Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2021.251.HR

Sagen angik i første række spørgsmålet om, hvorvidt skattemyndighederne havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig forhøjelse af et dansk produktionsselskabs skattepligtige indkomst på grund af mangelfuld transfer pricing-dokumentation vedrørende samhandlen med koncernens salgsselskaber.

Hvis en sådan skønsmæssig forhøjelse var berettiget, var spørgsmålet dernæst, om selskabet havde løftet bevisbyrden for, at skattemyndighedernes skøn var fastsat for højt eller på et så usikkert grundlag, at skønnet måtte tilsidesættes.

Højesteret udtalte, at transfer pricing-dokumentationen var mangelfuld i så væsentligt omfang, at den ikke gav skattemyndighederne et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om armslængdeprincippet var overholdt. Den mangelfulde dokumentation måtte således sidestilles med manglende dokumentation. Skattemyndighederne havde derfor været berettiget til at foretage et skøn.

Højesteret henviste blandt andet til, at der var tale om en transfer pricing-dokumentation, som ikke levede op til kravet om, at det danske selskab skulle oplyse, hvorledes priser mellem det danske produktionsselskab og salgsselskaberne rent faktisk var fastsat, og som heller ikke indeholdt en sammenlignelighedsanalyse, således som det kræves efter den dagældende § 3 B, stk. 5, i skattekontrolloven og § 6 i transfer pricing-bekendtgørelsen.

Højesteret udtale herefter, at skattemyndighedernes anvendelse af TNMM med salgsselskaberne som den testede part ikke ville bygge på tilstrækkeligt pålidelige oplysninger, og at skattemyndighederne derfor kunne anvende TNMM med det danske produktionsselskab som den testede part.

Sammenfattende fandt Højesteret, at det danske selskab ikke havde godtgjort, at skattemyndighedernes skøn hvilte på et forkert eller mangelfuldt grundlag, eller at skønnet førte til et åbenbart urimeligt resultat. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af det danske selskabs skattepligtige indkomst i skatteårene 2005-2009.

Højesteret henviste blandt andet til, at den omstændighed, at nogle af skattemyndighedernes sammenligningsselskaber er fra lande med lavere lønniveau end i Danmark, ikke kan føre til, at databaseanalysen ikke har kunnet danne grundlag for den skønsmæssige skatteansættelse, og at der heller ikke var fremkommet oplysninger, der tilstrækkeligt havde godtgjort, at der i perioden 2005-2009 har foreligget sådanne atypiske og ekstraordinære omkostninger hos det danske selskab, jf. OECD’s retningslinjer fra 2010, pkt. 2.80, at disse skal udgå af beregningen af selskabets nettoavance efter TNMM.

Skatteministeriet blev derfor frifundet. Sagen var henvist til behandling i landsretten i første instans som principiel.

Skatteministeriet havde som en del af sagen anført, at skatteyderens TP-dokumentation var mangelfuld i væsentligt omfang, hvorfor der derfor kunne foretages en skønsmæssig ansættelse efter dagældende SKL § 3 B, stk. 8, jf. § 5, stk. 3. Dette var navnlig begrundet i, at en kontrolleret transaktion bestående i, at skatteyderen i sit moderselskabs interesse havde markedsført et vareværke, som var ejet af moderselskabet, ikke var omtalt i dokumentationen, at dokumentationen ikke indeholdt en fyldestgørende funktionsanalyse, at dokumentationens konklusion var forkert, og at der først for Landsskatteretten og for domstolene var fremlagt sammenlignelige licensaftaler mellem skatteyderen og tredjeparter.

Højesteret fandt ikke, at TP-dokumentationen var mangelfuld i så væsentligt omfang, at det kunne sidestilles med manglende dokumentation. Højesteret lagde vægt på, at det forhold, at Skattestyrelsen er uenig i eller rejser berettiget tvivl om sammenlignelighedsanalysen, ikke i sig selv indebærer, at dokumentationen i væsentligt omfang er mangelfuld. Derudover fremgik det klart af dokumentationen, at den alene omfattede royaltybetalinger fra skatteyderen til moderselskabet og Skatteministeriet havde ikke nærmere påvist betydningen af eventuelt manglende eller utilstrækkelige funktionsanalyser for den konkrete bedømmelse af, om armslængdeprincippet var overholdt. Den sene fremlæggelse af licensaftaler med tredjeparter kunne heller ikke i sig selv begrunde en skønsadgang for Skattestyrelsen.

