Afsnittet beskriver skattepligten af indtægter af fast ejendom for de foreninger mv., der er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6.

De foreninger mv. der er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6, er skattepligtige af erhvervsmæssige indtægter herunder bl.a. indtægter ved drift, udlejning eller bortforpagtning af fast ejendom. Se SEL § 1, stk. 4, 1. pkt.

Indtægter ved udlejning af lokaler til medlemmer er ikke-erhvervsmæssige indtægter, hvis der er tale om en leverance til medlemmer som defineret i SEL § 1, stk. 5. I SKM2001.467.LSR fandt Landsskatteretten således, at indtægter ved et andelsselskabs udlejning af ejendomme til medlemmerne, efter en konkret vurdering, måtte anses for omfattet af SEL § 1, stk. 5.

Hvis der i ejendommen findes lokaler, som foreningen anvender til egen ikke-erhvervsmæssig aktivitet, fx mødelokaler, administrationslokaler mv., vil den dertil svarende lejeværdi heller ikke være skattepligtig.

Som eksempel kan også nævnes, at en viceværtbolig, der stilles til rådighed af en andelsboligforening, i praksis ikke anses for at være anvendt erhvervsmæssigt, hvis andelsboligforeningen aldrig har udlejet lejligheder til andre ikke-medlemmer. Se SKM2006.718.SR, hvor den administrative praksis er omtalt. Praksis betyder, at der i disse tilfælde er tale om en skattefri aktivitet.

Hvis en andelsboligforening har eller har haft udlejning til andre ikke-medlemmer, kan en viceværtbolig derimod anses for at være erhvervsmæssigt anvendt.  Se SKM2006.792.LSR.

Se også

Se også afsnit C.D.8.9.3 om udvalgte skattemæssige forhold for andelsboligforeninger.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Byretten

SKM2010.482.BR

En entreprenør havde påtaget sig en garanti for enhver udgift som følge af, at andelsboligforeningen havde usolgte andele ved overgangen fra anlæg til drift. For at begrænse udgifterne til garantien lejede entreprenøren lejlighederne med ret til fremleje.

Erhvervsmæssig virksomhed

Landsskatteretskendelser

SKM2006.792.LSR

En andelsboligforening havde kun en lejlighed, der ikke var overgået til andelsbasis. Lejligheden var stillet til rådighed for viceværten, og foreningen modtog til gengæld viceværtydelser. Den erhvervsmæssige virksomhed ansås ikke for ophørt. 

Erhvervsmæssig anvendt.

Sagen er også omtalt i afsnit C.D.8.9.3.6. Se lignede sag om viceværtbolig: SKM2006.718.SR.

SKM2001.467.LSR

En forening udlejede fast ejendom til medlemmerne. Efter en konkret vurdering blev indtægten anset for omfattet af SEL § 1, stk. 5 om skattefrie medlemsleverancer.

Skattefri udlejning