Indhold

Afsnittet indeholder:

  • Borger- og retssikkerhedschefens funktion
  • Henvendelse til Borger- og retssikkerhedschefen

Borger- og retssikkerhedschefens funktion

Borger - og retssikkerhedschefen skal være med til at forankre og udbrede kendskabet til retssikkerhed som et bærende værdigrundlag i Skatteministeriets arbejde. Borger- og retssikkerhedschefens opgave er blandt andet at sætte og fastholde fokus på retssikkerhed i skattesystemet, så skatteyderne oplever en ensartet og retfærdig behandling.

Borger- og retssikkerhedschefen:

  • Fungerer selvstændigt og uafhængigt af hele Skatteministeriet
  • Kan iværksætte undersøgelser. For eksempel ud fra henvendelser der kommer fra borgere, virksomheder, rådgivere eller medarbejdere i Skatteforvaltningen
  • Vurderer selv, hvilke sager, der skal undersøges
  • Kan foreslå og gennemføre initiativer, der sætter fokus på retssikkerheden i skattesystemet
  • Kan henstille til ændringer i Skatteforvaltningens procedurer og arbejdsgange.

Yderligere har Borger- og retssikkerhedschefen opgaver i relation til behandling af indsigelser over Skatteforvaltningens behandling af spørgsmål, som ikke er afgørelser. Se SKM2018.349.SKTST.

Borger- og retssikkerhedschefen: 

  • Er 2. instans for behandling af sådanne indsigelser
  • Følger kvartalsvis op på indsigelser og svar herpå i 1. instans og drøfter status med direktørerne for Skatteforvaltningen. Det sker med henblik på at sikre den fornødne kvalitet, herunder ensartethed, i behandlingen af indsigelserne i 1. instans
  • Afgiver en årlig beretning om behandlingen af indsigelser. Beretningen bliver offentliggjort.

Se afsnit A.A.10.1.2 om klager over sagsbehandlingen. 

Borger- og retssikkerhedschefen er ikke en yderligere klageinstans med hensyn til skatte- og afgiftsmæssige spørgsmål og kan derfor ikke træffe afgørelser om sådanne spørgsmål. Hvis en henvendelse er en klage over en afgørelse truffet af Skatteforvaltningen, Skatterådet, ankenævnene, Skatteankestyrelsen eller Landsskatteretten, opfordres borgeren derfor til at følge den klagevejledning, der er givet i afgørelsen.

Formanden for Skatterådet og direktørerne for Skattestyrelsen og Motorstyrelsen har aftalt med borger- og retssikkerhedschefen, at:

Skatterådet orienteres om Borger- og retssikkerhedschefens årlige beretning og vil have mulighed for at anmode om en drøftelse med borger- og retssikkerhedschefen - eventuelt på et seminar.

Se SKM2018.297.SKAT og A.A.1.3.2.

Henvendelse til Borger- og retssikkerhedschefen

Alle kan rette henvendelse til Borger- og retssikkerhedschefens sekretariat:

Copenhagen Towers 1, Hannemanns Alle 25

2300 København S

Telefon 7222 2525

E-mail retssikkerhed@skatteforvaltningen.dk