Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2009.558.HR

Højesteret stadfæstede Landsrettens afgørelse om, at en eneanpartshaver skulle beskattes af rådigheden over selskabets hotellejlighed. De udlejningsaftaler, der blev indgået i forbindelse med selskabets forpligtelse til udlejning af lejligheden, indeholdt forbehold for ejeren af den enkelte lejlighed til egen benyttelse i et nærmere beskrevet omfang.

Tidligere afgørelser, SKM2008.8.VLR og SKM2006.468.LSR

SKM2006.553.HR

Personalegode skulle beskattes på grundlag af rådigheden over godet i modsætning til den faktiske benyttelse. Sagen vedrørte fri båd, men anses som en principiel afgørelse vedrørende rådighedsbeskatningen.

Landsretsdomme

SKM2021.20.ØLR

En aktionær blev udbyttebeskattet af rådigheden af en ferielejlighed i Spanien, jf. LL § 16 A, stk. 5 (tidligere stk. 6)).

Aktionæren gjorde gældende, at der ikke skulle ske beskatning, da lejligheden havde været ubeboelig i den relevante periode på grund af skimmelsvamp og fugt.

Retten fandt det ikke godtgjort, at lejligheden havde været ubeboelig i perioden. Retten fremhævede i den forbindelse bl.a. indholdet af en række synsrapporter, fotos af personlige ejendele i lejligheden, at lejligheden havde været udlejet i en del af perioden til tredjemand, og at der havde været afholdt udgifter til el og vand. Aktionæren havde som følge heraf ikke løftet bevisbyrden for, at vedkommende ikke havde haft rådighed over lejligheden.

Stadfæstelse af SKM2019.541.BR. 

SKM2019.517.VLR

Dommen angik, om der i den dagældende LL § 16 A, stk. 6 (nu LL § 16 A, stk. 5), jf. LL § 16, stk. 5, i indkomstårene 2011 og 2012 var hjemmel til at beskatte rådighed over en fritidsbolig på en skovejendom, og i givet fald, hvilken værdi der skulle danne grundlag for beskatning.

Landsretten fandt i overensstemmelse med byretten, at der var hjemmel i den dagældende LL § 16, stk. 6, til beskatning af appellanterne af rådigheden over den pågældende fritidsbolig.

For så vidt angik beskatningsgrundlaget anførte landsretten, at der efter den dagældende vurderingslovs § 33, stk. 7 ikke var pligt til at foretage en fordeling af ejendomsværdien på skovejendommens boligdel og den øvrige ejendom. Landsretten lagde imidlertid efter indholdet af ejendommens vurderingsmeddelelse til grund, at der faktisk var foretaget en fordeling. De beløb, der var anført på vurderingsmeddelelsen, og ikke den af det daværende SKAT til brug for sagen ansatte handelsværdi, skulle derfor danne grundlag for beskatningen.

Appellanternes subsidiære påstand blev herefter taget til følge. Ved byretten var Skatteministeriet blevet frifundet.

Tidligere SKM2019.53.BR

SKM2019.224.VLR

Sagen angik bl.a., om skatteyderen skulle beskattes af fri sommerbolig, som følge af, at han som hovedaktionær i sit selskab havde fået stillet en ejendom med skov til rådighed af selskabet.

Byretten lagde til grund, at stuehuset på ejendommen havde været udlejet af den tidligere ejer, og at der ved købet medfulgte elinstallationer, varmeanlæg og inventar i badeværelse og køkken, således at huset kunne anvendes til fritidsbrug. Det forhold, at vandet fra ejendommens private vandværk ikke umiddelbart kunne anvendes til drikkevand, fandtes ikke at have været til hinder for en privat anvendelse.

Da huset ikke havde været udlejet eller stillet til rådighed for andre, og ikke kunne anses at være nødvendig for selskabet i forbindelse med driften af skoven, var der en formodning for, at skatteyderen som hovedaktionær og direktør havde haft ejendommen til rådighed som sommerhus eller fritidsbolig hele året, jf. ligningslovens § 16, stk. 5, 2. pkt.

