Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "C.C.2.2.2.5.1 Generelt om LL § 8" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit beskriver indledende om væsentlige forhold, der er vigtige ved anvendelsen af LL § 8. Afsnittet omfatter ikke LL § 8, stk. 3.

Afsnittet indeholder:

Regel
Historik
Repræsentation
Private udgifter
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fratrækkes udgifter, som i forbindelse med den skattepligtiges erhverv er afholdt til rejser, reklame og lignende med det formål at opnå salg af varer og tjenesteydelser i det pågældende og senere indkomstår. Se LL § 8, stk. 1.

LL § 8 stk. 1, kan ikke anvendes i de tilfælde, hvor den skattepligtige indkomst opgøres som en procentdel af en forenings formue efter reglerne i selskabsskatteloven. Se LL § 8, stk. 2.

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fratrækkes udgifter til repræsentation dog kun med et beløb svarende til 25 pct. af de afholdte udgifter. Se LL § 8, stk. 4.

Historik

Reglen blev indført i 1959, bl.a. fordi udgifter, der var afholdt til rejser og reklame med henblik på oparbejdelse af nye eksportmarkeder, ofte ikke kunne fratrækkes efter hidtidig praksis efter SL § 6, stk. 1, litra a.

LL § 8 stk. 1, er derfor en udvidelse af fradragsretten i forhold til SL § 6, stk. 1, litra a.

Det ligger i selve begrebet reklame, at udgiften afholdes for at opnå salg af varer eller tjenesteydelser. Hvis en udgift er omfattet af begrebet reklame, er der derfor ikke fradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a. Der findes imidlertid enkelte afgørelser, hvor hjemlen for fradrag er SL § 6, stk. 1, litra a. Se eksempelvis TfS 1987, 555 LR og TfS 1989, 481 LSR.

Se også SKM2008.1032.SR, hvor et selskab, der modtog penge fra virksomheder for at sende reklame til forbrugere, havde fradragsret for donationer til foreninger og organisationer efter SL § 6, stk. 1, litra a. Selskabet blev anset for at have afholdt udgiften og være forpligtet til at donere pengene i henhold til aftalerne.

Derimod har LL § 8, stk. 1, kun afløst hjemmelen for fradrag for rejseudgifter efter SL § 6, stk. 1, litra a, når der er tale om rejseudgifter, som afholdes for at opnå salg af varer og tjenesteydelser. Der kan jo afholdes rejseudgifter, som ikke har til formål at opnå salg af varer og tjenesteydelser, men som er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i øvrigt. I disse tilfælde skal fradragsretten derfor vurderes efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Derfor er reglerne om fradrag for rejseudgifter efter SL § 6, stk. 1, litra a, og LL § 8, stk. 1, beskrevet i samme afsnit af forståelsesmæssige grunde, fordi begge regler kan være hjemmel for fradrag.

Repræsentation

I LL § 8, stk. 4, er fradraget for udgifter til repræsentation begrænset til 25 pct. af de afholdte udgifter.

LL § 8, stk. 4, er ikke begrænset til udgifter nævnt i LL § 8, stk. 1, men gælder alle fradragsberettigede udgifter som kan karakteriseres som repræsentation.

Det betyder, at det er nødvendigt først at foretage en vurdering af, om udgiften kan fratrækkes efter LL § 8, stk. 1, eller efter SL § 6, stk. 1, litra a, og derefter vurdere, om der er begrænset fradragsret efter LL § 8, stk. 4.

Se også

Se også afsnit C.C.2.2.2.5.4 "Fradrag for udgifter til repræsentation".

