Indhold
- Formål og lovgrundlag
- Ressortmyndighed
- Vareområder og tilladelsestyper
- Ekspedition
- Uregelmæssigheder
- Opsplitningsproceduren og oplæggelse på toldoplag
- Mærkning som økologiske varer
- Toldstyrelsens opgave
Formål og lovgrundlag
Formål
På EU-plan er der fastlagt en fælles kontrolprocedure for import fra tredjelande af produkter, som skal markedsføres som økologiske, jf. Kommissionens forordning (EU) nr. 2018/848, af 30. maj 2018 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 834/2007 med tilhørende gennemførelsesforordninger og delegerede forordninger og forordning (EU) nr. 2017/625, med senere ændringer.
Kontrolproceduren indebærer blandt andet, at der for en sending varer, der søges indført som økologiske varer, skal kunne findes en original kontrolattest (med juridisk gyldig underskrift) i EU’s database TRACES. Kontrolattesten (Certificate of Inspection - COI) udstedes af de økologiske kontrolorganer i tredjelande i TRACES.
I en overgangsperiode indtil 1. juli 2022 og i særlige tilfælde, når databasen ikke virker kan en kontrolattest både udstedes elektronisk og på papirform. Fra 1. juli 2022 skal alle kontrolattester være rent digitale og bære den juridiske gyldighed ved at være underskrevet med et digital E-segl.
E-seglet skal anvendes af alle kontrolorganer, der udsteder kontrolattesterne i TRACES og den myndighed i EU der er ansvarlig for kontrollen af kontrolattesten. Landbrugsstyrelsen og Fødevarestyrelsen godkender og afstempler importen i TRACES med E-segl, inden Toldstyrelsen gennemfører sin kontrol af attesten i forbindelse med fortoldningen. Kontrolattesten skal være underskrevet af Landbrugsstyrelsen eller Fødevarestyrelsen og indholdet skal stemme overens med øvrige tolddokumenter for at være klar til at overgå til fri omsætning. Toldstyrelsen står dermed for den endelige frigivelse af de økologiske produkter eller omlægningsprodukter til fri omsætning og frit forbrug.
Fra 1. januar 2022 er det ikke længere toldmyndighederne i Danmark, som stempler kontrolattesten i TRACES, men Fødevarestyrelsen eller Landbrugsstyrelsen. Ligeledes er det besluttet, at man overgår til digital E-segl fra 1. januar 2022, og derved skal Toldstederne heller ikke fysisk underskrive og stemple originale papirversioner af kontrolattesten fra den dato.
Lovgrundlag
EU regulering
- Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/848 af 30. maj 2018 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 834/2007 (med senere ændringer)
- Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/2306 af 21. oktober 2021 til supplering af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/848 med regler om offentlig kontrol af sendinger af økologiske produkter og omlægningsprodukter, der er bestemt til import til Unionen, og om kontrolattesten (EØS-relevant tekst) (med senere ændringer)
- Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/2325 af 16. december 2021 om opstilling i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/848 af listen over tredjelande og listen over kontrolmyndigheder og kontrolorganer, der er godkendt i henhold til artikel 33, stk. 2 og 3, i Rådets forordning (EF) nr. 834/2007 med henblik på import af økologiske produkter til Unionen (med senere ændringer)
- Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/2307 af 21. oktober 2021 om fastsættelse af regler vedrørende dokumenter og meddelelser, der kræves for økologiske produkter og omlægningsprodukter bestemt til import til Unionen (EØS-relevant tekst) (med senere ændringer)
- Kommissionens Delegerede Forordning (EU) 2019/2123 af 10. oktober 2019 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 for så vidt angår regler for, i hvilke tilfælde og på hvilke betingelser der kan foretages identitetskontrol og fysisk kontrol af visse varer på kontrolsteder og dokumentkontrol kan foretages i en vis afstand fra grænsekontrolsteder (EØS-relevant tekst) (med senere ændringer)