Hovedaktionæren havde forklaret, at stuehuset havde været lånt ud til jagtarrangementer i forbindelse med en loges sommerfest i skoven, til en lokal forening og til overnatning for en forretningsforbindelse. Retten fandt det ikke godtgjort, at denne anvendelse var sket i selskabets interesse. Hovedaktionæren havde derfor ikke sandsynliggjort, at han ikke havde rådet over sommerhuset til private formål, hvorfor han i medfør af ligningslovens § 16 A, stk. 5, jf. § 16, stk. 5 skulle beskattes af værdien af sin rådighed over ejendommen.

At hovedaktionæren ved købet af ejendommen havde erklæret, at ejendommen skulle anvendes til erhverv, og det forhold, at ejendommen ikke lå langt fra hans bopæl, kunne ikke føre til et andet resultat.

Vestre Landsret stadfæstede byrettens afgørelse om beskatning af fri sommerbolig af de grunde, som byretten havde anført.

Stadfæstelse af SKM2018.464.BR

SKM2017.152.ØLR

Et selskab købte i 2010 et sommerhus og ifølge selskabets ejer til brug som personalesommerhus. Sommerhuset blev udlejet til selskabets ansatte og desuden anvendt i mindre omfang af selskabets ejer (som også var direktør for selskabet) og dennes far.

Skatteministeriet gjorde gældende, at der kun forelå et personalesommerhus, hvis sommerhuset rent faktisk havde været udlånt eller udlejet til medarbejdere, og at medarbejderne derfor havde haft ret til at råde over huset i det i ligningslovens § 16, stk. 5, 5. pkt. krævede tidsrum. Denne betingelse var (ubestridt) ikke opfyldt.

Selskabets ejer gjorde gældende, at der forelå et personalesommerhus, hvis medarbejdere havde en adgang til at råde i form af et stående tilbud om at leje eller låne sommerhuset i det krævede tidsrum. Denne betingelse var (ubestridt) opfyldt.

Med henvisning til formålet med bestemmelserne i ligningslovens § 16, stk. 5, 2.-6. pkt. og forarbejderne til bestemmelsen fandt landsretten, at udtrykket "stillet til rådighed" i ligningslovens § 16, stk. 5, 5 pkt., skulle forstås som en adgang til retligt at råde over sommerhuset. Den omstændighed, at sommerhuset var indkøbt og indrettet med det formål at fungere som personalesommerhus, kunne ikke føre til et andet resultat.

Landsretten gav derfor Skatteministeriet medhold og tilsidesatte Landsskatterettens forudgående afgørelse af 24. april 2014 (j.nr. 13-0012283).

SKM2011.262.VLR

Hovedaktionær ejede via sit holdingselskab et datterselskab, der igen ejede et sommerhus. Hovedaktionæren blev anset for at være skattepligtig af rådighed over sommerbolig, fordi han efter en udlejningsaftale med et bureau havde mulighed for en vis privat brug under nærmere angivne forhold. Der var ikke i udlejningsaftalen givet afkald på retten til privat brug. Beskatningen omfattede alle perioder, hvor der ikke var dokumenteret anvendelse til anden side. Der kunne ikke tages hensyn til, at huset i perioder havde været underlagt ikke nærmere dokumenterede reparationer.

Stadfæstelse af

SKM2010.525.BR

TfS2000.494

Direktør i aktieselskab, der sammen med hustruen ejede hele aktiekapitalen, var skattepligtig af rådighed over selskabets sommerhus. Retten fandt det ikke sandsynliggjort, at sommerhuset ikke blev benyttet privat.

Byretsdomme

SKM2021.408.BR

Et selskab, som ultimativt var ejet af tre søskende og deres mor (hovedaktionærerne), erhvervede i 2005 en skovejendom og året efter en bygning beliggende på skovejendommen. Bygningen måtte ifølge planlovgivningen alene anvendes som spejderhytte eller til andre formål, der tilgodeser børn og unges friluftsliv. Det var ubestridt, at det derfor ville være ulovligt at anvende ejendommen privat som almindelig fritidsbolig.

