Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere
kommentarer

EU-domme

C-324/20, X-Beteiligungsgesellschaft mbH

►Anvendelsesområdet for artikel 64, stk. 1, i momssystemdirektivet omfatter ikke levering af engangsydelser mod ratebetalinger. Begrebet ikke-betaling af prisen i artikel 90, stk. 1, i momssystemdirektivet omfatter ikke det forhold, at hele vederlaget endnu ikke er betalt som følge af en aftale om ratebetaling.◄

C-335/19, E. sp. z o.o. sp. k.

Domstolen fandt, at artikel 90 i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, som betinger nedsættelsen af momsgrundlaget af, at debitor på dagen for leveringen af varen eller ydelsen samt på dagen før indgivelsen af reguleringen af afgiftsangivelsen med henblik på at opnå denne nedsættelse skal være registreret som momspligtig og ikke må være taget under konkurs- eller likvidationsbehandling, og at kreditor på dagen før indgivelsen af reguleringen af afgiftsangivelsen selv fortsat er registreret som momspligtig.

Domstolen har allerede  i sag C-127/128, A-PACK CZ, fastslået, at selv om momssystemdirektivets artikel 90, stk. 2 tillader medlemsstaterne at fravige artikel 90, stk. 1, må denne dom ikke fortolkes således, at medlemsstaterne kan udelukke enhver nedsættelse af beskatningsgrundlaget for momsen. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår det således for det første, at denne beføjelse kun blev indført for at forhindre misbrug. For det andet, at udgangspunktet for denne fravigelsesbemyndigelse alene er, at den manglende erlæggelse af modværdien under visse omstændigheder og som følge af retstilstanden i den pågældende medlemsstat kan være vanskelig at godtgøre eller alene være foreløbig. 

Udnyttelse af muligheden for at fravige artikel 90, stk. 1, skal herefter være begrundet, således at de af medlemsstaterne i denne forbindelse trufne foranstaltninger ikke undergraver virkeliggørelsen af momsdirektivets målsætning om afgiftsharmonisering. Deraf følger endvidere, at udnyttelsen af denne mulighed ikke må gøre det muligt for medlemsstaterne uden videre at udelukke nedsættelse af beskatningsgrundlaget for momsen i tilfælde af ikke-betaling, hvilket domstolen fandt var tilfældet i hovedsagen ved de af medlemsstaten fastsatte betingelser for kreditors nedsættelse af afgiftsgrundlaget.

C-242/18 - UniCredit Leasing

Domstolen fandt, at momssystemdirektivets artikel 90 var til hinder for en national lovgivning, hvorefter en afgiftspligtig person ikke kunne nedsætte sit afgiftsgrundlag ved ophør af en leasingkontrakt før tid, såfremt en berigtiget afgiftsnedsættelse, beregnet på baggrund af samtlige skyldige leasingydelser i hele kontraktens varighed, var trådt i kraft.

Domstolen fandt således, at manglende betaling af leasingydelser frem til en kontrakts ophør, samt manglende betaling af en erstatning svarende til de resterende leasingydelserne, der skulle have været betalt frem til kontraktens udløb, udgjorde et tilfælde af ikke-betaling. Ikke-betaling kan medføre en nedsættelse af afgiftsgrundlaget, hvis det dokumenteres, at der er tale om en sandsynlig, langvarig og manglende betaling. Det tilkommer de nationale myndigheder, under iagttagelse af proportionalitetsprincippet, at vurdere, hvilken dokumentation der skal fremlægges.

Slutteligt fastslog domstolen, at den erstatning leasingtageren skulle betale i tilfælde af ophævelse af leasingkontrakten før tid, skulle anses som en integrerende del af det samlede beløb, som leasingtageren havde forpligtet sig til at betale leasingiveren. Erstatningen udgjorde derfor en modværdi for en selvstændig og individualiseret ydelse, og var på den baggrund momspligtig.

