgørelse, samme dokument, ikke enslydende
Resumé

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse, hvorefter Skattestyrelsen havde givet afslag på godtgørelse af tinglysningsafgift. Landsskatteretten begrundede afgørelsen med, at det fremgår af ordlyden af tinglysningsafgiftslovens § 22, at det er en betingelse for afgiftsgodtgørelse, at der er tale om det samme dokument, og at dokumentet fejlagtigt er tinglyst flere gange. Landsskatteretten fandt, at de i sagen omhandlede pantebrev nr. 1 og 2 ikke var enslydende, idet punktet "Særlige bestemmelser" alene var udfyldt i pantebrev nr. 1. Herved var betingelsen om, at det samme dokument skulle være tinglyst flere gange, ikke opfyldt, idet pantebrevet ikke var enslydende.

Reference(r)

Tinglysningsafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 2, § 2, § 5, stk. 1, § 5, stk. 1, 1. pkt., § 16, stk. 1, kapitel 5, § 22

Henvisning

Den juridiske vejledning afsnit E.B.2.9.2.1.

Klagen vedrører Skattestyrelsens afslag på godtgørelse af tinglysningsafgift på 8.550 kr. 

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger
Klageren anmeldte den 14. april 2020 et løsøreejerpantebrev med dato/løbenummer 14.04.2020-[…] (herefter pantebrev nr. 1) til tinglysning.

Under punktet "Særlige bestemmelser" anførte klageren:

"I pantebrevsformularen (side 4, pkt. 7a) udgår "renter" tre steder."

Pantebrevet blev tinglyst den 14. april 2020. Under punktet "Bemærkninger" anførte Tinglysningsretten følgende:

"Afvist f.s.v. angår særlige bestemmelser, da disse er fravigelse af pantebrevsformularen"

Den 22. april 2020 anmeldte klageren et løsøreejerpantebrev med en hovedstol på 450.000 kr. med dato/løbenummer 22.04.2020-[…] (herefter pantebrev nr. 2) til tinglysning. Klageren betalte 8.550 kr. i tinglysningsafgift. Klageren anførte ingen tekst under punktet "Bemærkninger". Pantebrevet blev tinglyst samme dag med anmærkning om pantebrev nr. 1.

På klagerens foranledning blev pantebrev nr. 2 aflyst fra personbogen. Den 24. april anmodede klageren om tilbagebetaling af for meget betalt tinglysningsafgift.

Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har afslået klagerens anmodning om godtgørelse på 8.550 kr., da Skattestyrelsen har fundet, at tinglysningen ikke opfylder betingelserne i tinglysningsafgiftslovens §§ 22 eller 23.

Som begrundelse herfor har Skattestyrelsen anført følgende:

"Faktiske forhold
Den 14. april 2020 tinglyses ejerpantebrev [nr. 1] med dato/løbenummer: 14.04.2020-[…].

Den 22. april 2020 tinglyses ejerpantebrev [nr. 2] med dato/løbenummer: 22.04.2020-[…].

Der betales 8.550 kr. i tinglysningsafgift.

Den 24. april 2020 anmodes om godtgørelse for ejerpantebrev [nr. 2] med dato/løbenummer: 22.04.2020-[…] med begrundelsen, at ejerpantebrevet fejlagtigt var tinglyst igen, da I havde misforstået tinglysningssvaret på tidligere ejerpantebrev.

Den 1. september 2020 fremsender Skattestyrelsen forslag til afgørelse.

I har fremsendt dokumentation for, at I ikke har bogført beløbet, I har søgt om godtgørelse på.

Jeres bemærkninger
I er ikke enige i Skattestyrelsens forslag til afgørelse. Dette begrunder I med følgende:
"Som det fremgår af påtegning om anmodning om afgiftsgodtgørelse, anmelder vi den 14.04.2020 løsøreejerpantebrev opr. kr. 450.000 og modtager tinglysningssvar den 15.04.2020 (dato/løbenummer 14.04.2020-[pantebrev nr. 1]).

