►Det er Skattestyrelsens opfattelse, at den skattepligtige indkomst før modregning af fremført underskud efter SEL § 12 ikke skal kursomregnes. Dette skyldes, at beløbet allerede er opgjort i den valgte fremmede valuta.
Hvis der indgår et eller flere udenlandske datterselskaber i en sambeskatning, og et af datterselskaberne aflægger skattemæssigt årsregnskab i en anden valuta end administrationsselskabet, opstår der på dette niveau af skatteberegningen et behov for kursomregning.
Det er Skattestyrelsens opfattelse, at det udenlandske datterselskabs skattepligtige indkomst før årets fradragsbegrænsning for finansieringsudgifter i medfør af SEL § 11 B skal kursomregnes til administrationsselskabets valgte valuta. Kursomregningen skal ske i henhold til en gennemsnitskurs for indkomståret.
Den skattemæssige værdi af koncernens aktiver opgøres ved indkomstårets udløb. Det er dermed Skattestyrelsens opfattelse, at de fremførelsesberettigede underskud ultimo indkomståret, der medregnes ved aktivopgørelsen efter SEL § 11 B, skal kursomregnes i henhold til en ultimokurs for indkomståret.
Grundbeløbet på 21,3 mio. DKK i SEL § 11 B, stk. 1, skal kursomregnes i henhold til en gennemsnitskurs for indkomståret.
Den skattepligtige indkomst efter årets fradragsbeskæring i medfør af SEL § 11 B skal kursomregnes til DKK i henhold til en gennemsnitskurs for indkomståret. Det står i SKL § 29, stk. 2, jf. § 31.◄