Dato for udgivelse
20 jan 2021 13:50
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
15 dec 2020 13:00
SKM-nummer
SKM2021.40.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-58905/2019
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Andet vedr. A-skat og arbejdsmarkedsbidrag + Når man ønsker en sag genoptaget
Emneord
Offentlige, Ansvarlig, Betaling, Arbejdsgiveren, Forsømt, Indeholde, Afskåret, Ændre, Skatteansættelse
Resumé

Arbejdsgiver var i medfør af kildeskattelovens § 69, stk. 1, umiddelbart ansvarlig over for det offentlige, for betaling af det beløb, som arbejdsgiveren havde forsømt at indeholde i A-skatter og AM-bidrag. Det forhold, at skattemyndighederne efter skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 var afskåret fra at ændre arbejdstagerens skatteansættelse, kunne ikke føre til et andet resultat (stadfæstelse af byrettens dom).

Reference(r)

Kildeskattelovens § 69, stk. 1

Skatteforvaltningslovens § 26

Skatteforvaltningslovens § 27

Henvisning

Den juridiske vejledning 2021-1 A.D.5.2.2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2021-1 A.A.8.2.1.1.1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2021-1 A.A.8.2.2.1

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Byretten, SKM2019.641.BR

Tidligere instans: Landsskatteretten, jr. nr.: 16-0573126

Appelliste

Parter

H1 A/S, Afdeling Øst

(v./ advokat Kristian Torp)

mod

Skatteministeriet

(v./ advokat Søren Horsbøl Jensen).

Dommen af afsagt af landsdommerne

Kåre Mønsted, Gunst Andersen og Signe Borregaard Rasmussen (kst.).

Retten i Roskilde har den 6. december 2019 afsagt dom i 1. instans (sag BS5528/2019-ROS)

Påstande

Appellanten, H1 A/S, Afdeling Øst, har gentaget sin påstand for byretten om, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at H1 A/S ikke kan pålægges hæftelse for ikke-indeholdt A-skat og AM-bidrag i indkomstårene 2006-2011 for udbetalinger af rejsegodtgørelser til OM samt værdi af fri bil stillet til rådighed for OM.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

H1 A/S har i sit påstandsdokument yderligere anført blandt andet følgende:

"Det gøres gældende, at bortfald af SKATs krav mod OM skyldes SKATs forsømmelse.

Kravet kunne således være forfulgt, hvis blot SKAT havde overholdt 3-måneders fristen efter SKATs kontrolbesøg. Denne forsømmelighed er da også anerkendt, eller dog lagt til grund, i SKATs partshøringsbrev af 10. november 2015 […].

Det gøres dernæst gældende, at appellanten ville have haft krav på regres for det fulde beløb i det indbyrdes forhold mellem appellanten og OM.

Dette er udtrykkeligt fastslået af Østre Landsret i afgørelsen trykt som SKM 2002.105 ØLR og fremgår i overensstemmelse hermed af Den Juridiske Vejledning, afsnit A.D.5.2.2.

De ovennævnte obligationsretlige regler udtrykker - og understøttes af - almindelige erstatningsretlige principper.

Det er således et erstatningsretligt grundprincip, at tab endeligt skal placeres, ved den eller de personer, der har forvoldt det.

I denne sag må enten SKAT eller appellanten affinde sig med et tab, der er opstået på grund af SKATs forsømmelser - og den almindelige erstatningsret peger i en sådan situation helt entydigt på SKAT.

Der er ingen grund til at gøre undtagelse herfra blot fordi den forsømmelige part er SKAT; navnlig ikke i en situation som den foreliggende, hvor årsagen til kravets bortfald over for OM er SKATs manglende overholdelse af en velkendt og ganske simpel fristregel.

De ovenfor citerede skatteretlige bestemmelser må fortolkes i lyset af - og i overensstemmelse med - dette princip.

Det gøres subsidiært gældende, at SKAT ved den ovenfor beskrevne forsømmelse har pådraget sig et erstatningsansvar over for appellanten svarende til det beløb, som appellanten ikke længere kan gøre regres for.

Det gøres til støtte herfor gældende, at skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, i en situation som den forelagte beskytter appellanten (schutzzweck).