SKAT traf afgørelser om, at de fire hovedaktionærer havde haft rådighed over sommerboligen og derfor skulle beskattes af værdien heraf efter deres ejerandele ifølge ligningslovens § 16 A, stk. 6 (nu stk. 5), og § 16, stk. 5.

Landsskatteretten fandt modsat, at en ejendom ikke kan anses for at stå til rådighed for ejeren, hvis den ikke lovligt kan anvendes hertil. Da den pågældende bygning alene lovligt kunne anvendes som spejderhytte og lign. og således ikke som fritidsbolig, var der ifølge Landsskatteretten ikke hjemmel til beskatning af fri sommerbolig, jf. ligningslovens §§ 16 A og 16, stk. 5.   

Byretten fandt med henvisning til en række konkrete omstændigheder, at bygningen havde været stillet til rådighed for de fire hovedaktionærer. I relation til det principielle spørgsmål om, at privat benyttelse ville være ulovlig, fandt retten bl.a. med henvisning til ligningslovens forarbejder ikke, at det forhold, at de fire personer alene lovligt kunne anvende ejendommen som spejderhytte eller til andre formål, der tilgodeser børn og unges friluftsliv, har den virkning, at de fire personer ikke skal beskattes af at have fået stillet ejendommen til rådighed. På den baggrund afsagde retten dom i overensstemmelse med Skatteministeriets påstande.  

SKM2020.514.BR

Sagen angik bl.a. beskatning af fri sommerbolig i indkomstårene 2010-2015 for en hovedaktionær.

Det var ubestridt, at hovedaktionæren havde rådighed over sommerboligen. Han gjorde imidlertid gældende, at der ikke var grundlag for beskatning af fri sommerbolig, fordi overdragelsen af sommerboligen fra ham til selskabet i 2009 skulle annulleres ex tunc, som følge af at hans ægtefælle, som han efterfølgende blev skilt fra, ikke havde samtykket til overdragelsen, jf. den dagældende retsvirkningslovs § 18.

Retten fandt, at han skulle beskattes som sket og henviste herved bl.a. til, at handlen ikke var omstødt ved ægtefællens søgsmål. Retten udtalte videre, at en mundtlig aftale i 2016 mellem hovedaktionæren og selskabet om tilbageførsel af sommerhuset ikke kunne have skattemæssig virkning med tilbagevirkende kraft for indkomstårene 2010-2015.

Sagen angik, om skatteyderen skulle beskattes af værdien af en fri sommerbolig i indkomstårene 2011-2013, fordi han som eneanpartshaver og direktør i et selskab havde haft rådighed over en sommerbolig opført på selskabets ejendom.

Retten fandt, at skatteyderen havde haft rådighed over sommerboligen, og at skatteyderen derfor skulle beskattes af værdien af fri sommerbolig i indkomstårene 2011-2013. Retten lagde herved vægt på, at opførelse af en sommerbolig og udlejning af denne ikke lå inden for selskabets sædvanlige virksomhed. Retten lagde videre vægt på, at skatteyderen ikke over for retten havde godtgjort, at ejendommen ikke var stillet til rådighed i indkomstårene 2011-2013.

Skatteyderens udlejningsaftale vedrørende sommerboligen med et udlejningscenter og skatteyderens tro- og loveerklæring afgivet over for selskabet medførte således heller ikke, at skatteyderen havde fraskrevet sig rådigheden over sommerboligen.

Sagen drejede sig om, hvorvidt et sommerhus tilhørende et anpartsselskab havde stået til rådighed for selskabets eneanpartshaver (sagsøgeren) i indkomstårene 2011-2012.

Selskabet, der drev virksomhed med handel, formidling og investering i fast ejendom, købte sommerhuset i 2011 fra en sparekasse, der lå inde med en pulje af nødlidende ejendomme. Sommerhuset blev overtaget med en udlejningskontrakt for 2011. I umiddelbar forlængelse af købet af sommerhuset, blev sommerhuset sat til salg, og der blev indgået en aftale om udlejning for 2012.

I henhold til udlejningsaftalen for både 2011 og 2012 havde selskabet adgang til at råde over sommerhuset, når dette ikke var udlejet, og i tillæg hertil var der perioder i 2011 og 2012, hvor sommerhuset faktisk var spærret for formidling, og dermed ikke var udlejet.