Grundet ekstraordinær stor travlhed bliver tinglysningssvaret ikke gennemset før den 22.04.2020. Tinglysningsrettens "afvisning" misforstås fejlagtigt, og på denne baggrund foretages ny fejlagtig anmeldelse af løsøreejerpantebrev opr. kr. 450.000 (dato/løbenummer 22.04.2020-[pantebrev 2]). Da tinglysningssvar for denne anmeldelse foreligger, konstaterer vi, at dette løsøreejerpantebrev har anmærkning, for så vidt angår det allerede anmeldte løsøreejerpantebrev opr. kr. 450.000 med dato/løbenummer 14.04.2020-[pantebrev nr. 1].

På grund af denne anmærkning bliver løsøreejerpantebrevet med dato/løbenummer 22.04.2020-[pantebrev nr. 2] omgående aflyst af tingbogen og der søges samtidigt om afgiftsgodtgørelse. Først efter modtagelsen af tinglysningssvaret den 22.04.2020 (2. anmeldelse) bliver begge tinglysningsafgifter bogført den 23.04. her på kontoret. Kontoret har således betalt 2 x kr. 8.550, jf. vedlagte kontoudtog, sammentællingsstrimmel og indberetning. Jeg henviser til de på kontospecifikationen på side 2 med gult markerede posteringer.

Det er åbenlyst, at der på grund af stor travlhed på vort kontor er tale om ekspeditionsfejl og fejlagtig tinglysning fra vores side, da alene ét løsøreejerpantebrev skal tinglyses, og anmeldelsen de 22.04.2020 (dato/løbenummer 22.04.2020-[pantebrev nr. 2]) sker derfor på et klart fejlagtigt grundlag, idet anmeldelsen naturligvis slet ikke skulle have været foretaget.

Foretagelse af 2. anmeldelse den 22.04.2020 sker således 5-6 arbejdsdage efter modtagelsen af tinglysningssvaret den 15.04. Der er således tale om en fejlagtig tinglysningsmæssig ekspedition, der foretages umiddelbart efter modtagelsen af tinglysningssvaret den 15.04".

Skattestyrelsens bemærkninger
I forklarer, at på grund af ekstraordinær travlhed gennemses tinglysningssvaret først den 22. april 2020. I misforstår tinglysningssvaret, hvorefter der foretages en ny tinglysning. I mener derfor, at der er tale om en fejlagtig tinglysning. Det er en betingelse for anvendelse af § 22, at tinglysningerne er foretaget umiddelbart efter hinanden. Når tinglysningerne sker med flere dages mellemrum, sker dette ikke umiddelbart efter hinanden.

Tinglysningsafgiftsloven indeholder ikke mulighed for at se bort fra disse betingelser på grund af ekstraordinær travlhed hos anmelder.

Retsregler og praksis
Af tinglysningsafgiftslovens § 22 fremgår, at afgift ved tinglysning eller registrering efter denne lov, som er indbetalt, fordi samme dokument fejlagtigt er tinglyst flere gange, tilbagebetales efter anmodning.

Af Den Juridiske Vejledning E.B.2.9.2.1 fremgår, at hvis det samme dokument tinglyses flere gange umiddelbart efter hinanden ved en fejl, tilbagebetales både den faste og den variable afgift vedrørende de fejlagtige tinglysninger.

Af tinglysningsafgiftslovens § 23 fremgår, at afgift, som er indbetalt ved tinglysning eller registrering, godtgøres af told- og skatteforvaltningen efter anmodning.

Den del af afgiftsbeløb vedrørende tinglysning, der ikke er beregnet som en procentdel, godtgøres ikke. Godtgørelse finder sted, når følgende dokumenteres:

