Indhold

Dette afsnit handler om Landsskatterettens opgaver.

Afsnittet indeholder:

• Sager, der kan påklages til Landsskatteretten
• Genoptagelse af egne afgørelser
• Afledte ændringer
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv. 

Sager, der kan påklages til Landsskatteretten

Landsskatteretten er organisatorisk placeret som en del af Skatteministeriets koncern, men er uafhængig i sin sagsbehandling. Landsskatteretten kan således ikke ved tjenestebefaling pålægges at træffe en bestemt afgørelse i en konkret sag. Landsskatteretten er et nævn og altså ikke en domstol.

Landsskatteretten afgør klager, når klagen:

• visiteres til Landsskatteretten. Se SFL § 35 b, stk. 4 
• klagen vælges behandlet ved Landsskatteretten. Se SFL § 35 b, stk. 5.

Landsskatteretten afgør klager over:

• Skatteforvaltningens afgørelser, hvor klagen ikke afgøres af Skatteankestyrelsen, et skatteankenævn, et vurderingsankenævn eller et motorankenævn
• Skatterådets afgørelser
• Sager som skatteministeren har indbragt vedrørende afgørelser, som er truffet af Skatterådet, og som indeholder en stillingtagen til et EU-retligt spørgsmål. Se SFL § 40, stk. 1
• Klager der efter anden lovgivning er henlagt til Landsskatteretten, og som ikke efter regler udstedt i medfør af SFL § 35 b, stk. 3 skal afgøres af Skatteankestyrelsen.

Se SFL § 11.

Retsmøde

Både klager og Skatteforvaltningen kan anmode om at udtale sig mundtligt for rettens medlemmer under et retsmøde. Landsskatteretten kan dog undlade at imødekomme en anmodning om retsmøde, hvis et sådant møde anses for overflødigt. Se SFL § 44, stk. 3 og SKM2017.319.BR.

Bemærk vedr. afskrivning

Det er Skatteforvaltningens opfattelse, at Landsskatteretten kan behandle en klage vedrørende fastsættelse af afskrivningsgrundlaget, uanset at afskrivningerne endnu ikke er påbegyndt, da regulering af afskrivningsgrundlaget må anses for at være en integreret del af skatteansættelsen.

Sager, der ikke kan påklages til Landsskatteretten

Klager over lønindeholdelse til dækning af gæld vedrørende gebyr i forbindelse med en billetrestance var ikke omfattet af Landsskatterettens kompetence, og skulle indbringes for Fogedretten. Se SKM2014.4.LSR.

Prøvelse af Landsskatterettens afgørelser

Både klager og skatteministeriet har adgang til at få prøvet Landsskatterettens afgørelser ved domstolene. Se SFL §§ 48-49 og afsnit A.A.1.10 og A.A.10.3.

Genoptagelse af egne afgørelser

Landsskatteretten kan ikke genoptage en sag, medmindre klageren har anmodet om det. Landsskatteretten kan dog genoptage en ansættelse på egen foranledning, hvis formålet med genoptagelsen alene er at berigtige egentlige skrive- eller regnefejl. Se SKM2017.107.ØLR.

Bliver Landsskatteretten i øvrigt opmærksom på, at det har truffet en forkert afgørelse, kan Landsskatteretten ikke genoptage sagen. Er der tale om en ændring til gunst for klager, bør Landsskatteretten foreslå klager at anmode om genoptagelse.

Dette kræver, at

• der fremlægges oplysninger for Landsskatteretten, som ikke tidligere har været fremme under sagen
• det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt andet udfald af sagen, hvis oplysningerne havde foreligget tidligere.

Se SFL § 35 g, stk. 1.

De nye oplysninger skal forelægges Landsskatteretten inden for en af følgende frister i SFL

• § 26, stk. 2, § 27, § 31, stk. 2, § 32, § 32 a, stk. 1 eller § 33 for fremsættelse af en anmodning om genoptagelse
• § 48, stk. 3 for indbringelse af sagen for en domstol i 1. instans, eller inden dennes behandling af sagen er afsluttet.

Se SFL § 35 g, stk. 2.

