Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2019.159.ØLR

En hovedanpartshaver i et selskab, der drev tankstationer, var blevet beskattet af rådigheden over to gulpladebiler, en Bil-2 og en Bil-3, én hvidpladebil samt en båd. Desuden var anpartshaveren blevet beskattet af sin benyttelse af en motorcykel. Spørgsmålene i sagen var, om de materielle betingelser for beskatning var opfyldt, samt om fristreglerne og begrundelseskravet var iagttaget.

Vedrørende gulpladebilerne henviste landsretten til, at bilerne bl.a. blev anvendt af anpartshaverens sønner. Den ene søn var ikke på noget tidspunkt ansat hos selskabet, mens den anden søn var ansat fra den 1. marts 2009 til den 31. januar 2010. Efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, herunder de foreliggende fotos af Bil-2 og dens placering på forskellige tidspunkter samt politiets konstateringer af Bil-3’s placering hos anpartshaverens ene søn og dennes anvendelse af bilen, fandt landsretten det godtgjort, at begge biler havde været anvendt privat. Begge biler, der var luksuriøse og kraftfulde, var også velegnede til privat anvendelse. For så vidt angår Bil-2, hvor der var monteret barnesæde, fandt landsretten, at denne ikke efter de foreliggende oplysninger om dens fremtræden kunne anses for at have været et specialindrettet køretøj. Begge biler måtte således anses for omfattet af reglen om beskatning i LL § 16, stk. 4.

Landsretten fandt, at det efter sagens omstændigheder påhvilede anpartshaveren at godtgøre, at der havde været indkomstår omfattet af sagen, hvor bilerne ikke havde været benyttet privat og ikke havde stået til fri rådighed for ham. Denne bevisbyrde havde han ikke løftet under de foreliggende omstændigheder, hvor der bl.a. ikke forelå et kørselsregnskab, hvilket landsretten efter bevisførelsen i sagen lagde til grund beroede på anpartshaverens forhold.

I forhold til de foreliggende oplysninger om, at Bil-2 var på værksted fra oktober 2007 til august 2008, bemærkede landsretten, at det ikke kunne anses for bevist, at anpartshaveren i denne lange periode ikke havde rådighed over bilen.

I forhold til de foreliggende oplysninger om, at Bil-3 var stilstandsforsikret i en periode, bemærkede landsretten, at det påhvilede anpartshaveren at godtgøre, at han i den pågældende periode effektivt var afskåret fra at råde over bilen, hvilket de foreliggende oplysninger, herunder mailkorrespondancen mellem hans advokat og forsikringsselskabet, ikke fandtes at godtgøre.

Vedrørende hvidpladebilen fandt landsretten efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, at det påhvilede anpartshaveren at godtgøre, at bilen, der i 2006 blev indregistreret til privat benyttelse med selskabet som ejer, ikke tilhørte selskabet. Landsretten fandt, at denne bevisbyrde ikke var løftet og lagde herved vægt på, at anpartshaveren var ansvarlig for de bogføringsmæssige og regnskabsmæssige oplysninger samt den manglende dokumentation for købesummens betaling og indholdet af købsaftalen.

Vedrørende båden tiltrådte landsretten efter en samlet vurdering og af de grunde, byretten havde anført, at båden, der i 2003 blev købt af et interessentskab, som var ejet af selskabet og anpartshaverens ene søn, fra 2004 til og med 2011 var ejet af selskabet. Af de samme grunde, som byretten havde anført, tiltrådte landsretten endvidere, at båden i hele perioden fra købstidspunktet i 2003 til 2011 var stillet til rådighed for anpartshaveren. Byretten havde bl.a. henvist til anpartshaverens skiftende forklaringer om båden, manglende dokumentation for, at der reelt skete en overdragelse af båden som led i en byttehandel med en tredjemand, manglende dokumentation for en efterfølgende påstået byttehandel, de regnskabsmæssige registreringer af båden, og fotografier af anpartshaverens søn og dennes datter i båden i tre forskellige år.

Vedrørende motorcyklen fandt landsretten efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder de foreliggende fotos og de afgivne forklaringer om brugen sammenholdt med oplysningerne om den ene søns involvering i købet af motorcyklen, at det var godtgjort, at motorcyklen havde været anvendt privat og også i 2006 blev købt med henblik herpå. Landsretten fandt videre, at det herefter påhvilede anpartshaveren at godtgøre, at motorcyklen i perioder ikke havde været anvendt eller kunne anvendes privat, eller at omfanget af privat kørsel alene havde haft en helt bagatelagtig karakter, idet der i modsat fald var grundlag for at beskatte anpartshaveren af beskatningsværdien af den vederlagsfri benyttelse.

I forhold til oplysningerne om, at motorcyklen var i kommission hos en motorcykelforhandler fra oktober 2008 til oktober 2010, og under reparation fra den 27. juni 2007 til 7. december 2007 hos samme forhandler, henviste landsretten til, at der fra anpartshaverens side havde været afgivet forskellige oplysninger om tidspunktet for og varigheden af reparationen af motorcyklen. Herefter og ud fra en samlet vurdering af bevisførelsen, herunder de foreliggende skriftlige oplysninger om kommissionsforholdet og om reparationen samt de foreliggende oplysninger om den tur med motorcykler til Y16-land, som ejeren af motorcykelforhandleren og den ene søn var på i 2008, fandt landsretten, at anpartshaveren ikke havde godtgjort, at motorcyklen i disse lange perioder ikke kunne anvendes eller blev anvendt af anpartshaveren eller sønnen.