  1. Et tinglyst ejerskifte af fast ejendom er aflyst senest 9 måneder efter overtagelsen af det ejerskiftede, eller et registreret ejerforhold angående skib eller luftfartøj er udslettet senest 9 måneder efter registreringen.
  2. Et ejerskifte er aflyst eller udslettet som følge af, at ejerskiftet har været betinget af en offentlig myndigheds godkendelse, som ikke er opnået.
  3. Et tinglyst eller registreret pant bortset fra pant ifølge ejerpantebrev er aflyst eller udslettet, og der ikke er betalt ydelser i henhold til pantebrevet.
  4. Et tinglyst eller registreret pant eller et tinglyst ejendomsforbehold er aflyst eller udslettet, der ved tinglysningen eller registreringen er sket en åbenbart fejlagtig identifikation af det pantsatte og denne fejl efterfølgende berigtiges ved fornyet tinglysning eller registrering. Anmodning om godtgørelse skal indgives senest 1 måned efter, at den fejlagtige identifikation er berigtiget ved fornyet tinglysning af det pågældende pant.
  5. Et tinglyst ejerskifte af fast ejendom er aflyst, som følge af at der ved tinglysningen af ejerskiftet er sket en åbenbart fejlagtig identifikation af den faste ejendom. Anmodning om godtgørelse skal indgives senest 1 måned efter at den fejlagtige identifikation er berigtiget ved fornyet tinglysning.
  6. Et ejerskifte af fast ejendom er tinglyst med henblik på at korrigere en åbenbart fejlagtig identifikation af den faste ejendom, som er sket ved en tidligere. Anmodning om godtgørelse skal indgives senest 1 [måned] efter at den korrigerende tinglysning er sket.

Begrundelse

(…)

Det er en betingelse for anvendelse af § 22, at tinglysningerne foretages umiddelbart efter hinanden.

Ejerpantebrevene tinglyses henholdsvis den 14. april 2020 og den 22. april 2020, hvorfor denne bestemmelse ikke kan finde anvendelse.

Efter § 23 kan der ikke ske godtgørelse af ejerpantebreve medmindre der er tale om fejlagtig identifikation af det pantsatte, hvorfor denne bestemmelse ikke kan finde anvendelse.

På baggrund af ovenstående kan der ikke ske godtgørelse, da betingelserne for godtgørelse efter tinglysningsafgiftslovens §§ 22 og 23 ikke er opfyldt."

Klagerens opfattelse
Klageren har nedlagt påstand om godtgørelse af 8.550 kr. i tinglysningsafgift i forbindelse med tinglysningen af pantebrev nr. 2 i henhold til tingslysningsafgiftslovens § 22.

Til støtte for påstanden har klageren anført følgende:

"Sagsfremstilling:
Klager anmeldte den 14.04.2020 et løsøreejerpantebrev opr. kr. 450.000,00 til tinglysning og modtog den 15.04.2020 tinglysningssvar med dato/løbenummer 14.04.2020-[pantebrev nr. 1] (bilag 2). Grundet ekstraordinær travlhed gennemgik Klager først den 22.04.2020 tinglysningsvaret af 15.10.2020. Klager misforstod tinglysningsrettens "afvisning", hvorfor Klager fejlagtigt den 22.04.2020 på ny anmeldte løsøreejerpantebrevet opr. kr. 450.000,00 til tinglysningsmæssig ekspedition. Klager modtog den 22.04.2020 tinglysningssvar med dato/løbenummer 22.04.2020-[pantebrev nr. 2] (bilag 3) med anmærkning for så vidt angik det allerede til tinglysning anmeldte løsøreejerpantebrev opr. kr. 450.000,00.

Som følge af anmærkningen i tinglysningssvaret af 22.04.2020 blev Klager klar over, at det omtalte løsøreejerpantebrev allerede var tinglyst, hvorfor løsøreejerpantebrevet med dato/løbenummer 22.04.2020-[pantebrev nr. 2] omgående blev aflyst fra tinglysning. Klager anmodede den 24.04.2020 om tilbagebetaling af for meget betalt tinglysningsafgift, da Klager havde betalt tinglysningsafgift på kr. 8.550,00 af 2 omgange (bilag 4). Skattestyrelsen afviste ved sin afgørelse af 21.10.2020 Klagers anmodning.