Det bemærkes endelig, at også hensynet til konsekvens i retssystemet taler for den af appellanten forfægtede retsforståelse.

Den faktiske konsekvens, hvis SKAT frifindes for appellantens påstand, er således, at skatteforvaltningslovens regler om ekstraordinær genoptagelse gøres indholdsløse.

Skatteforvaltningslovens § 27 har, og har under hele forløbet haft, følgende ordlyd:

Stk. 2. En ansættelse kan kun foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af toldog skatteforvaltningen eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at toldog skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. En ansættelse, der er varslet af toldog skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt …

Det er ubestridt, at SKAT ikke har overholdt denne frist, og at OM derfor ikke kunne pålægges at betale det i denne sag omtvistede beløb.

Det gøres gældende, at skatteforvaltningslovens § 27 i en situation som den foreliggende kan påberåbes af den indeholdelsespligtige arbejdsgiver, idet bestemmelsen i modsat fald ville blive indholdsløs.

Bestemmelsen, der er indført for at varetage retssikkerhedsog forældelsesmæssige hensyn (jf. lovforslag 2008/43 af 30. oktober 2008) vil i sager som den her omhandlede miste ethvert selvstændigt indhold, hvis SKAT til skade for arbejdsgiveren blot kan sidde fristen overhørig.

Set fra SKATs synspunkt vil det således efter den af SKAT fremførte forståelse være uden konsekvenser af nogen art, om kravet mod skatteyderen - der jo ellers er det umiddelbare skattesubjekt og da også både i normalsituationen og i forbindelse med gennemførelsen af et eventuelt regresopgør er pligtig at betale A-skat - forfølges rettidigt.

Omvendt vil det, set fra arbejdsgiverens synspunkt, have den konsekvens, at dennes regreskrav mod arbejdstageren fortabes uden selskabet selv har retsmidler af nogen art til rådighed for at hindre dette.

Det gøres herefter sammenfattende gældende, at appellanten (også) er beskyttet under skatteforvaltningslovens § 27, og at arbejdsmarkedsbidragslovens § 7 og kildeskattelovens § 69, stk. 1, derfor må fortolke i lyset heraf."

Skatteministeriet har heroverfor i sit påstandsdokument anført blandt andet følgende:

"H1 kan ikke påberåbe sig skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, idet skatteforvaltningslovens kapitel 9 om frister m.v. vedrørende indkomstog ejendomsværdiskat og kapitel 12 a om forældelse ikke finder anvendelse på krav, som det offentlige rejser i medfør af kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens dagældende § 15, stk. 2 (nu § 7).

Der er nemlig ikke tale om, at der i en sådan situation foretages en "ansættelse af indkomsteller ejendomsværdiskat" over for den indeholdelsespligtige. Det offentliges krav imod den indeholdelsespligtige er (alene) omfattet af forældelsesloven, jf. forudsætningsvis kildeskattelovens § 67 A (…), hvorefter forældelsesfristen i forældelseslovens § 3, stk. 1, er fraveget for krav omfattet af kildeskattelovens §§ 65-65 D, og det er som nævnt ubestridt, at det offentliges krav imod H1 ikke er ophørt som følge af forældelse.

Det forhold, at de skatteprocessuelle fristregler ikke gælder for offentliges krav imod den indeholdelsespligtige, har som en - åbenlys og uomgængelig - konsekvens, at der kan opstå situationer - som i den foreliggende sag - hvor arbejdstagerens skatteansættelse ikke (længere) kan ændres pga. fristreglerne, men hvor kravet imod den indeholdelsespligtige (stadig) kan gøres gældende. I en situation som den foreliggende er der derfor heller ikke tale om nogen "omgåelse" af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Der er endvidere ingen holdepunkter for, at den indeholdelsespligtige kun kan gøres ansvarlig for betaling af det manglende beløb, hvis den indeholdelsespligtige kan gøre regres imod skatteyderen. Hverken kildeskatteloven, arbejdsmarkedsbidragsloven, skatteforvaltningslovens eller forarbejderne til disse love giver noget retskildemæssig belæg for, at et krav imod den indeholdelsespligtige, der har forsømt at foretage indeholdelse, skal fremsættes senest på dagen for udløbet af fristen for at forhøje den skattepligtiges skatteansættelse, endsige endnu tidligere således at den indeholdelsespligtige inden ansættelsesfristens udløb vil kunne nå at indlede retslige skridt imod den skattepligtige for betaling af regreskravet.