I forhold til oplysningerne om, at motorcyklen var beslaglagt, henviste landsretten til, at det efter sagens oplysninger kunne lægges til grund, at politiet beslaglagde motorcyklen den 23. november 2010 og først udleverede den efter udgangen af 2011. Uanset baggrunden herfor fandt landsretten, at der i denne periode, hvor motorcyklen var beslaglagt og dermed notorisk ikke kunne anvendes af anpartshaveren eller hans, ikke var grundlag for beskatning hos anpartshaveren i medfør af LL § 16, stk. 3.

Som følge heraf var der grund til at foretage hjemvisning af sagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen for så vidt angår beskatningen af motorcyklen, hvilket Skatteministeriet selv havde nedlagt påstand om under henvisning til, at også andre forhold vedrørende skatteansættelsen bevirkede, at sagen burde hjemvises til fornyet behandling.

Vedrørende fristreglerne tiltrådte landsretten, at dispositionerne i tilknytning til de beskrevne aktiver henset til anpartshaverens bestemmende indflydelse havde haft karakter af kontrollerede transaktioner. Den forlængede ansættelsesfrist i SFL § 26, stk. 5, fandt derfor anvendelse.

Med henvisning til værdierne og karakteren af de omhandlede aktiver, som anpartshaveren ikke i noget tilfælde selvangav var stillet til hans rådighed, og tillige til omstændighederne ved erhvervelsen af aktiverne, fandt landsretten, at anpartshaveren i hvert fald havde handlet groft uagtsomt, og derved havde bevirket, at hans skatteansættelser blev foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. herved SFL § 27, stk. 1, nr. 5.

Landsretten fandt endvidere, at det først var efter ransagningen den 25. oktober 2011 og afhøringen samme dag af anpartshaveren samt den efterfølgende modtagelse af billeder fra politiet, der bl.a. viste brugen af flere af de omhandlede aktiver, at der for SKAT forelå tilstrækkelige oplysninger til, at der var grundlag for ekstraordinær ansættelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5. De foreliggende oplysninger om SKATs viden og ageren forud for ransagningstidspunktet gav ikke grundlag for at fastslå, at der på noget tidligere tidspunkt forelå tilstrækkelige oplysninger hertil. Varslingsfristen på 6 måneder i SFL § 27, stk. 2, var derfor overholdt i relation den varsling om ændret skatteansættelse for indkomstårene 2003 til 2007, som blev sendt til anpartshaveren ved brev af 3. april 2012.

Endelig fandt landsretten, at der efter indholdet af korrespondancen både før og efter afholdelsen af mødet den 30. august 2012 og det aftalte på mødet måtte anses implicit at have været en anmodning om forlængelse af ansættelsesfristen, der både før og efter mødet og frem til afgørelsestidspunktet blev imødekommet af hensyn til anpartshaverens mulighed for at varetage sine interesser. Landsretten tiltrådte herefter, at de tidsmæssige betingelser for ekstraordinær skatteansættelse var opfyldt, jf. SFL § 27, stk. 2.

Vedrørende begrundelseskravet, hvor anpartshaveren havde henvist til, at SKAT i sin afgørelse ikke havde begrundet, hvorfor der var grundlag for ekstraordinær ansættelse, fandt landsretten, at der i den foreliggende situation, hvor begrundelsesmanglen måtte anses for at have været konkret uvæsentlig, ikke var grundlag for at anse SKATs afgørelse for ugyldig.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom (SKM2018.187BR), dog således at der skete hjemvisning til Skattestyrelsen frem for det tidligere SKAT.

SKM2018.337.VLR

Skatteyderen var efter LL § 16, stk. 4, blevet beskattet af værdien af fri bil vedrørende en Mercedes ML 350-varevogn på gule plader. Bilen, som ikke var konstateret anvendt privat, var indregistreret til blandet erhvervsmæssig og privat anvendelse.

Skatteyderen gjorde for det første gældende, at bilen var specialindrettet og derfor ikke omfattet af LL § 16, stk. 4. Landsretten fandt, at det ikke var godtgjort, at bilen havde en sådan indretning, at den kunne anses som et specialindrettet køretøj, der var uegnet som alternativ til en privat bil.

Skatteyderen gjorde for det andet navnlig gældende, at der ikke gjaldt en formodning for privat rådighed, idet registreringen af bilen til blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse skyldes fejl fra myndighedernes side. Skatteyderen bestred således, at det var ham, som havde udfyldt og underskrevet den erklæring om bilens anvendelse, som lå til grund for registreringen af bilens anvendelse. For landsretten blev der indhentet en grafologisk skønserklæring, som konkluderede, at skatteyderen ikke havde underskrevet erklæringen.