Private udgifter

Udgifter, der afholdes til privat forbrug, kan ikke fratrækkes. Se SL § 6, stk. 2.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Byretskendelser
SKM2019.419.BR	Skattemyndighederne havde nægtet fradrag for et meget stort antal bogførte udgifter i skatteyderens revisionsvirksomhed. Skatteyderen gjorde gældende, at der var fradragsret for udgifterne til et weekendophold på et hotel i Tyskland, en tur til motorløb i Y14 og en tur til OB-Brøndby, fordi der var tale om forretningsudvikling og/eller repræsentation. Retten fastslog, at der var tale om private udgifter, som derfor ikke var fradragsberettigede.
Landsskatteretskendelser
TfS 1989, 481 LSR	En bank gav en gave på 100.000 kr. til en landbrugsskole og 100.000 kr. til en husholdningsskole. Banken havde betydelige forbindelser til landbruget og banken ville bevare det gode omdømme i lokalsamfundet, herunder især blandt landbrugerne. Var gaven ikke blevet ydet, ville det have betydet dårlig omtale af banken blandt dennes kunder i landbruget og de øvrige kunder i lokalsamfundet. Lokalsamfundet arbejdede for at få skole- og uddannelsesaktiviteter til området. For at realisere dette mål var der startet en husstandsindsamling, der også havde omfattet pengeinstitutterne. Der var bred folkelig opbakning bag dette initiativ. Derfor havde banken anset det for nødvendigt at yde et større bidrag. Gaven var derfor ydet ud fra et ønske om at opretholde bankens renomme i området, fordi det ellers ville have betydet dårligt omdømme i lokalsamfundet. Landsskatteretten fandt, at banken kunne fratrække udgifterne til gaverne som driftsomkostning, fordi gaverne havde haft en ikke uvæsentlig betydning for bankens status og almindelige omdømme i det lokale område.	Se også LSRM 1982, 124 LSR.
Skatterådet og Ligningsrådet
SKM2021.623.SR	Spørger drev virksomhed med salg af X-abonnement og Y-abonnement, hovedsageligt til private forbrugere. Spørger havde iværksat en salgsfremmeordning, hvorefter Spørger tilbød et forbrugsgode fx i form af en højtaler, såfremt kunden samtidig tegnede et abonnement i en uopsigelig periode på 6 måneder. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at udgiften til tilgiften udgjorde en reklameudgift efter LL § 8, stk. 1, da det var Rådets opfattelse, at det kun er udgifter, der ligger forud for et køb, der kan behandles som reklameudgifter. I nærværende sag vedrørte udgiften en biydelse, der blev købt samtidig med hovedydelsen, og udgiften lå dermed samtidig med selve købet. Skatterådet kunne ligeledes ikke bekræfte, at udgifterne var repræsentationsudgifter efter LL § 8, stk. 4. Rådet kunne i stedet bekræfte, at udgiften til tilgiften skulle anses for en fradragsberettiget driftsomkostning efter SL § 6, stk. 1, litra a, da der forelå en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten.
SKM2008.1032.SR	En virksomhed ville drive erhverv med en mobilservice. Denne mobilservice skulle bestå i at sende reklamer for detailhandlende via sms til forbrugere. De detailhandlende skulle betale for ydelsen, som var gratis for forbrugerne. Virksomheden forpligtede sig til at sende op til 50 pct. af den del af dækningsbidraget, som knyttede sig til indtægten fra sendte sms´er, til en forening/organisation. Virksomheden og forbrugerne skulle vælge, hvilke foreninger/organisationer der skulle modtage penge. Virksomheden skulle herefter indgå aftale med foreningerne mv. om, at disse kunne modtage op til halvdelen af det variable honorar pr. sms, som hver af forbrugerne modtog. Skatterådet fandt, at det var virksomheden, som afholdt udgiften. Skatterådet fandt herefter, at virksomheden kunne fratrække det beløb, der blev givet til foreninger/organisationer, som en driftsomkostning efter SL § 6, stk. 1, litra a.
TfS 1987, 555 LR	Et internationalt balletarrangement "The Hans Christian Andersen Ballet Awards" blev finansieret gennem sponsorbidrag fra danske erhvervsvirksomheder. Sponsorerne blev opdelt i grupper. Afhængigt af bidragets størrelse opnåede de ret til reklame i forbindelse med arrangementet, så de største bidragydere opnåede de fleste rettigheder. Reklamen bestod for hovedsponsoren bl.a. i positiv omtale af virksomheden i gallaprogrammet for The Hans Christian Andersen Ballet Awards 1988. Virksomhedens navn indgik i en helsides annonce i fire farver i gallaprogrammet og i en landsdækkende helsides annonce for arrangementet samt i Det Kongelige Teaters programmer for sæsonen 1987/88. Virksomhedens logo indgik i en udstilling af H.C. Andersen statuetten i Det Kongelige Teaters foyer, og virksomheden fik ret til at anvende statuetten i reklamesammenhæng. De mindste sponsorer blev nævnt i gallaprogrammet og i landsdækkende helsides annoncer om arrangementet. Ligningsrådet fandt, at de erhvervsvirksomheder, der ydede bidrag, opnåede reklame i et sådant omfang, at udgifterne hertil kunne fratrækkes som driftsomkostninger.