Retten fandt efter en konkret bevisvurdering, at sommerhuset ikke havde stået til rådighed for sagsøgerens private benyttelse i de to indkomstår. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at erhvervelsen af sommerhuset skete som led i driften af selskabet og altså ikke med henblik på at sikre sagsøgerens private brug heraf, samt at sagsøgeren ikke på noget tidspunkt i selskabets ejerperiode havde anvendt sommerhuset til sit eget private formål. Der skulle som følge heraf ikke ske rådighedsbeskatning i de to indkomstår.

Sagen drejede sig om, hvorvidt et sommerhus tilhørende et anpartsselskab havde stået til rådighed for selskabets eneanpartshaver (sagsøgeren) i indkomstårene 2010-2012.

Sagsøgeren havde ved overtagelsen af sommerhuset udarbejdet en fraskrivelsesaftale med sig selv, hvori han havde anført, at sommerhuset skulle udlejes, og at det ikke kunne benyttes af anpartshavere eller disses familiemedlemmer.

Sommerhuset blev udlejet via et udlejningsbureau, og udlejningsaftalen var underskrevet af sagsøgeren personligt. Det fremgik af udlejningsaftalen, at sommerhuset var stillet til disposition for bureauet, og at det var en forudsætning for udlejning, at ejeren også benyttede sommerhuset privat.

Der var enighed i sagen om, at sagsøgeren havde reserveret sommerhuset i mere end en måned i hvert af indkomstårene 2010-2012. Der var også enighed om, at sagsøgeren ikke skulle rådighedsbeskattes i de perioder, hvor sommerhuset havde været udlejet til tredjemand via udlejningsbureauet.

Ved sin afgørelse lagde retten vægt på, at sagsøgeren havde indgået udlejningsaftalen personligt, og at han havde forpligtet sig til at benytte sommerhuset privat. I den forbindelse bemærkede retten, at ejeren bl.a. havde reserveret sommerhuset omkring nytårsaften i to af årene, uden at det havde været påkrævet af hensyn til reparationer m.v. Retten lagde endvidere vægt på, at det ikke var afgørende for spørgsmålet om rådighedsbeskatning, om - eller i givet fald i hvilken udstrækning - sommerhuset rent faktisk havde været benyttet privat af sagsøgeren.

På den baggrund fandt retten, at sommerhuset havde været stillet til rådighed for sagsøgeren efter ligningslovens § 16 A, stk. 9, og at der derefter var en formodning for, at sommerhuset havde været til rådighed for sagsøgeren hele året efter ligningslovens § 16, stk. 5. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde afkræftet denne formodning, og at fraskrivelsesaftalen ikke kunne tillægges betydning i den forbindelse.

Sagsøgeren skulle derfor beskattes af værdien af fri sommerbolig, og Skatteministeriet blev frifundet.

Spørgsmålet i sagen var, om sagsøgeren skulle beskattes af værdien af rådighed over sommerbolig.

Sagsøgeren var hovedanpartshaver og direktør i selskabet, der ejede sommerhuset, og havde således rådighed over selskabets aktiver - også til privat brug.

Sommerboligen havde ikke været udlejet i ejerperioden, og sagsøgeren havde ikke dokumenteret et erhvervsmæssigt formål med erhvervelsen.

Hertil kommer, at sommerboligen rent faktisk havde været benyttet, idet der bl.a. havde været et vand- og elforbrug.

Sagsøgeren gjorde bl.a. gældende, at hun havde fraskrevet sig rådigheden over sommerboligen ved at overdrage rådigheden til sin søn.

Ligningslovens § 16, stk. 5, 4. pkt. fastslår imidlertid, at den skattepligtige værdi af rådigheden over en sommerbolig ikke nedsættes i forhold til antallet af dage, hvor sommerboligen stilles til rådighed for nærtstående, og af lovens § 15 stk. 5, 6. pkt. fremgår, at børn anses som nærtstående i bestemmelsens forstand.

