Indhold

Dette afsnit beskriver nogle specielle forsøgssituationer, hvor der er tale om omvendt bevisbyrde.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Personer omfattet af reglen.

Regel

Varer ombord på fartøjer eller andre befordringsmidler ved ankomst til det danske toldområde anses for forsøgt indsmuglet af varernes ejer, når varerne ikke er opført i ladningsdokumenterne, medmindre ejeren sandsynliggør, at der ikke har foreligget forsøg på indsmugling. Se TDL § 74, stk. 1.

Såfremt et fartøj på under 120 tons netto træffes indenfor det danske toldområde med højt beskattede varer ombord til et told og afgiftsbeløb af mindst 1.500 kr., anses forsøg på indsmugling at foreligge, medmindre der skabes overvejende sandsynlighed for, at fartøjet ikke sejler i smuglerøjemed. Se TDL § 74, stk. 2.

Det fremgår af toldbehandlingsbekendtgørelsens § 97, hvilke varer, der er højtbeskattede.

Ved anvendelse af et dansk fartøj til erhvervsmæssigt smugleri af alkoholholdige varer til fremmede stater, som er omfattet af Helsingforskonventionen fra 1925 om bekæmpelse af smugleri af alkoholholdige varer, kan ejer, reder, befragter af fartøjet og dettes fører straffes for smugleri, hvis de vidste eller burde vide, at fartøjet er anvendt til smugleri. Se TDL § 75.

Bemærk

Da der er tale om smugleri, er strafferammen bøde eller fængsel i indtil 1 år og 6 måneder, med mindre højere straf er forskyldt efter STRFL § 289, hvor straffen kan stige til fængsel i indtil 8 år.

Fuldbyrdelsestidspunkt

I TDL § 74 fuldbyrdes overtrædelsen, når fartøjet kommer ind i dansk toldområde enten med varer, der ikke er anført i ladningsdokumentet, eller når der findes højt beskattede varer for over 1.500 kr. ombord på et fritidsfartøj.

I TDL § 75 er overtrædelsen fuldbyrdet i et fremmed konventionsland. Der er tale om en bestemmelse, der giver den danske stat påtalemyndighed overfor en personkreds, som ikke nødvendigvis opholder sig ombord, når overtrædelsen fuldbyrdes. Der er tale om en udvidelse af den danske strafmyndighed, jf. STRFL § 6.

Personer omfattet af reglen

I TDL § 74, stk. 1, er det alene ejeren af varerne, som er både pligt- og ansvarssubjekt, uanset hvem der har stået for, at varerne ikke er anført i ladningsdokumentet.

I TDL § 74, stk. 2, er det føreren af fartøjet, der er pligt- og ansvarssubjekt. 

I TDL § 75 kan både ejer, reder, befragter og fører af fartøjet gøres ansvarlige.

Subjektive betingelser for strafansvar

Straf for forsøg kræver, at gerningsmanden har forsæt til overtrædelsen. I TDL § 74 er der formodning for forsøg, dvs. forsæt til smugleri, og ansvarssubjektet kan alene frigøre sig for straf, hvis han kan løfte bevisbyrden for, enten at bestemmelsen objektivt ikke er overtrådt, eller at han højst har handlet groft uagtsomt. Dette er en undtagelse til hovedreglen om, at anklagemyndigheden har den fulde bevisbyrde for, at der foreligger en objektiv overtrædelse af en straffebestemmelse og for tilregnelsen.

I TDL § 75 er de almindelige ansvarsregler gældende, og det er anklagemyndigheden, der skal løfte bevisbyrden for tilregnelse.