Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne for fastlæggelsen af leveringsstedet ved handel med gas, elektricitet, varme- og kuldeforsyning. Se Momssystemdirektivets artikler 38-39 og ML § 14, stk. 1, nr. 5-6, og stk. 2.
Afsnittet indeholder:
- Gas, elektricitet, varme- og kuldeforsyning
- Levering til afgiftspligtige forhandlere
- Levering til andre aftagere
- ►Opladning af elektriske køretøjer◄
- Ligestilling af varme og kulde med gas og elektricitet.
Gas, elektricitet, varme- og kuldeforsyning
Gas, elektricitet, varme- og kuldeforsyning anses i Momssystemdirektivet og i momsloven som varer. Se Momssystemdirektivets artikel 15, stk. 1, og ML § 14, stk. 2.
Se evt. afsnit D.A.4.1.4 om levering af varer.
Levering til afgiftspligtige forhandlere
Der er leveringssted her i landet, når
- der leveres gas gennem et naturgassystem på EU's område eller ethvert net, der er forbundet med et sådant system,
- der leveres elektricitet eller varme- eller kuldeforsyning via varme- eller kuldenet,
til en afgiftspligtig videreforhandler, som her i landet har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed eller har et fast forretningssted, hvortil varerne leveres, eller, i mangel af et sådant her i landet, hvis videreforhandleren har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted her. Se ML § 14, stk. 1, nr. 5.
Afgiftspligtig videreforhandler
Ved en afgiftspligtig videreforhandler forstås i denne forbindelse en momspligtig person, hvis hovedbeskæftigelse i forbindelse med køb af gas, elektricitet, varme- eller kuldeforsyning er at videresælge disse produkter, og hvis eget forbrug af disse produkter er ubetydeligt. Se ML § 14, stk. 2, og Momssystemdirektivets artikel 38, stk. 2.
Momsudvalget har i en retningslinje vedtaget med enstemmighed udtalt, at hvis en afgiftspligtig person skal kunne betragtes som en afgiftspligtig videreforhandler i Momssystemdirektivets artikel 38, stk. 2's forstand, skal den pågældendes aktivitet bestå i at sælge nøjagtigt det samme produkt, blandt produkterne omfattet af Momssystemdirektivets artikel 38, stk. 2, som det produkt, der er indkøbt. Der må ikke ske omdannelse til andre produkter. Og der må ikke være et egetforbrug af produktet, medmindre egetforbruget kan anses for ubetydeligt.
I tilfælde hvor den afgiftspligtige persons aktivitet medfører forbrug af et af produkterne omfattet af artikel 38, stk. 2, med henblik på at produceret et andet af de omfattede produkter, finder et enstemmigt momsudvalget, at den afgiftspligtige person i forbindelse med salget af det producerede produkt ikke kan anses for en afgiftspligtig videreforhandler. I de tilfælde finder et enstemmig momsudvalg, at Momssystemdirektivets artikel 39 (om levering til andre aftagere) skal anvendes ved fastlæggelsen af leveringsstedet. SKAT deler udvalgets opfattelse.
Se retningslinje WP 765, DOK A fra Momsudvalget, der er vedtaget på baggrund af drøftelser på udvalgets 98. møde.
Om Momsudvalget og retningslinjer, se afsnit D.A.1.4.
Se også
Leveringer til andre aftagere
Der er leveringssted her i landet, når
- der leveres gas gennem et naturgassystem på EU's område eller ethvert net, der er forbundet med et sådant system,
- der leveres elektricitet eller varme- eller kuldeforsyning via varme- eller kuldenet,
og disse leveringer ikke er omfattet af ML § 14, stk. 1, nr. 5, og varerne rent faktisk anvendes og forbruges her i landet.
Hvis alle eller en del af disse varer ikke reelt forbruges af kunden, anses de ikke-forbrugte varer for at være anvendt og forbrugt her, når kunden her i landet har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed. Det gælder også, hvis han har et fast forretningssted her i landet, hvortil varerne leveres, eller i mangel af et sådant, hvis kunden har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted her. Se ML § 14, stk. 1, nr. 6.
Bestemmelsen finder både anvendelse på leverancer til momspligtige og til ikke-momspligtige personer, fx privatpersoner.
Opladning af elektriske køretøjer
►Momsudvalget er enstemmigt enig i, at i en typisk værdikæde i forbindelse med opladning af elektriske køretøjer, hvor der er en charge point operator (CPO) og en mobility provider (eMP), skal CPO’en anses for at levere elektricitet i den forstand udtrykket anvendes i momssystemdirektivets artikel 14, stk. 1, og artikel 15, stk. 1, til eMP’en, medens eMP’en skal anses for foretage den samme levering af elektricitet til føreren.◄
►Momsudvalget er enstemmigt enig i, at under disse omstændigheder skal eMP’en anses for at agere som en afgiftspligtig videreforhandler i den forstand, som udtrykket anvendes i momssystemdirektivets artikel 38, stk. 2. Derfor er momsudvalget enstemmigt enig i, at leveringen af elektricitet fra CPO’en til eMP’en i overensstemmelse med momssystemdirektivets artikel 38, stk. 1, skal anses for at finde sted, der hvor den afgiftspligtige videreforhandler (eMP’en) har hjemsted.◄
►Momsudvalget er enstemmigt enig i, at leveringen af elektricitet fra eMP’en til en fører, der oplader sit elektriske køretøj, i overensstemmelse med momssystemdirektivets artikel 39 skal anses for at finde sted, der hvor føreren faktisk anvender og forbruger varen, altså der hvor opladningsstationen er placeret.◄
►Skattestyrelsen er enig i retningslinjen.◄
►Se Momsudvalgets retningslinje WP 1018 vedtaget på baggrund af drøftelser på udvalgets 118. møde 19. april 2021, dokument C.◄
Om Momsudvalget og retningslinjer, se afsnit D.A.1.4.
Ligestilling af varme- og kuldeforsyning med gas og elektricitet
Det tekniske direktiv (2009/162/EU af 22. december 2009) omhandler bl.a. momsbeskatningsstedet for grænseoverskridende leveringer af el, gas, varme- og kuldeforsyning.
Ved en ændring af sjette momsdirektiv i 2003 blev der indført en særlig ordning med hensyn til bestemmelserne om indførsel af gas og elektricitet samt beskatningsstedet herfor. Ordningen blev indført i tilknytning til liberalisering af grænseoverskridende handel med disse varer. Ordningen betyder i det væsentlige, at momsen skal betales i forbrugslandet.
For at skabe overensstemmelse mellem formålet med og affattelsen af 2003-bestemmelsen blev det i det tekniske direktiv tydeliggjort, at den særlige ordning finder anvendelse på levering af gas gennem ethvert naturgassystem på EU's område eller ethvert net, der er forbundet med et sådant system.
De problemer, der knytter sig til levering af varme- og kuldeforsyning, er imidlertid de samme som dem, der knytter sig til levering af gas og elektricitet. Derfor bør der gælde de samme regler for beskatningsstedet for varme og kulde, som gælder for gas og elektricitet. Dette var baggrunden for ligestillingen af varme- og kuldeforsyning med gas og elektricitet, som blev indført ved lovændringen pr. 1. januar 2011 (Lov nr. 1361/2010).