Hovedregel
Tinglysning af ejerskifte af fast ejendom i forbindelse med separation og skilsmisse udløser kun en afgift på 1.750 kr., hvis der er formuefællesskab mellem ægtefællerne. Se TAL § 10, stk. 1, nr. 1.
Undtagelse
Har ægtefællerne ved ægtepagt ændret deres formueordning, så der ikke består delingsformue - eksempelvis ved oprettelse af et skilsmissesæreje - er tinglysning af ejerskifte ved separation og skilsmisse ikke omfattet af afgiftsnedsættelsen.
Erklæring
Der skal ved tinglysning af ejerskiftet afgives erklæring, der indeholder dato for separationsbevilling/dom eller skilsmissebevilling/dom, samt oplysning om hvilken myndighed, der har behandlet separations- eller skilsmissesagen.
Erklæringen har følgende ordlyd, jf. TALbek § 30, stk. 1, nr. 1:
"Formuefællesskabet er i henhold til separations-/skilsmissebevilling eller dom opløst i sin helhed
Dato for separation/skilsmisse"
Hvis ejerskiftet tinglyses, inden der er en separations- eller skilsmissebevilling (dom), betales fuld afgift efter TAL § 4. Se afsnit E.B.3.1.2. Den betalte afgift kan efterfølgende tilbagebetales mod at vise separations- eller skilsmissebevillingen.
Anmodningen om tilbagebetaling skal sendes via eTl på normal vis ved at anvende ekspeditionstype "Afgiftsgodtgørelse". Separations- eller skilsmissebevillingen vedhæftes som bilag til anmodningen.