- Kommissionens Delegerede Forordning (EU) 2019/2124 af 10. oktober 2019 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 for så vidt angår regler for offentlig kontrol af sendinger af dyr og varer ved transit, omladning og videre transport gennem Unionen og om ændring af Kommissionens forordning (EF) nr. 798/2008, (EF) nr. 1251/2008, (EF) nr. 119/2009, (EU) nr. 206/2010, (EU) nr. 605/2010, (EU) nr. 142/2011, (EU) nr. 28/2012, Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/759 og Kommissionens beslutning 2007/777/EF (EØS-relevant tekst) (med senere ændringer)
- Europa-Parlamentets og Rådet Forordning (EU) 2017/625 af 15. marts 2017 om offentlig kontrol og andre officielle aktiviteter med henblik på at sikre anvendelsen af fødevare- og foderlovgivningen og reglerne for dyresundhed og dyrevelfærd, plantesundhed og plantebeskyttelsesmidler, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001, (EF) nr. 396/2005, (EF) nr. 1069/2009, (EF) nr. 1107/2009, (EU) nr. 1151/2012, (EU) nr. 652/2014, (EU) 2016/429 og (EU) 2016/2031, Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 og (EF) nr. 1099/2009 samt Rådets direktiv 98/58/EF, 1999/74/EF, 2007/43/EF, 2008/119/EF og 2008/120/EF og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854/2004 og (EF) nr. 882/2004, Rådets direktiv 89/608/EØF, 89/662/EØF, 90/425/EØF, 91/496/EØF, 96/23/EF, 96/93/EF og 97/78/EF og Rådets afgørelse 92/438/EØF (forordningen om offentlig kontrol) (med senere ændringer)
- Kommissionens Delegerede Forordning (EU) 2021/2305 af 21.10.2021 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/625 med regler om, i hvilke tilfælde og på hvilke betingelser økologiske produkter og omlægningsprodukter er undtaget fra offentlig kontrol på grænsekontrolsteder og stedet for offentlig kontrol af sådanne produkter og om ændring af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/2123 og (EU) 2019/2124 (EØS-relevant tekst) (med senere ændringer)
Nationale bestemmelser
Ressortmyndighed
Ressortmyndighed for denne varebestemmelse er Fødevarestyrelsen og Landbrugsstyrelsen.
Vareområder og tilladelsestyper
Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/2325 om import af økologiske produkter fra tredjelande, anvendes på følgende produkter, når de er forsynet med angivelser/mærker, som henviser til en økologisk produktionsmetode:
- levende eller uforarbejdede landbrugsprodukter
- forarbejdede landbrugsprodukter til konsum
- foder
- vegetativt formeringsmateriale og frø til udsæd
- akvakulturprodukter
- gær til konsum eller til foder
Det centrale i forordningen er, at Toldstyrelsen skal foretage verifikation af kontrolattester for økologiske varer fra tredjelande. Det betyder, at sendingen først kan indfortoldes og derved frigives af toldmyndighederne til fri omsætning/frit forbrug i EU som økologisk, efter at der er foretaget verifikation af en kontrolattest (findes som bilag - del 1 vedrørende kontrolattester Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/2306. og som bilag - del 1vedrørende delkontrolattester i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/2307). Verifikationen sker ved at sammenligne oplysningerne i toldpapirerne med oplysningerne i kontrolattesten i EU-databasen TRACES.
Ekspedition
Normalproceduren for import af økologiske varer fra tredjeland er, at der for sendingen er udstedt en elektronisk kontrolattest af et kontrolorgan i et land udenfor EU, underskrevet med et digitalt E-segl i TRACES.
Den økologiske verifikation og frigivelse i TRACES overtages fra 1. januar 2022 af Fødevarestyrelsen/Landbrugsstyrelsen, som forestår økologi importkontrollen, og bekræfter dette ved at godkende og underskrive den elektroniske kontrolattest (COI) i TRACES med et digitalt segl.
Idet Toldstyrelsen skal stå for den endelige frigivelse af varerne ved at indfortolde dem, er det nødvendigt at importørerne stadigvæk angiver ved fortoldningen, at varerne er økologiske.
Procedurerne og typen af kontrolattest kan dog variere afhængig af, om indfortoldningen af sendingen skal ske i sin helhed, eller der er tale om en sending, der skal lægges på toldoplag og siden fraføres i delsendinger.