Skattestyrelsens begrundelse:
Skattestyrelsen begrunder sin afgørelse med, at det er en betingelse for anvendelse af tinglysningsafgiftslovens § 22, at tinglysningerne er foretaget umiddelbart efter hinanden, hvilket ikke af Skattestyrelsen anses for opfyldt, da tinglysningerne sker med flere dages mellemrum.

Skattestyrelsen henviser i øvrigt til Den Juridiske Vejledning pkt. E.B.2.9.2.1, hvoraf det fremgår, at hvis samme dokument tinglyses flere gange umiddelbart efter hinanden ved en fejl, tilbagebetales både den faste og variable afgift vedrørende de fejlagtige tinglysninger.

Klagers anbringender:
Klager gør gældende, at det ikke er en betingelse for godtgørelse af for meget betalt tinglysningsafgift i henhold til tinglysningsafgiftslovens § 22, at de fejlagtige tinglysninger er foretaget umiddelbart efter hinanden. En sådan betingelse fremgår ikke af bestemmelsens ordlyd endvidere ej heller af forarbejderne til bestemmelsen (bilag 5). Følgende fremgår af pkt. 3.2.3 (bilag 5, side 4) i lovforarbejderne til tinglysningsafgiftslovens § 22 (LFF 2011 123):
"Forslaget giver SKAT mulighed for at tilbagebetale afgift, når der fejlagtigt er sket tinglysning af identiske forhold to eller flere gange. Fejlen skal være rettet ved at det tinglyste aflyses. Den, der har betalt for meget i tinglysningsafgift, har efter bestemmelsen krav på (min fremhævning) at få tilbagebetalt den tinglysningsafgift, der er betalt for meget.[ ... ]"
Klager har således med hjemmel i tinglysningsafgiftslovens § 22 et retskrav på at få tilbagebetalt den for meget betalte tinglysningsafgift på kr. 8.550,00.

Klager gør endvidere gældende, at Den Juridiske Vejledning ikke er bindende for Skatteankestyrelsen, at det anførte i pkt. E.B.2.9 .2.1 i Den Juridiske Vejledning ikke gyldigt kan fravige det retskrav, som klager har på at få tilbagebetalt den for meget betalte afgift med hjemmel direkte i tinglysningsafgiftslovens § 22's ordlyd samt det anførte i bestemmelsens forarbejder.

Såfremt Skatteankestyrelsen mod forventning måtte være uenig i det netop ovenfor anførte, gøres det gældende, at de skete tinglysninger er foretaget umiddelbart efter hinanden."

Skattestyrelsens udtalelse
I forbindelse med klagesagens behandling er Skattestyrelsen kommet med følgende udtalelse af 9. december 2020:

"Klager henviser til lovforarbejderne til tinglysningsafgiftslovens § 22 (LFF 2011 123):

"Forslaget giver SKAT mulighed for at tilbagebetale afgift, når der fejlagtigt er sket tinglysning af identiske forhold to eller flere gange. Fejlen skal være rettet ved at det tinglyste aflyses. Den, der har betalt for meget i tinglysningsafgift, har efter bestemmelsen krav på at få tilbagebetalt den tinglysningsafgift, der er betalt for meget".

Dette indhold må ses i forlængelse af baggrunden for forslaget. Af forarbejderne fremgår følgende:

"Med det digitale tinglysningssystem har det vist sig i praksis, at det på grund af anvendelsen af elektroniske systemer kan ske, at tinglysninger oprettes dobbelt, f.eks. ved teknisk systemnedbrud. Som følge af den nævnte kendelse fra Landsskatteretten ses der at være behov for en lovbestemmelse, der giver mulighed for godtgørelse af afgift i situationer, hvor dokumenter ved en fejl oprettes flere gange i det digitale tinglysningssystem, og fejlen herefter rettes ved, at det fejlagtigt tinglyste aflyses".