Landsretten bemærkede, at bilen var indregistreret til blandet anvendelse, og at skatteyderens selskab løbende havde betalt privatbenyttelsesafgift for bilen i de indkomstår, som sagen angik. Landsretten bemærkede endvidere, at der intet grundlag var for at antage, at medarbejdere hos myndighederne havde udfyldt og underskrevet den omtvistede erklæring. Da skatteyderen havde overladt det til bilforhandleren at anmelde bilen til registrering, lagde landsretten til grund, at erklæringen var blevet indleveret til myndighederne af en person, som handlede på skatteyderens vegne. Uanset om skatteyderen ikke selv måtte have udfyldt og underskrevet erklæringen, var der derfor ikke grundlag for at fastslå, at myndighederne havde begået fejl ved indregistrering af bilen.

Landsretten bemærkede desuden, at skatteyderen som erfaren direktør havde haft en særlig anledning til efterfølgende at kontrollere, at forhandleren havde indregistreret bilen korrekt, idet det af den fremsendte registreringsattest fremgik, at bilen var indregistreret til blandet erhvervsmæssig og privat anvendelse.

På denne baggrund var der en formodning for, at skatteyderen som direktør og eneanpartshaver havde haft den omhandlede bil til rådighed for privat benyttelse. Da formodningen ikke var afkræftet, tiltrådte landsretten, at skatteyderen skulle beskattes af værdien af fri bil efter LL § 16, stk. 4.

Byrettens dom, hvorved Skatteministeriet var blevet frifundet, blev derfor stadfæstet.

SKM2017.693.ØLR

Appellanterne - et selskab og selskabets eneaktionær - havde anket byrettens dom angående forhøjelser af deres skattepligtige indkomster for 2007 og 2008. Sagerne blev behandlet samlet.

Sagen mod eneaktionæren handlede om, hvorvidt denne havde fået stillet en Ferrari og en Lamborghini til rådighed af selskabet og derfor skulle beskattes af værdien af rådighed over fri bil i medfør af LL § 16, stk. 4. Herudover handlede sagen om, hvorvidt eneaktionæren havde dokumenteret, at en række udgifter afholdt i selskabet relaterede sig til selskabets drift, eller om udgifterne reelt var private udgifter, som skulle anses for maskeret udlodning til eneaktionæren, jf. LL § 16 A, stk. 1.

Køretøjerne havde været opbevaret hos et selskab i Tyskland. Det tyske selskab, der ifølge en kommissionsaftale skulle forestå salg og udlejning af køretøjerne, var beskrevet på selskabets hjemmeside som et selskab, der bistår danskere med at registrere biler på tyske plader og tilbyder at opbevare bilen for ejeren. Køretøjerne var hverken blevet afhændet eller udlejet i 2007 og 2008. Ifølge kommissionsaftalen havde selskabet - eller personer i selskabet - ingen "forhåndsråderet" over køretøjerne. Landsretten fandt, at eneaktionæren ikke ved denne kommissionsaftale havde fraskrevet sig enhver ret til at råde over køretøjerne.

Landsretten fandt, at det under disse omstændigheder påhvilede eneaktionæren at sandsynliggøre, at køretøjerne ikke havde været stillet til rådighed for, og ikke blev anvendt til privat kørsel af eneaktionæren og dennes familie. Bevisbyrden herfor var hos eneaktionæren, også selvom det var ubestridt i sagen, at køretøjerne ikke havde været parkeret ved eneaktionærens bopæl i Danmark, men under hele perioden havde befundet sig hos selskabet i Tyskland.

Landsretten fandt, at eneaktionæren ikke havde sandsynliggjort, at der alene var foretaget kørsel af erhvervsmæssig karakter i køretøjerne. Landsretten henviste i den forbindelse til, at de fremlagte "mileage reporter", udarbejdet af det tyske selskab, ikke udgjorde fornøden dokumentation for, at køretøjerne ikke havde været anvendt privat i 2007 og 2008, allerede fordi "mileage reporterne" ikke stemte overens med aflæsning af kilometerstand på en værkstedsfaktura.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom vedrørende punktet om beskatning af værdien af rådighed over fri bil i medfør af LL § 16, stk. 4.

SKM2017.477.VLR

Ankesagen angik, om appellanten havde haft privat rådighed over en Mercedes-Benz i indkomstårene 2007-2009 og derfor skulle beskattes i medfør af LL § 16, stk. 4.

Appellanten var direktør og indehaver af selskabet, der havde købt bilerne, og forestod den daglige ledelse af virksomheden. Selskabet havde betalt privatbenyttelsesafgift for begge biler. Bilerne var parkeret på sagsøgerens bopælsadresse, der tillige udgjorde hjemsted for virksomheden.

Køretøjet var indrettet med reolsystem i varerummet.

Landsretten fastslog, at Mercedesen ikke havde en sådan indretning, at den kunne anses som et specialindrettet køretøj, der var uegnet som alternativ til en privat bil.

Landsretten fandt videre, at der i sagen var en formodning for, at appellanten havde haft den omhandlede Mercedes til rådighed til privat benyttelse. Landsretten henviste i den forbindelse bl.a. til, at køretøjet var indregistreret til blandet erhvervsmæssig/privat anvendelse, samt at selskabet havde betalt tillægsafgift for privat anvendelse.

Endelig fandt landsretten, at formodningen for privat rådighed ikke var afkræftet.