C-127/18, A-Pack

Domstolen fandt, at momssystemdirektivets artikel 90 var til hinder for en national lovgivning, hvorefter en afgiftspligtig person ikke kunne nedsætte sit afgiftsgrundlag i tilfælde af ikke-betaling eller delvis betaling fra en debitor, når debitor ikke længere var momspligtig.

Et krav om, at nedsættelse af afgiftsgrundlaget var betinget af, at debitor ikke var ophørt med at være en afgiftspligtig person, kunne ikke anses for at være begrundet i hensynet bag artikel 90, som var at tage hensyn til uvisheden om, hvorvidt ikke-betalingen var endelig.

Betingelsen om, at debitor ikke var ophørt med at være en afgiftspligtig person, kunne heller ikke begrundes i hensynet til at sikre en korrekt opkrævning af momsen og for at undgå svig, jf. momssystemdirektivets artikel 273. Den omstændighed, at enhver mulighed for at nedsætte afgiftsgrundlaget i et sådant tilfælde var udelukket, og at kreditor var pålagt at bære et momsbeløb, som denne ikke havde modtaget inden for rammerne af sin økonomiske virksomhed, oversteg ifølge Domstolen under alle omstændigheder, hvad der måtte anses for strengt nødvendigt for at opfylde de mål, der var fastsat i artikel 273.

Dét forhold, at debitor var ophørt med at være en afgiftspligtig person i forbindelse med en insolvensbehandling underbyggede snarere ifølge Domstolen, at ikke-betalingen var endelig.

C-396/16, T-2

Artikel 185, stk. 1, i momssystemdirektivet skulle fortolkes således, at en nedsættelse af en skyldners forpligtelser, der fulgte af en endelig godkendelse af en tvangsakkord, udgjorde en ændring af de elementer, som var taget i betragtning ved fastsættelsen af fradragsbeløbet som omhandlet i denne bestemmelse.

Artikel 185, stk. 2, første afsnit, skulle fortolkes således, at en nedsættelse af en skyldners forpligtelser, der fulgte af en endelig godkendelse af en tvangsakkord, ikke udgjorde et tilfælde af helt eller delvis ubetalte transaktioner, der ikke gav anledning til regulering af det oprindeligt foretagne fradrag, eftersom denne nedsættelse var endelig, hvilket det dog tilkom den forelæggende ret at efterprøve.

Artikel 185, stk. 2, andet afsnit, skulle fortolkes således, at en medlemsstat med henblik på at gennemføre den mulighed, der var fastsat i denne bestemmelse, ikke havde pligt til udtrykkeligt at fastsætte en forpligtelse til regulering af fradrag i tilfælde af helt eller delvis ubetalte transaktioner.

Ved redaktionens slutning var Skattestyrelsens overvejelser om dommens betydning for dansk praksis endnu ikke afsluttet.

SKM2017.101.VLR

H1 fakturerede i november 2009 momspligtige varer og ydelser til G1. Den 2. december 2009 gik H1 konkurs, og momsen for 4. kvartal 2009 blev ikke angivet til SKAT. SKAT foretog i marts 2010 en foreløbig fastsættelse af H1s momstilsvar for 4. kvartal 2009.

G1 betalte ikke for de fakturerede varer og ydelser og blev den 25. august 2010 erklæret konkurs. Konkursbehandlingen blev afsluttet i 2012 uden udlodning af dividende.

Konkursboet efter H1 krævede fradrag i henhold til ML § 27, stk. 6, for den uerholdelige fordring på G1.

Landsretten udtalte, at et fradrag efter ML § 27, stk. 6, har en nær sammenhæng med opgørelse af momstilsvaret i den afgiftsperiode, hvor afgiftspligten er indtrådt, og at fradraget skal kompensere for et momsmæssigt tab, som virksomheden har lidt i forbindelse med opgørelse og angivelse af virksomhedens momstilsvar for en tidligere afgiftsperiode.