Af Landsskatterettens afgørelse af 26. august 2010, journalnummer 10-01073 var der sket dobbelt tinglysning af samme dokument på grund af systemnedbrud. Landsskatteretten begrunder blandt andet med følgende:

"Afgørende for pålæg af tinglysningsafgift er i almindelighed den tinglysningsmæssige transaktion. Det er imidlertid ubestridt, at det i denne sag udelukkende skyldtes en åbenbar teknisk fejl, at der skete elektronisk anmeldelse til tinglysning af det samme ejerpantebrev to gange i forlængelse af hinanden. Anmeldelsen til tinglysning anden gang - efter at første anmeldelse havde opnået den ønskede retsvirkning, men uden at klageren var klar over dette - må objektivt anses for at savne retlig mening, og kan på den anførte baggrund ikke anses for at være ønsket af klageren"

Skattestyrelsen mener, at der som udgangspunkt skal betales tinglysningsafgift ved en tinglysningsmæssig transaktion, jf. tinglysningsafgiftsloven § 1.

Der kan dog ske godtgørelse efter tinglysningsafgiftslovens § 22, når det samme dokument fejlagtigt er tinglyst flere gange, forudsat, at tinglysningerne sker umiddelbart efter hinanden som følge af tekniske fejl ved de anvendte elektroniske systemer, som ikke kan bebrejdes anmelder.

Skattestyrelsen mener ikke, at tinglysningsafgiftslovens § 22 omfatter de tilfælde, hvor anmelder fejlagtigt tinglyser dokumentet 2 gange på grund af travlhed eller anden begrundelse med flere dages mellemrum."

Klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse
Klageren er den 14. december 2020 kommet med følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse:

"Klager har ved Skatteankestyrelsens brev af 09.12.2020 modtaget Skattestyrelsens udtalelse, hvortil Klager har følgende bemærkning:

-          Følgende fremgår direkte af pkt. 1 i lovforarbejderne til tinglysningsafgiftsloven- LFF2011 123, som fremlagt som bilag 5:

"I samme forbindelse foreslås der mulighed/ar at tilbagebetale afgift eller fritage for afgift, hvis et dokument tinglyses ved en fejl[. . .]"

Som det fremgår anføres alene "fejl" uden yderligere betingelser.

-          Endvidere fremgår følgende af pkt. 2 i lovforarbejderne til tinglysningsafgiftsloven- LFF 2011 123:

"Ifølge forslaget indføres der mulighed for, at told- og skatteforvaltningen efter anmodning kan tilbagebetale den for meget betalte tinglysningsafgift, hvis tinglysning er sket ved en fejl."

Som det fremgår anføres alene "fejl" uden yderligere betingelser.

-          Følgende fremgår direkte af pkt. 3.2.2. i lovforarbejderne til tinglysningsafgiftslovens §22 - LFF 2011 123:

"Med det digitale tinglysningssystem har det vist sig i praksis, at det på grund af anvendelsen af elektroniske systemer kan ske, at tinglysninger oprettes dobbelt, f.eks. (min fremhævning) ved teknisk systemnedbrud. Som følge af den nævnte kendelse fra Landsskatteretten ses der at være behov for en lovbestemmelse, (min fremhævning) der giver mulighed for godtgørelse af afgift i situationer, hvor dokumenter ved en fejl oprettes flere gange i det digitale tinglysningssystem, og fejlen herefter rettes ved, at det fejlagtigt tinglyste aflyses. (min fremhævning)"

Som det fremgår af ovenstående, henvises der til en situation, hvor det kan ske, at tinglysninger oprettes dobbelt som følge af tekniske systemnedbrud. Situationen er dog alene tænkt som et eksempel (deraf "f.eks."). Det fremgår ikke af forarbejderne, af fejlen skal bero på eller være foranlediget af et systemnedbrud.

Endvidere ses der - til trods for den fastlagte praksis, som fastlagt ved kendelse af 26. august 2010, nr. 10-01073 og hvortil Skattestyrelsen henviser - at være behov for en lovbestemmelse. Lovbestemmelsen og forarbejderne til tinglysningsafgiftslovens § 22 er således ikke en manifestation af Landsskatterettens kendelse og de præmisser, som kendelsen er bygget på.

Klager er således af den overbevisning, at Klager har et retskrav på at få den for meget betalte tinglysningsafgift tilbage, da der, jf. den fremlagte dokumentation, åbenlyst er tale en fejl, og at det fejlagtigt tinglyste er aflyst af Klager. I modsatte fald vil der endvidere på bekostning af Klager være sket en uberettiget berigelse.

