Indhold
Dette afsnit beskriver, at der kan foretages fradrag i momsgrundlaget ved tilbagetagelse af varer ved købers misligholdelse.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Regel
Der kan foretages fradrag i momsgrundlaget, når varer, der er solgt på afbetaling med ejendomsforbehold tages tilbage, fordi køberen ikke har opfyldt sine forpligtelser. Se AFG1972, 351DEP.
Der kan også foretages fradrag i momsgrundlaget, når varer, der er solgt på særlige kontokontrakter (uden ejendomsforbehold), tages tilbage, fordi køberen ikke har opfyldt sine forpligtelser.
Der kan ikke foretages fradrag i momsgrundlaget for varer, der er solgt på afbetaling, hvis alle rettigheder ifølge kontrakten er transporteret til en anden virksomhed.
ML § 27, stk. 5 kan ikke anvendes i et tilfælde, hvor et finansieringsselskab på grundlag af et ejendomsforbehold tager den solgte genstand tilbage. Se TfS1987, 485ØLD.
Et finansieringsselskab - eller enhver anden virksomhed end den oprindelige sælger - der har fået tiltransporteret en kontrakt med ejendomsforbehold, må altså i forbindelse med overtagelsen ikke udstede kreditnota med deklareret moms.
Se også
Se også afsnit D.A.11.7.5 om regulering af fradrag ved betinget rabat, prisafslag, annullering, tilbagekøb, returnering samt tilbagetagelse ved købers misligholdelse ML § 27, stk. 4 og 5.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsretsdomme |
TfS1987, 485ØLD | Efter votering tilkendegav retten, at resultatet af sagen, hvis der skulle afsiges dom, ville blive, at sagsøgte, direktoratet for toldvæsenet, fik medhold. Baggrunden herfor var, at ML § 13, stk. 5, (Nu ML § 27, stk. 5) efter sin ordlyd og efter tilblivelsen af bestemmelsen, samt under hensyn til sammenhængen mellem bestemmelsen og de øvrige regler, ikke kunne anvendes i et tilfælde, hvor et finansieringsselskab på grundlag af et ejendomsforbehold tog den solgte genstand tilbage. | |
Skatteministeriet |
AFG1972, 351DEP | Varer, der tidligere var betalt moms af, og som blev taget retur, kunne fradrages i momsgrundlaget med det beløb (excl moms), der blev godtgjort kunden når der var solgt på afbetaling med ejendomsforbehold, og varen blev taget tilbage, fordi køberen ikke havde opfyldt sine forpligtelser. | |