SKM2017.466.ØLR

Den skattepligtige, som var medejer af et tysk selskab, var indtrådt i en ordning med de tyske skattemyndigheder, hvorefter der i selskabet månedligt skulle bogføres et beløb til gengæld for hans private rådighed over selskabets Aston Martin. Landsretten fandt, at der navnlig ved denne tilkendegivelse om privat anvendelse over for de tyske skattemyndigheder samt bogføringen i overensstemmelse hermed var skabt en stærk formodning for, at bilen stod til rådighed for privat anvendelse. Landsretten fandt ikke formodningen afkræftet ved den skattepligtiges fraskrivelseserklæring, nogle håndskrevne kørebøger for tidligere år, de øvrige biler som han rådede over eller en under retssagen afgivet vidneforklaring om, at bilen stod parkeret i en aflåst garage nær det tyske selskabs adresse. Landsretten bemærkede endvidere, at den omstændighed at skattemyndighederne ikke havde ført bevis for konkret konstateret privat kørsel i bilen ikke kunne føre til andet resultat. 

SKM2016.232.ØLR

Sagen handlede om, hvorvidt en eneanpartshaver og direktør i et selskab havde fået stillet en Bentley til rådighed af selskabet, og derfor skulle beskattes af værdien af rådighed over fri bil i medfør af LL § 16, stk. 4. Derudover handlede sagen om, hvorvidt SKAT ved sin afgørelse havde overholdt fristerne i SFL § 26, stk. 1, 2. pkt.

Skatteyderen gjorde under landsretssagen gældende, at det påhvilede Skatteministeriet at godtgøre, at der var grundlag for beskatning af værdien af rådighed over fri bil, eftersom bilen ikke havde befundet sig på skatteyderens privatadresse, men derimod havde været i Spanien, hvor den havde været underlagt en kommissionsaftale.

Landsretten fandt, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at bilen ikke havde været til rådighed for hans private benyttelse i 2007 og 2008. Til støtte herfor henviste Landsretten bl.a. til, at der var tale om en endog særdeles kostbar luksusbil, og at sagsøgeren var eneanpartshaver og direktør i selskabet, som havde ejendomsinvestering som hovedaktivitet. Herudover bemærkede Landsretten, at den fremlagte forretningsplan om udlejning af luksusbiler angik et andet selskab, og at bilen ikke blev hverken solgt eller lejet ud i 2007 eller 2008. Derfor kunne skatteyderens forklaring om formålet med indkøbet af bilen ikke lægges til grund.

Herefter fandt landsretten, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden, uanset, at der var adgang til andre biler i hans husstand, og uanset at den bolig, som hustruens selskab ejede i Spanien, på dette tidspunkt muligt ikke var beboelig.

For så vidt angik overholdelsen af fristerne i SFL § 26, tiltrådte landsretten det af byretten anførte herom.

På baggrund heraf stadfæstede landsretten byrettens dom (SKM2015.345.BR), hvorefter Skatteministeriet blev frifundet.

SKM2014.520.ØLR

A's selskab stillede tre biler, en Audi A6, en Audi A4 Cabriolet og en Audi S6, til rådighed for ham.

Landsretten er enig i byrettens resultat og begrundelse og stadfæster derfor byrettens dom, SKM2013.676.BR, hvor Byretten anførte, at det påhvilede A at bevise, at bilerne ikke var stillet til rådighed for ham og ikke blev anvendt til privat kørsel i de perioder, hvor de blev vinteropbevaret i selskabets garage. Han var hovedaktionær i selskabet og tillige direktør og medlem af bestyrelsen. I den situation påhvilede der ham en skærpet bevisbyrde for, at han effektivt havde været afskåret fra at råde over bilerne i de omstridte perioder.

Henset til bilernes karakter og værdi og til det alene var A, der benyttede bilerne, anførte byretten, at det måtte antages, at anskaffelsen af bilerne ikke eller kun i begrænset omfang var erhvervsmæssigt begrundet i selskabets forhold. Videre anførte byretten, at der ikke forelå nogen skriftlig aftale mellem A og selskabet om, at bilerne ikke måtte benyttes til privat kørsel i de omstridte perioder.

Byretten henviste til A's forklaring om, at rådighedsberøvelsen havde bestået i, at nøglen til selskabets garage lå i en bankboks, som han dog havde uhindret adgang til. Nummerpladerne blev ikke afmonteret, og bilerne ikke afregistreret i den periode, hvor de blev vinteropbevaret. Byretten anførte, at A således på et hvilket som helst tidspunkt kunne anvende bilerne privat.

Den omstændighed, at bilerne var omfattet af stilstandsforsikring, der medførte, at forsikringsselskabet ikke var forpligtet til at dække skader under kørsel, fandt byretten ikke kunne sidestilles med en effektiv rådighedsberøvelse, der afskar A fra at råde over bilerne.

På den baggrund gav byretten Skatteministeriet medhold i frifindelsespåstanden. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2014.182.ØLR

Han gjorde gældende, at han ikke skulle beskattes af den skattepligtige værdi af bilerne for de måneder, hvori disse var låst inde i selskabets garage og omfattet af stilstandsforsikring i F1-Forsikring.