Landsskatteretten kan tillade genoptagelse, når ganske særlige omstændigheder taler for det, selv om betingelserne SFL § 35 g, stk. 1 ikke er opfyldt. Udgangspunktet er således, at retsmidlet mod Landsskatterettens afgørelser er at indbringe sagen for domstolene.

Se SFL § 35 g, stk. 3.

Landsskatteretten giver i et meget begrænset omfang forhåndstilsagn om genoptagelse af afsagte landsskatteretskendelser. Dette kan ske, når klageren kan påvise, at der verserer en helt identisk sag for domstolene, således at udfaldet af dommen må antages at ville kunne lægges direkte til grund for den sag, der har været forelagt Landsskatteretten. Det forudsættes, at praksis vedrørende genoptagelsestilsagn administreres restriktivt, idet retsmidlet mod Landsskatterettens afgørelser fortsat må være at indbringe sagen for domstolene.  

Afledte ændringer

Landsskatteretten kan, uanset klagens formulering, foretage afledte ændringer. Herved forstås ændringer, der er udtryk for en ændret retlig kvalifikation inden for rammerne af det faktum, der ligger til grund for klagen. Se SFL § 45.

Et vurderingsankenævn og Landsskatteretten havde inddraget et allerede indrømmet fradrag for anlæg af intern vej i vurderingen af fradrag for ekstern vej efter VUL §§ 17 og 18. Sagsøgeren fik ikke medhold i, at afgørelsen samt kendelsen skulle annulleres med hjemvisning af sagen til vurderingsmyndigheden. Retten fandt ikke grundlag for at statuere, at Landsskatteretten havde overskredet sin saglige kompetence, herunder grænserne for i medfør af SFL § 45, stk. 1, at foretage afledte ændringer. Landsretten udtalte, at Landsskatterettens kompetence ikke kunne antages at være begrænset til de konsekvensændringer, der var en nødvendig følge af afgørelsen vedrørende det omtvistede beløb, men at kompetencen måtte fastlægges bredere. Henset hertil og til det grundlag hvorpå boligselskabet fik fradrag for vejanlæg på ejendommen og til den nære sammenhæng mellem de i sagen omhandlede veje, fandt landsretten, at Landsskatteretten ikke havde overtrådt sin saglige kompetence.

Se SFL § 45, stk. 1 og SKM2016.329.BR.