Landsretsdomme

SKM2021.335.ØLR

Sagen angik et dansk selskab, som ydede juridisk bistand vedrørende skattemæssige fradrag for forbedringer af ejendomsgrunde m.v. I 2006 flyttede ejeren af det danske selskab til Y2-by og oprettede i den forbindelse et selskab i Y2-by, som herefter skulle levere serviceydelser til det danske søsterselskab herunder juridisk rådgivning.

Skattemyndighederne havde skønsmæssigt forhøjet det danske selskabs skattepligtige indkomst med i alt ca. 58,4 mio. kr., da skattemyndighederne fandt, at selskabets Transfer Pricing-dokumentation var tilstrækkelig mangelfuld, jf. SKL § 3 B, stk. 8, jf. § 5, stk. 3, og at serviceaftalerne ikke var fastsat på armslængdevilkår i strid med ligningslovens § 2, stk. 1.

Eftersom det danske selskab havde anerkendt, at G1 var blevet overkompenseret med ca. 24,7 mio. kr., behandlede landsretten alene spørgsmålet om de resterende 33.699.861 kr.

Østre Landsret fandt, at selskabet, i strid med LL § 2, stk. 1, havde overkompenseret selskabet i Y2-by. Landsretten begrundede det særligt med, at H2 ApS siden 2003 havde drevet virksomhed vedrørende skattemæssige fradrag for forbedringer af ejendomsgrunde m.v., og henset til karakteren af G1s serviceydelser var det usandsynligt, at uafhængige ville have indgået en serviceaftale på samme vilkår.

Derudover fandt retten, at selskabets Transfer Pricing-dokumentationen var mangelfuld i en sådan grad, at den ikke gav skattemyndighederne et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om armslængdeprincippet var blevet overholdt, jf. SKL § 3 B, stk. 8. Retten lagde vægt på, at Profit Split-metoden, som selskabet havde anvendt for at prisfastsætte de kontrollerede transaktioner, ikke var anvendelig for de pågældende transaktioner, eftersom G1 ikke leverede unikke ydelser til de kontrollerede transaktioner. Ligeledes lagde retten vægt på, at der i selskabets Transfer Pricing-dokumentation manglede en sammenlignelighedsanalyse.

På den baggrund konkluderede retten, at skattemyndighederne havde været berettiget til at udøve et skøn over de kontrollerede transaktioner, jf. LL § 2, stk. 1, og SKL § 3 B, stk. 8, jf. § 5, stk. 3.

Retten fandt imidlertid, at skattemyndighedernes skøn skulle tilsidesættes. Retten var enig i den af skattemyndighederne anvendte metode for at opgøre armslængdeprisen, hvor der var sammenlignet med afkastet på totale omkostninger i sammenlignelige revisions- og advokatvirksomheder, men fandt, at skattemyndighederne i sit skøn ikke havde taget behørigt højde for advokatfirmaers aflønningsstruktur.

Sagen blev på den baggrund for så vidt angik beløbet på 33.699.861 kr. hjemvist til fornyet behandling i Skattestyrelsen.

SKM2020.397.VLR

Skatteministeriet havde, som en del af sagen, gjort gældende, at der kunne foretages en skønsmæssig ansættelse, da selskabets TP-dokumentation var mangelfuld. Selskabet havde udarbejdet to sær transfer pricing-dokumentationer, der begge forelå, da skattemyndighederne traf afgørelse. Det fremgik heraf, at prisfastsættelsen mv. skete efter ensartede principper i forhold til interne og eksterne produktionsselskaber, således at der for hver enkelt skomodel fastlægges en pris på basis af de samlede budgetterede produktionsomkostninger med tillæg af en profitmargin, som kan variere for de enkelte skomodeller.