Byretten bemærkede, at selskabet stillede bilerne til rådighed for As private benyttelse, og at anden anvendelse ikke var godtgjort. Han var ultimativ ejer af en væsentlig del af indskudskapitalen i arbejdsgiverselskabet, og den samlede indskudskapital i selskabet var ultimativt ejet af ham og hans to brødre. A var administrerende direktør i selskabet. Byretten anførte, at A og selskabet i den situation måtte anses for interesseforbundne, hvorfor der påhvilede ham en skærpet bevisbyrde for, at den private råden over bilerne havde været effektivt afskåret i nogle af månederne i de omhandlede indkomstår.

Efter bevisførelsen lagde byretten til grund, at bilernes nummerplader ikke på noget tidspunkt havde været afmonteret.

Efter As forklaring lagde byretten endvidere til grund, at rådighedsberøvelsen havde bestået i, at bilnøgler og garagenøgler blev opbevaret af personer, der var undergivet hans instruktionsbeføjelser. En sådan rådighedsberøvelse kunne ikke anses for effektiv. Byretten anførte videre, at rådighedsberøvelsen også havde bestået i, at bilerne i de måneder, hvor værdi af fri bil ikke var indberettet af selskabet, var omfattet af stilstandsforsikring. Det fremgik imidlertid, at der i perioden juni-august 2007 var indberettet værdi af fri bil, uanset at den pågældende bil i perioden var omfattet af selskabets stilstandsforsikring. Allerede derfor kunne stilstandsforsikring ikke anses for effektiv rådighedsberøvelse.

På dette grundlag gav byretten Skatteministeriet medhold i frifindelsespåstanden.

Landsretten tilføjede, at begge biler efter deres karakter var velegnede til privat kørsel og ikke fandtes at være anskaffet primært i arbejdsgiverselskabets interesse, ligesom landsretten fremhævede, at det var ubestridt, at der ikke var ført kørselsregnskab eller fortegnelse over de datoer, hvor bilerne faktisk blev benyttet privat.

Under disse omstændigheder måtte det påhvile A at godtgøre, at bilerne ikke var til hans rådighed til privat benyttelse i vinterhalvåret.

For landsretten var det også uafklaret, om og i givet fald i hvilket omfang bilernes nummerplader havde været afmonterede i de perioder, hvor der alene var tegnet stilstandsforsikring for bilerne, og de nærmere vilkår for stilstandsforsikringerne og bilerne og iagttagelserne heraf var heller ikke oplyst for landsretten, uanset Skatteministeriets opfordringer herom.

Landsretten fandt derfor, at der også efter bevisførelsen for landsretten måtte lægges til grund, at den rådighedsberøvelse, der for A var iværksat i forhold til hans benyttelse af bilerne, var afhængig af at han administrerede sin instruktionsbeføjelse i overensstemmelse hermed og ikke foranledigede de øvrige - primært familierelaterede - medlemmer af direktionen i arbejdsgiverselskabet til at ændre eller bortse fra den vedtagne men ikke skriftligt udfærdigede beslutning om bilernes brug.

Endelig bemærkede landsretten, at direktionens beslutning om stilstandsforsikring og kørsel med bilerne alene i sommerhalvåret fremstod begrundet i As individuelle ønsker og ikke i hensyn til arbejdsgiverselskabets drift.

Herefter, i øvrigt af de grunde, som byretten havde anført, stadfæstede landsretten byrettens frifindelse af Skatteministeriet. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2013.539.ØLR

Stadfæstelse af SKM2013.5.BR

Byretsdomme

►Sagsøger, der var hovedanpartshaver og direktør i selskabet, blev beskattet af værdien af fri bil i indkomstårene 2014 og 2015, som følge af at han ikke havde ført det fornødne bevis for, at han ikke havde rådighed over mindst én af selskabets biler. Værdien blev i den konkrete sag opgjort med udgangspunkt i den dyreste af bilerne.◄

Sagen angik, om skatteyderen var fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2009-2010, og om han som hovedaktionær skulle beskattes af fri bolig, fri sommerbolig og fri bil. Sagen angik også, om hovedaktionærens selskaber skulle beskattes af en fiktiv lejeindtægt for en bolig og en sommerbolig, der var stillet til rådighed for hovedaktionæren.

Skatteyderen havde registreret sig som udrejst fra Danmark fra og med indkomståret 2003.

Retten fandt, at skatteyderens fulde skattepligt til Danmark var genindtrådt i hvert fald fra indkomståret 2007. Retten fandt herefter, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at han i indkomstårene 2009-2010 skulle have opgivet sin bopæl i Danmark, og han var derfor fuldt skattepligtig til Danmark i disse indkomstår. Retten fandt endvidere, at skatteyderen havde en stærkere personlig og økonomisk forbindelse til Danmark end til Letland, og beskatningsretten tilkom derfor Danmark.

Skatteministeriet havde under sagen anerkendt, at beskatningen af fri bolig skulle nedsættes med 12.880 kr. for hvert af indkomstårene 2009 og 2010, hvilket retten tiltrådte.

Retten fandt, at skatteyderen skulle beskattes af fri sommerbolig, og at værdien heraf skulle fastsættes i overensstemmelse med LL § 16, stk. 5.