Retten udtalte, under henvisning til forklaringen fra sagsøgeren og hendes søn, at sagsøgeren ikke havde afkræftet skattemyndighedernes vurdering af, at sommerboligen ikke havde været udnyttet af selskabet med driftsmæssigt formål, men at sagsøgeren eller hendes søn havde haft rådighed over boligen.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Sagen angik beskatning af værdien af fri sommerbolig efter dagældende LL § 16 A, stk. 9 (nu LL § 16 A, stk. 5), jf. § 16, stk. 5, samt § 16, stk. 1, jf. § 16, stk. 5.

Sagsøgeren var blevet beskattet af værdien af to sommerboliger, der var ejet af selskab X, som udlejede sommerboligerne til søsterselskabet, selskab Y. Selskab Y kunne ikke lovligt anvende sommerboligerne som led i dets virksomhed, og der var ikke fremlagt dokumentation for, hvordan sommerboligerne var blevet anvendt.

Sagsøgeren var hovedanpartshaver og enetegningsberettiget direktør i begge selskaber.

Retten fandt på den baggrund, at sagsøgeren havde rådighed over sommerboligerne, hvilket han var skattepligtig af.

Sagen vedrører beskatning af værdien af fri sommerbolig efter dagældende ligningslovs § 16 A, stk. 9 (nu LL § 16 A, stk. 5), jf. § 16, stk. 5, herunder personkredsen omfattet af formodningsreglen i sidstnævnte bestemmelse.

I dommen lægger retten til grund, at sommerhuset i indkomstårene 2008 - 2010 var ejet af sagsøgerens selskab, og at sagsøgeren i den relevante periode var eneanpartshaver. Sagsøgeren var desuden registreret og underskriftberettiget som direktør, ligesom sagsøgeren var den eneste, der var tilknyttet selskabet. Retten lægger også til grund, at sagsøgeren ikke var aflønnet i perioden, og at sagsøgeren havde indflydelse på egen aflønning.

Sommerhuset havde været udlejet gennem et udlejningsselskab i perioden 2008 - 2010, og der var en fast spærring i ugerne 1 til 22 og i ugerne 44 til 52.

Retten fandt det ikke godtgjort, at sommerhuset havde haft et klart forretningsmæssigt sigte i selskabets ejertid, eller at sommerhuset havde været et rent driftsaktiv. Retten tillagde det vægt, at sommerhuset oprindeligt havde været ejet privat i årene 1975 - 1988, og at det havde været brugt til familiens ferier. Derudover blev det tillagt vægt, at selskabet havde et negativt årsresultat i 3 ud af 4 regnskabsår, og at sagsøgeren ikke havde givet afkald på at benytte sommerhuset. Endelig havde sommerhuset kun været udlejet i et begrænset antal uger om året i den omhandlede periode, ligesom sagsøgeren havde anvendt huset mindst en uge hvert år.

For så vidt angår spørgsmålet om personkredsen omfattet af formodningsreglen i ligningslovens § 16, stk. 5, 2. pkt., fandt retten, at formodningsreglen også omfatter en ikke ansat/lønnet eneanpartshaver, når der henses til bestemmelsernes ordlyd og forarbejder samt sammenhængen mellem bestemmelserne.

Sagsøgeren skulle derfor beskattes af værdien af fri sommerbolig, og Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Sommerhuset havde i perioder været benyttet privat af sagsøgeren, i perioder været lejet ud gennem et udlejningsfirma og i perioder været til rådighed med henblik på fremvisning som demonstrationshus for et af sagsøgeren delvist ejet lettisk anpartsselskab, der opførte sådanne sommerhuse. Der var enighed om, at der ikke skulle ske rådighedsbeskatning i de perioder, hvor sommerhuset var udlejet til tredjemand via udlejningsfirmaet.

Retten fandt det ikke godtgjort, at sommerhuset havde været et rent driftsaktiv i det danske anpartsselskab. Retten lagde vægt på, at sagsøgeren i årene 2004 - 2006 faktisk havde benyttet sommerhuset privat, samt at der i kontrakten med udlejningsfirmaet var taget forbehold for privat benyttelse i indkomståret 2007.