Der findes to typer elektroniske kontrolattester:
- en almindelig kontrolattest (COI)
- en delkontrolattest (Extract of COI)
Den almindelige kontrolattest skal verificeres af Toldstyrelsen ved at kontrollere om oplysningerne i toldpapirerne stemmer overens med oplysningerne i kontrolattesten. Hvis oplysningerne stemmer overens og Fødevarestyrelsen eller Landbrugsstyrelse har signeret kontrolattesten i rubrik 25 og 30 og bestemt hvordan varen kan omsættes, så kan Toldstyrelsen indfortolde varen og derved frigive den til fri omsætning/forbrug i EU/Danmark. Der er følgende valgmuligheder i rubrik 30:
- Sendingen kan overgå til fri omsætning som økologisk
- Sendingen kan overgå til fri omsætning som under omlægning
- Sendingen kan overgå til fri omsætning som ikkeøkologisk
- Sendingen kan ikke overgå til fri omsætning
En del af sendingen kan overgå til fri omsætning.
Når sendingen ikke kan overgå til fri omsætning kan den heller ikke indfortoldes, og når kun en del af sendingen kan overgå til fri omsætning, så kan kun den del indfortoldes. I disse tilfælde skal det aftales med Fødevarestyrelsen eller Landbrugsstyrelsen, hvad der skal ske med varerne. En mulighed kan være at opsplitte partiet i flere delsendinger.
Når en sending har været lagt på toldoplæg med henblik på opsplitning, så skal Toldstyrelsen ved indfortoldningen kontrollere oplysningerne i den af importøren udstedte delkontrolattest. Oplysningerne i delkontrolattesten skal stemme overens med toldpapirerne. Importøren skal ved fortoldningen angive, at det handler om økologiske varer. Delkontrolattesterne skal være verificeret og stemplet med elektronisk segl i rubrik 12 af Fødevarestyrelsen eller Landbrugsstyrelsen. Styrelserne har i denne rubrik angivet om:
- Sendingen kan overgå til fri omsætning som økologisk
- Sendingen kan overgå til fri omsætning som under omlægning
- Sendingen kan overgå til fri omsætning som ikkeøkologisk
- Sendingen kan ikke overgå til fri omsætning
Inden indfortoldning af de økologiske varer skal der kontrolleres,
- at der er fuld overensstemmelse mellem oplysningerne på den elektroniske kontrolattest i TRACES og toldpapirerne. Særligt rubrik 5, 12-16 og evt. 17 samt rubrik 24 i den elektroniske kontrolattest skal kontrolleres op mod toldpapirerne.
- at den elektroniske kontrolattest er udfyldt i rubrik 25 og stemplet i rubrik 30 af Fødevarestyrelsen eller Landbrugsstyrelsen. For delkontrolattesten fremgår Fødevarestyrelsens eller Landbrugsstyrelsens godkendelse af rubrik 13.
Toldstyrelsen udfører som udgangspunkt en dokumentkontrol af kontrolattestens oplysninger holdt op imod de samlede dokumenter, som varepartiet omfattes af.
Det vil i nogle få tilfælde være nødvendigt at foretage rettelser i kontrolattesten i TRACES, eksempelvis i rubrik 24 "første modtager". Landbrugsstyrelsen eller Fødevarestyrelsen har mulighed for at ændre nogle få rubrikker i kontrolattesten i TRACES, fx første modtager, toldoplæg eller toldsted. Toldstyrelsen har ikke mulighed for at ændre i kontrolattesten og hvis der er fejl og Fødevarestyrelsen eller Landbrugsstyrelsen har underskrevet kontrolattesten i rubrik 30, så kan visse rubrikker kun ændres efter underskriften i rubrik 30 er blevet annulleret igen af EU Kommissionen, DG Santés Traces team.
Når alt er kontrolleret og fundet i orden, kan sendingen endelig frigives ved at indfortolde varerne.
Der kan eventuelt også foretages fysisk kontrol af, om der er overensstemmelse mellem produktet og kontrolattesten.