Retten fandt ligeledes, at skatteyderen skulle beskattes af fri bil. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at skatteyderen - på grund af sygdom - ikke selv kunne benytte bilen i en periode, da det er rådigheden og ikke den faktiske anvendelse, der beskattes. Det kunne heller ikke føre til et andet resultat, at bilen var stillet til rådighed af skatteyderens lettiske selskab, da den fulde skattepligt til Danmark også gælder en bil, der er stillet til rådighed af et udenlandsk selskab.

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgeren, der var eneejer og direktør i et selskab, skulle beskattes af værdien af rådighed over fri bil og fri helårsbolig i en nærmere afgrænset periode i indkomstårene 2009-2011. Herudover angik sagen, om sagsøgeren var berettiget til et større befordringsfradrag i 2011 end anerkendt af skattemyndighederne.

For så vidt angår rådigheden over fri bil, var der i sagen enighed om, at sagsøgeren havde anvendt den omhandlede bil privat i den relevante periode. Spørgsmålet i sagen var alene, om sagsøgeren havde købt bilen af selskabet. Da selskabet fortsat var registreret som ejer af bilen i SKATs motorregister efter det påståede købstidspunkt, da selskabet havde afholdt flere udgifter vedrørende bilen efter dette tidspunkt, og da der ikke forelå en skriftlig købsaftale mellem sagsøgeren og selskabet, gav retten Skatteministeriet medhold i, at bilen var ejet af selskabet, og at sagsøgeren skulle rådighedsbeskattes.

Den i sagen omhandlede helårsbolig blev i 1999 erhvervet af sagsøgeren, som i 2007 solgte huset til sit selskab. Sagsøgeren fortsatte med at bo i huset efter salget til selskabet og havde folkeregisteradresse på ejendommen frem til 2012. Sagsøgeren gjorde under sagen gældende, at han fraflyttede ejendommen medio 2010 for at flytte sammen med sin nye hustru, og at han ikke havde haft rådighed over huset efter dette tidspunkt. Retten fandt, at det under de foreliggende omstændigheder påhvilede sagsøgeren at dokumentere, at han ikke fortsat havde haft privat rådighed over ejendommen, og at sagsøgeren ikke havde ført et sådant bevis. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

I relation til spørgsmålet om befordringsfradrag fandt retten i overensstemmelse med sagsøgerens påstand, at sagsøgeren i LL § 9 C’s forstand havde haft sædvanlig bopæl hos sin hustru, hendes særbørn og parrets fælles barn. Sagsøgeren var derfor berettiget til et yderligere befordringsfradrag.

Sagsøgeren var hovedanpartshaver i et selskab, som var registreret ejer af en personbil i SKATs register. Sagsøgeren gjorde under sagen gældende, at bilen ikke var ejet af selskabet men af sagsøgerens bror, og at sagsøgeren ikke havde haft rådighed over bilen.

Retten fandt, at der var en formodning for, at de registrerede ejerforhold var i overensstemmelse med de faktiske forhold, og at det påhvilede sagsøgeren at bevise, at han ikke havde haft rådighed over bilen.

Retten fandt ikke, at sagsøgeren havde løftet denne bevisbyrde og lagde bl.a. vægt på, at sagsøgeren ikke havde fraskrevet sig rådigheden over bilen, og at der ikke blev ført kørselsregnskab for bilens anvendelse.

Sagsøgeren, som i de omhandlede indkomstår var under 18 år gammel, var hovedanpartshaver i et selskab, hvori hans far var direktør. Skattemyndighederne havde beskattet sagsøgeren af værdien af fri bil vedrørende to af selskabet biler, som var indregistreret på såkaldte papegøjeplader.

Retten henviste til, bilerne var indregistreret, så de lovligt kunne anvendes både erhvervsmæssigt og privat, samt at faderen forklarede, at han kørte frem og tilbage til sin bopæl i bilerne, hvor bilerne stod parkeret, når han ikke anvendte dem. Endvidere henviste retten til, at sagsøgerens mor var blevet standset af SKAT, mens hun kørte i en af bilerne, hvor formålet måtte anses for at være privat kørsel. På denne baggrund gjaldt der en stærk formodning for, at bilerne havde stået til rådighed for sagsøgerens forældres private kørsel, og denne formodning var ikke afkræftet.

Retten anførte videre, at det følger af LL § 16 A, stk. 5, at det er rådigheden, som beskattes, og at det derfor var uden betydning, at sagsøgeren i de pågældende år ikke anvendte bilerne. Endvidere bemærkede retten, at det følger af forarbejderne til LL § 16 A, stk. 5, og af retspraksis, at en anpartshaver kan beskattes af maskeret udbytte, selvom fordelen ikke tilfalder anpartshaveren, men en person, hvori anpartshaveren har en personlig interesse.

Da retten anså bilerne for at have været til rådighed for forældrenes private kørsel, var det derfor med rette, at beskatningen af værdien af fri bil i de pågældende år var sket hos sagsøgeren. Det forhold, at han i den omhandlede periode var under 18 år, kunne ikke føre til et andet resultat.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2018.206.BR

Sagen angik overordnet om det sagsøgende selskabs direktør, som havde bestemmende indflydelse, var blevet tilgodeset økonomisk ved en række dispositioner foretaget af selskabet, og om selskabet hæftede for manglende indeholdelse af A-skat og AM-bidrag i relation hertil.

