Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne for forsendelse af beskattede varer.
Afsnittet indeholder:
- Ledsagedokumentet ved forsendelse af beskattede varer
- Udfærdigelse af det forenklede ledsagedokument
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Bemærk
Lov nr. 1240 af 11. juni 2021 implementer RÅDETS DIREKTIV (EU) 2020/262 af 19. december 2019 om den generelle ordning for punktafgifter (omarbejdning). Dette medfører bl.a. at med virkning fra den 13. februar 2023, bliver forsendelser af beskattede varer omfattet af EMCS’en.
Ledsagedokumentet ved forsendelse af beskattede varer
Ved forsendelse af beskattede varer skal der bruges et forenklet ledsagedokument i papirform. Se Kommissionens forordning nr. 3649/92 af 17. december 1992. EMCS kan ikke bruges i disse tilfælde. Ledsagedokumentet for beskattede varer indeholder færre oplysninger end det elektroniske ledsagedokument.
Det betyder, at ved forsendelse af EU-punktafgiftspligtige varer til et andet EU-land, hvor afgiften er betalt i afsenderlandet, skal der udfærdiges et forenklet ledsagedokument.
Når afgiften er betalt i afsenderlandet, er disse varer i princippet overgået til frit forbrug i det pågældende EU-land, men hvis varerne efterfølgende sendes til et andet EU-land til erhvervsmæssigt brug, skal der udstedes et forenklet ledsagedokument, da varernes forbrugssted herved flyttes til modtagerlandet.
Det forenklede ledsagedokument bruges ved forsendelse af beskattede EU-punktafgiftspligtige varer, herunder også vareprøver mellem EU-lande eller gennem EU-lande til ikke-EU-lande (tredjelande), fx til Norge via Sverige eller til og fra Bornholm via Sverige.
Det forenklede ledsagedokument skal også bruges ved forsendelse mellem EU-landene af fuldstændig denatureret alkohol, dvs. husholdningssprit og lignende sprit i de øvrige EU-lande.
Bemærk
Det har været prøvet ved domstolene, om en "cash and carry" virksomhed er forpligtet til at sikre sig, at der til virksomheden bliver udleveret eksemplar 1 af det forenklede ledsagedokument, i det tilfælde at varerne er bestemt til erhvervsmæssig brug i et andet EU-land. Højesteret afsagde den 20. december 2013 dom på baggrund af EU-domstolens dom af 18. juli 2013 i sag C-315/12. Se SKM2014.36.HR.
Udfærdigelse af det forenklede ledsagedokument
Det forenklede ledsagedokument kan udfærdiges på blanket nr. 22.069 (EU-blanket) eller være et handelsdokument, fx faktura, men det forudsætter, at fakturaen indeholder mindst samme oplysninger som blankettens rubrikker (numre og overskrifter).
Hvis der bruges et handelsdokument, skal dette tydeligt mærkes med følgende meddelelse: "Forenklet ledsagedokument (punktafgiftspligtige varer) til afgiftskontrol."
Blanket nr. 22.069 kan findes på skat.dk under virksomheder, blanketter. Blanketten er i 3 eksemplarer:
- Eksemplar 1: Opbevares af afsenderen
- Eksemplar 2: Sendes sammen med varerne til modtageren og opbevares af denne
- Eksemplar 3: Sendes sammen med varerne til modtageren, som returnerer det til afsenderen med kvittering for varernes modtagelse, hvis vareafsenderen anmoder om det.
Ledsagedokumentets eksemplar 2 og 3 skal fysisk følge varerne, så dokumentet under transporten på forlangende kan forevises myndighederne.
Blanketten til forsendelse af beskattede varer skal udfyldes i overensstemmelse med rubriceringen. På bagsiden af blankettens eksemplar 1 er der en vejledning i at udfylde de enkelte rubrikker.
Forud for afsendelsen af varerne skal der være indgivet en angivelse til afgiftsmyndigheden i bestemmelseslandet og stillet sikkerhed for punktafgiften.
Hvis vareafsenderen skal bruge en kvittering til at få afgiftsgodtgørelse hos egne myndigheder, skal varemodtageren sende eksemplar 3 af ledsagedokumentet med kvittering for varens modtagelse tilbage til vareafsenderen. Der skal samtidig foreligge en påtegning eller attestation fra afgiftsmyndigheden i modtagerlandet på ledsagedokumentet eventuelt i et særskilt dokument, at afgiften i modtagerlandet er eller vil blive betalt.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Kommentarer |
Højesteretsdomme |
SKM2014.36.HR | En "cash and carry" virksomhed var ikke forpligtet til at sikre sig, at den modtog eksemplar 1 af det forenklede ledsagedokument, i det tilfælde varerne skulle anvendes erhvervsmæssigt i et andet EU-land. | SKAT havde pålagt virksomheden at sikre sig, at der udfærdiges et forenklet ledsagedokument ved salg af punktafgiftspligtige varer til erhvervsmæssig brug (erhvervsmæssig oplægning) i et andet EU-land. SKAT fik medhold ved Landsretten. Se SKM2010.304.ØLR. Sagen blev derpå indbragt for Højesteret, som den 20. december 2013 afsagde dom på baggrund af EU-domstolens dom af 18. juli 2013 i sag C-315/12. Det tilføjes, at det i HR-dommen nævnte punkt 3a vedrører SKATs afgørelse om, at selskabet skal iagttage bestem melserne om forenklet ledsagdedokument. |