Retten fandt det heller ikke godtgjort, at det danske selskab og det lettiske selskab havde indgået en lejeaftale vedrørende sommerhuset, hvorfor sagsøgeren fandtes at have haft rådighed over sommerhuset hele året, bortset fra de uger, hvor huset var udlejet gennem udlejningsfirmaet.

Det lettiske selskabs betalinger for brugen af sommerhuset som demonstrationshus kunne derfor heller ikke føre til en nedsættelse af den skattepligtige indkomst, idet den aftalte brug ikke havde afskåret sagsøgeren fra at råde over sommerhuset.

Det forhold, at sagsøger som udlandsdansker ikke - uden at risikere skattemæssige konsekvenser - frit kunne vælge at tage ophold i Danmark, fandtes ikke at kunne føre til, at han kunne anses for ikke at have haft råderet over sommerhuset.

Sagen vedrørte, om en hovedanpartshaver havde fået stillet et sommerhus til rådighed fra hans selskab.

Selskabet havde købt sommerhuset med henblik på at nedrive det og opføre et helårshus, der efterfølgende skulle videresælges med profit. Projektet blev aldrig sat i værk, og selskabet havde i tre år ikke disponeret på anden vis over sommerhuset.

Landsskatteretten havde fundet, at sommerhuset havde været stillet til rådighed for hovedanpartshaveren, hvorfor han skulle beskattes af værdien heraf, jf. den dagældende LL § 16 A, stk. 9. Landsskatteretten havde lagt vægt på, at selskabet ikke havde ejet andre ejendomme og ikke på anden vis havde disponeret over sommerhuset. Hermed skulle selskabet også lejefikseres.

Byretten fandt, at det efter de dagældende bestemmelser, ikke var en forudsætning for beskatning, at hovedanpartshaveren faktisk havde benyttet sommerhuset. Der skulle foretages en vurdering af sagens omstændigheder for at afgøre, hvorvidt sommerhuset havde været stillet til rådighed for hovedanpartshaverens private brug. Det var i den forbindelse ikke tilstrækkeligt, at selskabet ejede ejendommen.

På baggrund af sagens konkrete omstændigheder fandt retten, at sommerhuset ikke havde været stillet til rådighed for hovedanpartshaverens private brug. Retten lagde vægt på, at sommerhuset var erhvervet med henblik på nedrivning og ikke med henblik på hovedanpartshaverens private brug, samt at erhvervelsen af sommerhuset var sket i selskabets interesse som investeringsobjekt. Dette var underbygget af, at sommerhuset var i meget dårlig stand, og at hovedanpartshaveren faktisk ikke havde gjort brug af sommerhuset.

Retten nedsatte herefter den skattepligtige indkomst for både hovedanpartshaveren og selskabet.

Retten fandt herefter, at anpartshaveren havde haft rådighed over ejendommen, idet selskabet ikke havde drevet udlejningsvirksomhed, og ejendommen derfor måtte anses for at være erhvervet for at stille den til rådighed for anpartshaveren. Der blev desuden lagt vægt på, at anpartshaveren ikke havde givet afkald på at benytte ejendommen, og at ejendommen ikke i øvrigt havde været udnyttet af selskabet.

Det var uden betydning, om ejendommen faktisk havde været benyttet. Det forhold, at ejendommen ikke var beboelig, kunne ikke føre til et andet resultat.

Retten fandt, at udlejningen også var sket i anpartshaverens i H1 ApS' interesse, og at A derfor skulle beskattes af værdi af fri helårsbolig, jf. LL § 16 A, stk. 9. Retten lagde herved blandt andet vægt på, at A via H1 ApS løbende havde haft indsigt i og kendskab til H1.1 ApS' aktiviteter, at han som berigtigende advokat havde været involveret i købet af ejendommen, og at udlejningen faldt uden for anpartsselskabets formål.

SKM2009.705.BR

Hovedaktionærer var skattepligtige af en sommerbolig stillet til rådighed af deres selskab. Selvom grunden var opdelt i fem parceller, skulle beskatningen omfatte hele grunden. Det blev lagt til grund, at efter lejeaftalens ordlyd var denne indgået for hele ejendommen, og der var hverken ved hegn eller på anden måde foretaget en fysisk opdeling.