Retten fandt det godtgjort, at en af selskabets biler, en Mercedes SUV på gule plader, var anvendt af direktøren på en rejse til Holland. Det var under sagen også tvist om, hvorvidt selskabet hæftede for manglende indeholdelse vedrørende hotelopholdet i Holland. Da retten fandt, at rejsen havde privat karakter, anså retten det blandt andet på denne baggrund også for godtgjort, at Mercedes’en havde stået til privat rådighed for direktøren.

Selskabet ejede endvidere en Ferrari på hvide plader. Retten fandt det ikke bevist, at bilen ikke var anvendt privat, idet retten bemærkede, at der ikke var ført kørebog eller lavet fraskrivelseserklæring, samt at Told- og Skatteregionens afgørelse vedrørende direktørens skatteansættelse for tidligere indkomstår ikke kunne medføre, at selskabet havde opnået en retsbeskyttet forventning om, at der ikke skulle ske beskatning hos direktøren.

Retten fandt derfor, at selskabet hæftede for den manglende indeholdelse vedrørende begge biler.

SKM2016.578.BR

Sagen vedrørte sagsøgerens indkomstopgørelse for så vidt angår beskatning af fri bil, jf. LL § 16, stk. 4, udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse, jf. LL § 9 B, befordringsfradrag, jf. LL § 9 C, og fradrag for børnebidrag, jf. LL § 10.

Vedrørende beskatning af fri bil lagde retten på baggrund af sagens konkrete omstændigheder til grund, at sagsøgeren havde anvendt den omhandlede Mercedes i væsentlig større omfang end forklaret, og at en fraskrivelseserklæring derfor ikke kunne tillægges vægt efter sit indhold. Endvidere kunne de fremlagte kørselsoversigter efter deres udformning og de indeholdte oplysninger ikke i sig selv tjene som bevis for, at der udelukkende er foretaget erhvervsmæssig kørsel i bilen. Med henvisning til, at bilen var blevet brugt til sagsøgerens lønmodtager undervisningsjob, lagde retten derudover til grund, at bilen havde været anvendt til privat kørsel.

Da sagsøgeren var eneanpartshaver og direktør i selskabet, påhvilede det ham at godtgøre, at han ikke havde haft rådighed over selskabets Mercedes, og denne bevisbyrde var ikke løftet. Sagsøgeren skulle derfor beskattes af fri bil. Da sagsøgeren havde haft fri bil til rådighed, var han endvidere ikke berettiget til befordringsfradrag.

For så vidt angår udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse, fandt retten, at hverken den fremlagte oversigt eller de underliggende bilag opfyldt kravene i bekendtgørelsen om rejse- og befordringsgodtgørelse. Retten udtalte videre, at sagsøgeren som eneanpartshaver og direktør havde en skærpet bevisbyrde for, at betingelserne for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse er opfyldte. Denne bevisbyrde havde han heller ikke på anden måde løftet.

SKM2015.575.BR

Under sagens forberedelse fremkom nye oplysninger, hvoraf fremgik, at Land Roveren havde været afmeldt i motorkøretøjsregistret og således afregistreret i perioden fra 1. juni til 30. november 2010. Skatteministeriet anerkendte på den baggrund, at sagsøgeren havde dokumenteret, at Landrover i denne periode ikke havde stået til rådighed, og at sagsøgeren derfor ikke skulle beskattes af rådighed over fri bil for den periode, hvor bilen havde været afregistreret. Sagsøgeren frafaldt herefter sine øvrige påstande i sagen, og fastholdt udelukkende - i overensstemmelse med Skatteministeriet - at der ikke skulle ske beskatning af rådighed over fri bil for den periode, hvor bilen havde været afregistreret.

Der blev således afsagt dom i overensstemmelse med sagsøgerens reviderede påstand.

SKM2015.339.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt en firmabil, der var ejet af den skattepligtiges udenlandske arbejdsgiver, havde været til rådighed for privat benyttelse i 2009, 2010 og 2011. Det var ubestridt, at den skattepligtige i et enkelt tilfælde i 2011 havde anvendt firmabilen til privat kørsel. Retten fandt, at det under disse omstændigheder påhvilede den skattepligtige at afkræfte en formodning for, at bilen ikke havde været til rådighed for privat benyttelse siden ansættelsesforholdets påbegyndelse i 2009. Den skattepligtige havde ikke fremlagt et konkret bevis, herunder f.eks. et korrekt og løbende ført kørselsregnskab, der kunne afkræfte formodningen, og der var ikke grundlag for at antage, at rådigheden havde været anderledes i 2009 og 2010 end i 2011. Den skattepligtiges oplysninger om, at bilen i en periode kun havde været til rådighed for kørsel i udlandet og om, at den skattepligtiges kørsel var omfattet af 60-dages reglen i ligningslovens § 9 B, var udokumenterede og udelukkede derudover ikke, at den skattepligtige havde haft bilen til rådighed for anden privat kørsel i eller til og fra udlandet.

Skatteministeriet blev derfor frifundet. Beskatning.

SKM2014.685.BR

Sagerne vedrørte beskatning af værdien af to biler, en Aston Martin 2 og en Aston Martin 1, som et selskab havde stillet til rådighed for privat benyttelse for henholdsvis selskabets direktør og selskabets bestyrelsesformand og hovedaktionær.