Landsretten lagde efter vidneforklaring fra den administrerende direktør i selskabet til grund, at denne metode for prisfastsættelse ved produktion af sko er sædvanlig inden for branchen. Dokumentationen indeholdt herudover sammenlignelighedsanalyser. Den oprindelige dokumentation indeholdt en sammenligning af dækningsgraden hos selskabets produktionsselskaber med dækningsgraden hos andre af selskabets fabrikker og eksterne produktionsselskaber. Den supplerende dokumentation indholdt en sammenligning af EBIT-margin for produktionsselskaberne med eksterne produktionsselskaber.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at selskabets TP-dokumentation gav skattemyndighederne et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, om armslængdeprincippet var overholdt, og at dokumentationen ikke var mangelfuld i et sådan omfang, at den kunne sidestilles med manglende dokumentation.

SKM2017.227.ØLR

Selskabet var tiltalt for ikke at have indsendt fyldestgørende dokumentation for selskabets kontrollerede transaktioner vedrørende indkomstårene 2009, 2010, 2011 og 2012 inden den af SKAT fastsatte frist på 60 dage, der udløb 5. november 2013. Selskabet indsendte fyldestgående dokumentation efter fristens udløb, og SKAT meddelte ved brev af 12. august 2014, at dokumentationen ikke gav anledning til at foretage korrektion af de interne afregningspriser.

Selskabet forklarede at det ikke indsendte de krævede oplysninger inden fristens udløb, da SKATs brev af 3. september 2013 blev væk internt i koncernen. Brevet var modtaget, men kom ved en fejl aldrig frem til koncernens hovedkvarter. Da de blev opmærksom på sagen, kontaktede de revisor. De regnskabsoplysninger, som SKAT ville have, forelå før SKAT bad om oplysningerne. Revisor skulle samle oplysningerne og svare på supplerende spørgsmål.

Byretten fandt selskabet skyldig i tiltalen. Selskabet burde have været i stand til at opfylde tidsfristen og handlede groft uagtsomt ved ikke at indsende den skriftlige dokumentation rettidigt. Selskabet idømtes en bøde på 500.000 kr. svarende til de sparede omkostninger på skønsmæssigt 125.000 kr. for hvert af de fire indkomstår.

Landsretten stadfæstede byretsdommen, men nedsatte bøden til 250.000 kr. Selskabets undladelse af rettidigt at indsende dokumentationen for de fire indkomstår måtte anses for én overtrædelse vedrørende fire år, og en bødefastlæggelse på grundlag af antallet af år ville føre til en uforholdsmæssig høj bødestraf. Det var ikke oplyst, hvorfor SKAT havde anmodet om dokumentation for flere år ad gangen og om det var SKATs praksis. 

Skatteyderen, der drev rejsebureauvirksomhed, havde købt overnatninger på et hotel og et pensionat, der var ejet af skatteyderens polske selskab, uden at der i selvangivelsen var givet oplysninger om art og omfang af de handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med det polske selskab, jf. den dagældende bestemmelse i SKL § 3 B, stk. 1, ligesom hun ikke havde udfærdiget skriftlig dokumentation for, hvorledes afregningsprisen og vilkårene var fastsat, jf. bestemmelsens stk. 4.

Landsretten fandt, at afregningsprisen væsentligt oversteg den pris, som andre gæster betalte, ligesom retten fandt, at skatteyderen ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at prisforskellen var begrundet i forskelle i forplejning, kurbehandling af gæsterne eller uafregnede mellemovernatninger. SKAT kunne derfor ansætte afregningsprisen skønsmæssigt, og skatteyderen havde ikke anført noget, der gav grundlag for at tilsidesætte SKATs skønsmæssige ansættelse.

