Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne for blandet benyttede ladestandere, når den selvstændige har valgt beskatning efter virksomhedsskattelovens afsnit 1.
Afsnittet indeholder:
Regel
Med virkning fra d. 1. juli 2021 kan ladestandere, der benyttes både erhvervsmæssigt og privat, indgå i virksomhedsordningen. Når ladestanderen indgår i ordningen, medfører det som udgangspunkt beskatning af den private anvendelse efter reglerne i ligningslovens § 16.
Værdien af ladestander og installation af ladestander (ladestik), der sammen med en elbil eller pluginhybridbil er til rådighed for privat anvendelse, beskattes dog ikke, jf. ligningslovens § 16, stk. 4. I den situation sker der således alene beskatning af værdien af fri bil, som beskrevet i afsnit C.C.5.2.2.9.2.
Blandet benyttet ladestander tages ud af virksomhedsordningen
Hvis der er sket beskatning af fri elbil eller pluginhybridbil i en sammenhængende periode på mindst 6 måneder, kan ladestanderen tages ud af virksomhedsordningen, uden at det anses for en hævning i hæverækkefølgen. Samtidigt værdiansættes ladestanderen til 0, såfremt der skal opgøres fortjeneste eller tab ved overgang til udelukkende privat brug, jf. afskrivningslovens § 4, stk. 1.
Hvis der derimod alene er sket beskatning af fri elbil eller pluginhybridbil i en sammenhængende periode, der er kortere end 6 måneder, vil udtagning af ladestanderen medfører en hævning i hæverækkefølgen, jf. virksomhedsskattelovens § 5, stk. 1. Samtidigt skal markedsværdien af ladestander og installation medregnes ved opgørelse af fortjeneste eller tab, hvis installationen overgår til udelukkende privat brug, jf. afskrivningslovens § 4, stk. 1.
Blandet benyttet ladestander uden for virksomhedsordningen
Når en blandet benyttet bil og ladestander ikke indgår i virksomhedsordningen, kan virksomheden godtgøre den del af de samlede driftsomkostninger inkl. afskrivning, der svarer til den erhvervsmæssige andel. Se nærmere i afsnit C.C.5.2.2.9.3.
Formål med reglen
Formålet med reglen er, at sikre ligestilling mellem lønmodtageren, der får stillet en ladestander til rådighed af sin arbejdsgiver på sin bopæl sammen med en elbil eller pluginhybridbil, og den selvstændigt erhvervsdrivende, der af sin virksomhed får en ladestander stillet til rådighed på sin bopæl sammen med en elbil eller pluginhybridbil.