Opstår der uklarheder eller uregelmæssigheder kan Fødevarestyrelsen kontaktes. Se eventuelt afsnittet nedenfor "Uregelmæssigheder".
Uregelmæssigheder
Hvis Toldstyrelsen finder uregelmæssigheder og ikke kan frigive varerne ved at indfortolde dem, kontaktes Landbrugsstyrelsen eller Fødevarestyrelsen. Såfremt Toldstyrelsen får besked fra én af styrelserne, at varen ikke kan frigives som økologisk skal det aftales, hvordan henvisningerne til økologi fjernes fra varen.
Importøren skal i sådanne tilfælde, hvor den kun kan frigives og indfortoldes som konventionelt, sørge for, at alle angivelser som økologiske varer bliver fjernet fra mærkning, reklamer og ledsagedokumenter enten på toldområdet eller straks ved ankomst i virksomheden.
Ved uoverensstemmelser og uklarheder kan Toldstyrelsen kontakte Fødevarestyrelsen eller Landbrugsstyrelsen og evt. holde partiet tilbage, mens sagen undersøges. Som udgangspunkt vil Fødevarestyrelsen/Landbrugsstyrelsen overtage sådanne sager, og undersøge nærmere, om varerne kan beholde deres økologiske status eller kun kan bruges som konventionelt. En evt. fjernelse af alle økologiske angivelser vil derfor kunne ske hos første modtager under Fødevarestyrelsen kontrol, inden partiet bringes i videre omsætning som konventionelt.
Opsplitningsproceduren og oplæggelse på toldoplag
I forbindelse med import af varer, der efter ankomsten til et EU-land skal lægges på toldoplag med henblik på senere opsplitning, skal dette være indført i kontrolattesten sammen med referencenummeret af toldangivelsen af Fødevarestyrelsen eller Landbrugsstyrelsen. Kontrolattesten godkendes og afstemples i TRACES i rubrik 23 af Fødevarestyrelsen eller Landbrugsstyrelsen, før varen tilføres toldoplæg. Hvis sendingen bagefter fraføres toldoplæg i delsendinger, så skal Landbrugsstyrelsen eller Fødevarestyrelsen forinden have underskrevet basis-kontrolattesten, da det er en forudsætning for at opsplitte sendingen og udstede delkontrolattester. Det kontrolleres af Toldstyrelsen, om der findes en delkontrolattest i TRACES og om den er godkendt/underskrevet af Fødevarestyrelsen eller Landbrugsstyrelsen inden delsendingen kan indfortoldes.
Opsplitning i delpartier
Når der under oplæggelsen på toldoplaget sker en opsplitning af sendingen, skal importøren udfærdige en delkontrolattest for hver delsending, som skal føres fra toldoplægget. TRACES fører regnskabet med de fraførte mængder, så der ikke udstedes flere delkontrolattester, end der er grundlag for.
Fraførelsen og dermed delkontrolattesten skal forhåndsanmeldes til Fødevarestyrelsen/Landbrugsstyrelsen. Hvis delkontrolattesten er udstedt af udenlandsk importør i EU, så vil det være den første modtager i Danmark, som vil forhåndsanmelde varen til Fødevarestyrelsen og gør toldstedet opmærksom på, at der skal indfortoldes en økologisk delsending.
Den elektroniske delkontrolattest skal verificeres af toldmyndigheden, hvis delpartiet i forbindelse med fraførsel fra toldoplag skal indfortoldes til frit forbrug. Toldmyndigheden skal også sikre sig, at Fødevarestyrelsen eller Landbrugsstyrelsen har godkendt delkontrolattesten og stemplet/underskrevet det med det elektroniske segl.
Delkontrolattestens udseende fremgår af bilag - del 1 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/2307.
Eksport af et delparti
Hvis delparti på toldoplag i Danmark skal eksporteres, så skal enten importøren eller Fødevarestyrelsen/Landbrugsstyrelsen ændre på "basis"-kontrolattesten i rubrik 24, så det fremgår, at sendingen overgår til fri omsætning i delsendinger. Der vil i dette tilfælde ikke nødvendigvis stå nogen første modtager i rubrik 24 ej heller et bestemmelsesland i rubrik 11 i TRACES.