Landsskatteretskendelser

SKM2016.273.LSR

Landsskatteretten fandt, at klageren, der var hovedanpartshaver i et selskab, ikke skulle beskattes i henhold til LL § 16 A af en rådighed over en lejlighed, købt af selskabet.

Landsskatteretten fandt, at købet af lejligheden var erhvervsmæssigt begrundet og ud fra en konkret vurdering anså Landsskatteretten ikke klageren for at have haft rådighed over lejligheden.

Landsskatteretten henså særligt til oplysninger om klagerens private forhold sammenholdt med, at lejligheden, efter at have stået tom i flere år, blev udlejet og fortsat var udlejet.

SKM2010.859.LSR

Landsskatteretten ændrede et bindende svar, således at der ikke skulle ske beskatning af en sommerbolig i Frankrig. Som begrundelse for kendelsen blev der lagt vægt på, at selskabet og dettes hovedanpartshavere havde fraskrevet sig rådighed over ejendommen. Retten henviste desuden til præmisserne i SKM2009.558.HR og SKM2010.525.BR, hvoraf det modsætningsvis kunne sluttes, at hovedanpartshaver udtrykkeligt kunne fraskrive sig rådigheden. Det var dog en forudsætning i kendelsen, at hovedanpartshaverne aldrig overnattede i eller i øvrigt tog ophold i lejligheden.

SKM2009.459.LSR

Hovedanpartshaver skulle ikke beskattes af to sommerboliger, der lå i nærheden af hans bopæl og var blevet købt på grund af hans lokalkendskab. Sommerhusene blev anset som driftsaktiver i selskabet, hvis hovedaktiviteter var opførelse og udlejning af sommerhuse.

Skatterådet og Ligningsrådet

Skatterådet kan bekræfte - på grundlag af de forudsætninger som oplyst i sagen - at den påtænkte disposition ikke vil medføre hovedaktionærbeskatning af fri bolig eller sommerbolig efter ligningslovens §§ 16 og 16 A, idet spørger ikke har rådighed over investeringslejlighederne.

Aktionæren i et selskab, der investerede i ferieboliger, der indgik i hoteldrift, ville ikke alene blive beskattet i de perioder, der var booket for privat anvendelse.

SKM2014.281.SR

SKM2009.307.SR

Hovedaktionær skulle beskattes efter LL § 16, stk. 5 af sommerbolig i Thailand. Den skattepligtige værdi skulle nedsættes med eventuel egenbetaling.

SKM2007.768.SR

Skatteyder skulle beskattes efter LL § 16, stk. 5 ved brug af beboelseslejlighed i Tyrkiet. Ejendommen var ejet af et tyrkisk selskab, der for 99 pct.'s vedkommende var ejet af et dansk holdingselskab. Skatteyder ejede 20 pct. i det danske holdingselskab. Han var medlem af bestyrelsen i selskabet og havde efter anpartshaveroverenskomsten vetoret over for en række beslutninger vedrørende ejendommen.

SKM2003.356.LR

Hovedanpartshaver skulle sammen med anden hovedanpartshaver beskattes af rådighed over ejendom i Spanien, selvom han fraskrev sig retten til generelt at disponere over ejendommen, og kun benyttede denne i perioder, hvor ejendommen ikke var udlejet til anden side, og forudsat, at han betalte selskabet den udlejningspris, som udlejningsbureauet fastsatte (dvs. markedspris) for de anvendte perioder.

SKM2002.223.LR

Administrerende direktør havde bestemmende indflydelse over egen aflønning efter LL § 16, stk. 5, 2. pkt. Han kunne ikke undgå beskatning efter formodningsreglen ved at fraskrive sig retten til at bruge sommerboligerne ud over de perioder, hvor han på lige vilkår med resten af personalet faktisk brugte dem.

SKM2001.331.LR

Direktør havde bestemmende indflydelse på egen aflønningsform og blev omfattet af formodningsreglen i LL § 16, stk. 5, 2.pkt. Han skulle derfor beskattes af udlejningsværdien for hele året, bortset fra de perioder hvor ejendommen var udlejet til anden side.