Selskabet var tiltalt for indkomstårene 2010, 2011, 2012 og 2013 ikke rettidigt - inden den af told- og skatteforvaltningen fastsatte frist på 60 dage, der udløb den 13. juli 2015 - at have indsendt fyldestgørende dokumentation for selskabets kontrollerede transaktioner. Selskabet havde inden fristens udløb indsendt nogle historiske oplysninger angående koncernopbygningen og samhandlen i koncernen, men der blev ikke indsendt landespecifikt materiale for Danmark for de begærede indkomstår.

Selskabet erkendte sig skyldig i groft uagtsomt at have undladt at indsende den skriftlige dokumentation rettidigt. Af en skrivelse fra selskabets revisor fremgik, at baggrunden for den mangelfulde transfer pricing dokumentation havde været en misforståelse eller fejlkommunikation mellem selskabet og moderselskabet om, hvem der stod for den landespecifikke dokumentation.

Byretten fandt selskabet skyldig i groft uagtsomt ikke rettidigt at have indsendt transfer pricing dokumentationen. Den indsendte dokumentation var så mangelfuld, at den reelt måtte sidestilles med manglende dokumentation. Retten lagde til grund, at dokumentationen skal udarbejdes løbende. Formålet er at sikre en korrekt prisfastsættelse og hermed korrekt opgørelse af den skattepligtige indkomstår ved koncerninterne transaktioner på tværs af landegrænserne. Selskabet idømtes en bøde på 500.000 kr. svarende til 125.000 kr. for hvert indkomstår. Det skal ikke kunne betale sig at lade være med at udarbejde dokumentationen og minimumsomkostningerne til udarbejdelse af transfer pricing dokumentationen skønnedes at være 125.000 kr.

Selskabet var tiltalt for ved forsæt eller grov uagtsomhed ikke at indsende dokumentation til skatteforvaltningen for selskabets kontrollerede transaktioner (transfer pricing) for indkomstårene 2011-2015 inden fristen den 20. februar 2017.

Selskabet forklarede at det skyldtes en intern kommunikationsbrist hos selskabet på grund af selskabets omstrukturering, at skatteforvaltningens brev af 19. december 2016 ikke blev videresendt til relevante medarbejdere i selskabet.

Byretten fandt selskabet skyldig i tiltalen. Selskabet idømtes en bøde på i alt 625.000 kr., 125.000 kr. for hvert indkomstår. Minimumsomkostningerne til udarbejdelse af transfer pricing dokumentationen er 125.000 kr. for hvert indkomstår. Der beregnes ifølge bemærkningerne en bøde for hvert indkomstår, hvor der ikke er indgivet fyldestgørende dokumentation. Byretten lagde vægt på at selskabets undladelse af rettidigt at indsende dokumentation ikke kun anses for én overtrædelse. Da alle rapporter først blev udarbejdet i 2017 fandt retten det godtgjort, at selskabet kunne have haft en økonomisk fordel ved at undlade at udarbejde transfer pricing rapporterne for indkomstårene 2011-15, såfremt skatteforvaltningen ikke havde anmodet selskabet om fremsendelse af dokumentationen.

Selskabet var tiltalt for groft uagtsomt eller forsætligt at have undladt at indsende fyldestgørende transfer pricing-dokumentation for indkomstårene 2009, 2010, 2011 og 2012 inden for den af SKAT fastsatte frist. SKAT fastsatte i brev af 20. august 2013 en frist til den 25. oktober 2013. Selskabet indsendte for disse indkomstår alene utilstrækkelig og mangelfuld dokumentation, der ikke muliggjorde, at SKAT kunne foretage en fyldestgørende kontrol, hvilket selskabet først rettede endeligt op på den 28. februar 2014.

Selskabet forklarede, at det i selvangivelsen for 2009 ikke havde udfyldt rubrikken om TP. For 2010-12 havde selskabet krydset felt 067 af i selvangivelsen. Selskabet havde ikke indsendt blanket 05.021 til SKAT. Selskabets økonomichef havde ment at den valgte fremgangsmåde var anset for fyldestgørende i andre lande og derfor også i Danmark. Selskabet mente, at det havde gjort alt hvad SKAT bad om. Selskabet havde haft et udemærket samarbejde med SKAT, og det var overrasket over, at SKAT ikke var mere samarbejdsvillig, herunder ved at rette henvendelse før udløbet af fristen den 25. oktober 2013.