Delkontrolattesten kan således signeres af de relevante myndigheder i modtagerlandet i TRACES og evt. på papirudgaven af delkontrolattesten. Dvs. denne delkontrolattest skal ikke forelægges til Toldstyrelsen i Danmark, da fortoldningen og frigivelsen foregår i et andet EU-land eller EU associeret land (fx Norge).
Oplæggelse på toldoplag uden opsplitning
Ved oplæggelse på toldoplag eller aktiv forædling skal rubrik 23 på kontrolattesten være afkrydset, toldoplagsstedet og referencenummer for toldangivelse være indført. Dette kan foretages af importøren eller Fødevarestyrelsen eller Landbrugsstyrelsen
►Ved aktiv forædling skal sendingen desuden være verificeret af Fødevarestryrelsen eller Landbrugsstyrelsen, som kan i boksen til supplerende information beskrive, hvilken slags forædling skal fortages (ompakning og/eller ommærkning). Fødevarestyrelsen eller Landbrugsstyrelsen skal ved aktiv forædling desuden underskrive i rubrik 23.◄
Inden varen lægges på toldoplag med eller uden fremtidig opsplitning, skal der altid være indført en første modtager i rubrik 24 og kontrolattesten skal være afstemplet i rubrik 30 af Fødevarestyrelsen og Landbrugsstyrelsen. Sendingen kan bagefter fraføres uden videre fra toldoplaget, med mindre den skal opsplittes i forbindelse med fraførslen. Dvs. sendinger, der ikke er blevet opsplittet, kontrolleres kun af Toldstyrelsen ved indfortoldningen efter den normale procedure.
Mærkning som økologiske varer
Hvis Toldstyrelsen i forbindelse med den almindelige godskontrol støder på sendinger, hvor importøren ikke har oplyst i indfortoldningen, at varen er økologisk, men som alligevel er forsynet med angivelser, der lader formode, at produktet er fremstillet efter økologiske produktionsregler, kontaktes Fødevarestyrelsen eller Landbrugsstyrelsen, og Toldstyrelsen holder partiet tilbage mens sagen undersøges.
Følgende ord anvendes for økologiske produkter i de øvrige EU-lande:
-på bulgarsk: биологичен -på dansk: økologisk -på engelsk: organic -på estisk: mahe, ökoloogiline -på finsk: luonnonmukainen -på fransk: biologique -på græsk: βιολογικό -på irsk: orgánach -på italiensk: biologico -på lettisk: biologisks, ekologisks -på litauisk: ekologiškas -på luxembourgsk: biologesch -på maltesisk: organiku -på nederlandsk: biologisch -på polsk: ekologiczne -på portugisisk: biológico -på rumænsk: ecologic -på slovakisk: ekologické, biologické -på slovensk: ekolo?ki -på spansk: ecológico, biológico -på svensk: ekologisk -på tjekkisk: ekologické, biologické -på tysk: ökologisch, biologisch -på ungarsk: ökológiai
(Idet kyrillisk eller andet alfabet ikke kan gengives i Toldstyrelsens system, vil disse bogstaber blive gengivet med "?").
Toldstyrelsens opgave
Toldstyrelsen skal ved sin kontrol sikre, at
- de relevante kontrolattester verificeres umiddelbart i forbindelse med varens frigivelse til fri omsætning og frit forbrug
- hvis der konstateres uregelmæssigheder og kontrolattestens oplysninger ikke stemmer overens med de øvrige dokumenter af varen, kontaktes Fødevarestyrelsen
- hvis Fødevarestyrelsen eller Landbrugsstyrelsen kun har godkendt varen til frigivelse som konventionelt, skal importøren fjerne alle angivelser om økologi på varen fra mærkning, reklamer og ledsagedokumenter. Dette kan ske på første modtagers lager under opsyn af Fødevarestyrelsen eller Landbrugsstyrelsen.
- Fødevarestyrelsen eller Landbrugsstyrelsen kan kontaktes ved uoverensstemmelser og uklarheder. Varepartiet holdes tilbage, mens sagen undersøges.