Da H1 ikke havde angivet salgsmomsen på de fakturaer, G1 ikke kunne betale, fandt Landsretten ikke, at H1 havde krav på fradrag efter ML § 27, stk. 6.

Landsretten udtalte endvidere, at hverken SKATs skønsmæssigt fastsatte momstilsvar (den foreløbige fastsættelse) eller H1s fremsendelse af fakturaer til SKAT kunne sidestilles med en momsangivelse.

Byretsdomme

SKM2010.246.BR

Fradrag på tab for vederlag for en momspligtig ydelse kunne kun ske, når der var sket afregning overfor SKAT af den moms, som leverancen havde udløst.

Da sagsøgeren ikke havde afregnet moms for forpagtningsafgiften, var der ikke grundlag for fradrag i momsgrundlaget for det påståede tab på forpagtningsvederlaget, uanset konkurslovens regler vedrørende den konkursretlige stillingtagen til fordringer og tab i forhold til konkursens indtræden.

Efter det oplyste blev det endvidere lagt til grund, at forpagteren i det meste af den periode, hvor aftalen med bortforpagteren var gældende, ikke var i stand til at betale den opkrævede forpagtningsafgift fuldt ud, hvilket sagsøgeren var bekendt med. Som følge heraf og efter en samlet bedømmelse af den indgåede aftale mellem bortforpagteren og forpagteren, som må anses for at være en del af et skattemæssigt arrangement, findes det ikke godtgjort, at dette aftaleforhold var en normal forretningsmæssig disposition. På den baggrund kunne opgjorte tab heller ikke af den grund fradrages i medfør af ML § 27, stk. 6.

Landsskatteretskendelser

SKM2005.294.LSR

Det blev ved sagens afgørelse lagt til grund, at klageren havde angivet og afregnet salgsmoms af de kreditsalg til B, som lå til grund for det ønskede momsfradrag af tab på B. Eftersom B havde afgivet insolvenserklæring i fogedretten, måtte klagerens fordring på B anses for tabt på dette tidspunkt.

SKM2001.33.LSR

Et selskabs leverancer af juletræer til en tysk kunde var ikke momsfritaget efter ML § 34, stk. 1, nr. 1, da kunden ikke var momsregistreret. Med henvisning til at det mellem selskabet og den tyske køber havde været forudsat, at salget var momsfritaget efter ML § 34, stk. 1, nr. 1, fastslog Landsskatteretten, at fakturabeløbet var ekskl. moms. Der skulle derfor beregnes moms med 25 pct. af hele det fakturerede beløb på 541.602 kr., jf. ML § 27, stk. 1, jf. ML § 33.

Retten fastslog, at fradrag for momsen af tab på debitorer, jf. ML § 27, stk. 6, forudsatte, at leverancerne havde været momsbelagte. Da virksomheden ikke havde rejst krav mod den tyske kunde for momsbeløbet på de 25 pct. af fakturabeløbet, kunne momsbeløbet ikke anses for at være konstateret tabt, og der kunne derfor ikke godkendes fradrag herfor efter ML § 27, stk. 6.

TfS1999, 886LSR

Landsskatteretten bemærkede, at klagerens krav på C ved Østre Landsrets dom af 30/3 1998 måtte anses for modregnet i C's tilsvarende erstatningskrav mod klageren. Idet modregning skulle sidestilles med betaling, havde klageren altså modtaget betaling for de omhandlede fakturabeløb inkl. moms.

Klageren havde derfor ikke konstateret et tab på uerholdelige fordringer vedrørende leverede varer og ydelser, jf. ML § 27, stk. 6, og der kunne derfor ikke godkendes fradrag for momsen deraf.

Skatteministeriet

AFG1980, 738DEP

Der kunne ikke foretages fradrag i den momspligtige omsætning for den kursdifference, der opstod ved transport (salg eller overdragelse) til trediemand af et tilgodehavende for leverancer af varer og momspligtige ydelser til en lavere værdi end fordringens nominelle værdi.