Landsskatteretten er ikke bundet af fristreglerne i SFL § 26 og § 27, § 31 og § 32, § 32 a og § 33.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteretsdomme
SKM.2021.621.HR	Landsskatterettens kompetence til at behandle klager over SKATS afvisning af tilbagebetalingskrav - det forvaltningsretlige afgørelsesbegreb	Højesteret fandt, ligesom landsretten, at virksomhederne krav må klassificeres som formueretlige tilbagebetalingskrav efter principperne om condictio indebiti, og at SKATs beslutninger om at afvise kravene ikke havde karakter af forvaltningsretlige afgørelser. Beslutningerne kunne derfor ikke påklages til Landskatteretten efter skatteforvaltningslovens regler, hvorefter kun afgørelser kan påklages til Landskatteretten.  Højesteret var desuden enig med landsretten i, at beslutningerne heller ikke kunne påklages til Skatteministeriets departement
Landsretsdomme
SKM2017.107.ØLR	Landsretten har stadfæstet byrettens dom, da landsretten var enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor, idet Landsretten bemærkede, at korrektionen ikke havde medført en forhøjet beskatning i forhold til den korrekt opgjorte grundværdi efter nedslag.	Se byrettens dom, jf. SKM2015.606.BR, hvor retten fandt, at Landsskatteretten var berettiget til at berigtige en kendelse som sket, og lagde i den forbindelse vægt på, at der var tale om en åbenbar fejlskrift, og at berigtigelsen ikke ændrede på afgørelsens materielle indhold, der var i overensstemmelse med skatteyderens påstand under sagen.
SKM2016.329.ØLR	Landsskatterettens kompetence kunne ikke antages at være begrænset til de konsekvensændringer, der var en nødvendig følge af afgørelsen vedrørende det omtvistede beløb. Kompetencen måtte fastlægges bredere. Henset hertil og til det grundlag hvorpå boligselskabet fik fradrag for vejanlæg på ejendommen og til den nære sammenhæng mellem de i sagen omhandlede veje, fandt landsretten, at Landsskatteretten ikke havde overtrådt sin saglige kompetence.
SKM2010.603.VLR	En lageropgørelse sammenholdt med øvrigt materiale samt en vidneforklaring var en ny oplysning, som efter byrettens skøn kunne have medført et væsentligt andet udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere, hvorfor byretten pålagde Landsskatteretten at genoptage afgørelsen. Ministeriet ankede dommen til Landsretten, som frifandt ministeriet. Landsretten fandt, at det havde været nærliggende, at skatteyderen havde fremlagt en lageropgørelse svarende til den lageropgørelse udarbejdet af revisor til brug for anmodningen om genoptagelse. Landsretten fandt herefter, at det måtte lægges skatteyderen til last, at lageropgørelsen ikke tidligere havde været fremme under sagen, hvorfor Landsretten allerede af denne grund fandt, at der ikke kunne ske genoptagelse efter dagældende SFL § 46, stk. 1. Der fandtes heller ikke grundlag for at fastslå, at der forelå ganske særlige grunde efter dagældende SFL § 46, stk. 2.
SKM2009.522.ØLR	Skatteministeriet var ikke afskåret fra domstolsprøvelse af et spørgsmål om afskrivning på en finansieringsudgift, idet det blev lagt til grund, at der var tale om et spørgsmål, som Landsskatteretten havde taget stilling til, og at Landsskatteretten ikke herved havde overskredet sin kompetence efter dagældende SFL § 45, stk. 1, selv om klageren havde fået medhold for så vidt angår dette spørgsmål i skatteankenævnet og derfor ikke havde ønske om, at Landsskatteretten tog spørgsmålet under påkendelse. Anført at begrebet "afledte ændringer" skulle forstås i overensstemmelse med den tidligere bestemmelse i skattestyrelsesloven, hvor der kunne ske ændring, i det omfang ændringen "var en følge af klagen".
SKM2009.329.ØLR	En afgørelse skulle ikke genoptages i Landsskatteretten, da det kunne lægges klageren til last, at de nye oplysninger ikke var blevet forelagt Landsskatteretten, inden denne første gang traf afgørelse i sagen.
SKM2004.266.ØLR	Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgeren havde ret til genoptagelse af en sag for Landsskatteretten i henhold til et genoptagelsestilsagn. Da den retssag, som genoptagelsestilsagnet var betinget af, blev hævet af skatteyderen, inden sagen blev domsforhandlet, fandt landsretten, at betingelsen for at genoptage sagsøgerens sag ikke var opfyldt.
SKM2004.27.ØLR	Landsretten fandt ikke, at betingelserne for genoptagelse i Landsskatteretten var opfyldt, idet der ikke var fremlagt nye oplysninger. Landsretten fandt endvidere ikke, at der forelå særlige omstændigheder.
SKM2004.17.VLR	Landsretten fandt, at det var med rette, at Landsskatteretten havde afvist at genoptage sagsøgerens momsansættelse, idet sagsøgeren ikke havde efterkommet regionens anmodning om at aflevere sit bogføringsmateriale for det pågældende indkomstår. Sagsøgeren havde dermed ikke sandsynliggjort, at de nye oplysninger i sagen kunne have medført et andet udfald af sagen.
