Indhold
Afsnittet handler om muligheden for genoptagelse af gældssaneringssager.
Afsnittet indeholder:
- Genoptagelse af gældssaneringssager
- Møde i skifteretten
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
►Genoptagelse af gældssaneringssager
Skifteretten har i visse tilfælde mulighed for at genoptage gældssaneringssagen med henblik på at ændre gældssaneringskendelsen. Reglerne herfor afhænger af, om skyldner har uafklarede økonomiske forhold, jf. konkurslovens § 197 a, som indsat ved § 1, nr. 42 i lov nr. 896 af 21. juni 2022, på det tidspunkt, hvor gældssaneringskendelsen afsiges.
Skyldner har ikke uafklarede økonomiske forhold
Har skyldner ikke uafklarede økonomiske forhold på det tidspunkt, hvor gældssaneringskendelsen afsiges, kan skifteretten kun genoptage gældssaneringssagen, når ganske særlige hensyn til skyldneren taler for det. Se konkurslovens § 228, stk. 1, som ændret ved § 1, nr. 62 i lov nr. 896 af 21. juni 2022.
Genoptages sagen kan skifteretten ændre gældssaneringskendelsens vilkår efter konkurslovens § 216, stk. 1 og 4, som ændret ved § 1, nr. 51-52 i lov nr. 896 af 21. juni 2022, vedrørende nedsættelsesprocenten og afdragsperiodens længde mv. Skifteretten kan dog ikke forhøje den procent, hvortil fordringerne er nedsat. Dvs. at det ikke kan bestemmes, at skyldner skal betale en større procentdel af fordringerne.
Ændring af nedsættelsesprocenten kan kun ske i de situationer, hvor der er sket en markant ændring af skyldners økonomiske situation, og hvor en forlængelse af afdragsperioden ikke med rimelighed kan udligne denne nye økonomiske situation.
Har skyldneren pådraget sig væsentlig ny gæld efter kendelsen om gældssanering, skal det, for at ligestille både gamle og nye fordringshavere, overvejes, om der er grundlag for at meddele skyldneren gældssanering på ny, frem for at ændre nedsættelsesprocenten. I modsat fald ville de fordringshavere, hvis gæld er stiftet efter afsigelsen af kendelsen om gældssanering, kunne få fuld dækning for deres fordringer og dermed blive væsentligt bedre stillet end de fordringshavere, som måtte tåle en yderligere nedsættelse af deres fordringer. Se f.eks. UfR 2015.168 VLR, hvor en oplysning til skifteretten om, at en person, der havde fået gældssanering i 2013, efterfølgende havde stiftet ny gæld, ikke skulle anses som en ansøgning om genoptagelse af gældssaneringssagen, men som en ansøgning om ny gældssanering.
Skyldner har uafklarede økonomiske forhold
Som nævnt i G.A.3.1.7.2.2 De subjektive betingelser, kan skyldner få gældssanering, selvom vedkommendes økonomiske forhold er uafklarede, hvis gældssaneringen har tilknytning til en konkurs, jf. konkurslovens § 197 a, som indsat ved § 1, nr. 42 i lov nr. 896 af 21. juni 2022.
Er dette tilfældet, udvides skifterettens mulighed for at genoptage sagen. Skifteretten kan således genoptage sagen i løbet af afdragsperioden med henblik på at forhøje den procent, hvortil fordringerne er nedsat, eller de i kendelsen fastsatte afdrag. Genoptagelsen skal ske på fordringshavers begæring. Se konkurslovens § 228, stk. 3, som indsat ved § 1, nr. 63 i lov nr. 896 af 21. juni 2022.
Genoptagelsesmuligheden begrænses dog ved, at der kun kan ske en forhøjelse af det beløb, som skyldner skal betale, hvis der er indtrådt forhold, der medfører, at skyldner må anses for at være i stand til at betale mindst 1.000 kr. om måneden ud over det, der følger af kendelsen. En eventuel forhøjelse vil ske med det beløb, der overstiger de 1.000 kr. Er dette beløb uvæsentligt, jf. konkurslovens § 216, som ændret ved § 1, nr. 51 i lov nr. 896 af 21. juni 2022, kan forhøjelse undlades. Se konkurslovens § 228, stk. 3, som indsat ved § 1, nr. 63 i lov nr. 896 af 21. juni 2022.
Har skyldner opnået gældssanering med tilknytning til konkurs, er skyldneren forpligtet til at underrette skifteretten og fordringshaverne, hvis der indtræder forhold, der medfører, at skyldner vil være i stand til at betale mere end 1.000 kr. om måneden end det, der følger af kendelsen. Skifteretten kan bestemme, at skyldner skal fremsende dokumentation for sine økonomiske forhold. Se konkurslovens § 228, stk. 4, som indsat ved § 1, nr. 63 i lov nr. 896 af 21. juni 2022.◄
Møde i skifteretten
Inden skifteretten træffer afgørelse om ændring af gældssaneringskendelsen, indkaldes skyldneren og fordringshaverne til et møde i skifteretten. Se konkurslovens § 228, stk. 2, som ændret ved § 1, nr. 62 i lov nr. 896 af 21. juni 2022.
Når skyldnerens sociale forhold taler derfor, indkaldes desuden en repræsentant for kommunen til mødet.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Kommentarer |
Landsretten |
UfR 2015.168 VLR | En henvendelse til skifteretten om, at en person, der havde fået gældssanering i 2013, efterfølgende havde stiftet ny gæld, ikke skulle anses som en ansøgning om genoptagelse af gældssaneringssagen, men som en ansøgning om ny gældssanering. | Afgørelsen viser, at det skal overvejes, om afsigelse af ny gældssanering er mere hensigtsmæssig end ændring af nedsættelsesprocenten på den bestående gældssanering, når skyldner stifter ny gæld i gældssaneringsperioden. |