Skatteforvaltningslovens afsnit II om Regler for sagsbehandling, herunder fristreglerne, gælder i øvrigt ikke for den indeholdelsespligtiges gennemførelse af et regreskrav imod den skattepligtige. Den indeholdelsespligtiges regreskrav mod den skattepligtige er begrænset af forældelsesloven, og hvis H1s regreskrav imod OM måtte være ophørt som følge forældelse, vil SKATs adfærd i givet fald ikke have været årsagen hertil.

Det følger således af forældelseslovens § 12, stk. 2 (…), at hvis forældelsen er afbrudt over for én af flere solidarisk hæftende skyldnerne, eller har én af skyldnerne på et tidspunkt, hvor fordringen mod denne skyldner ikke var forældet, opfyldt fordringen eller indrømmet fordringshaveren fristforlængelse, forældes et regreskrav mod en medskyldner tidligst 1 år efter afbrydelsen, opfyldelsen eller afgivelsen af tilsagnet om fristforlængelse, og denne tillægsfrist gælder, selvom kreditors krav imod medskyldneren er ophørt ved forældelse.

H1s påberåbelse af almindelige principper for reguleringen af solidariske skyldforhold kan heller ikke føre til et andet resultat, end at selskabet er ansvarligt for betaling af de manglende beløb. Det bemærkes herved, at H1 som anført ovenfor må betragtes som en hovedskyldner og ikke som en kautionist eller lignende for den skattepligtige. Påberåbelsen af en mistet regresadgang som en indsigelse imod det offentliges krav om betaling af det ikke-indeholdte beløb, har efter disse principper som en forudsætning, at selskabet kan siges at have påregnet en regresadgang, da de omstændigheder, der begrunder det offentliges krav imod selskabet, indtraf (…).

I modsætning til f.eks. den situation, hvor en solidarisk hæftelse beror på, at to eller flere personer i fællesskab har påtaget sig en kontraktmæssig forpligtelse, kan H1 - i en situation som den foreliggende, hvor selskabets skyld er begrundet i en forsømmelig (uagtsom) adfærd - i sagens natur ikke siges at have påregnet en regresadgang over for OM. Hertil kommer i øvrigt, at SKATs adfærd ikke har afskåret en regresadgang for H1.

Det bestrides, at SKAT skulle have pådraget sig et erstatningsansvar over for H1, med den følge at selskabet ikke kan gøres ansvarlig for betaling af de ikke-indeholdte beløb.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, har - i modsætning til hvad H1 gør gældende - ikke til formål at værne den indeholdelsespligtiges interesse i ikke at skulle betale beløb, som den pågældende ved sin forsømmelig adfærd har undladt at indeholde. Selskabet kan som beskrevet oven for slet ikke påberåbe sig skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, eftersom skatteforvaltningslovens kapitel 9 om frister m.v. vedrørende indkomstog ejendomsværdiskat og kapitel 12 a om forældelse ikke finder anvendelse på krav, som det offentlige rejser i medfør af kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens dagældende § 15, stk. 2 (nu § 7).

H1 lider i det hele taget ikke et erstatningsretligt værnet tab ved at blive afkrævet det beløb, som selskabet efter loven er ansvarlig for betaling af, jf. på tilsvarende vis U.2013.2678H (…)."

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten tiltræder af de af byretten anførte grunde, at den omstændighed, at skattemyndighederne ikke længere kan rejse et krav mod OM for skatteårene 2006-2011, ikke kan føre til, at der ikke kan rejses et krav mod H1 A/S for de beløb, der skulle have været indeholdt for disse år.

Da landsretten samtidig finder, at der ikke er grundlag for at antage, at H1 A/S som følge af skattemyndighedernes adfærd er afskåret fra at gøre regres mod OM, tiltrædes det, at Skatteministeriet kan kræve det omhandlede beløb betalt af H1 A/S.  

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom.

Efter sagens udfald skal H1 A/S i sagsomkostninger for landsretten betale 50.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet vedrører dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til hovedforhandlingens varighed.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1 A/S, Afdeling Øst, inden 14 dage betale 50.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.