Efter Klagers opfattelse bygger Skattestyrelsen sin afgørelse direkte på de anførte præmisser i Landsskatterettens kendelse af 26. august 2010, nr. 10-01073, til trods for at kendelsen er afsagt før indførslen af tinglysningsafgiftslovens § 22, og til trods for at de anførte betingelser i Landsskatterettens præmisser ingen steder fremgår af lovforarbejderne."

Landsskatterettens afgørelse
Når der i det følgende henvises til tinglysningsafgiftsloven, er dette en henvisning til dagældende lovbekendtgørelse nr. 843 af 9. august 2019 om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder mv. med senere ændringer.

Tinglysning af ejerpantebreve er afgiftspligtige efter tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1. Afgiften udgør 1.750 kr. samt 1,5 pct. af det pantsikrede beløb. Det fremgår af tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1, 1. pkt.

Det fremgår af tinglysningsafgiftslovens § 16, stk. 1, at afgiftspligten indtræder ved anmeldelsen til tinglysning. Det er Landsskatterettens opfattelse, at tinglysningsafgiften er en transaktionsbaseret afgift, som knytter sig til den faktiske behandling af dokumenter omfattet af tinglysningsafgiftsloven. For tinglysning af det pågældende ejerpantebrev udgør afgiften henholdsvis 1.750 kr. i fast afgift samt 6.800 kr. i variabel afgift, oprundet, jf. tinglysningsafgiftslovens § 2. I alt beløber tinglysningsafgiften sig til 8.550 kr., jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1, 1. pkt.

Bestemmelserne om godtgørelse af afgift fremgår af tinglysningsafgiftslovens kapitel 5. Følgende fremgår af tinglysningsafgiftslovens § 22:

"Afgift ved tinglysning efter denne lov, som er indbetalt, fordi samme dokument fejlagtigt er tinglyst flere gange, tilbagebetales efter anmodning. § 23, stk. 3 og 5, finder tilsvarende anvendelse." 

Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 295 af 11. april 2011. Af lovforslagets bemærkninger, LFF 2011-01-26 nr. 123 om ændring af tinglysningsafgiftsloven, pkt. 3.2.2, fremgår følgende:

"Med det digitale tinglysningssystem har det vist sig i praksis, at det på grund af anvendelsen af elektroniske systemer kan ske, at tinglysninger oprettes dobbelt, f.eks. ved teknisk systemnedbrud. Som følge af den nævnte kendelse fra Landsskatteretten ses der at være behov for en lovbestemmelse, der giver mulighed for godtgørelse af afgift i situationer, hvor dokumenter ved en fejl oprettes flere gange i det digitale tinglysningssystem, og fejlen herefter rettes ved, at det fejlagtigt tinglyste aflyses"

Retten bemærker, at det fremgår af ordlyden af tinglysningsafgiftslovens § 22, at det er en betingelse for afgiftsgodtgørelse, at der er tale om det samme dokument, og at dokumentet fejlagtigt er tinglyst flere gange.

Det er rettens opfattelse, at pantebrev nr. 1 og 2 ikke er enslydende, idet punktet "Særlige bestemmelser" alene var udfyldt i pantebrev nr. 1. Herved er betingelsen om, at det samme dokument er tinglyst flere gange, ikke opfyldt, idet pantebrevet ikke er enslydende.

Retten finder på denne baggrund, at klageren ikke ved anmeldelse af pantebrev nr. 2 har opfyldt betingelserne for at få godtgjort afgiften, jf. tinglysningsafgiftslovens § 22. Det er således med rette, at Skattestyrelsen har opkrævet henholdsvis 1.750 kr. i fast afgift samt 6.800 kr. i variabel afgift, i alt 8.550 kr., jf. tinglysningsafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 2, jf. § 5, stk. 1, 1. pkt.

Landsskatteretten stadfæster på denne baggrund Skattestyrelsens afgørelse.