Byretsdomme
SKM2017.319.BR	Byretten fandt, at der ikke består en ubetinget ret til fremmøde i Landsskatteretten, og at der i skatteforvaltningslovens § 44, stk. 3, udtrykkeligt er skabt hjemmel for, at en anmodning om fremmøde kan afslås. Byretten fandt, at der ikke forelå formalitetsmangler ved selve afgørelserne om at afvise fremmøde, og at der ikke var påvist omstændigheder, der kunne give anledning til at tilsidesætte skønnet over, at fremmøde var overflødigt.
SKM2011.596.BR	Retten fandt, at det var med rette, at Landsskatteretten havde afvist en klage, da det ikke var godtgjort, at klagebetingelserne var opfyldt. Der var endvidere ikke grundlag for at suspendere klagefristen.
SKM2011.457.BR	Da det måtte lægges sagsøgerne til last, at de først havde henvendt sig til en advokat efter udløbet af indbringelsesfristen, hvorfor genoptagelsesanmodningen først var fremkommet ca. 8 måneder efter, at Landsskatteretten i første omgang traf afgørelse, var betingelserne for genoptagelse efter dagældende SFL § 46 ikke opfyldt.
SKM2011.452.BR	En klage var bortfaldet som følge af manglende betaling af klageafgift. Da der således ikke forelå en afgjort eller afvist sag, kunne en klage ikke behandles som en anmodning om genoptagelse efter dagældende SFL § 46.
SKM2010.478.BR	Landsskatteretten havde nægtet at genoptage en kendelse. Byretten bemærkede, at det efter det faktiske grundlag, som Landsskatteretten havde truffet afgørelse på, ikke havde været tale om, at sagsøgerens rådighed over en bil havde været afskåret i hele måneder. Dette faktiske grundlag var ikke ændret ved fremlæggelsen af de nye oplysninger. De nye oplysninger fandtes derfor ikke at kunne have medført et væsentligt andet udfald af sagen. Da det endvidere ikke var godtgjort, at der forelå ganske særlige omstændigheder, var betingelserne for genoptagelse i dagældende SFL § 46, stk. 1 og 2 ikke opfyldt.
SKM2008.828.BR	Byretten fastslog, at det ikke var en ny oplysning, at SKAT i en udtalelse havde erklæret sig uenig i Landsskatterettens tidligere begrundelse.
Landsskatteretsafgørelser
SKM2017.47.LSR	Landsskatteretten fandt, at retten havde kompetence til at behandle en klage over SKATs afgørelse om modregning i klagerens overskydende skat for indkomståret 2015 til dækning af sagsomkostninger til politiet. Straffuldbyrdelsesloven § 111, stk. 2, afskærer ikke klageres adgang til at klage over modregning, når der klages over SKATs administration.
SKM2014.4.LSR	Klager over lønindeholdelse til dækning af gæld vedrørende gebyr i forbindelse med en billetrestance var ikke omfattet af Landsskatterettens kompetence, og skulle indbringes for Fogedretten.
SKM2013.583.LSR	Spørgsmålet om eventuel forrentning i forbindelse med tilbagebetaling af bødebeløb, der var opkrævet ved bødeforlæg, fandtes ved uenighed at henhøre under strafferetsplejen. Der kunne derfor ikke tages stilling til spørgsmålet i en forvaltningsafgørelse, jf. SFL § 1. Landsskatteretten havde ikke kompetence til at tage stilling til spørgsmålet, jf. SFL § 11.
SKM2012.335.LSR	Landsskatteretten afviste en klage over SKATs anmodning om udlevering af kontoudskrifter. SKATs anmodning var en processuel beslutning, ikke en forvaltningsretlig afgørelse.
SKM2010.833.LSR	Landsskatteretten afviste en klage angående en afdragsordning for en igangværende virksomhed. Der blev lagt vægt på, at dagældende inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, alene omfatter personer, herunder afdragsordninger for afmeldte virksomheder, og at afdragsordninger for igangværende virksomheder aftales som led i SKATs faktiske forvaltningsvirksomhed.
SKM2010.602.LSR	Landsskatteretten afviste en klage, idet et skatteankenævns nægtelse af at give en udtalelse om medholdsgrad ikke kunne anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand.
SKM2010.103.LSR	Et selskabs klage over Skatterådets besvarelse af to spørgsmål blev afvist af Landsskatteretten, idet der var tale om generelle spørgsmål, der ikke vedrørte en konkret skatteyder.
SKM2009.280.LSR	Landsskatteretten afviste at behandle en klage over en afgørelse af privatretlig karakter, da retten fandt, at den ikke var rette klagemyndighed.
SKM2007.100.LSR	Under en tidligere behandling i Landsskatteretten var det ikke oplyst af klagerens repræsentant, at klageren på selvangivelsestidspunket havde været ude for en ulykke. Da klagerens repræsentant havde været vidende om klientens ulykkestilfælde, var der ikke i forbindelse med anmodningen om genoptagelse i Landsskatteretten tale om ganske særlige omstændigheder.
SKM2014.4.LSR	Klager over lønindeholdelse til dækning af gæld vedrørende gebyr i forbindelse med en billetrestance var ikke omfattet af Landsskatterettens kompetence, og skulle indbringes for Fogedretten