Indhold

Dette afsnit beskriver de generelle regler m.v. om opgørelse af den afgiftspligtige mængde for tillægsafgiften.

Afsnittet indeholder:

  • Generelle regler om opgørelse af den afgiftspligtige mængde 
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.   

Generelle regler om opgørelse af den afgiftspligtige mængde

Der gælder forskellige regler for henholdsvis affaldsvarmeafgiften og for tillægsafgiften. Reglerne for opgørelse af den afgiftspligtige mængde fremgår af KULAL § 5.

Reglerne følger det almindelige princip i energiafgiftslovene om, at der ikke skal betales afgift af energi - i dette tilfælde affaldsvarme/affaldsbrændsel, der anvendes til at fremstille elektricitet.

Derudover er tillægsafgift af affald anvendt som brændsel, som momsregistrerede virksomheder anvender til procesformål, omfattet af de almindelige godtgørelsesregler i KULAL § 8 og § 8 a i det omfang afgiften er viderefaktureret til varmekunderne. Se varmeforsyningslovens § 20 og afsnit E.A.4.6 om godtgørelse af energiafgifter og CO2-afgift.

Hvis afgiften ikke er viderefaktureret belastes affaldsværket eller affaldsproducenterne med afgiften. Affaldsværket eller affaldsproducenterne kan som udgangspunkt ikke få dækket tillægsafgiften ved at overvælte tillægsafgiften på varmekunderne.

Tillægsafgiften på affald til fremstilling af varme, der anvendes til procesformål, er samtidig omfattet af den nedsatte godtgørelse af energiafgifter, se bl.a. KULAL § 8 a, og afsnit E.A.6 om godtgørelse af energiafgifterne og CO2-afgift. Virksomheder, der er registrerede for tillægsafgiften, kan tilsvarende reducere den afgiftspligtige mængde, se KULAL § 5, stk. 12.

I reglerne om opgørelse af den afgiftspligtige mængde for tillægsafgiften tages der hensyn til, om der er tale om

  • ren affaldsvarmeproduktion
  • kombineret produktion, dvs. kombineret elektricitet- og varmefremstilling kun på basis af afgiftspligtigt affald
  • varmeproduktion på basis af en kombination af afgiftspligtigt affald og andet brændsel, eller
  • kombineret elektricitet- og varmefremstilling på basis af en kombination af afgiftspligtigt affald og andet brændsel.

Reglerne om tillægsafgiften er derudover splittet op afhængig af, om der er tale om kvoteomfattede eller ikke-kvoteomfattede virksomheder. Der er nedenfor redegjort nærmere om afgrænsningen mellem kvoteomfattede og ikke-kvoteomfattede virksomheder, der forbrænder affald.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse Afgørelsen i stikord Kommentarer
Landsretsdomme

SKM2019.306.VLR

Et affaldsforbrændingsanlæg havde angivet negative affaldsvarme-, tillægs- og kuldioxidafgifter i sommermånederne, på grund af anlægget fyrede efter et særligt forbrændingsprogram i løbet af perioden.

Vestre Landsret kom frem til, at der ikke er hjemmel til at angive negative afgiftstilsvar efter afregningsreglerne i kulafgiftsloven § 12, stk. 1, og kuldioxidsafgiftslovens § 13, stk. 1, samt mængdeberegningsreglerne i kulafgiftslovens § 5, stk. 3, og kuldioxidsafgiftsloven § 5, stk. 3. Det forhold, at anlægget havde valgte den mest miljøvenlige forbrændingsprogram, ændrede ikke på resultatet.

Se også SKM2017.429.LSR, hvor LSR stadfæstede SKATs afgørelse vedrørende negative afgiftstilsvar. SKAT havde foretaget en efteropkrævning af affaldsvarme-, tillægs- og CO2-afgift for perioder, hvor der var fyret med biomasse, da udbetaling af negative afgiftstilsvar ikke kunne anses for berettiget.

SKM2018.5.VLR

Sagens spørgsmål var, hvorvidt H1 ved beregning af affaldsvarmeafgift, tillægsafgift og CO2-afgift skulle anses for at fyre med en kombination af afgiftspligtigt affald og gas, således at der i afgiftsmæssig henseende er tale om ét kraftvarmeanlæg, eller om selskabet ikke kunne anses for at fyre med en kombination af afgiftspligtigt affald og gas og derfor i afgiftsmæssig henseende skulle betragtes som to kraftvarmeanlæg.

Landsretten tiltrådte, at kraftvarmeværket i afgiftsmæssig henseende skulle betragtes som ét anlæg, der fyrede med en kombination af afgiftspligtigt affald og gas.

Landsrettens dom stadfæster byrettens dom. Se SKM2017.217.BR.

Skattestyrelsen har udsendt styresignal SKM2020.109.SKTST om konsekvenserne af dommen.

Byretsdomme

SKM2017.217.BR

Sagen handlede om et kraftvarmeværk, der består af en affaldsfyret forbrændingsenhed og en gasturbineenhed. Den producerede damp føres via en fælles dampskinne til en dampturbine, hvor der produceres el og varme.

Byretten fandt, at kraftvarmeværket i afgiftsmæssig henseende skal betragtes som et anlæg, der fyrer med en kombination af afgiftspligtigt affald og andre brændsler.

Byrettens dom ændrer Landsskatterettens afgørelse. Se SKM2015.790.LSR.

Sagen blev indbragt for Vestre Landsret, som stadfæstede byrettens dom. Se SKM2018.5.VLR

Landsskatteretskendelser

SKM2016.453.LSR

LSR tog stilling til opgørelse af afgiftstilsvar vedrørende affaldsvarmeafgift og tillægsafgift for to forskellige forbrændingsanlæg. Det ene anlæg leverede damp og varmt vand til en ekstern virksomhed, der anvendte dampen og det varme vand til produktion af el og fjernvarme. En del af den leverede varme blev bortkølet, efter at den var overført til fjernvarmevandet. Den bortkølede varme kunne ikke fradrages ved opgørelsen af affaldsvarmeafgiften. Det andet affaldsforbrændingsanlæg producerede el og fjernvarme ved forbrænding af affald i affaldsovne og gas i en gaskedel. Affaldsvarmeafgiften og tillægsafgiften skulle opgøres separat for affaldsovnene. Affaldsforbrændingsenheden/-anlægget kunne ligeledes ikke anses for et varmeproducerende anlæg alene, og affaldsvarmeafgiften skulle opgøres efter § 5, stk. 3, 2. og 3. pkt. og tillægsafgiften skulle opgøres efter § 5, stk. 8, 2.-6. pkt. Ved opgørelsen af affaldsvarmeafgift og tillægsafgift skulle der ikke medregnes gas anvendt på gaskedlen.

 

SKM2015.790.LSR

Landsskatteretten fandt, at et kraftvarmeværk, der består af et affaldsfyret forbrændingsanlæg og et gasturbineanlæg med udstødningskedel, i afgiftsberegningsmæssig forstand skal opfattes som 2 anlæg.

Byretten har den 24. januar 2017 ændret Landsskatterettens afgørelse. Se SKM2017.217.BR.