Skatteyderne gjorde gældende, at deres rådighed over bilerne havde været afskåret i flere nærmere angivne vinterperioder, idet bilerne i disse perioder havde været stilstandsforsikret, opbevaret i en garage på et af selskabets tilhørende gods og havde afmonteret nummerpladerne, som selskabets revisor opbevarede.

Byretten (tre dommere) fandt ikke, at de nævnte tiltag - hverken hver for sig eller samlet - opfyldte kravet til effektiv rådighedsberøvelse i LL § 16, stk. 4.

For så vidt angik selskabets direktør bemærkede retten, at det forhold, at det fremgik af hans direktørkontrakt, at han havde krav på at få stillet fri bil til rådighed skabte en formodning for, at bilen var stillet til rådighed i hele perioden. Direktøren havde ikke løftet bevisbyrden for, at det ikke var tilfældet, herunder at han ikke til enhver tid og efter eget ønske kunne kræve, at selskabet foranledigede stilstandsforsikringen ophævet, nummerpladerne udleveret fra revisoren og herefter kunne hente bilen i garagen og benytte den privat.

For så vidt angik selskabets bestyrelsesformand og hovedaktionær anførte retten, at det påhvilede ham at bevise, at bilen ikke var stillet til rådighed for ham. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at han og selskabet var interesseforbundne parter, at bilen var anskaffet i hans - og ikke selskabets - interesse, ligesom tiltagene til rådighedsberøvelse ikke var begrundet i selskabets forhold. Heroverfor havde hovedaktionæren ikke godtgjort, at han ikke til enhver tid og efter eget ønske kunne foranledige stilstandsforsikringen ophævet, nummerpladerne udleveret fra revisoren og derefter benytte bilen privat.

Endelig fandt byretten, at det forhold, at selskabet stillede fri bil til rådighed for selskabets hovedaktionær, var omfattet af den forlængede ligningsfrist i SFL § 26, stk. 5.

På dette grundlag frifandt byretten Skatteministeriet for de af skatteyderne nedlagte påstande. Ikke afkræftet formodning - beskatning.

SKM2013.614.BR

En eneanpartshaver havde rådighed over en gulpladebil, som var indregistreret til erhvervsmæssig og privat brug, og som var egnet til privat brug. Vedkommende var blevet standset under kørsel, hvor det var tvivlsomt, om der var tale om erhvervsmæssig brug. Retten fandt, at uanset at bilen ikke var parkeret på privatadressen, og at husstanden rådede over andre biler, så påhvilede det under de omstændigheder eneanpartshaveren at dokumentere, at han hverken havde privat rådighed over bilen, eller faktisk havde anvendt den privat. Der var ikke løbende ført kørselsregnskab, og der forelå ikke skriftlig aftale med selskabet om, at bilen ikke måtte bruges privat, og at der ikke kunne lægges vægt på en mundtlig aftale herom. På denne baggrund havde eneanpartshaveren ikke sandsynliggjort, at bilen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel. Beskatning.

Hovedaktionæren ansås for at have rådighed over selskabets bil til privat anvendelse, og skulle derfor beskattes af fri bil. Der blev ikke lagt vægt på påstande om, at det var en fejl, at det var selskabet og ikke hovedaktionæren, der havde anskaffet og afholdt udgifterne på bilen. Beskatning.

Landsskatteretskendelser

SKM2014.789.LSR

Klageren, der var hovedaktionær såvel som direktør i et selskab, havde for så vidt angår 2 biler stillet til rådighed af selskabet, i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at bilerne ikke havde været stillet til rådighed for privat kørsel. For så vidt angår en tredje bil, fandtes det ikke i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at bilen ikke havde været til rådighed eller havde været anvendt privat af klageren. Afkræftet formodning vedrørende to biler, men ikke vedrørende en tredje - beskatning

SKM2002.369.LSR

En hovedanpartshaver skulle beskattes af fri bil for hele året og ikke kun for de måneder, hvor den blev benyttet privat. Hovedanpartshaveren var den eneste ansatte i selskabet, og bilen holdt på selskabets adresse, som også var hovedanpartshaveren bopæl. Hovedanpartshaveren blev anset for at have bilen til rådighed, uanset at han ville føre opgørelse over antal kørte kilometer. Beskatning.

Skatterådet

SKM2007.447.SR

Der er ikke i bestemmelsen i ligningsloven hjemmel til at opgøre beskatningen forholdsmæssigt på grundlag af det antal dage, bilen har været til rådighed. En ansat, der får stillet en bil til rådighed i løbet af en kalendermåned, skal derfor beskattes af værdi af fri bil for hele året reduceret med det antal hele måneder, hvor bilen ikke har været til rådighed. Beskatning.

SKM2002.255.LR

En direktør i et pengeinstitut skulle kun beskattes af den dyreste bil, som han havde til rådighed i en kalendermåned. Når direktørens almindelige firmabil var udlånt til brug for pengeinstituttets erhvervsmæssige formål, kunne direktøren vælge en anden bil fra pengeinstituttets bilpark. Det var ved svaret forudsat, at direktøren kun havde adgang til at bruge én bil ad gangen. Beskatning.