Byretten fandt T skyldig i tiltalen. Selskabet havde handlet groft uagtsomt. T idømtes en bøde på 250.000 kr. Udgangspunktet er en bøde på 125.000 kr. pr. indkomstår, hvis der efterfølgende fremkommer egnet dokumentationsmateriale, men retten fandt ikke at der i den konkrete situation skulle ske fuldstændig bødekumulation. Der blev herved henset til det i forarbejderne anførte vedrørende baggrunden for bødeberegningen, og at T under sagen måtte anses for at have samarbejdet og bidraget til fremskaffelse af oplysninger til SKAT. 

SKM2021.33.LSR

Sagen handlede om fastsættelsen af rente på et selskabs udlån til et udenlandsk koncernselskab (treasury/cash pool), hos hvilket selskabet også havde optaget lån.

Selskabet havde ikke udarbejdet en fyldestgørende transfer pricing-dokumentation, og renterne på selskabets indestående hos det udenlandske koncernselskab kunne derfor fastsættes skønsmæssigt. 

Sagen vedrører de kontrollerede transaktioner mellem et dansk selskab og koncernforbundne udenlandske salgsselskaber.

Landsskatteretten fandt, at SKAT var berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse i henhold til dagældende SKL § 3 B, stk. 8 (nu stk. 9), og § 5, stk. 3, i det der blev lagt vægt på, at der manglede en sammenlignelighedsanalyse i selskabets transfer pricing dokumentation, og at der manglede tilstrækkelig information om de udenlandske salgsselskaber i forhold til de kontrollerede transaktioner med det danske selskab.

Landsskatteretten fandt også, at SKATs skøn var i overensstemmelse med OECD Transfer Pricing Guidelines. I den forbindelse fandt landsskatteretten det berettiget, at SKAT havde valgt det danske selskab som testet part ved anvendelse af TNMM (den transaktionsbestemte nettoavancemetode), da der ikke var tilstrækkelig information om de udenlandske selskaber, idet en væsentlig del af den fremlagte opgørelse af salgsselskabernes indtjening vedrørte salg af varer, der ikke var købt af det danske selskab.

Landsskatteretten fandt, at der ikke var grundlag for at opretholde skønsmæssige forhøjelser af et koncernforbundet selskabs skattepligtige indkomst, der var foretaget af SKAT efter LL § 2 om transfer pricing samt SKL § 3 B om transfer pricing-dokumentation.

Skatteministeriet har indbragt afgørelsen for domstolene.

Skatterådet

SKM2014.619.SR 

A ApS var et dansk datterselskab i en koncern med et tysk moderselskab, B GmbH. A ApS havde bedt Ligningsrådet om et bindende svar på, hvorvidt en aftale om en cost plus model var i overensstemmelse med armslængdeprincippet. Efter cost plus modellen skulle ydelserne fra A ApS aflønnes ved, at samtlige omkostninger blev refunderet af B GmbH med et "kutymemæssigt" gevinsttillæg på 5 %. Skatterådet afviste at tage stilling til, om de fastsatte priser og vilkår var i overensstemmelse med armslængdeprincippet i LL § 2, idet spørgsmålet ikke var tilstrækkeligt oplyst, jf. dokumentationskravet i SKL § 3 B.

SKM2008.107.SR

Sagen handlede om hvorvidt der var dokumentationspligt for en mindre virksomhed.

Skatterådet afslog, at A's omsætning, balancesum og ansatte skulle medregnes ved vurderingen af, om B oversteg beløbsgrænsen i SKL § 3 B, stk. 6.

Baggrunden for afslaget var, at A, ifølge det oplyste, kun ejede aktier i B, hvorfor der ikke var tale om koncernforbundne juridiske personer. Se KGL § 4, stk. 2. Skatterådet bekræftede også, at transaktioner mellem A og B var omfattet af begrebet kontrollerede transaktioner i SKL § 3 B, stk. 1.